Prøv avisen

90-årige Erik Rostbøll: Jeg er blevet forfulgt af uforskyldt godhed

”De dage, hvor sneen er høj, holder vi gudstjeneste med nadver i stuen. Nadveren er blevet mit daglige brød. Man kan ikke være for tæt på Vorherre,” siger Erik Rostbøll. Foto: Leif Tuxen

Langfredag fylder digterpræsten Erik Rostbøll 90 år. For ham er påsken en renselsesfest, fordi den er mødet med Guds betingelsesløse kærlighed

Som barn blev Erik Rostbøll kaldt Saga, for han var en både god og flittig fortæller. På fredag fylder han 90 år, og han fortæller stadig levende med en nærmest rungende røst. Det kan man konstatere denne dag i en biograf i København, hvor han har sat sig til rette bagerst i salen for at overvære premieren på sin debut som filmskuespiller.

”Min Oldefars historier” er titlen på en serie med otte varme, poetiske film båret af Rostbølls fortællinger til sit seksårige oldebarn, Theodor Rostbøll Goldbach.

Erik Rostbølls barnebarn, manuskriptforfatter og instruktør Tone Mygind Rostbøll, rejser sig og fortæller de inviterede i biografsalen om de børnefilm, som hun har instrueret på baggrund af de historier, som hendes morfar fortalte hende, når hun besøgte ham som barn. I sommer rykkede hun ind sammen med sin søn og et filmhold for at gøre barndomserindringerne til film. Siden har et andet barnebarn, Asger Mygind Rostbøll, sat musik til de stilfærdige film, som vises på DR Ramasjang.

Erik Rostbøll var i første omgang ret skeptisk, da han hørte om Tone Mygind Rostbølls idé. Meget har han udrettet i sit liv, men at kæmpe med træ-sværd, bage vafler og ryge lakridspibe for rullende kamera var det noget for et menneske, som mest af alt holder af stilhed?

I dag er han glad for, at han lod sig smitte af barnebarnets begejstring, så danske børn nu kan tage med til Rostbølls norske fjeld, hvor der hverken er iPad eller computer, men en sort kat ved navn BombiBitt og græssende elge.

Selv var han ikke meget ældre end oldebarnet Theodor Rostbøll Goldbach, da han forsvandt ind i skoven. Ikke en norsk skov, men Marselisborgskovene nær hjemmet i Aarhus. Han har altid haft et behov for stilhed. Han voksede op i et trygt hjem i Aarhus som søn af en lærer, der var ærgerrig efter at se sin førstefødte lære at skrive og læse. Det sidste holdt han af, og hans barndom var en eventyrverden præget af korstogsridderen Ivanhoe og Ingemanns digtning.

”Det ene var lige så virkeligt som det andet, og når jeg fortalte for kammeraterne, voksede det til en saga.”

Han var syv år, inden han kom i skole, for han ville ikke. Men som overlærer Rostbølls søn skulle han være nummer ét, skønt der var 36 elever i klassen dengang på Ingerslevs Boulevards Skole.

”Jeg var ikke særlig begejstret for skolen, så jeg pjækkede en gang imellem. Det gør man ikke, når man er søn af en lærer, men min klasselærer frøken Vestergaard sagde det ikke til nogen. Til mig sagde hun:

’Erik, lad det ikke ske for tit,’ og så gik jeg ud i skoven, hvor jeg gravede mig en jordhule, som blev mit citadel.”

Han anlagde sit citadel i Marselisborgskovene i et område, som var hegnet af og dermed ekstra stille. Men en dag kom skovfogeden forbi.

”Tænk: Han lod mig have mit sted. Personligt er min dybeste fornødenhed stilhed. Man kan i virkeligheden ikke tænke en skabende tanke og få forbindelse til det grundlæggende, som for mig er mit gudsforhold, uden stilhed. Sådan har det i hvert fald altid været for mig.”

Hver søndag gik han med sin mormor i Sankt Lukas Kirke i Aarhus.

