Prøv avisen
En scene fra mit liv

Radiovært: Jeg blev brudt, men ikke ødelagt af at blive skilt

Det gjorde Lisbeth Brocelius Meléndez mere ydmyg at blive skilt, og siden har hun også set mere nådigt på andres problemer. - Foto: Agnete Schlichtkrull/DR

Radioværten Lisbeth Brocelius Meléndez voksede op i en kristen familie, hvor skilsmisse ikke var en mulighed, man overvejede. Men da hun selv blev skilt, lærte hun for alvor betydningen af ordet nåde

Siden jeg var en lille pige, var jeg sikker på, at jeg skulle finde en mand og blive sammen med ham hele livet. For jeg var omgivet af lutter lykkelige ægteskaber, da jeg var barn, og voksede op i en kristen familie, hvor skilsmisse ikke var en mulighed.

Det var egentlig ikke udtalt, men det var en kerneværdi i min families kristendom og en værdi, jeg automatisk overtog. Ingen par i min nærmeste familie var blevet skilt. Og jeg havde heller ingen forventninger om, at det skulle ske for mig selv, da jeg allerede som 22-årig blev gift.

Jeg mente det af hele mit hjerte, da jeg lovede min mand at ære og elske ham til døden skilte os. Og jeg tog det også dybt seriøst, at jeg havde afgivet løftet ”foran Gud og mennesker”. Men det føltes også uendeligt let. Aldrig havde jeg været så forelsket før. Det var mit livs kærlighed, følte jeg.

I dag fortryder jeg ikke, at vi blev gift. Sammen fik vi to vidunderlige piger. De første år havde vi det godt sammen, og vores bedste periode var nok, da vi flyttede til København, mens jeg var i journalistpraktik. Men nogle år efter vi flyttede tilbage til Aarhus, begyndte det at gå skævt, og der blev længere og længere mellem de få lykkelige dage, vi efterhånden havde sammen.

Men jeg ville ikke give op. Jeg nægtede at blive en del af skilsmissestatistikkerne. Jeg må med en vis skam bekende, at jeg følte mig bedre end det. Det var også skyggesiden af, at jeg holdt fast i mine principper så længe. Jeg følte mig nok bedre end dem, der bare valgte ”den nemme løsning” og blev skilt. Og jeg havde et selvbillede af at være meget rummelig og meget selvkritisk, så jeg skulle nok få reddet det ægteskab.

Sådan tænkte jeg, mens jeg blev mere og mere ulykkelig. Det var i et parterapiforløb, at vi blev enige om at forsøge at leve hver for sig i en periode for at se, om det ikke hjalp. Og i sommeren 2010 flyttede vi hver for sig. Jeg havde stadig en forestilling om, at det kunne redde ægteskabet.

Men mine tanker blev mørkere og mørkere. Jeg kunne simpelthen ikke se nogen lykkelig fremtid for os sammen mere. Måske havde vi været for længe om at gå i parterapi. For da vi sad der, havde den gensidige respekt simpelthen taget for stor skade. Men jeg havde virkelig svært ved at slippe mit ægteskabsløfte. Det var til døden. Punktum.

Men op mod julen 2010 var det, som om skilsmissebeslutningen faldt ned i skødet på mig. Jeg kan huske, at jeg sad i skrædderstilling i min sofa og stirrede ud ad vinduet. Pludselig gik det op for mig, at jeg jo havde et valg; skilsmisse var en mulighed. Og lige dér tog jeg valget. At jeg ikke ville leve i det ulykkelige forhold længere. Det var med det samme en stor lettelse. Men det var også utrolig smertefuldt.

Det føltes, som om jeg netop havde slukket for en respirator til mit ægteskab, der nu var definitivt dødt. Jeg var som en soldat, der deserterede, kastede håndklædet i ringen og forlod slagmarken.

Og det krævede også en vis hårdhed at gennemføre det. Jesus siger et sted om skilsmisser, at Moses kun gav folk lov til at få et skilsmissebrev på grund af deres hjerters hårdhed. Det kan jeg godt genkende.

Mit hjerte blev lidt hårdere. Og der kom skorpe på såret og sorgen over, at jeg ikke havde kunnet leve op til mine egne principper, og ikke mindst, at jeg skulle lade mine børn blive skilsmissebørn.

For nylig læste jeg Sørine Gotfredsens nye bog ”Løft blikket - nåde i narcissismens tid”, hvor hun bruger Jane Eyre som eksempel på den principfaste kvinde, der står fast på sine principper, da hun bliver rystet. Og jeg tror langt hen ad vejen, at Gotfredsen har ret i, at principper kan bære en gennem meget stormvejr i en tid, hvor mange føler det som en menneskeret ikke at opleve lidelse.

I sidste ende stod jeg altså ikke selv fast, men gav slip. Men det åbnede samtidig op for en ny, værdifuld oplevelse; det gav mig en ny forståelse af begrebet nåde. For i situationen havde jeg tilladt mig selv at være nådig over for mig selv, og jeg tror, det hen ad vejen også har gjort det nemmere for mig at være nådig over for andres fejl og magtesløshed.

Jeg var blevet brudt, men jeg var ikke blevet ødelagt. Og i dag ved jeg udmærket godt, at jeg ikke er et hak bedre end andre. Jeg er også en af dem, der begår fejl og bliver skilt. Jeg er fuld af beundring for dem, der bliver og kæmper for kærligheden. Men jeg fortryder ikke min skilsmisse.

De første år efter skilsmissen tænkte jeg, at jeg i hvert fald ikke kunne se mig selv gå ned ad kirkegulvet og igen afgive et løfte for ”Gud og mennesker” om at elske og ære til døden - for hvad ville sådan et løfte være værd, når jeg én gang havde vist, at jeg ikke kunne holde det? Men så sort-hvidt ser jeg ikke på det mere.

Jeg tog beslutningen om at blive skilt med åbne øjne, og det har også åbnet mine øjne for mange andre ting. Tvivl er blevet en større del af mit liv nu, og det er nok ikke så mærkeligt, når grundvolden, man står på, bliver rystet. Men jeg tror - eller håber - at mange vil kunne genkende den følelse, man står med, når man kommer sig oven på noget så smertefuldt; at man bliver klogere og forliger sig med, hvordan livet former sig.

Ja, mit hjerte blev brudt; det fik et ordentligt hak, da jeg tog beslutningen om at blive skilt, men det blev ikke ødelagt. Det ikke bare holder mig i live - langt de fleste dage mærker jeg en dyb livsglæde, der kommer helt inde fra mit arrede hjerte.