Niels Jørgen Cappelørn har ikke meget tilovers for ”det omsiggribende moderne ønske om en brat og smertefri død”. Sådan lyder det i en af de 490 små og større tekster, han kalder for ”petitgrammer” i bogen ”At leve i nuet og gå glip af det evige”, der udkommer onsdag den 17. april på Kristeligt Dagblads Forlag.
”Langt de fleste ønsker at dø brat. Jeg forstår det slet ikke. Jeg håber så inderligt, at jeg dør med bevidsthed og med viden om, at døden nærmer sig, så jeg kan forberede mig på det,” siger Niels Jørgen Cappelørn og uddyber:
”Jeg ved godt, at jeg skal være forberedt på det hver dag. Men jeg håber også, at der til sidst bliver en tid til at forberede mig i forhold til Gud og mine medmennesker. Så jeg håber bestemt ikke på en brat død, så hellere et længere sygeleje. Den periode, hvor mennesker er syge og kommer ind i det, vi kalder terminalfasen, hvor lægerne ikke kan gøre mere, der viser det sig i mange tilfælde, at det bliver en helt enestående modningsperiode, hvor man samtykker i, at nu er det mig, der skal dø. Og det kan blive en meget stærk begivenhed for den, der skal dø, men også for de pårørende.”
Den bratte død ”medfører udeblivelse af en sidste betroelse, forsoning eller meddelelse”, mener Niels Jørgen Cappelørn, og det har han skrevet et andet petitgram om:
”Der er så mange uafgjorte og uforligte uenigheder, stridigheder, konflikter og fjendskaber i menneskers liv. Det er det, der gør tanken om døden des mere forfærdende. For så kommer vi til at dø med alle disse nagende misforhold – uforløste.”
”Det uforløste er det tungeste. Det er en stor byrde at bære på, også for dem, der bliver ladt tilbage. Jeg ved godt, at det her kan man ikke kun selv bestemme, men jeg beder om, at det uforløste ikke må vederfares mig,” siger Niels Jørgen Cappelørn.
Han byder på god kaffe fra Peter Larsens økologiske Fairtrade-mærke og franske karamelsmåkager ved det hvide Piet Hein-spisebord med de sorte Myren-stole i lejligheden bag Nytorv i det indre København. Her flyttede han til for et par år siden og har indrettet sig stilrent og moderne i den gamle bygning, kaldet ”Mozart- huset”, med indbyggede reoler fra gulv til loft i alle tre stuer ud til gaden. I den ene er hans ikke helt komplette genskabelse af teologen, filosoffen og forfatteren Søren Kierkegaards bibliotek.
Det var i 2012, at professor i teologi Niels Jørgen Cappelørn afsluttede det 19 år lange arbejde med udgivelsen af ”Søren Kierke- gaards Skrifter” i 55 bind, som han stod i spidsen for sammen med en gruppe forskere ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret. Nu er han 74 år og professor emeritus, men stadig optaget af Kierkegaard og genudgivelsen af hans værker i paperbackudgaven, ”Søren Kierkegaards Værker”, i 15 bind på Gyldendals Forlag, hvor det sidste bind er planlagt til at udkomme til efteråret. Hvert bind indeholder cirka 3000 sproglige forklaringer for at imødekomme en bred kreds af læsere. Dertil kommer hans forskningsprojekt med at analysere Kierkegaards 13 ”taler ved altergangen om fredagen”. Og hvervet som ulønnet hjælpepræst ved Helligåndskirken i København, hvor han den kommende langfredag skal stå for en liturgisk gudstjeneste med individuelt skriftemål og altergang.
Så man skal ikke spørge ham, om det ikke snart er på tide at nyde et velfortjent otium.
”Jeg bryder mig ikke om ordet otium. Jeg synes, det lugter af kogt kål og manglende udluftning. Og så betyder det lediggang, og det er ikke mig. Jeg skal være i funktion og lave det, som jeg brænder for. Så jeg bruger hellere det græske ord apragmosýnæ, som betyder, at man er fritaget for offentlige pligter, herunder møder, og det sætter jeg stor pris på efter så mange år, hvor der har været møder stort set hver eneste dag,” siger Niels Jørgen Cappelørn.
Det har han også skrevet et petitgram om:
”Da Gud skabte fællesskabet, ville Fanden også prøve at skabe noget. Ud af det kom der møder.”
Petitgrammer, der bestemt ikke handler om Kierkegaard, er en genrebetegnelse, han har stykket sammen af dele af ordene epigrammer og anagrammer og det franske ord petit for småt – for han ville gerne gøre det uhøjtideligt. Men selv om teksterne nok er små, er der stor visdom, poesi og også svirp til samtiden i samlingen, der har noget at sige om tro, tilgivelse, identitet, det sekulære, at skrive, miste, elske, døden og livet.
