Prøv avisen
Mit livssyn

Mikael Jalving: Cykling gør mig til et bedre menneske

"En af vor tids sygdomme er, at vi ikke længere kan fokusere, men lever horisontalt. Selv er jeg ikke nogen undtagelse, men de mennesker, jeg beundrer, zoomer ind på noget, vælger ting fra og siger nej,” siger Mikael Jalving fotograferet på sin vintercykel i Hareskoven nord for København. – Fotos: Emil Kastrup Andersen. Foto: Emil Kastrup Andersen

Radioværten Mikael Jalving cykler 200 kilometer om ugen. Interessen for sporten og kampen for at blive bedre giver ham en fordybelse

Historikeren Mikael Jalving er kendt som debattør. Da han sidste sommer var vært for debatprogrammet ”Je Suis Jalving” på Radio24syv, blev det kritiseret for at være højrepopulistisk propaganda. Selv sagde han, at programmet skulle handle om problemerne med muslimsk indvandring, som han mente blev ignoreret af såvel medier som politikere.

De seneste uger har man kunnet følge ham som vært i programmet ”I korsets tegn” på DR P1. Her har han sammen med journalist og forfatter Charlotte Rørth set på kristendommens liv i Danmark, hvor han blandt andet har stemt dørklokker med en domprovst og sunget med på meditative sange.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

"Jeg hælder mere og mere mod tidehvervsbevægelsen. Vi får livet uden at have gjort os fortjent til det. Tilværelsen er en gave, og vi er heldige asener at have livet, men samtidig er livet en opgave, som må tages alvorligt, og vi må prøve at gøre os umage og ikke bare leve i nuet, men have historien med. Stifte familie, passe på den og gøre sig umage med alt, hvad man gør, også med sin fritid."

Hvad har formet det?

"Min mor og far, tidehverv og Machiavelli (1469-1527). Jeg læste på universitetet i Firenze i Italien, og når man gør det, må man læse og prøve at forstå Machiavelli. Han er en humanist, som gør op med humanismen. Det optog mig. Machiavelli indså, at godheden kommer til kort i mange sammenhænge. Man skal også kunne håndtere den ondskab, som ligger i mennesket, og på den måde var Machiavelli med til at re-aktualisere Paulus for mig og hermed det ur-kristne, som jeg er rundet af gennem mine forældre. Siden har jeg arbejdet videre med den tidehvervske tænkning i forbindelse med den bog, jeg skrev om Søren Krarup. Nogle vil nok sige, at jeg er blevet mere hellig."

Hvad gør dit liv rigere?

"Cykling. Det fysiske har altid været vigtigt for mig. Fra jeg var 25 til 35 år tog bøgerne magten, men da jeg blev far, fandt jeg ud af, at der var et yngre jeg, som jeg havde glemt: et jeg med kontakt til det korporlige, slåskampen og konkurrencen. Siden har jeg skruet op for sporten, og min cykling er blevet mere organiseret med klubtræning og licens. Nu kører jeg løb næsten hver weekend i sæsonen og cross om vinteren, har fem cykler og træner fire gange om ugen, og så er jeg så heldig at kunne dele interessen med sønnike. Jeg vil mene, at cykling gør mig til et bedre menneske."

Hvad betragter du som din største ulykke?

"Jeg er stadig i livets gave-afdeling og føler mig meget privilegeret med en dejlig kone og to raske børn. Mit livs største ulykke vil være at miste dem. Jeg har gjort dumme ting, men indtil videre er jeg tilsmilet af held: Jeg har fået en god og gratis uddannelse og er vokset op i et land uden etniske, religiøse og politiske spændinger."

Hvad tror du på?

"Jeg har en intellektuel tro, hvor jeg med inspiration fra Tidehverv lægger arm med begreber som ånd, tro, nåde og kærlighed. Jeg har et kors liggende, som jeg gik med engang, og jeg ser af til på det og overvejer, om jeg vil kunne gå med det igen.

Jeg er rundet af et kristent hjem. Min far er vokset op i syvendedagsadventisterne, og i nogle år kom jeg i deres søndagsskole i Odense, og i mit hjem var troen noget meget naturligt. Som barn var Gud en god ven. Min fars gave til mig var, at jeg ikke blev barnedøbt, men selv måtte vælge. Jeg blev døbt i folkekirken, da mine klassekammerater blev konfirmeret. Min dåb var forbundet med tryghed og en overlevering af en arv fra mine forældre.

Min første manifeste tvivl opstod et par år senere, hvor jeg var ved at drukne. Jeg deltog i et sejlsportsstævne for europajoller i Lillebælt, hvor der er stærk strøm. I sidste ben af sejladsen væltede jeg. Jeg var udmattet, og der var 100 meter hen til jollen. Da jeg kæmpede to meter under vandet, havde jeg fornemmelsen af, at jeg druknede, men med ét fik jeg en styrke til at flå mine gummistøvler af og kæmpe mig hen til jollen. Det var tanken om en eftertragtet blondine i min parallelklasse, der reddede mig. Altså kødets lyster og ikke metafysikken."

Hvilke åndelige eller moralske forbilleder har du?

"Store sportsfolk, fordi de giver os magi, lad mig nævne den italienske tryllekunstner på hjul Marco Pantani (1970-2004), som førte sporten til en ny grænse. Her er ingen religiøs eller politisk dagsorden, men hårdt slid, dedikation og fokuseret udmærkelse. En af vor tids sygdomme er, at vi ikke længere kan fokusere, men lever horisontalt. Selv er jeg ikke nogen undtagelse, men de mennesker, jeg beundrer, zoomer ind på noget, vælger ting fra og siger nej."

Hvad skal der stå på din gravsten?

"Game over. Insert new coin (Spillet er forbi. Indsæt ny mønt, red.)."

Jeg vil mene, at cykling gør mig til et bedre menneske, siger Mikael Jalving. Foto: Emil Kastrup Andersen