Mimi Jakobsen: Jeg blev bedt om at sige, at det var på tide, jeg trak mig

Mimi Jakobsen, 67 år, blev ufrivilligt pensionist, da hun for godt et år siden blev fyret som generalsekretær for Red Barnet. Nu mærker hun langsomt et behov for igen at komme ud og slås for sine synspunkter

Mimi Jakobsen blev efter 15 år fyret som generalsekretær i Red Barnet. Hun kommer ofte i Bådeklubben i Sletten Havn for at mødes med venner og familie og slappe af.
Mimi Jakobsen blev efter 15 år fyret som generalsekretær i Red Barnet. Hun kommer ofte i Bådeklubben i Sletten Havn for at mødes med venner og familie og slappe af. . Foto: Leif Tuxen.

En fyreseddel i en kuvert blev afleveret i postkassen ved mit hus i Sletten Havn ved Humlebæk. Det var den 17. juni 2015, men jeg befandt mig den dag i vores fritidshus nede på landet i Sydsjælland, så jeg har aldrig åbnet kuverten eller underskrevet fyresedlen. Da først Ekstra Bladet og BT fandt ud af, at jeg var blevet afskediget som generalsekretær i Red Barnet og kørte historien på forsiderne, var der ikke længere noget stort behov for undersøgelser og underskrifter. Og det var jo også rigtigt nok. Efter 15 år som generalsekretær var jeg nu fyret. Min advokat, som også havde fået brevet, ringede og bekræftede det. Og øjeblikkeligt var min arbejdsmail lukket. ”Du har ikke længere adgang til din mail,” stod der på dansk og engelsk. Det betød, at alle mine kolleger rundt om i verden var i vildrede, fordi de ikke kunne komme i kontakt med mig. Det så jo ud, som om jeg havde taget af kassen. At jeg ikke fik sagt farvel til dem, var et stort sår.

Det var i mine øjne en unødigt brutal måde at gøre det på. Jeg havde levet og åndet for den organisation og ville gerne være blevet i hvert fald halvandet år mere, så jeg kunne gøre det færdigt, jeg var i gang med. Men efter, der var kommet en ny ledelse til, skulle vi også have andre værdier, hvor fokus mere var på forretning. Disse nye principper var medvirkende til min fyring.

De bad mig om at sige, at jeg syntes, det var på tide, at jeg trak mig, fordi der var behov for et generationsskifte, men det nægtede jeg. Alle ville kunne se, at det var løgn. Jeg var fast besluttet på, at jeg ikke ville stille mig op til en reception og høre en masse pæne taler, når folk hellere ville se min hæl end min tå. Jeg huskede på Uffe Ellemann-Jensen, der altid sagde: ”Vogt dig for billig portvin og slesk tale.” Og så sagde jeg, at de måtte fyre mig. Det gjorde de så.

Jeg var 66 år, da jeg blev afskediget, så man kan godt sige, at det var en tvungen pensionering af mig. Jeg havde og har bestemt ikke planer om at gå ud og søge et nyt job nu. Men det betyder ikke, at jeg ikke længere mener noget eller ikke synes, at der er mere at slås for. Eller at jeg nu kun vil gå op i at dyrke tomater eller passe høns. Jeg tror aldrig, at jeg bliver helt pensionist i den forstand, at jeg kun vil interessere mig for det nære. Den anden dag læste jeg, at man skal huske at tage sig god tid til opvasken, der sætter jeg altså grænsen. Men jeg nyder da at bruge længere tid på at lave mad.

Jeg har brugt det forløbne år på at sunde mig, for selvfølgelig er det et stort vendepunkt at blive fyret, og den første tid var jeg meget fortumlet. Jeg havde mit første job som 15-årig, så det har været en kæmpe omvæltning ikke at skulle på arbejde. Min mand, Mogens, og jeg har skullet finde ud af at få en ny dagligdag til at falde på plads. Han arbejder heller ikke længere, så det er nyt, at vi begge er hjemme hele tiden. Vi har for en periode på to år lejet vores hus ud i Sletten Havn for at se, om vi kan trives med at bo på landet. Jeg havde brug for noget ro, og Mogens ville gerne tættere på sine børn og børnebørn. Og da jeg nu ikke længere skal til København hver dag for at gå på arbejde, har vi installeret os med seks høns, to katte og en hundehvalp, og så tager vi den derfra.

