Et sted på det nordlige Fyn modtog Aske Axel Christensen et opkald fra nogle kammerater. De ville høre, om de kunne mødes ved Sjællands Odde om et par dage. Kammeraterne var med færgen fra Aarhus, han selv var på gåben fra Fyns Hoved.
I 2015 vandrede den dengang 19-årige Aske Axel Christensen Danmark rundt. På 163 dage tilbagelagde han 5133 kilometer og det meste af den danske kyststrækning. Turen førte ham ud i de fjerneste afkroge til steder, han aldrig havde hørt om, og hvor danskerne, han mødte, ændrede hans verdensbillede.
”Der er stor forskel på at læse og få fortalt om, hvordan verden hænger sammen i medierne og så til virkeligheden. Når man selv går ud og oplever folk, ændrer det noget i én. Jeg fandt ud af, at der er utroligt mange gæstfrie og venlige mennesker i Danmark,” fortæller den i dag 22-årige Aske Axel Christensen over en Skype-forbindelse fra den norske by Sogndal. Oprindeligt er den unge vandrer fra Grenaa, men flyttede til Norge for at studere friluftsliv efter turen.
Turen rundt i Danmark bød på op- og nedture, hvor fysikken og psykens udholdenhed blev sat på prøve. Som dengang, hvor Aske Axel Christensen gik 180 kilometer fra Fyns Hoved til Sjællands Odde på tre dage for at nå hen til kammeraterne ved færgeoverfarten i tide. Da han sad ved odden og ventede, modtog han endnu et opkald. Der var noget galt med færgens styrtøj, så kammeraterne kom ikke alligevel.
”Jeg sad lige fem minutter og ærgrede mig. Men så kom jeg ret hurtigt frem til, at det ikke hjalp så meget, og så gik jeg hen til den nærmeste skov og lagde mig til at sove.”
Et par måneder inden Aske Axel Christensen kunne sætte studenterhuen på hovedet, besøgte han sin tidligere efterskolelærer. De talte om, hvad han ville, når han var færdig på Det Tekniske Gymnasium. Det kunne han ikke rigtig svare på, så læreren opfordrede ham til at komme ud i naturen og få nogle oplevelser, mens tiden var til det. Han foreslog derfor den snarlige student at løbe Danmark rundt. En tanke, der langsomt fik lov til at slå rødder.
”Idéen om at planlægge turen selv og at se, om jeg kunne få en masse gode oplevelser for ikke særligt mange penge, syntes jeg var interessant.”
Men den første planlægningsfase gik ikke helt som ventet. En dag på vej hjem fra gymnasiet blev Aske Axel Christensen kørt ned på sin cykel og slog knæet. I lang tid kunne han hverken cykle eller løbe, men efter noget tid fik han styr på knæet, og med lidt hjælp fra efterskolelæreren begyndte planlægningen at tage form.
Få uger efter studentereksamen var i hus, løb han første etape på Bornholm, hvor han var på ferie sammen med moderen og hendes familie. Da han kom hjem fra solskinsøen, pakkede han for alvor rygsækken og satte kursen mod den dansk-tyske grænse. Fordi strækningen var så lang, handlede det om at fylde rygsækken så lidt som muligt. Med presenning, teltpløkker og kompas på lommen løb han første strækning op ad Vestkysten med udsigt til Rømø.
På sin tur rundt i Danmark skrev Aske Axel Christensen via sin mobiltelefon en dagbog på internettet, som han kaldte ”Foden på kanten”. Her kunne familie, venner og andre interesserede følge med, når han skrev om naturen, udfordringerne og ikke mindst om de mennesker, han mødte rundtomkring i landet.
”Jeg har nok aldrig været den udadvendte type, så det gjorde stort indtryk på mig, at folk var så venlige og bare lukkede fremmede ind i deres hjem. Når jeg tænker tilbage, var det egentlig meget i Udkantsdanmark, jeg mødte de folk, som jeg husker,” fortæller han.
Allerede på dag ét stødte han på de første mennesker, der inviterede ham indenfor i deres hjem. Et ældre ægtepar ved navn Erhardt og Else Kirsten bød ham på hjemmebagte boller og te i tørvejret. Den 19. juli skrev han på sin hjemmeside:
”Hvis der findes mennesker som dem (Erhardt og Else Kirsten, red.) i resten af landet, kan det kun blive en god tur.”
Med begejstring i bagagen fortsatte han fra Erhardt og Else Kirstens hus i nærheden af Rømø længere op ad Vestkysten, hvor han blandt andet også mødtes med efterskolelæreren, som havde hjulpet ham med at planlægge turen. Læreren havde et sommerhus i nærheden af Esbjerg, hvor Aske Axel Christensen kunne få lov til at overnatte.
