Ønsket om at se tilbage meldte sig efter skilsmissen. Sangeren Lis Sørensen, 64 år, ville se på de valg, hun havde truffet, og fordybe sig i, hvad hun er rundet af. Hun gik til en psykolog og blev afklaret med, om hun mon havde mod på at fortælle, for i de mere end fire årtier, hun har været en feteret del af det danske musikmiljø, har hun insisteret på, at det var sangen og musikken, som var i fokus, når pressen i ny og næ blev lukket ind. Tanken om at se på sit liv med en skribent ved sin side i forventning om at lave en bog havde hun flere gange tidligere afvist.
”Efter at have talt med psykologen fik jeg mod på at give los og fortælle.”
Da hun, godt hjulpet af gamle billeder, gik tilbage til sin opvækst i Brabrand ved Aarhus, blev hun mindet om den tryghed, der prægede hendes første år.
Med stemmen, som føles tryg, fordi Lis Sørensen næsten altid har været et sted i lydbilledet med sine sange, fortæller hun i en sofa på sit forlag i det indre København om barndomshjemmet på toppen af Skovbakkevej i Brabrand. Lis Sørensen beretter med en stemme, der lever, så man et øjeblik tror, hun synger.
Hun beskriver forældrene, Astrid og Willy Sørensen, der overtog et nedlagt husmandssted, da hun var tre år, og storebroderen seks år. Dengang de flyttede ind på husmandsstedet på bakketoppen i Brabrand, var der ikke toilet og varme i huset. Hendes far, som havde sejlet hele sin ungdom, forsøgte at tjene til familiens underhold ved at sælge skrivemaskiner for IBM, inden han slog sig på bilhandel. Hendes mor, som var vokset op i det bedre borgerskab som barn af en kaffegrosserer i Skanderborg, tog sig af alt det huslige.
”Jeg tror, de gav mig så meget kærlighed, at det blev til selvtillid.”
Skal hun nævne et eksempel på kærligheden, fortæller hun om dengang, hun kom i børnehave. Hun gik der i en uge, inden hun valgte, at hun langt hellere ville sjoske rundt i gummistøvler ved husmandsstedet og hjælpe sin mor med at fodre deres 30 undulater ude i volieren.
”At jeg fik lov til at slippe for børnehaven er en tidlig erfaring af at blive reddet fra det, som jeg ikke brød mig om. Jeg var sådan en lille trold, som gik alene i vores kæmpe have, og jeg var ikke ked af at være alene, og ellers kunne jeg gå ind til min mor.”
Så er der de sort-hvide fotografier af hendes mor. Som barn blev Lis Sørensen ofte fortalt, hun lignede sin mor, og det gav hende en følelse af at være smuk. Med årene kom der imidlertid en afstand mellem mor og datter.
Lis Sørensen blev tidligt sporet ind på musikken. Det skete, allerede da hun var 10 år og gik i 3. klasse på Engdalskolen i Brabrand. Det år fik klassen en ny lærer med poncho og sandaler på fødderne. Han hed Holger Laumann, men børnene kunne bare kalde ham Holger. Holger Laumann, der siden blev kendt som musiker og komponist, overtog Engdalskolens musikundervisning. Da det blev jul, ønskede Lis Sørensen sig brændende en guitar. Juleaften rev hun gavepapiret af en lys Höfner med mørk kant.
Og hun var ikke den eneste pige på skolen, som havde fået en guitar den jul. Da hun var 11 år, opfordrede Holger Laumann Lis Sørensen og en gruppe veninder med guitarer til at lave et band. Det blev til pigegruppen De fem. Til skolens forårskoncert høstede hun stort bifald, da hun sang et nummer, som hun selv havde skrevet tekst og melodi til. Sangen handlede om at længes efter sin pony.
Siden fulgte to singler med børnesange, hvor pigegruppen medvirkede, og hun kom ind i et miljø, som adskilte sig fra det trygge barndomshjem med de mange undulater i Brabrand.
Hun fortæller om, gennem samarbejdet med Holger Laumann, at sidde som halvstor skolepige blandt voksne musikere, betragte legende børn og overveje, hvor hun hørte til, da en chillum blev budt rundt. Hun så på den, så sugede hun, grinede og følte, at hun svævede.
