Kære brevkasse. Jeg blev ydmyget og fysisk afstraffet af min far

Selv efter sin fars død kæmper en nu ældre mand med de mærker, opvæksten satte. Faderen angrede aldrig, og nu spørger sønnen, hvordan han kan få sjælefred. Ros af sin far fik han heller ikke, selvom han forsøgte at gøre sit bedste

En ældre mand skriver til brevkassen om de sjælelige ar, den hårde opvækst har sat.
En ældre mand skriver til brevkassen om de sjælelige ar, den hårde opvækst har sat. Foto: Simon Knudsen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

Kære brevkasse

Inspireret af brevkassen om overgreb og tilgivelse for nogle måneder siden er jeg kommet til at spekulere over, hvorfor jeg har så svært ved at tilgive min far for de krænkelser, som jeg oplevede som barn og ung mand.

Denne artikel er en del af denne serie:
Spørg om livet

Jeg er opvokset på en gård som det ældste barn i en større søskendeflok, og jeg fik hurtigt et ansvar for at hjælpe til i mark og stald. Jeg fik nok ikke altid løst opgaven helt, som far ville, og det medførte ofte verbale klø samt regulære lussinger og det, der er værre.

Som en lidt stille dreng turde jeg ikke sætte mig til modværge, og desuden var far en person, som suverænt satte dagsordenen, og hvis ord var lov. Det kunne slet ikke diskuteres. Mine sidste lussinger fik jeg som 15-årig, og desuden er jeg ofte blevet ydmyget, også efter jeg blev voksen.

Disse oplevelser står endog meget tydeligt i min erindring, og det er svært at slå en streg over. Jeg tror, det skyldes, at ydmygelserne fra min far har prentet sig ind i mit sind og har givet mig en usikkerhed, som jeg nok har haft det meste af mit voksenliv. Samtidig kan jeg ikke mindes, at jeg har fået ros af min far, selvom jeg forsøgte at gøre mit bedste. Det var åbenbart ikke tilstrækkeligt, anderledes kan jeg ikke tolke det.

Min far døde som en gammel mand for et par år siden, og jeg troede måske lidt naivt, at jeg nu ville finde sjælefred, for nu var det slut med ydmygelserne. Men denne fred har ikke indfundet sig og heller ikke evnen til at tilgive de krænkelser, som jeg stod model til.

Mens min far levede, var der nogen, der mente, at jeg burde have konfronteret ham med de ting, som jeg har nævnt, men det turde jeg ikke. Måske var jeg ramt på min selvtillid, og måske tav jeg for husfredens skyld. Eller fordi jeg var fej.

Jeg gik måske også og ventede på en indrømmelse, at far selv ville erkende, at han havde overreageret, da jeg var barn og ungt menneske. Men det skete bare aldrig. Der var ingen fortrydelse at spore hos far, og det var måske også naivt at tro det. Mine overvejelser går på, om jeg, mens tid var, skulle have konfronteret far med de ting, som jeg fandt urimelige. Ville det have givet den sjælefred, som jeg savner i dag?

Jeg er godt klar over, at løbet er kørt, og at fortiden ikke står til at ændre nu. Men jeg vil gerne høre jeres mening om krænkelser, selvom det kun er verbale klø og lussinger med mere, det drejer sig om.

Venlig hilsen

Landmanden

Kære Landmand

Tak for din fortælling om dit liv som barn derhjemme på din fædrene gård. Vi får medfølelse med den dreng, der meget tidligt i sit liv fik stort ansvar og samtidig fik bebrejdelser og afstraffelse, hvis opgaverne ikke var løst efter et voksent menneskes standarder. Vi forstår inderligt godt, at det har været svært at leve med den barske og skadelige adfærd, som din far har udvist over for dig igennem livet.

Børn kan tåle meget, når de oplever, at forældre er modne og har forståelse for de forudsætninger, evner og udfordringer, som børn har på de forskellige alderstrin. Det er godt for børn, når forældre også kan reflektere over egne mangler og fejl og kan sige undskyld, når de ikke har været vise og har reageret uhensigtsmæssigt.

Den bedste undervisning i at tilgive lærer vi i opvæksten. Har vores forældre kunnet sige undskyld til hinanden og til deres børn, vokser der er et klima frem, som befordrer et ærligt og frit liv, hvor vi kan snakke om tingene og lægge de ting bag os, som nager, og som bygger tunge barrierer mellem mennesker.

