Prøv avisen

Jeg blev frarøvet en del af mig selv ved min mors død

”Jeg er glad for alt det gode, vi delte, men jeg ville bare gerne have haft noget mere af hende,” siger Britta Dueholm, der savner sin mor, som døde i sommer. – Foto: Leif Tuxen

Britta Dueholms mor døde i sommer som næsten 88-årig. Sorgens styrke er kommet bag på datteren

Savnet kan komme som en bølge. Sådan en bølge rammer ofte, når Britta Dueholm sidder her i stuen i lejligheden i København.

I mange år var dette rum rammen om forholdet til hendes mor, Agnes Kirk Dueholm, for flere gange om ugen satte hun sig med en kop kaffe og ringede til sin mor i Brande i Midtjylland. En samtale, som stort set altid blev indledt på følgende måde:

”Hej mor.”

”Hej Briitaaa.”

”Min mors stemme har været den mest hjemlige og trofaste stemme i mit liv, og der er dage, hvor jeg har svært ved at forsone mig med, at den nu er forstummet for evigt. Det er, som om jeg ved min mors død er blevet frarøvet en del af mig selv,” siger Britta Dueholm.

Hendes mor døde den 9. juli 2017. Hun blev næsten 88 år. Britta Dueholm tænder computeren og viser et af de sidste fotografier af sin mor. Det er fra juleaften 2016. Hendes mor er meget tynd og meget smilende. Den jul fortalte hendes mor, at hun havde mistet livsgnisten. En ellers aktiv og udadvendt kvinde havde trukket sig tilbage, og appetitten var nærmest væk. Efter jul kom der mere hjemmehjælp, inden hun få måneder før sin død kom på plejehjem.

Britta Dueholm har ikke altid haft et nært forhold til sin mor. Hun er nummer to i en søskendeflok på fire, som voksede op i Brande. Hendes far var værkfører, mens moderen gik hjemme, indtil de tre af børnene var flyttet hjemmefra. Siden uddannede hun sig til beskæftigelsesvejleder og blev ansat på et lokalt plejehjem.

Britta Dueholm havde svært ved at finde sig til rette i skolen, og hun følte ikke, at forældrene forstod hende, så derfor valgte hun som 15-årig at flytte langt hjemmefra. Hun kom i huset hos en familie i Skovsted ved Brovst i Nordjylland, og i en årrække havde hun ufaglært arbejde i børnehave, ungdomsklub og i køkkener.

”I en del år havde vi det svært med hinanden, men da jeg var omkring 36 år, besluttede jeg mig for at tage en uddannelse og blev cand.mag., og vi fandt ind i et nyt og bedre forhold til hinanden, og vi fik talt om nogle af de ting, som havde været svære, da jeg var yngre.”

Efter sin mors død har Britta Dueholm genlæst de breve, hendes mor gennem årene sendte hende. I sin gennemlæsning stødte hun på et postkort, som fortæller om noget af det, Britta Dueholm i dag savner. På kortet ser man et hav, en himmel med et sløret skær, og i horisonten kan man ane lyset. Hendes mor har skrevet på billedet: ”Kan du se lyset?”.

”Det kort sendte min mor mig i en periode, hvor jeg ikke havde det så godt. Jeg har haft kræft og fik i den forbindelse også en depression. Her var min mor den, som pegede på lyset og var omkring mig med en ubetinget kærlighed, som kun en mor kan give. Hun tog telefonen og var der med trøst, forståelse og opmuntring. Det har betydet meget.”

Britta Dueholm har ikke selv stiftet familie. Når hun tænker tilbage på forholdet til sin mor de senere år, så er det præget af minder, hvor de to kvinder oplevede København på solrige sommerdage. De nød at gå langs byens kanaler, hvad enten det var Nyhavn eller Christianshavn. Med til minderne hører også stunder, hvor de var fordybet i samtale i hjemmet i Brande. Det sidste halve år tog Britta Dueholm oftere til Brande og blev i længere tid. Ni dage før hendes mor døde, talte de for sidste gang i telefon med hinanden.

”Vi kom hinanden nær på en måde, vi ikke havde prøvet før.”

Sorgens intensitet efter moderens død har overrasket Britta Dueholm. Hun spørger sig selv, hvordan sorgen kan være så stærk, når hun i årtier har levet et selvstændigt liv. Hun havde tænkt, at hendes mors død ville opleves som noget naturligt, fordi hendes mor var både gammel og svækket. Sorgen er slet ikke den samme som dengang for 24 år siden, hvor hun mistede sin far.

Britta Dueholm undrer sig over, at hun ikke har hørt andre tale om, hvor ondt det kan gøre, når man skal være alene i verden uden de forældre, som altid har været der.

”Der har været uger, hvor jeg ikke har haft plads til meget andet i mit liv, fordi jeg på en smertelig måde har været fyldt af tabet. Jeg har kunnet tale med en af mine søstre om det, men jeg har samtidig haft brug for at være mig selv og græde. Jeg er glad for alt det gode, vi delte, men jeg ville bare gerne have haft noget mere af hende.”

For nylig har Britta Dueholm været tilbage i Brande, drukket kaffe med et par af moderens venner og besøgt gravstedet på Brande Kirkegård.

”Min mor var forberedt på sin død. Den måde, hun brugte sin sidste tid på, viste mig, at man skal sørge for at have styr på de løse ender i sit liv i tide. Det var nok det sidste, min mor lærte mig.”

Video: Britta Dueholm om at miste sin mor