En del af tiden har jeg brugt på at skrive på mine erindringer, der udkommer til november. Jeg blev allerede opfordret til at skrive dem, mens jeg endnu var generalsekretær, men der kunne jeg ikke overskue det, fordi jeg havde så travlt. Bare sidste forår var jeg i Indonesien, Cambodja, Japan, Sydafrika, London, Bukarest og Madrid. I år har det været anderledes stille. Når jeg ser et fly stige op, tænker jeg: ”Kan I nu have det rigtig godt med jeres sure sandwich på monkey class.” Jeg har fået min rejselyst styret, i hvert fald for et stykke tid.

Foto: Leif Tuxen

Når en dør lukker sig, og man er rasende og vred, så er der på et tidspunkt en ny dør, der åbner sig. Det er en gammel filosofi, jeg længe har været tilhænger af. Når man er ude i overhalingsbanen, så tænker man ikke ret meget. Man er koncentreret om at køre stærkt, og man ved, hvor man skal hen, men det er først, når man bliver tvunget til at skifte bane, at man i virkeligheden begynder at tænke sig om og måske også kigge sig lidt i bakspejlet. Det har jeg haft lejlighed til nu, og jeg har kunnet se, at jeg i længden heller ikke havde holdt til at blive hos Red Barnet under de omstændigheder. Begynder det først at blive koldt omkring én, og kan man mærke, at ledelsen eller kolleger trækker sig tilbage og har forbehold, ja, så skal man ikke blive. Så er det ikke det værd.

Det varer som regel lidt, inden man når til den erkendelse. Selv oplevede jeg det meget stærkt, da jeg stillede op til Europa-Parlamentet i 1999. Jeg havde været hårdt ramt af borrelia, men nu stillede jeg mig op igen og ville virkelig gerne vælges. Men jeg blev ikke valgt. Jeg stod hjemme med gode partikammerater og familien og to OB-vogne fra TV 2 og DR, og hver halve time skulle jeg ud og erklære mit nederlag og fortælle, at jeg ikke duede. Da det sidste kamera slukkede, kom en af mine drenge løbende nede fra folden og sagde: ”Mor, der er kommet et føl.” Og så stod der den lille islænderhest, der forsøgte at stå på benene, og så tænkte jeg: ”Ja, ja, livet går jo videre.” Et halvt år efter blev jeg skilt og kunne ikke have siddet i Europa-Parlamentet som enlig mor til to drenge. Og et halvt år efter igen ringede de så fra Red Barnet. Og så vidste jeg, at det var det, jeg skulle.

Jeg tror, der er en mening med det, der sker. Jeg tror, der sidder en deroppe, som giver et vink med en vognstang om, at du skal noget andet. Af og til er det lidt brutalt, men der kommer altid noget andet. Jeg går ikke så tit i kirke, men jeg taler meget med Gud – ikke kun i kriser, jeg siger også tak. Men det er mellem ham og mig. Jeg skal ikke have mellemledere indover.

Titler har jeg masser af, men nu er de alle sammen forhenværende. Og egentlig interesser de mig ikke. Jeg har ikke brug for dem for at gå op i noget. Den dag, jeg i 1977 blev valgt til Folketinget for Centrum-Demokraterne, var den største dag i mit arbejdsliv. Det blev aldrig bedre af at blive minister, vicestatsminister eller generalsekretær i Red Barnet. På grund af min far, politikeren Erhard Jakobsen, har jeg haft min gang i Folketinget, siden jeg var fem år, så for mig var det at blive valgt det største og fineste. CD var som et familiemedlem. Det var en del af mig.