Dagene gik, kilometer blev tilbagelagt, og vejret ændrede sig fra sommervarme til regn og efterårskulde. Undervejs var han hjemme i Grenaa på en kort efterårsferie for at restituere kroppen og for at få varmere tøj med, inden han igen drog videre rundt i Danmark.
”Det var en af de mest simple perioder i mit liv. Der var ligesom kun ét mål hele tiden, og det mål lå længere henne ad kysten,” fortæller Aske Axel Christensen.
Men det var ikke kun dagens opgave, der var simpel. Materielt var tilværelsen skåret ind til benet, og over Skype-forbindelsen sammenligner han det med dengang, han skulle flytte til Norge.
”Vi fyldte en hel bil med alle mulige ting, og nogle af tingene skal jeg måske kun bruge én gang i løbet af et år. Dengang havde jeg alt i en rygsæk.”
I løbet af det halve år overnattede han i sheltere rundtomkring i skovene og i rekreative områder. Tilværelsen var simpel, men Danmark var mangfoldigt. Der var stor forskel på det vindblæste Vestkysten sammenlignet med det tætbefolkede Nordsjælland, husker han.
Da vinteren begyndte at nærme sig, var han nået til Lolland. Her så han en fyr, der stod i militærtøj længere nede ad stranden. I tre timer vandrede de sammen, mens den uniformerede mand fortalte om sit liv. En småkriminel tilværelse, der havde budt på sammenstød med både politiet og rockermiljøet. Nu overvejede han at gøre op med den kriminelle løbebane for at studere friluftsliv i Norge. Mødet med den fremmede mand på Lolland var én af grundene til, at Aske Axel Christensen selv fik øjnene op for friluftsuddannelsen i nabolandet. Derudover gav det perspektiv på hans egen tilværelse.
”Jeg var glad for, at jeg ikke havde været ham. Han havde levet på kanten af samfundet, og jeg føler mig privilegeret over at have forældre, der har opdraget mig til at holde mig inden for lovens rammer.”
Det var ikke altid, Aske Axel Christensen fik selskab på turen. Mange dage vandrede han også på egen hånd. Allerede inden havde han det godt med at være alene, men på turen fandt han ud af, at han kunne holde sine egne tanker og sit eget selskab ud i lang tid. At være alene gav en indre ro og en stærkere selvtillid.
”Nordmænd synes, det er sjovt, at danskerne ikke kan stå lige så godt på ski som dem, men jeg ved, at jeg kan en masse, som de ikke kan. Jeg har fået en længere udholdenhed end langt de fleste.”
Kroppen var udfordret på grund af det ødelagte knæ fra trafikulykken og de mange tilbagelagte kilometer. Særligt på regnvejrsdage var han også udfordret på den mentale front.
”Jeg havde hele tiden i baghovedet, at der var langt igen. Lige så snart det var hårdt eller frustrerende, var det en ekstra belastning at vide, at der også var utrolig lang tid, til det var slut.”
Derfor forsøgte han så vidt muligt ikke at tænke for meget på det endelige mål – at nå hele vejen rundt – men i stedet at tage en dag ad gangen. Det var først, da han begyndte at nærme sig målstregen, at han turde begynde at regne på, hvor mange dage der var igen.
Midt i december kunne han langt om længe klappe grænsestenen ved Skomagerhus ved Flensborg Fjord. Hans far hentede ham ved den dansk-tyske grænse, og sammen tog de hjem for at fejre jul. Men turen var ikke helt slut endnu. Han manglede stadig det sidste stykke for at have gennemført hele turen. Få dage før jul gik han Anholt rundt sammen med sin lillebror, og i begyndelsen af januar fortsatte han det sidste stykke af Danmark rundt. Limfjorden manglede. Den 26. januar vandrede han de sidste kilometer fra Nibe til Aalborg, hvor han sluttede turen med et måltid og en varm seng at sove i hos en kammerat.
”Mit politiske syn, mit syn på mennesker og mit syn på Danmark ændrede sig. Der er utrolig mange mennesker, der ikke tænker sig om, og så er der utrolig mange mennesker, der har et virkelig godt hjerte. Jeg har aldrig været politisk aktiv, men jeg blev mere tolerant af turen.”
I år er det to år siden, Aske Axel Christensen påbegyndte sin hidtil længste vandretur. Og han er ikke blevet afskrækket fra at gøre det igen.
”Jeg føler, jeg har set Danmark nu, men jeg kunne godt finde på at gøre det i et andet land. Måske Norge på tværs.”