”Jeg har skrevet sådan nogle tekster i mange år, men har smidt dem væk, hver gang jeg flyttede, fordi jeg ikke syntes, de var gode nok. Men jeg har altid nydt at sidde med sproget og prøve at formulere nogle tanker, som ikke var færdige, for sådan er tænkningen, den bliver ved. Så derfor er mange af dem også forsøgt holdt åbne. Det, jeg godt har kunnet lide, er at finde ind i det danske sprogs rytme, så det i tilgift kan blive en art musikalsk oplevelse at læse dem,” siger Niels Jørgen Cappelørn.
Bogens titel, ”At leve i nuet og gå glip af det evige” bygger på et petitgram, der indledes med sætningen: ”Det prises højt og anbefales varmt at leve i nuet, at være til i nuet.”
”Det, der er pointen, er, at vi igen og igen i dag hører, at vi skal leve i nuet. Og jeg tænker: Overvejer I, at nuet er et punkt uden udstrækning? Man kan simpelthen ikke leve i nuet, der er ikke plads. Den anden side af det er, at selv om man påstår, at man gør det, så kommer man til at leve det, jeg kalder for et punktualistisk liv fra punkt til punkt til punkt, og der bliver ingen sammenhæng mellem dem.”
”Så bliver det noget kvantitativt i forhold til, hvor mange nuer man kommer til at leve i. Hvorimod det evige, og her tænker jeg ikke først og fremmest på kristendommens forståelse af evigheden, men også på en almen forestilling om det evige, og det er noget, der er vedvarende og har sammenhæng og udstrækning. At skulle leve i nuet indebærer, at livet falder fra hinanden, det får ingen hverken ydre eller indre sammenhæng, for det går tabt. Når jeg taler om evighed, er det ikke tid i almindelig forstand, men en kvalitet. Så det er en lille bemærkning til samtiden, som jeg ikke håber er pegefinger-agtig, men mere et memento,” siger Niels Jørgen Cappelørn, der også har udtrykt det poetisk:
”Et flygtigt changerende stof af kædedansende nuer.”
Om livet skriver han:
”Man skal ikke pjatte med livet, ikke bortforklare smerten i sjælen, ikke fortone følelsen af tab af mening, aldrig undskylde skylden.
Man skal ikke borthøvle tilværelsens knuder og knaster, men i stedet tage livet på ordet, og det er at tage det alvorligt, som det er.”
Hvordan livet kan tages alvorligt, lyder sådan:
”Det er kun ureflekterede mennesker, der ikke ærgrer sig. Det er kun erindrings-retoucherende mennesker, der intet fortryder.”
”Jeg synes meget ofte, at man i interviews læser nogen sige, at ’jeg fortryder ingenting, og jeg vil ikke gøre noget som helst om’. På den måde synes jeg, at man retoucherer erindringen, for jeg kan ikke forestille mig, når man tænker tilbage på et liv, at så er der ingenting at fortryde. Jeg synes måske, at man kommer til at gøre sig livet for let. Og jeg spurgte mig selv om, hvor det mon kommer fra, og det har jeg skrevet en tekst om:
’Når man har afskediget Gud og altså ikke længere kan søge tilgivelse hos ham, men selv må producere sin egen tilgivelse, falder man let for fristelsen til at postulere påstanden: Jeg fortryder intet!’”.
”Hvis man ikke længere har Gud at gå til, og det har man ikke, hvis man ikke vil have med kristendommen at gøre eller har en anden religion, hvor skal man så få sin tilgivelse fra? For vi kender jo alle sammen udtrykket: Det kunne jeg ikke tilgive mig selv. Spørgsmålet er: Kan vi overhovedet tilgive os selv? Mit svar vil være nej, for det kræver en instans uden for os selv. Jeg kan tilgive dig, og du kan tilgive mig, hvis vi gør hinanden noget. Men du kender sikkert godt fornemmelsen, hvis man har talt over sig og sagt noget, man bestemt ikke skulle sige til et menneske, og så siger undskyld. Og ih ja, tak skal du have, lyder det, og så går der to måneder, og da kan man mærke, at der stadig er en distance. Det er altså ikke glemt.”
”Hvis tilgivelsen ikke er så tilbundsgående, at det ikke bare er gemt, men glemt, så er det, fordi vi ikke er i stand til at glemme, selvom det var det, vi skulle. Og derfor forstår jeg godt, at hvis man ikke har en instans højere end en selv, som man kan gå til og bede om tilgivelse, så må man selv ordne det og sige: Jeg fortryder ingenting. Og så er der heller ikke noget at bede om tilgivelse for.”
”Når man så spørger, hvordan kan jeg vide, om Gud har tilgivet mig? Det kan du heller ikke, men du kan være bevidst om, at Gud tilgiver, når han siger, han tilgiver. Det hænger lidt sammen med den tendens, der er i tiden til, at skyld vil man ikke tale om. Det er nærmest politisk ukorrekt,” siger Niels Jørgen Cappelørn, der indleder et petitgram således:
”Kristeligt forstået er Guds tilgivelse af synd ikke symptombehandling, den er en fuldstændig fjernelse af synden.”
