Artiklen er oprindeligt udgivet 18. maj 2018.
Mon ikke de fleste unge mennesker har set sig i spejlet og tænkt: Hvem er jeg, hvorfor er jeg sådan, og hvad vil jeg med mit liv?
For Peter Lund Madsen tog de eksistentielle spørgsmål bare overhånd, og når han så sig i spejlet, var han helt reelt i tvivl om, hvem det var, der stirrede tilbage.
”Jeg have en voldsom fornemmelse af uvirkelighed,” siger han om angsten i ungdomsårene, som til tider var så stor, at han ikke kunne gå ud ad døren og hen på lægestudiet, men måtte blive liggende i sengen hele dagen.
Især var han bange for at blive sindssyg, for at udvikle skizofreni, og midt i en undervisningstime eller i samtale med en medstuderende kunne han få fornemmelsen af, at han sad ved siden af sig selv i en parallel verden.
”En dag, hvor jeg sad i bussen, og næsten ikke kunne holde det ud mere, fik jeg den tanke, at hvad så, hvis jeg var ved at blive sindssyg. Og der mistede angsten sin kraft.”
For hvis man er i det værste, behøver man ikke frygte at ende der. Og selv i det værste skal det måske nok gå alligevel. Og således kørte angsten videre med bussen, da Peter Lund Madsen stod af.
Nu vokser træerne jo ikke ind i himlen, og bekymringerne har han stadig med sig: For at blive syg, for at der skal tilstøde hans familie noget, for at nogen skal ødelægge hans ting, for om han får det hele pakket, inden han skal til Japan i morgen, for at den tagrenovering, der er i gang over hovedet på ham, skal ende med, at det regner ind – og for måger og deres klatter.
Vi mødes i familiens taglejlighed på Frederiksberg i København. Rinette Lund Madsen åbner døren, mens hendes mand kæmper med en rovfugle-drage ude på terrassen. Det er ikke for sjov, den er et våben i en krig mod de måger, der hver dag klatter på hans bil, som står nede i gården.
”Goddag,” siger han koncentreret afmålt: ”De skider på bilen. Det er en BMW. Bare en lille en. Men alligevel...”
Uden de store forhåbninger gør han rovfugledragens snor fast til gelænderet, giver arrangementet et sidste skeptisk blik og kommer ind for at tale om sin nye bog ”Frihedens pris”, der udkommer den 6. juni.
Med bogen vil læge, psykiater, radiovært, entertainer og bror til Anders Lund Madsen gerne formidle, hvordan hjernen virker, så man kan forstå, hvad der sker derinde. Ikke mindst ved mental ubalance. Både den, vi alle kan komme ud for, og den, der opstår i forbindelse med for eksempel autisme og adhd.
”Eller skizofreni,” siger han og lader navnet på den sindssygdom, han var bange for at lide af, hænge lidt i luften.
Som psykiater er det hans erfaring, at viden kan give ro. Man kan få meget ud af at tænke, som han gjorde dengang som ung i bussen: Hvad så, hvis det værste sker?
”Med en diagnose bliver det hele mere konkret, mindre uforståeligt og afdramatiseret, for eksempel i forbindelse med autisme, som jeg lige har holdt foredrag om. For det er jo til at forstå, at hjernen har nogle meget vanskelige arbejdsopgaver, som, hvis de ikke bliver løst fuldstændig perfekt, kan give problemer.”
Peter Lund Madsen skriver også om, at vores hjerner først færdigudvikles, når vi er midt i 20’erne.
”Abstrakt tænkning, avancerede sociale egenskaber og evnen til at kunne konsekvensberegne kommer til som det sidste. Det er simpelthen først der midt i 20’erne, at man for alvor får en hjerne, som er i stand til abstrakt at erkende, at man er et individ og ikke bare sin fars og mors barn. Det er ikke så underligt, at store tanker om identitet og eksistens hører til i ungdommen; det er fuldkommen reelt, at man stiller sig selv store spørgsmål; med tiden mister man interessen for mysteriet og tænker, at sådan er det bare.”
Alle de unødige bekymringer, vi gør os, bærer hjernen også sin del af skylden for. Indstillet som den er til at være på vagt i en anden tid end vores.