Det klima har du ikke levet i. I stedet har din far været hård og krænkende i mange år inklusive de fysiske afstraffelser, som rammer dybere ind i sjælen end den svien, den kan efterlade på kroppen. Slagene kan ofte bidrage til, at man spekulerer over, hvilke ting der er blevet gjort forkert, men det er sjældent proportionalt med ens fejltrin. Slagene har oftere at gøre med den forstyrrede eller afmægtige person, som svinger lussingen eller tager bæltet af og laver striber på ryg og bagdel.

Nogle af de dybeste ar, som en sådan opvækst efterlader, er ofte skam. Nok var der nogle ting, som man gjorde forkert, og som kan efterlade skyld. Men det værste var, at man kom til at få en dyb forståelse af, at man var forkert. Man var uelsket. Et barn har kun de voksne, som de er overladt til omkring sig, og det er oplevelser sammen med dem, der former dets selvopfattelse.

Vi tror, det er vigtigt, at du nu som voksen finder frem til en helt modsat tanke- og handlemåde over for dig selv end den, som automatisk er puttet ind i dig. I stedet for din fars kritiske, rethaveriske og kolde måde at være på over for dig skal du være large, forstående og ikke mindst barmhjertig over for dig selv.

Og det gælder i mange forhold. Du er ikke vokset op med det, så det kan godt kræve ganske megen træning at tænke godt og nådigt om sig selv og sin egen adfærd.

Vi tænker, at du også skal tænke barmhjertigt angående kravet om at skulle tilgive. Din far har ikke antydet, hverken da du var barn eller senere i livet, at der var ting, han angrede eller gerne ville bede om forladelse for. Han har på ingen måde bedt dig om tilgivelse. Du skal derfor ikke kræve, at du ”bare” skal tilgive hans adfærd. Den har jo kostet dig uendeligt mange smerter hele livet igennem, og den har kostet også i forhold til din egen selvrespekt.

Men hvis du kan nå frem til en eller anden indre forsoning om, at sådan blev din livsskæbne og finde et rum i dit indre, hvor den sorg eller det vemod og den retfærdige vrede kan være, uden at det fylder det hele, så er du nået langt. At se den smerte, som man er blevet pådraget, i øjnene og tage afstand fra den måde at behandle børn og mennesker i det hele taget på kan være et godt skridt på forsoningens vej.

Ondskab, hårdhed og ydmygelse af det, som er sårbart og lille, skal ikke bare altid tilgives. Det skal der kæmpes imod. Det skal tydeliggøres, og det skal der reageres på. Så du har lov til at være retfærdigt vred over, at den lille, fine dreng, som du engang har været, er blevet behandlet så ufølsomt.

Vi tænker også, at du skal tænke nådigt om dig selv, når du skriver, at du måske ikke er blevet forløst, fordi du ikke tog et opgør med din far, da han levede. Du skriver jo selv, at grunden sikkert var, at du var for bange for ham. Det er jo en legitim grund. Han var jo også, ikke mindst da du var barn, en overvældende magtfaktor.

Børn er underlagt voksne. Der er ikke noget, der tyder på, at man automatisk får smerten til at svinde, hvis man får taget et opgør i tide. Et sådant opgør kunne også være gået rigtig galt. Så det er vigtigt, at du ikke bebrejder dig selv det.

Måske kan du alligevel tage et slags indre opgør nu – også selvom han er død. Skriv måske de ting ned, som du har oplevet. Ting, som var smertefulde, ubærlige og hårde for en lille eller ung dreng. Skriv, hvad det har gjort ved dig, og tillad dig selv at blive vred over, at man kan behandle børn på en så usund og uværdig vis.

Eller tal med en sjælesørger, en terapeut eller en ven over en del gange, hvor du fortæller din fortælling – åbent og ærligt. Fortæl det, du kan huske om, hvor svært og urimeligt, du synes, det var at blive behandlet sådan af den, der skulle give dig beskyttelse og tryghed i din opvækst. Skal såret renses for skidt og bakterier, skal det ud i frisk luft, så det er tilladt at vise vrede, sorg og medfølelse for dig selv.

Prøv at få forståelse for den dreng og den unge og ældre mand, der er inde i dig selv. Begynd at forstå ham, hold af ham og fortæl ham, at du tænker anderledes om ham, end din far gjorde. Du fortjener godhed, forståelse og medfølelse. Den skal du opsøge hos andre og forsøge at give dig selv. Lad mennesker holde af dig og tag imod det. Lad Gud elske dig og din skam sønder og sammen. Og overlad det med at tilgive din far til Vorherre. Læg ham hen til ham, hvis det giver mening for dig. Langsomt kan de sår, der er dannet igennem mange år, måske læges, og smerten blive mindre derved.

Mange hilsener