”Gud gør ikke noget halvt, men helt igennem gennemgribende helt. At vi så bliver ved med at synde, er en anden sag. Men når Gud har tilgivet, så er vi tilgivet. Og det er op til os at blive bevidst om det og tro på det. Der er ingen anden måde end at tro på det, og det må være en del af min bøn til Gud at bede om at lade mig tro på det. Det er ikke nok at bede Gud om tilgivelse, vi må også bede om troen på, at han har tilgivet os, for først da er vi frie.”
Spørger man Niels Jørgen Cappelørn om, hvad troen betyder for ham, lyder svaret:
”Min hverdag, og at jeg er her, og spørgsmålet er, om jeg ville være her, hvis ikke jeg havde troen. Den er nærværende hos mig hver eneste dag. Sådan noget hænger også sammen med den opvækst, man har haft, og jeg er opdraget med tro blandt de stærke jyder på Vejle- og Horsens-egnen. Jeg har ikke været i tvivl om min tro, men jeg har godt nok været igennem mange anfægtelser. Men her prøver jeg at skelne: Tvivlen er uden for troen, hvorimod anfægtelsen er inde i troen. Der er man anfægtet i sin tro.”
I et petitgram gør han op med en gammel talemåde:
”Tiden læger alle sår – en grum misforståelse, sårende for den, der i forvejen er såret.”
”For mig er det næsten det værste, man kan sige til et menneske, der i forvejen er fyldt af sorg og såret, at tiden læger alle sår. Det gør tiden ikke. Tiden kan ikke læge noget som helst, men man kan selv arbejde med at gennemleve og tilegne sig det tab, som man har lidt. Og her tænker jeg på sorg i bred forstand, for når vi bliver ældre, taber vi hver dag noget, som vi havde før. Derfor har jeg også et lille petitgram, der siger, at ’et liv uden sorger er ikke et levet liv’. For så er det manglende bevidsthed om alt det, man taber. Det betyder ikke, at man skal sætte sig ned og ruge over det, men forholde sig til den sorg, det er at blive ældre, selvom der også er mange glæder i det. Jo ældre vi bliver, jo mere må vi acceptere, at der er en hel del ting, vi ikke længere kan forbedre.”
Ifølge Niels Jørgen Cappelørn har han en enorm mængde kræfter og en stærk vilje, men den fysiske tilstand kunne godt være bedre. Værst er det, at han siden 18-årsalderen har levet med kroniske mavesmerter, der opstod efter en blindtarmsoperation. Alverdens undersøgelser og behandlinger har ikke kunnet fjerne smerterne, men senest har han overvundet sin modstand mod sovemedicin, og det har sammen med smertestillende medicin hjulpet til en bedre nattesøvn.
”Men jeg lever trods smerterne og har det godt alligevel, og det er også derfor, jeg holder mig i gang. Hvis jeg satte mig hen i en stol, ville jeg bare sidde og blive selvmedlidende over mine smerter, og det kan ikke nytte noget. Jeg har valgt i stedet at spørge: Kan man ikke bruge dem? Det lyder underligt, men der kan godt komme noget energi ud af at have ondt. Den energi, man bruger til at holde den gående med smerter, har en masse energi i overskud, som man så kan bruge til noget andet.”
Det har han skrevet et petitgram om:
”Sygdom fremmer ånd. Jo mere kronisk sygdommen er, des mere forøger den åndens udfoldelse.”
”Det at have smerter hele tiden giver en bevidsthed om døden, synes jeg. En bevidsthed om, at jeg hele tiden skal være opmærksom på, at det kan være, jeg ikke er her i morgen. Det er ikke, fordi de smerter er noget, jeg dør af. Men alligevel er de en påmindelse om at få så meget som muligt ud af dagen i dag, som jeg kan, og så må vi se, hvordan det ser ud i morgen. Der er en ting, der ikke hjælper, og det er at pive. Og hvis man skal pive, skal det bedst ske for lukkede døre.”
Et af bogens længere petitgrammer handler om meningen med livet. Her er de første linjer:
”Mening i livet og så meningen med livet er to kategorialt forskellige forhold, der dog forholder sig til hinanden.”
”Man skal være opmærksom på at skelne mellem meningen med og meningen i livet. Det er det, der er pointen her, at fordi vi er tidslige, vil meningen i livet hele tiden forandre sig, men ikke meningen med livet. For i og med det i sidste ende er en gave fra Gud, er der også en konstans i den. Og det er det, der er det fantastiske ved at være kristen,” siger Niels Jørgen Cappelørn, der om sin egen mening i livet siger:
”Mit brændstof er at blive ved med at tænke for at prøve, om jeg kan komme til en dybere og dybere indsigt og hæve en lidt større flig af sandheden. Jeg kommer aldrig til at hæve ret meget af den, men en lille flig måske.”