”I stenalderen var der rigtig meget, der var farligt, så det gav god mening at være på vagt hele tiden. Men fordi den ikke har ændret sig synderligt, går vi i dag rundt med en hjerne, som er meget mere bekymret, end der er brug for.”
I dag har han for eksempel bekymret sig, fordi han snart skal til Japan.
”Det bekymrer mig altid lidt, om jeg nu bliver syg. Der er også et ubehag over at være væk fra familien. Jeg kan også sagtens få hypokondriske tendenser. Hører jeg om nogen, der er faldet om af hjertestop, kan jeg godt tænke det helt mærkelige, at det også kan ske for mig lige nu. Men det nytter ikke noget at bruge tid på noget, som er spild af tid.”
”Det kan man godt sige – hos mange af os er bekymringsredskabet faktisk så stort, at vi ikke gør så meget, som vi kan eller gerne vil,” siger Peter Lund Madsen.
Heldigvis bliver det bedre med alderen, mener han.
”Som ung har man ikke noget på bogen, erfaringsmæssigt ved man ikke, at selvom noget kan se ud til at gå galt, går det sjældent galt. Og hvis det går galt, er der en hel masse, man kan gøre for at få det til at gå godt igen. De første gange, man bliver uvenner med sin bedste ven, tror man jo, at verden styrter sammen – først med tiden erfarer man, at man kan blive gode venner igen. Om man er populær eller ikke populær, betyder heller ikke så meget med alderen, netop fordi man har erfaret, at det som regel går alt sammen,” siger Peter Lund Madsen og tilføjer, at hvis man er meget bange, skal man nøje overveje, i hvor høj grad man vil lade det styre ens liv.
Hjerneforskeren kan stadig lige inden et foredrag få en lille angst, der siger: Tænk, hvis jeg falder om.
”To-tre gange om året vokser den tanke sig relativt stærk som en lille forløber for et angstanfald. Men i dag ved jeg, at jeg skal op på scenen, for hvis jeg ikke tør, går det galt. Angstanfald er ubehagelige, men det er hovedpine også, og der, hvor problemerne virkelig opstår, er, hvis ens angst gør, at man ikke kan gå op på den scene eller hen i supermarkedet,” siger Peter Lund Madsen og illustrerer situationen med en hurtig spørgsmål-svar-monolog.
”Hvad er det værste, der kan ske, hvis man får et angstanfald? At de andre ser det, at det vil være pinligt. Men hvad ville du tænke, hvis du så en få et angstanfald? Så ville jeg hjælpe,” smiler Peter Lund Madsen og slår sigende ud med armene, for det er trods alt ikke et særlig slemt scenario.
En af de helt store udfordringer for vores nutidshjerner er, at vi for sjældent keder os.
”Vi ligger under for et evigt tilbud om at blive underholdt og aktiveret. Hvis jeg sidder og venter på en bus, tager jeg straks min telefon op og begynder at læse et eller andet eller spille et spil,” siger Peter Lund Mandsen og taler om, at hjernen er let at lokke.
”Men det betyder, at den aldrig kommer i den tilstand, vi kan kalde kedsomhed, hvor den tvinges til at lave ingenting og derved begynder at vandre tilfældigt rundt i sine egne tanker. Det er ellers her, den slapper af og får tænkt det, man ellers ikke får tænkt. Ellers sidder den bare og bliver fodret, og det har den ikke godt af,” siger Peter Lund Madsen.
Troen har Peter Lund Madsen ikke kunnet finde ro i. Det forsøg ”tabte” han.
”Jeg var begyndt at flirte med kristendommen, men så mistede jeg troen til en begravelse, hvor præsten talte om, at Jesus for til himmels. Det er de konkrete ting ved vores religion, jeg har det svært med: at Gud skabte jorden på syv dage for nogle tusinde år siden. Nej, sådan er det bare ikke. Men at Gud skabte verden, anfægter jeg ikke.”
Selvom han ikke ”logisk kan få det til at hænge sammen”, er han bestemt ikke ateist.
