Prøv avisen
Spørg om livet

Jeg elsker mine børn, men længes efter, at de flytter hjemmefra

Line er ofte alene med børnene om aftenen og i weekenderne på grund af sin mands arbejde. Der må tænkes kreativt, for ellers kan ægteskabet være i fare, lyder ugens råd

Kære brevkasse

Jeg skriver til jer, da jeg de sidste mange år er kørt fast i en rille, som jeg ikke kan komme ud af. Jeg føler, at jeg spilder mange gode stunder med mine børn, som jeg elsker over alt på jorden, mens de stadig har brug for mig, samtidig med at jeg bare længes efter, at de bliver store og flytter hjemmefra, så jeg kan få noget ilt.

For en hel del år siden flyttede vi tættere på min mands familie, og han fik et job, der indbefattede meget aften- og weekendarbejde. Jeg fandt et job, der passede til hans arbejdstider, så jeg kunne tage mig af børnene, når de havde fri fra institution og skole. Det var et dårligt job, som jeg blev i alt for længe.

I dag har jeg egentlig et godt arbejde, hvor jeg får brugt mine faglige kvalifikationer, og jeg har et dejligt samarbejde med kolleger. Stillingen er dog stadig skåret efter min mands arbejdstider, hvilket jeg forventer vedbliver at være sådan, til børnene bliver store.

Jeg er som persontype meget ekstrovert, og jeg lader op i selskab med voksne mennesker i samtaler, oplevelser og sjov. Så weekenderne som alenemor med børnene har gennem alle årene tæret meget på mig. Min mand er introvert, hvilket betyder, at ferier og fridage foregår alene os fem. Familien på begge sider prioriterer jeg højt, at vi får besøgt og inviteret, ligesom det frivillige arbejde, som vi er involveret i. Så venner er der ikke megen tid til i de få friweekender, der er tilbage.

Min mands job er det eneste emne, som vi skændes om i vores ægteskab, men det er meget opslidende hver gang og uden nogen form for konstruktivitet.

I denne weekend tog han af sted igen, og jeg er indestængt vred både under og efter weekenden. Når vi skændes, er hans selvbillede, at han er familiemenneske med stort F, mens jeg hovedsageligt ser ham som arbejdets mand.

Han er en fantastisk far, som jeg ikke er i tvivl om, at rigtig mange andre fædre i omgangskredsen og familien ser op til. Det er nok også en af grundene til, at jeg ikke har mødt forståelse, hvis jeg en sjælden gang har delt mine frustrationer med venner eller familie. Jeg selv udstråler også glæde og overskud, så den manglende forståelse kan måske også hænge sammen med det. Min mand mener ikke, at jeg skal involvere andre i mine problemer, da de blot vil lægge afstand.