Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
I kraft af mit arbejde som præst på Rigshospitalet møder jeg hele tiden etiske dilemmaer, som jeg skal forholde mig til. Forleden stod jeg med en sag, som jeg har oplevet flere gange før. En ung kvinde opdager i løbet af sin graviditet, at hun er dødeligt syg af kræft. Det er et frygteligt dilemma, hvor hun må beslutte, om hun skal have foretaget en abort eller undgå en voldsom behandling, der kan skade barnet, og derved risikere at miste sit eget liv. For nogle kan det være en nem beslutning blot at få foretaget en abort for at bevare sit eget liv, men sådan er det bestemt ikke for alle. Kvinden havde i dette tilfælde brug for at tale med en uvildig person, som turde at tale om konsekvenserne ved begge valg; at få en abort eller ofre sit eget liv. Mange – inklusive det sundhedsfaglige personale – ville nok tale for at vælge det voksne liv til frem for et ufødt barn.
Hvad er det største etiske dilemma, du har stået i?
Min mand og jeg adopterede et barn fra Sydafrika for snart ti år siden. Da vi fik opringningen fra adoptionsbureauet, fortalte de, at der var et barn til os med en hjertesygdom. Vi har det grundlæggende sådan, at man ikke siger nej til et barn, og derfor gik vi videre i processen. Da vi fik tilsendt alle papirerne på hende, viste det sig, at hun også havde andre skavanker, der kunne indikere, at hun havde et syndrom. Det gjorde os meget usikre, og vi fik pludselig en masse tvivlsspørgsmål. På en måde var vi helt sikre på, at hun allerede var vores, men vi havde brug for at få alt på plads, inden hun kom hjem til os. Vi udbad os flere undersøgelser af hende, og det tog i alt tre måneder. Det var den værste sommer i mit liv. Det var forfærdeligt at tænke på, at hun allerede havde levet den første tid af sit liv på et hospital og nu skulle igennem endnu et forløb. Samtidig tror jeg også, at vi ville have fortrudt ikke at få foretaget de ekstra undersøgelser dernede. Da vi endelig hentede hende, var hun syg på grund af sine hjertefejl, men i dag er hun fysisk rask.
Hvad er tidens største etiske dilemma?
Det er et generelt problem i vores moderne samfund, at vi har afkoblet os selv fra ansvar og skyld. Samtidig er vi helt vilde med at sige undskyld for alt omkring os. Alle vil gerne kæmpe for en sag, om det så er klima, madspild eller MeToo. Vi står frem og undskylder for, at vi er miljøsvin, Danske Bank siger undskyld, og det samme gør vores politikere. Men problemet er, at ansvaret bliver enormt overfladisk, fordi vi egentlig ikke vil tage konsekvensen af de valg, som vi træffer. Vi angrer ikke rigtig, fordi vi mangler en grundlæggende erkendelse af, at mennesket er fejlbarligt og ikke kan alt selv. Og så er vi bange for, at der ikke findes tilgivelse for vores dårlige valg. Vi klapper i vores hænder, fordi de unge går på gaden og marcherer for klimaet og siger til alle os andre, at vi burde gøre det samme. Jeg var på Roskilde Festival i år, og det er helt vildt at se alt det skidt og møg, som de unge efterlader derude. Vi tror, at vi er etisk bevidste, når vi for eksempel siger, at vi kæmper for klimaet. Men det er hykleri, hvis der ikke også er handling bag. Vi må tage ansvaret og skylden for de beslutninger, som vi træffer, og dermed også den straf, der følger med.
Hvilke etiske principper handler du selv efter?
Jeg er bare et menneske, og det betyder, at jeg både kan komme til at handle rigtigt og forkert. Jeg har flere gange i mit liv skullet træffe et valg mellem pest eller kolera, og det har jeg måttet tage konsekvensen af. Men jeg ved, at hvis jeg begår en fejl, kan jeg få tilgivelse hos Gud, så jeg kan komme videre i mit liv. Gud ser mig, som den jeg er – god som dårlig. Helt konkret beder jeg hver aften om tilgivelse, fordi jeg helt klart har gjort noget i løbet af en dag, som jeg ikke har været stolt af. Det er vigtigt for mig at reflektere over mine egne valg og samtidig have et sted, hvor jeg kan få tilgivelse for de dårlige.
Lyt til programmet påhttps://www.kristeligt-dagblad.dk/kompas