”Min bedstemor kunne fortælle om Gud og Jesus. Hun havde mistet en storebror som lille pige, og hun var nærmest blevet sindssyg af sorg, men så var Gud kommet til hende og havde taget hende med op til himlen. Hun fortalte igen og igen, hvordan Gud havde sagt til hende, at det kun var få, som fik lov at slippe ind før tid, men hun havde set sin bror, som sad på en sten, og bemærket, at han så lykkelig ud. Når hun syntes, livet var trangt, tænkte hun på det syn. Men så var der også min bedstefar. Når bedstemor talte længe om Jesus, brød han ind og sagde, at han kendte Chaplin, som også kunne udrette mirakler og i hvert fald gå i rendestenen uden at falde, og så gik vi i Fotorama og så stumfilm med Chaplin.”

Anden Verdenskrig satte en brat stopper for søndagene i Sankt Lukas Kirke med bedstemor og turene med bedstefar til Fotorama. Erik Rostbøll blev engageret i modstandsbevægelsen som 14-årig og rejste siden rundt i landet som kurer, inden han blev taget til fange af Gestapo i marts 1945.

”Jeg nægtede at udlevere navnene på mine kammerater, og jeg nægtede at heile og proklamerede, at jeg ikke troede på Hitler, men på Jesus Kristus. Jeg blev sparket og spyttet på og kom i fangekælderen, hvor jeg lå ventede på at komme op og blive skudt. En dansk hippomand, som havde været med til forhøret, kom og gjorde mig lidt i stand. Han sagde, at han godt var klar over, at han var på den gale side, og at det ikke ville vare så længe, inden han selv kunne blive taget til fange. Han sagde, at han kunne hjælpe mig ud, hvis jeg ville lægge et godt ord ind for ham. Jeg tænkte over det. Hvad var mit alternativ?”.

Og sådan gik det til, at Erik Rostbøll en tidlig morgen i marts 1945 stod på Polititorvet i København, hvor han med nød og næppe undgik at blive skudt af de vagter, som stod på pladsen og affyrede skud mod den taxa, der mod alle odds havde vist sig på pladsen med et lille skilt, hvor der stod ”fri”.

”Hvor kom den taxa fra? Hvem reagerede uden varsel? Det er gådefuldt og næsten ubegribeligt at tænke tilbage på, men det har været bestemmende for min livsoplevelse og livsforståelse. Det er en gåde, og det kan ikke nytte, at man vil gøre sig klog på sit livs gåder. Det er lidt for barnligt af os kloge mennesker at forlange en opklaring af alle ting.”

Når Erik Rostbøll skal se tilbage på linjer i sit liv, peger han på en række eksempler på ufortjent godhed, han har mødt. Skovfogeden, som lod ham have sit citadel, og klasselæreren, som forstod, at han havde behov for at pjække, nævner han i den sammenhæng. Men også de mennesker, som modtog ham, da han medtaget kom til Sverige i marts 1945 som flygtning: diplomaten Ebbe Munck (1905-1974), der åbnede sit hjem for ham, og Stockholms biskop, Manfred Björkquist (1884-1985).

”Fra 1943 til 1944 var jeg elev på Grundtvigs Højskole i Hillerød og forstander C.P.O. Christiansen blev som en åndelig far for mig. Før flugten havde jeg kontakt til ham, og han gav mig et brev med til biskop Björkquist i Stockholm. ’Han vil være din ven,’ sagde C.P.O. Christiansen. Og det skal jeg love for, han ville.”

Efter at have været indlagt på et svensk sygehus og opereret for en del skader, ankom han til Sigtuna Stiftelsen, hvor biskoppen skulle tale.

”Björkquist talte til en stor forsamling og koblede mig på. Og der var ingen vej uden om. Da jeg havde aflagt, hvad biskoppen kaldte mit vidnesbyrd, indbød han mig til et års studieophold på stiftelsen. Jeg tog imod, og det var en utrolig livsmulighed.”

”At blive gammel betyder at mennesker, som har været bærende elementer i tilværelsen, bliver taget bort en efter en. Jeg har haft mange venner, men hvor mange af dem er tilbage? I savnets stunder er det godt at tænke på det nærvær, jeg har oplevet livet igennem. Jeg er blevet forfulgt af uforskyldt godhed. Jeg kan kun se det som et tegn på Vor Herres nærvær. ”

Norges natur har altid haft en særlig betydning for Rostbøll, som første gang slog sig ned i Norge i 1949, hvor han læste litteratur og idéhistorie ved Oslo Universitet, hvor han siden kom til at undervise. Han var samtidig en flittig kronikør i norske aviser, men det var som skønlitterær forfatter, at han slog sit navn fast i 1953 med romanen ”Og hanen galede anden gang”.

