På spisebordet i min toværelseslejlighed står en computer, og ud af den flyder 20 børnestemmer og en lærer, der desperat prøver at skære igennem larmen. Under coronanedlukningen er min 14-årige niece kommet bagud med sine lektier, og det er for hårdt for hendes 25-årige moster at bære. Hun bor hos sin far, der er lastbilchauffør, så meget af dagen er hun alene. Så jeg inviterede hende hjem til mig i en uge, hvilket er et helt usædvanligt langt besøg. Og da hun sagde ja tak til invitationen, var jeg i tvivl om, om hun i virkeligheden gjorde det for min skyld.
Der er en, der falder i søvn foran skærmen, og jeg kan godt forstå, hvorfor det er fristende, når hun modtager undervisningen direkte fra sengen. Teenagedyret herhjemme sidder dog stadig oprejst, selvom hun både fryser, er træt og ikke forstår den stillede tyskopgave. Jeg glemte også selv at høre efter i tysk, da jeg gik i 8. klasse, så jeg hjælper hende efter bedste evne, hvilket ikke bliver til mere end et par halve sætninger. Hun ser på mig med håbløshed.
Da skoledagen er slut, og det er gået op for mosteren, hvor meget hun har lært om alt fra blodets kredsløb til bøjning af tyske verber, ringer den anden niece, som er ni år og bor hos sin mor. Det er tid til den daglige frilæsning, som skolen anbefaler. Under coronanedlukningen foregår det sådan, at niecen ringer til mig på videotjenesten Facetime og sender billeder af siderne, så jeg kan følge med. Da teenageren hører, at det er lillesøsteren, der er i den anden ende af røret, ser hun sit snit til en velfortjent pause fra den alt for engagerede moster. Hun trækker sig tilbage og håber sikkert, at jeg ikke nævner noget om de grammatikopgaver, hun mangler at lave.
Den yngste niece begynder at læse op fra biblioteksbogen, der er tæt på 30 år, hvilket sproget og de gulligt plettede sider afslører.
Artiklen fortsætter under annoncen
”Min sandsten,” lyder det prøvende fra skærmen. Hun ved godt, at det ikke er det, der står. Jeg griner, hvilket nok ikke er særlig pædagogisk. Heldigvis griner hun også.
Jeg irettesætter. Ordet er ”minsandten”. Det næste spørgsmål bliver selvfølgelig:
”Hvad betyder det, moster?”.
Jeg river mig i håret. Hvad er min undskyldning for ikke præcist at kunne forklare, hvad et ord som minsandten betyder? Jeg forklarer, at det er et gammelt ord. Jeg sænker stemmen og siger hurtigt:
”Det betyder nok noget i retning af ’faktisk’.”
Hun køber den, jeg går fri, og hun læser videre. Næste spørgsmål lyder, hvornår der er gået de 20 minutter, som læsningen varer, og jeg svarer, at det er ved at være tid. Hvad hun ikke ved, er, at jeg altid strækker tiden til 30 minutters læsning. Vi lægger på, og jeg priser mig lykkelig for, at i morgen vil det hele gentage sig – hjemmeskole og frilæsning.
For fire år siden flyttede jeg 130 kilometer væk fra min familie for at studere, arbejde og mærke storbyens sus. Hvad jeg efterlod tilbage, har jeg kunnet mærke under corona. Lige så frustrerende som teenagere kan være – var jeg lige så ugidelig? – lige så givende har det været at føle sig nyttig. Og selvom læsningen med den mindste foregår gennem en skærm, er de små samtaler, som udfolder sig imellem sætningerne, helt uvurderlige. Så uvurderlige, at jeg helt overvejer at flytte tilbage til min familie – også selvom det er ude, hvor kragerne vender. Jeg har savnet dem, og coronanedlukningen har givet mig tiden med dem tilbage.
Det er også, hvad jeg hører fra andre, især bedsteforældre, der har fået lov til både at agere hjælpelærere og pasningstilbud, mens samfundet er alt andet, end som det plejer. Lad os håbe, at den øgede kontakt til vores kære vil vare ved, også når landet forhåbentligt snart åbner igen.
Indtil da må jeg lægge bånd på mig selv, for der sker vel ikke noget ved, at teenagerens tyske grammatikopgaver venter til i morgen.