Foto: Leif Tuxen

I Vandrehallen på Christiansborg står der ”Lev dit værk, mens det øves”, og det kan man roligt sige, at jeg har levet op til. Det samme var tilfældet, da jeg var hos Red Barnet. Det var ikke bare et job for mig. Det var en del af mig. Det er der fordele og ulemper ved. For det bliver meget personligt, og man tager det ind, også mere end man burde, hvis man skulle forholde sig helt professionelt til noget. Til gengæld får man også nogle glæder, som andre, der måske bare har et job, ikke får.

Jeg voksede op på Amagerbrogade i København og i Gladsaxe sammen med mine forældre og mine to yngre søstre. Min mor kritiserede mig altid, og min far roste mig altid, og hvad er man så? Det gjorde mig rodløs og søgende. Jeg ved ikke, hvorfor min mor kritiserede mig. Jeg tror faktisk, hun var smadderstolt af mig, når hun talte med andre, men til mig var hun ikke i stand til at sige noget pænt. Hvis man først er vokset op sådan, er det svært at lægge fra sig. Hele mit liv har jeg stædigt holdt fast i den opfattelse, at jeg ikke var god nok. Hverken ros, politiske resultater eller mange personlige stemmer har formået at overbevise mig om andet. Derfor skal man huske at rose sine børn og aldrig lade dem tvivle på, at de er gode nok. Alt for mange børn vokser på med kæmpe forventninger fra deres ambitiøse forældre. Det bekymrer mig meget. Lad dem dog være i fred. Til mine egne to sønner har jeg altid sagt, at jeg bare håber, de får det godt.

Over mit skrivebord hænger der et citat af Groucho Marx fra Marx Brothers. Det lyder: ”Det værste ved ikke at bestille noget er, at man ikke ved, hvornår man er færdig.” Og det er klart, at det er noget, man skal vænne sig til. Hvor jeg tidligere snød mig til en halv time i drivhuset og opfattede det som det forjættede land, kan jeg nu gå derud hele tiden. Man skal passe på med at sige ”det gør vi bare i morgen”. Det arbejder vi en del med, både min mand og jeg.

Langsomt kan jeg mærke et behov for igen at komme ud og slås for nogle ting. Jeg er meget optaget af, at det lige nu går den forkerte vej i Europa. Mange lande lukker sig om sig selv, og nationalistiske styrer kommer til. Det bekymrer mig rigtig dybt.

Jeg er vokset op efter Anden Verdenskrig, og selvom jeg ikke oplevede krigen, satte den sit præg på mit barndomshjem, og hele tanken om et forenet Europa har jeg fået ind og dyrket fra barnsben.

Foto: Leif Tuxen

Nu ser jeg desværre mange tegn på, at det går den anden vej. Både i Danmark og i resten af Europa ser jeg politikere, som ikke tør stille sig op og være ledere for deres befolkninger og sige: ”Hør nu her, vi må alle være med til at løse flygtningekrisen.” I stedet lefler de og undslår sig, fordi det ikke er populært, og der mangler jeg virkelig politisk ledelse. Og her mener jeg både i Danmark og på europæisk plan. En leder er ikke én, der leder efter synspunkter. Det er én, der overbeviser folk om også at gøre noget, der ikke er så nemt. Og det mangler jeg i den grad i dag.

Men nej, jeg er ikke selv på vej tilbage i politik. Jeg har nu det store privilegium, at jeg ikke skal vælges til noget som helst, og at der ikke er nogen, der kan fyre mig. Det er det bedste ved at være ude af arbejdsmarkedet. Jeg skal skrive og blande mig i debatten, og jeg skal ud at holde foredrag. Heldigvis bliver man aldrig arbejdsløs, når man gerne vil kæmpe for gode sager.

Jeg føler mig rigtig dejligt fri nu. Der er ikke længere forventninger fra partiet, arbejdspladsen eller mine forældre. Efter fyringen er der mennesker, jeg har mistet respekten for, men jeg går ikke rundt og er vred. Det er længe siden, jeg har haft det så godt som nu, men det har taget lidt tid at komme derhen.

I 1989 blev Mimi Jakobsen formand for CD. Billedet her er fra partiets landsmøde i 1999.
I 1989 blev Mimi Jakobsen formand for CD. Billedet her er fra partiets landsmøde i 1999. Foto: Morten Langkilde/Polfoto