Som 26-årig havde jeg læst i avisen, at koncentrationslejren Auschwitz i det sydlige Polen var begyndt at forfalde. Det sad jeg og snakkede med en ven om på Islands Brygge i København. Det var i sommerferien 1993, og impulsiv som man kan være i den alder, sad vi næste dag i toget på vej for at se den gamle nazistiske udryddelseslejr.
For rent historisk vidste vi, at det var en afgørende og forfærdelig fortælling, som vi gerne ville kunne fortælle vores børn om en dag. Men jeg havde alligevel ikke forventet, at mødet med Auschwitz skulle gøre så voldsomt indtryk på mig. Jeg husker alt for tydeligt de store haller med menneskehår, utallige tomme kufferter og kæmpe bjerge af små børnesko, så man virkelig fik indtryk af, hvor mange mennesker, der havde mistet livet her.
Man kunne næsten mærke ofrenes tilstedeværelse. Jeg husker barakkerne meget klart og kunne kun gøre mig forestillinger om, hvor uhumsk, bizar og umenneskelig en tilværelse det må have været at leve her i sin egen afføring i kolde utætte barakker som omvandrende genfærd, tynde så deres ben stak ud, mens de magtesløse var vidner til, at deres venner og familie blev henrettet en efter en. Søen, hvor nazisterne havde kastet asken fra de tusindvis af jødiske ofre, var stadig grumset så mange år efter.
Det var lige før, at jeg blev fysisk dårlig af at se stedet, hvad jeg selvfølgelig også blev enormt flov over, når man tænkte på de mennesker, der havde været der. For når jeg fik klaustrofobi af at stå i gaskammeret som turist, hvordan må det så ikke have været, når der engang blev lukket 20 mennesker derind på én gang?
Det var, som om skrigene stadig rungede i væggene. Og jeg stod forgæves og tænkte over, hvordan det kunne ske. Min kammerat havde det på samme måde. Aldrig havde vi været så tavse sammen som den aften, hvor vi nærmest blev nødt til at drikke os fulde for at holde oplevelsen ud. Men vi kunne stadig ikke sove om natten. Det var voldsomt, og oplevelsen løber stadig i mit blod.
I mange år efter gik jeg og tumlede med spørgsmålet om, hvordan det kunne ske, indtil jeg tog derned igen.
Denne gang overværede jeg en mand, der som overlevende stod og fortalte om en oplevelse, han selv havde haft i koncentrationslejren som barn.
Da nazisterne styrede Auschwitz, skulle fangerne stå ret op i timevis, mens det var forbudt at tale sammen. Men manden her havde som barn set en far, der havde brudt reglerne ved at løbe hen til sin søn og omfavne ham. Faderen kyssede sin søn, og så løb de sammen mod pigtråden og blev skudt med det samme. Det var et slags selvmord, men det var jo nazisterne, der skød dem.
Min første tanke var, hvad man skulle sige til sit eget barn, hvis man vidste, at man skulle dø. Og igen blev jeg plaget af spørgsmålet om, hvordan nazisterne - almindelige tyske borgere - kunne behandle medmennesker på den måde. Men pludselig forstod jeg, at det kun kunne lade sig gøre, fordi de netop havde umenneskeliggjort jøderne først.
Når man umenneskeliggør et folkefærd, så kan man også gøre hvad som helst med dem. Og derfor er mit politiske motto den dag i dag også, at ”ord skaber virkelighed”. På den måde er der en direkte linje mellem mine besøg i Auschwitz og det, jeg siger i dag som politiker.
Jeg vil faktisk sige, at oplevelsen motiverede mig til at gå ind i politik. For jeg tror for eksempel ikke, at det er ligegyldigt, hvordan man omtaler flygtninge. For ord skaber virkelighed. Og derfor opdrager jeg også mine børn til, at vi har et ansvar for, hvordan man behandler andre mennesker, og at vi holder andre menneskers skæbne i vores hænder.