En lun majdag i år faldt min kæreste på knæ for mig. Vi strakte ben på en bjergskråning, lænede os op ad en middelalderlig klosterruin, hvilede blikket på en vulkan. Vi var på Sicilien i Italien, og min kæreste havde det meste af dagen kørt os rundt på krogede landeveje – i bjerglandskaber, som ikke kunne ses for skyer.
Tågen var hemmelighedsfuld og lovede noget vigtigt, noget spektakulært. Sådan havde jeg det i hvert fald. Den fornemmelse gav mig anledning til at improvisere et foredrag for min søde og pålidelige chauffør om ”tilsløring som virkemiddel” og om tågehavet på den tyske maler Caspar David Friedrichs (1774-1840) ikonisk-romantiske maleri; det, som hænger i Hamborg og fylder 200 år i år.
Min kæreste havde med andre ord fortjent sit hvil, da vi gjorde holdt, og solen pludselig brød igennem. Men tågen viste sig til gengæld at holde ord: Landskabet var voldsomt og skønt i alle sine udtrækninger. Vi kiggede. Nej, vi skuede, ligesom man ville have gjort det i romantikken. I hvert fald sagde vi ikke ret meget i meget lang tid. Imens forsøgte et energisk italiensk par i pensionsalderen at trænge ind i den hensmuldrende borg, vi stod ved. Det lykkedes vist ikke, jeg ænsede det ikke rigtig, på et tidspunkt var de væk.
Og så vendte min kæreste sig om mod mig, så ned på murbrokkerne, fandt et passende sted at placere sit højre knæ, hev en lille æske ud af sin inderlomme og sagde: ”Jeg har noget, jeg skal spørge dig om.” Han så op på mig og spurgte: ”Vil du gifte dig med mig?”.
Præcist, værdigt og næsten fattet. Som trumf viste han mig den medbragte ring – som om han havde brug for diamant og frustreret rødguld til at overtale mig. Jeg skreg ”ja”. Jeg brast i gråd, snublede ned ad den porøse stentrappe, fik øje på det ældre ægtepar og løb forvildet efter dem. Jeg gestikulerede, at jeg lige var blevet forlovet! At jeg skulle giftes! At jeg var lykkelig! Jeg slog med andre ord et stort hul i den andægtighed, bjerget og min kæreste havde sørget for. Han tog sig til hovedet.
Jeg gjorde, som jeg gjorde, fordi jeg længe havde forestillet mig netop dette øjeblik. For mit indre blik havde han knælet talløse gange. Ligesom vi allerede havde stået i en kirke foran hinanden. Jeg havde dagdrømt om tyk råsilke og om blonder. Også selvom jeg er midt i 30’erne og har tre halvstore sønner. Også selvom dette vil være både mit og min kærestes respektive bryllup nummer to.
Jeg blev så akavet begejstret, fordi jeg så afsindigt gerne ville have, at den mand, jeg allerede bor sammen med, skal blive min mand helt officielt.
Men jeg for også sådan op, fordi jeg har læst ”Stolthed og fordom”. Læst er faktisk en underdrivelse. Jeg kan den engelske forfatterinde Jane Austens roman om de fem giftemodne søstre forfra og bagfra. Den med Lizzy og hr. Darcy. Dusinvis af gennemlæsninger har givet mig smag for forlovelse.
Og nu var jeg en del af det dét univers. Det kønskonservative univers, hvor det er mænds privilegium at fri og kvinders privilegium at takke ja eller afslå. Et univers, nogle måske stadig holder af, men hvis ritualer forekommer flere og flere at være gammeldags og aparte. Bryllupper er fine nok. Forlovelser bør man gå lidt stille med.
At mange faktisk tænker sådan, kan jeg se på de overbærende smil, når jeg viser min nye ring. Jeg kan også mærke det på mig selv: Jeg ved godt, at det er ret kikset-konservativt at være ringforlovet.
Men meget af magien ved forlovelsesskikken ligger netop for mig i den omstændighed, at kutymen (i sagens natur) føles gammel og afprøvet: At den giver almen form til individuelle erfaringer. At den tøjler luftige følelser og håb for fremtiden til en robust tradition.
Og her bliver det et problem, at jeg er forskningsansat på et institut for historie. For jeg ved faktisk godt, at forlovelsesskikken – som en sag mellem to mennesker, et knæ og en ring – i historisk sammenhæng slet ikke er særlig gammel. Jeg ved godt, at den voksede sig stærk og almen i Jane Austens 1800-tal. Og jeg ved også godt, at den gjorde det, fordi det var en periode, hvor man lagde stadig mere fokus på de ægteskabelige praksisformer (både brylluppet og alt andet tilstødende), fordi ægteskabet lige så stille blev mere porøst, og flere og flere blev skilt. Ikke som de gør i vore dage, men ikke desto mindre påfaldende hyppigere end før.
Jeg ved også godt, at man i 1800-tallet var fascineret af middelalderen, at man forsøgte at rodfæste alle de moderne ting – for eksempel folkelige initiativer, demokrati – i ”denne naturlige” og ”nære” fortid, man mente, middelalderen var. Man forsøgte at sløre det modernes ”nyhed” ved at indhylle det i traditionen. Det gjaldt også forlovelserne. De skulle være en middelalderlig krog i den ægteskabelige optaktsfase. Mændene skulle nu pludselig falde på knæ, fordi man havde en idé om, at det var sådan, riddere havde gjort i middelalderen. Tilsvarende tanker gjorde man sig om ringen.
På den måde forsøgte man at kaste en historisk dis hen over kærlighedsforholdet, som skulle gøre det mere modstandsdygtigt. Alle, som kender Danmarks Statistik, ved godt, hvordan den historie endte.
Denne viden kunne godt være en udfordring for min lyst til at dreje rødguldet, drikke bobler og kigge i bryllupskataloger. Heldigvis letter tågen ikke så let i hjertet som i hovedet: Selvom jeg er helt på det rene med, at skikken hverken er ”ren” eller ”autentisk”, føltes det ret fantastisk at lægge krop til den.