Prøv avisen
Mig og mit fællesskab

Ole Thyssen: Jeg bruger mine naboer til sparring om livet

Ole Thyssen, født i 1944, er professor emeritus, dr.phil. ved institut for ledelse, politik og filosofi på Handels-højskolen i København (CBS). Han har ofte deltaget i debatten og har skrevet en række bøger, senest ”Det filosofiske blik”, som blev nomineret til årets historiske bog i 2012. – Foto: Leif Tuxen

Professor emeritus Ole Thyssen har boet samme sted i 25 år, men først for nylig fik han et egentligt fællesskab med en gruppe naboer

Naboer er et pudsigt fænomen. Jeg har en ødegård i Sverige, der ligger ret isoleret, men jeg kender hver en nabo i flere kilometers omkreds. Måske fordi der ofte er en anledning til, at vi har brug for hinandens hjælp. I København, hvor jeg har boet i opgang 23 i mere end 25 år, er det de færreste, jeg har et tæt forhold til. Vi har jo ikke brug for hinanden på samme måde. Eller også går vi bare hver især og tror, at vi ikke har noget at tale om. Vi er et kor af eneboere, der bor sammen og alligevel hver for sig. Vi hilser på hinanden, når vi passerer.

Det er min fornemmelse, at det er sådan mange steder, men for et par år siden ændrede det sig for mig. Jeg husker ikke, hvordan det præcist kom i stand, men en af mine naboer spurgte en dag, om vi ikke skulle drikke en øl sammen – og sammen med nogle andre fra opgangen ved siden af. Det blev til fem herrer plus kvinder en gang imellem. De fleste havde boet i bygningen længere end jeg, men mest var de bekendte. Det ændrede sig hurtigt. Nu gik der hul på noget, og vi begyndte at mødes fast: hver mandag klokken 18 på den samme café ved Sortedam Dossering til to glas Leffe Blonde og snacks. Nu var vi en gruppe, et fællesskab, der kaldte sig selv ”Lefferne”.

Siden er vi også begyndt at ses uden for det faste møde. Nu er der den ramme og anledning, der manglede før. Så går vi i biografen, ser en udstilling, hører en koncert eller noget fjerde, jeg måske aldrig selv var kommet på. Og det er super hyggeligt. Det er også mere end hyggeligt, det er berigende. Vi har forskellig baggrund, og aldersspredningen er på over 20 år, så det er fem reelt forskellige livshorisonter, der lægges oven i hinanden, når vi ses. Vi er langt fra at være en politisk basisgruppe, der bekræfter hinanden i vores syn på verden – vi har nærmest kun det tilfælles, at vi bor samme sted og godt kan lide hinanden.

Det er ikke et livsnødvendigt fællesskab for mig. Hvis de andre siger, at det har haft sin tid, dør jeg ikke, men jeg vil helt klart mangle noget. Jeg gik på pension i januar 2017, og selvom jeg stadig kommer regelmæssigt på Handelshøjskolen i København (CBS), er min sociale kontaktflade klart mindre end før. Derfor bruger jeg Lefferne til at diskutere alt – lige fra, hvad der sker i opgangen, til Raket-Madsen, MeToo, finanslovsforhandlinger, eller hvad der ellers er oppe i tiden. Og derigennem har jeg lært de andre bedre og bedre at kende. Vi kan komme tæt på hinanden, uden det bliver akavet.

Vi har samtidig opnået en fortrolighed, man kun kan opnå over tid i en gruppe, der mødes fast. Det svarer lidt til sådan en erfaringsgruppe, mange professionelle ledere bruger til sparring. For os er det sparring om livet. Vi kan godt tale om vores fag, men det handler mest af alt om samfundstendenser og de ting, der sker i vores dagligdag. Og med tiden har vi kunnet tillade os at blive mere direkte.

De normale barrierer er faldet, og der er skabt en fælles klangbund, hvor vi forstår hinanden uden at skulle forklare i detaljer. Det er ofte forudsætningen for en god samtale. Vi snager ikke i hinandens sjæle, det er ikke en terapigruppe, men snarere en lille offentlighed, jeg sætter stor pris på.