”Jeg vidste, at det her kunne jeg i hvert fald ikke fortælle min forældre.”
”Jeg steg på en raket i slutningen af 1960’erne. Kulturen var i opbrud, og jeg fandt min identitet i musikken og mærkede den frigørelse, som fulgte med.”
Det var på med minishortsene, guitaren over skulderen og så af sted. Skolegangen passede hun ikke altid. Men til sine forældres glæde fik hun en studentereksamen. Da hun var blevet student, fulgte en periode, hvor hun følte, at hun nærmede sig sin mor igen, men så fik moderen konstateret kræft i leveren.
”Vi var ved at komme tæt på hinanden. Der var en stille kærlighed og en usagt forståelse mellem os blandet med min angst for at miste hende.”
En grå frostvejrsdag i januar 1977 blev hendes mor begravet fra Skanderborg Slotskirke.
”Indtil min mors død havde jeg haft min barnetro. Min mor havde bedt aftenbøn med mig de første mange år, og jeg havde en tryg tro på, at intet, som for alvor var ondt, kunne ramme os.”
Lis Sørensen kan stadig genkalde sig den vrede, hun oplevede i tiden efter sin mors død. Hun husker fornemmelsen af at gå på perlegruset og mindes præsten, som hun afslog at tale med.
”Når man mister sin mor som 21-årig, får man en angst for at miste. Og i relationen til min mor er der mange spørgsmål, jeg ikke har fået stillet. Det er noget, jeg har talt en del med min storebror om. Jeg ville utrolig gerne have lært hende bedre at kende. Der var noget uafsluttet, som nagede mig. Jeg har tænkt en del på hendes handlinger, som jo også taler. Og når jeg tænker på, hvordan hun handlede, ser jeg en kvinde, som var glad for sit liv.”
Med til Lis Sørensens tilbageblik hører de utallige billeder fra festivaler, sportshaller og teatre, hvor hun står på en scene og fortolker rockballader, mens det lange brune hår flagrer. I dag er håret lidt kortere, men tre eller fire gange om ugen er hun på farten med sit band og teknikere, og så er der comeback-turnéen med Anne Linnet og Sanne Salomonsen, som hun afsluttede søndag aften på Plænen i Tivoli i København.
”Selvfølgelig er det hårdt, og jeg er da også træt engang i mellem. Men det er samtidig utrolig fedt, fordi jeg altid er 100 procent forberedt og ved, hvordan jeg kan navigere i sangene.”
Hvad man måske ikke kan se på billederne, er den lindring, hun finder gennem musikken. To år efter moderens død sang hun første gang Sebastians ”Stille før storm”, og uden at bremse i talestrømmen beskriver hun den sang som en af livets største gaver.
”Med den sang mærkede jeg den dybe forbindelse til min underbevidsthed. Det er en overlevelsessang, og den forbinder nogle tråde i mig, som hænger og blafrer. Jeg mærker en forløsning hos publikum, når jeg synger den, og jeg mærker selv den samme forløsning.”
At sangen kan forløse, har været vigtigt efter skilsmissen i 2017 fra Jan Sivertsen. De kendte hinanden i 33 år og var gift i 29 år. Det lange ægteskab beskriver hun som en gave. Da de blev skilt, aftalte parret, at de ikke ville udtale sig om bruddet.
”Det er sorgfuldt at blive skilt, og jeg har sunget rigtig meget siden. Sangen er også noget, som reparerer mig, og jeg kan se, at jeg bruger mit grundstof og mit sjæleliv, og at jeg ikke er nærig med det.”
Kræfterne til det alt sammen kommer fra et åndeligt liv.
”Jeg har fundet min egen bøn, som jeg beder hver dag. Her overgiver jeg mig til noget, som er større. Det er det, som får mig til at stå op om morgenen, og som giver mit liv mening. Det er min kilde, og det jeg synger på, og samtidig er det for mig noget, som er meget privat.”
Tilbageblikket er blevet til bogen ”Jeg er kommet for at synge” på Politikens Forlag. Når hun bladrer i den, er hun tilfreds og oplever, at hun er kommet tættere på sig selv, den voksne søn, vennerne og musikken efter skilsmissen. Hun aner en ny horisont.