Prøv avisen
Spørg om livet

Jeg elsker mine børn, men længes efter, at de flytter hjemmefra

Line er ofte alene med børnene om aftenen og i weekenderne på grund af sin mands arbejde. Der må tænkes kreativt, for ellers kan ægteskabet være i fare, lyder ugens råd

Kære brevkasse

Jeg skriver til jer, da jeg de sidste mange år er kørt fast i en rille, som jeg ikke kan komme ud af. Jeg føler, at jeg spilder mange gode stunder med mine børn, som jeg elsker over alt på jorden, mens de stadig har brug for mig, samtidig med at jeg bare længes efter, at de bliver store og flytter hjemmefra, så jeg kan få noget ilt.

For en hel del år siden flyttede vi tættere på min mands familie, og han fik et job, der indbefattede meget aften- og weekendarbejde. Jeg fandt et job, der passede til hans arbejdstider, så jeg kunne tage mig af børnene, når de havde fri fra institution og skole. Det var et dårligt job, som jeg blev i alt for længe.

I dag har jeg egentlig et godt arbejde, hvor jeg får brugt mine faglige kvalifikationer, og jeg har et dejligt samarbejde med kolleger. Stillingen er dog stadig skåret efter min mands arbejdstider, hvilket jeg forventer vedbliver at være sådan, til børnene bliver store.

Jeg er som persontype meget ekstrovert, og jeg lader op i selskab med voksne mennesker i samtaler, oplevelser og sjov. Så weekenderne som alenemor med børnene har gennem alle årene tæret meget på mig. Min mand er introvert, hvilket betyder, at ferier og fridage foregår alene os fem. Familien på begge sider prioriterer jeg højt, at vi får besøgt og inviteret, ligesom det frivillige arbejde, som vi er involveret i. Så venner er der ikke megen tid til i de få friweekender, der er tilbage.

Min mands job er det eneste emne, som vi skændes om i vores ægteskab, men det er meget opslidende hver gang og uden nogen form for konstruktivitet.

I denne weekend tog han af sted igen, og jeg er indestængt vred både under og efter weekenden. Når vi skændes, er hans selvbillede, at han er familiemenneske med stort F, mens jeg hovedsageligt ser ham som arbejdets mand.

Han er en fantastisk far, som jeg ikke er i tvivl om, at rigtig mange andre fædre i omgangskredsen og familien ser op til. Det er nok også en af grundene til, at jeg ikke har mødt forståelse, hvis jeg en sjælden gang har delt mine frustrationer med venner eller familie. Jeg selv udstråler også glæde og overskud, så den manglende forståelse kan måske også hænge sammen med det. Min mand mener ikke, at jeg skal involvere andre i mine problemer, da de blot vil lægge afstand.

Man hører så ofte folk sige, at man skal huske at nyde børnene, mens de er små. Men på grund af tingenes tilstand glæder jeg mig til, at de flytter hjemmefra – og det kommer jeg til at fortryde. Jeg ville så gerne ændre min tankegang og min kronisk dårlige samvittighed, for min mands holdning til jobbet kan jeg ikke ændre på.

Venlig hilsen

Line

Kære Line

Tak for dit brev. Som du skriver, oplever du dig fastlåst i en situation, som du ikke rigtig kan se nogen udvej i. Og det er en nærmest klaustrofobisk tilstand at være i, når den eneste udvej, du kan se, er, at børnene bliver så store, at de flytter hjemmefra. Det formoder vi godt kan tage en hel del år. Samtidig er det også næsten en tabuting at have små børn, som man elsker, men som man alligevel ikke altid kan overskue eller trives med.

Vi er overbevist om, at din kærlighed til børnene er stor. Men det er noget med dosis af samværet, specielt aftener og weekender, hvor du er alene med dem. Sådan kan det også være med mange andre gode ting, som kan blive for meget, hvis det kræver alle ens kræfter og opmærksomhed. Når du er på arbejde, er dine børn i skole eller institution. Når din mand er på arbejde, er I andre oftest alene hjemme.

På en måde læser vi, at du nærmest har opgivet at få din mand i tale om hans arbejdssituation, fordi I måske mange gange er endt op i et skænderi. Han har måske haft et arbejde gennem flere år, hvor han er vellidt og får god respons. Som introvert er han måske også noget selvhjulpen og har sine egne perspektiver, som han ikke deler eller særligt ofte lægger frem til drøftelse.

Måske sammenligner han også sig selv med mange andre fædre, som er langt mindre engagerede i deres børn end han, sådan at han synes, at han er en rigtig god far og slet ikke kan se, hvad du piber over. Når familie og venner udefra ser det samme og synes, at han er en fortræffelig mand og far, kan du let sidde skakmat tilbage. Du klager jo heller ikke over ham som far eller over, at du ikke elsker dine børn, men du beskriver med et ærligt hjerte, at strukturen og arbejdsfordelingen i jeres familie er uholdbar, og at det er den, I skal se på, ud fra en fælles teamtænkning.

Du skriver, at du ikke kan ændre på din mands holdning til jobbet. Og det er meget sandt. Det er kun din mand, der kan ændre noget ved sig selv og sin arbejdssituation og sin parathed til at være lyttende og nysgerrig efter dine tanker og følelser om det, som du igennem flere år har oplevet som et reelt problem, og dermed gøre sig villig til at tænke nye tanker om jeres fælles liv. Det håber vi, at han vil prøve på sammen med dig, blandt andet ved at læse denne brevkasse. Kommer der ikke til at ske noget i forståelsen og i den praktiske tilrettelæggelse af jeres fælles liv med arbejde, børn og sociale liv inden for en overskuelig fremtid, kan jeres ægteskab være i fare, og du kan risikere at blive endnu mere vred, bitter eller deprimeret.

Vi ønsker ikke at male fanden på væggen, men der er kraftige gule lamper, der blinker, og det kan være ekstra farligt, hvis man overser et forestående rødt lys. Vi har ikke nogen konkrete løsninger, for vi kender ikke jeres arbejde, økonomi med videre. Men brainstorm igennem flere omgange. Alle mulige og umulige forslag til en ændring af din alenemorsituation i mange weekender må frem på bordet. Nogle forslag er måske helt urealistiske, men kan sætte kreative tanker i gang alligevel. Det kan dreje sig om orlov, nyt arbejde, deltid, flytning, aflastning eller diverse kombinationer. I må prøve noget nyt – og evaluere trivslen efterfølgende.

God kamp videre for at finde en frugtbar vej for jer alle i familien – som kan fremme alles trivsel.

Mange hilsener