”Selv hvis man fuldstændig firkantet tror på alt, som naturvidenskaben kan forklare, er der jo et kæmpe ’hvorfor’ tilbage. Derfor forekommer ateismediskussion mig fuldkommen latterlig. Jeg synes, der er helt vildt mange gode argumenter for at tro på naturvidenskaben, men det kan også være, det bare er et puds, Gud spiller os. Vi kan ikke vide det. Og jeg mener, vi bliver nødt til at erkende, at der er ting, vi ikke forstår. Naturvidenskaben kan beskrive verden og give os en fantastisk indsigt, men den kommer aldrig til at fortælle os, hvorfor vi er her,” siger Peter Lund Madsen, som holder af salmerne og er ”lykkelig” for at bo i et samfund baseret på kristendommen.
”Kristendommen er en genial religion og udgangspunkt for en fantastisk kultur. Vi har været heldige at have haft vores reformationer på de rigtige tidspunkter,” siger han.
Udviklingen af menneskehjernen er en rejse mod friheden, mener Peter Lund Madsen.
”En melorm kan kun kravle fremad, en hund har lidt flere valg, men mennesket har fået en fantastisk valgfrihed. Vi kan bygge byer, vi kan forlænge vores liv, vi har en ekstrem indflydelse på vores tilværelse – alt sammen på grund af vores store hjerne.”
Friheden har dog en pris. For hver gang noget bliver stort og avanceret, er der risiko for, at ting kan gå galt. For eksempel er menneskehjernen helt afhængig af at kunne sortere og rette opmærksomhed mod det vigtige i omgivelserne.
”Det er en sindssygt indviklet hjernefunktion, som ikke fungerer optimalt for alle, og hver gang den ikke gør det, giver det problemer: Det kan være autisme eller adhd eller noget andet – og det er den pris, vi betaler for vores store hjerne.”
Det var for at gøre en indsats for forholdene i psykiatrien, at Peter Lund Madsen sidste år stillede op til kommunalvalget på Frederiksberg. Men hans politiske karriere blev kort.
”Det gik fuldstændig amok, alle ringede, og jeg skulle forholde mig til de konservatives landspolitik, forsvarspolitik og hvad ved jeg. Både jeg og dem omkring mig blev stressede, og så tænkte jeg meget hurtigt, at det her, det skal jeg bare ikke. Det var mig, der ikke havde sat mig ind i tingene.”
”Det kan man sige. Det er ikke sådan, at jeg fortryder, jeg havde bare ikke tænkt mig om.”
Han og hustruen har været sammen i 26 år og har to børn, den ældste læser journalistik i Aarhus, og den anden bor stadig hjemme. Har han tænkt over, hvordan man holder sammen som par?
”Man skal vælge den rigtige kone. Og hun skal vælge den rigtige mand,” svarer han prompte.
”I mediebranchen, hvor jeg også færdes, er det nogle gange populært, at manden midt i 40’erne finder en ny. Men så skal man jo forlade sin kone, og det er dumt, når man godt kan lide hende. Der er også noget godt ved, synes jeg, at dele hele livet med en. Så jeg er godt tilfreds med, at jeg ikke fik mig en ny familie. Man har så travlt med at sige, at familiestrukturen er under opløsning, men det er den jo ikke for alvor.”
Peter Lund Madsen har det egentlig meget godt med at være midaldrende.
”Hvis det ikke var, fordi døden rykker nærmere, og man ikke ser så godt ud længere, har jeg det klart bedre nu, end da jeg var ung,” siger han og tæller på fingrene:
”Når man er teenager, skal man igennem grundproblemerne, når man er 20, er der alt det der med at finde en kæreste, og om man nu er dygtig nok til alt det, man skal. 30’erne er karriere- og børnestress. Og i 40’erne er der nogen, der får krise. Det er i hvert fald nemmere at være ældre og have fået en mere afklaret selvtillid,” siger han og tilføjer, at nu er problemet så bare, at alderdommen bekymrer ham meget.
På vejen ud, nede i gården, står det tydeligt, at Peter Lund Madsen i hvert fald har noget at have sine bekymringer for måger i. Hans bil er ganske rigtigt fuld af klatter.
Øverst i ejendommen svinger en rovfugledrage lidt tøvende rundt i sommerbrisen, som om den ikke helt tror på projektet.