Romanen kom på både norsk, dansk og svensk i store oplag. Siden skrev han et skuespil og et par rejsebøger, men en opfølgning på gennembrudsromanen kom ikke, og privatlivet var ikke let. Han fik tre døtre i sit første ægteskab, men blev skilt. Siden blev han gift igen og fik to sønner og blev skilt.

I 1964 fik han en opfordring fra Viborg Stifts biskop, den indremissionske Baun, om at blive ordineret, så han kunne blive præst, skønt han ikke var teolog. Bispekollegiet bakkede ham op, og han blev ordineret og indsat som sognepræst i Magleby på Møn. Hans sidste embede i den danske folkekirke var i Esbønderup Kirke i Nordsjælland. I alle årene har Norge været hans fristed. Det norske hjem, Kvitsyn, købte han i 1970. Dengang var det en nedbrændt, gammel gård, som han siden har givet nyt liv.

I mange år var stedet hans feriehjem, men i godt 20 år har han og ægtefællen Kirsten Rostbøll boet her fire timers kørsel nordvest fra Oslo. Sidste år blev der lavet en times dokumentar til NRK, Norges svar på DR, om parret og deres hjem i serien ”Der ingen skulle tro at nogen kunne bo”. Han har vikarieret som præst, mens hun har stået bag opførelsen af et lyskapel ved Beitostølen, og som man også kan se i dokumentaren, har hun fået opført en kirke ved hjemmet, hvor parret dagligt har nadvergudstjeneste.

”De dage, hvor sneen er høj, holder vi gudstjeneste med nadver i stuen. Nadveren er blevet mit daglige brød. Man kan ikke være for tæt på Vorherre.”

Parret har åbnet deres kirke for sognet, som med jævne mellemrum holder gudstjenester der. Den lokale præst er liturg, mens Erik Rostbøll prædiker. Når han langfredag fejrer sin fødselsdag, vil kirkeklokken lyde ud over dalen, men dagen er sat af til den stilhed, som han mener, langfredag kræver.

”Jeg blev engang spurgt af nogle tidehvervske teologer, som ville sætte mig på prøve, om jeg kunne fortælle, hvorfor Kristus blev korsfæstet. De ville vide, hvorfor han blev henrettet, og om jeg kunne forstå det. ’Ja, det er fordi han elskede ubetinget, og det kan vi mennesker ikke tåle, for det afslører os fuldstændigt,’ svarede jeg. Vi stiller altid betingelser, men her er tale om en betingelsesløs kærlighed, og det sætter os på plads. I mødet med absolut kærlighed bliver vi helt udleveret, for så kan vi heller ikke kræve eller opstille betingelser. Langfredag viser klart den betingelsesløse dimension i forholdet mellem Gud og mennesker, og når kærligheden bliver ubetinget, har vi intet forsvar. At komme ind i den sfære af ubetingethed gør påsken til en renselsesfest.”

Siden krigen har han haft svært ved at sove. I stedet læser han og lytter til klassisk musik. I dagene op til påske er det ”Johannespassionen” af Bach.

”Min nætter er noget særligt. Der kommer så meget til mig i mine drømme, og det kan ikke nytte, at jeg tænker, at det her sover jeg fra. Det kan jeg ikke. Det er hårdt ikke at sove om natten, men i perioder, hvor man er båret af livets frodighed, går det an. Nu, hvor det går den anden vej, så er det slemt.”

Efter en nat med dårlig søvn, holder han af at sætte sig og se solen stå op, mens han lytter til vindens hvisken og fuglenes spredte sang.

”Når jeg sidder og venter på den opstigende sol over den her verden, så bliver lille Erik sat på plads. Når man snart er 90 år, er det indiskutabelt afgangstid, og man bliver på mange måder reduceret, men du kan stole på, at der er håb. Det ved jeg en masse om fra mine nætter. På en eller anden måde er det sørme sandt, vi ikke er overladt til os selv. I eksistensens kerne er det muligt at gøre den erfaring, at vi ikke er overladt til os selv, og det har man brug for at vide i min alder.”

Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen