Jeg bestiller altid en forret og to desserter

Hélène Wagn, 57 år og freelancejournalist, er aktuel med kogebogen ”Franske fristelser. Den lette vej til det skønne franske dessertkøkken” på Samvirkes forlag

Hélène Wagn, der har franske aner, elsker at invitere gæster og lave lækker og anderledes mad til dem. -
Hélène Wagn, der har franske aner, elsker at invitere gæster og lave lækker og anderledes mad til dem. - . Foto: Privatfoto.

Hvad er det gode liv for dig?

Siden jeg for fem år siden var gennem en hård skilsmisse efter 25 års ægteskab, har jeg skullet genopfinde det gode liv.

Jeg øver mig i at se kvaliteterne ved at bo alene og de ting, der følger med, og ved at finde nærvær og dybde i venskaber.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Når jeg tager mig sammen til at invitere venner og familie om mit lange spisebord og har gjort mig umage med at lave rigtig dejlig mad.

Det kan for eksempel være indisk mad lavet helt fra bunden, og hvor jeg prøver at lave noget, gæsterne ikke får til hverdag.

Jeg kan lide at gå i køkkenet og synes, det er skønt at lave lækker og gerne anderledes mad, der giver en reaktion hos folk.

Hvad gør du for at holde kroppen i gang

Jeg er ikke den sporty type, men jeg cykler 20 kilometer hver dag til mit kontor i København. Jeg er vild med danskernes tilgang til det at cykle.

Hvad er afslapning for dig?

Det er at sidde i sofaen og læse bøger. Jeg læser helt enormt meget og elsker biblioteket, hvor jeg kommer to-tre gange om ugen. P.t. læser jeg krimier. Jeg er vild med de nordiske, der er samfundsrevsende.

Jeg har også et tip til en fantastisk fransk krimiforfatter, Jean-Christophe Grangé, der er oversat til dansk, og hvis bøger handler meget om religion, og hvor han tager hele katolicismen op til diskussion.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Parmesan, saltede kapers, dijonsennep, syltede citroner og hvidvin. Jeg er vild med den franske drue Viognier.

Hvad er din største last?

Mine desserter - kager og desserter. Jeg må røbe, at når jeg er ude at spise på restaurant, tager jeg en forret og to desserter.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

At spise varieret - og hellere lidt, men godt. Sådan har jeg altid levet, som en gourmet. Da vores sundhed afhænger af mad og motion, synes jeg, at jeg er godt dækket ind. Og så skal man huske at spise masser af frugt og grønt.