Prøv avisen
Spørg om livet

Christina har aldrig følt sig god nok: Jeg er en skuffelse i min mors øjne

Det er svært at være en skuffelse både i egne og i ens mors øjne. Desværre bliver jeg mere trist end vred over, at det er sådan. Jeg har aldrig rigtig kunnet blive rigtig vred på hende som barn, for så blev man selv så skyldig, skriver Christina til brevkassen. Foto: Ritzau Scanpix/Iris/Shutterstock/Modelfoto

Christina voksede op med følelsen af aldrig at være god nok. Det har hun taget med sig ind i voksenlivet, hvor hun kæmper med lav selvfølelse

Kære brevkasse

Jeg er en kvinde midt i 30’erne. Jeg er single og har i mange år ofte kæmpet med lav selvfølelse. Jeg synes ikke, jeg er god nok eller ser godt nok ud. Når jeg er ude blandt andre i privat sammenhæng, mærker jeg en diffus ængstelse for, at jeg ikke er interessant nok. Jeg gør mig altid umage og forsøger at være imødekommende og smilende og bruger kræfter på at forsøge at finde på emner eller spørgsmål, der er interessante eller morsomme. Men det er meget anstrengende, og jeg orker ikke altid at tage af sted.

På mit arbejde går det rimeligt godt. Jeg har en arbejdssituation, hvor jeg kender min rolle og arbejder mest selvstændigt med at svare på spørgsmål fra kunder i telefonen. Det svære på job er de sociale situationer med kollegerne. De er søde og venlige, men jeg føler mig ofte akavet.

Desværre kæmper jeg derhjemme med en del tristhed. Jeg har nogle enkelte veninder, og de er rigtig søde. Selv sammen med dem kan jeg føle, at jeg ikke er ”rigtig”. Så det er sjældent, at jeg slapper helt af. Den største glæde får jeg, når jeg er sammen med dyr. Som barn havde jeg i en periode en hund. Den var mit kæreste eje. Mit store ønske er at få en hund, men det må man desværre ikke have der, hvor jeg bor.

Mine forældre bor en halv times kørsel fra mig. Jeg besøger dem indimellem. Men desværre giver det mig ikke mere mod og glæde. Snarere tværtimod. Min mor er et kapitel for sig. Hun er altid meget bekymret for mig, men jeg får en følelse af, at det mest er synd for hende, at jeg er, som jeg er, og det er synd for hende, at hun har mig som en bekymring. Jeg har en storebror, som er en del år ældre end jeg. Han og hans familie klarer sig godt. Min svigerinde er god til at negligere min mors mærkelige kommentarer, og de skøjter hen over tingene, når de er der.

I min opvækst var min mor ofte skiftevis bekymret, fortravlet eller vred på en slet skjult måde. Hun var og er enormt optaget af, hvad andre tænker og tror om hende og om os. Når hun var ude i verden, eller vi fik gæster, var hun ofte smilende og overvenlig, men bagefter kunne hun være kritisk og tale negativt om de selvsamme mennesker. Når der opstod uenighed i familien, blev hun enten småfornærmet eller såret på en slags ynkelig måde. I det hele taget handler det meget ofte om hende, og hun går aldrig i sig selv eller siger undskyld.

Det er svært at være en skuffelse både i egne og i ens mors øjne. Desværre bliver jeg mere trist end vred over, at det er sådan. Jeg har aldrig rigtig kunnet blive rigtig vred på hende som barn, for så blev man selv så skyldig.

Min far er en stille type. Han føjer som regel mor i hendes indfald. Han vil det så godt, men han bliver ofte kritiseret. Jeg synes ofte, det er synd for min far, og samtidig kunne jeg ønske, at han kunne have udfordret min mor noget mere.

Den ene af mine veninder har en skøn mor, som hun næsten kan snakke med om alt, og de hygger sig sammen, og jeg kan mærke, at hun bliver opmuntret af samværet. Jeg har været på besøg sammen med hende hos hendes forældre, og jeg oplever, at de har en helt anden fri atmosfære. Det er næsten ikke til at holde ud, når jeg sammenligner mit eget forhold til min mor.

Jeg har prøvet at gå i terapi for nogle år siden, og det var også o.k., men det har ikke hjulpet grundlæggende for mig. Jeg kan ikke komme uden om en tanke om, at min mor er forstyrret på en eller anden måde. Det var i hvert fald ofte relationen til hende, som vi talte om i terapien. Tænker I, at jeg skulle gå i terapi igen, og hvad tænker I om min mor og mit forhold til hende? Det er jo mine forældre, men jeg skal tage mig sammen til at tage hjem til dem og endda også til bare at ringe. Min mor synes, jeg kommer for sjældent på besøg, men jeg slapper slet ikke af hos dem.

Venlig hilsen
Christina

Kære Christina

Tak for dit brev. Som vi tidligere har nævnt i brevkassen, skal man være forsigtig med at diagnosticere mennesker, som man ikke selv har mødt, og som der sikkert kunne skrives meget mere om. Alligevel vil vi godt dele nogle ting, som giver genklang i vores faglighed og kendskab til mennesker gennem mange år.

Når vi læser dit brev, slår det os, at centrum og akse for det hele er din mors bekymringer, humør, tilfredshed, vrede, sårethed, synspunkter om dit og dat, og at du bliver mere drænet i samværet end opbygget. Vi lægger også mærke til, at det er uforanderligt, fra du var helt lille til i dag. Det handler således ikke om en periodisk ting eller en konkret krise, men om hendes personlighed.

Vi har mødt flere, som kender til de samme ting, som du skriver om, som har haft stor glæde af at læse bogen: ”Bliver jeg nogensinde god nok” af Karyl McBride. Den handler om voksne døtre af mødre med narcissistiske træk. Du kan selv læse i den og se, om den spejler din virkelighed.

En narcissistisk person er på en måde hele tiden i underskud uden selv at kunne erkende det og søge hjælp for det. I stedet bruges andre mennesker og især de nærmeste til at supplere det, som personen selv er i mangel på, og vedkommende føler, at det har han eller hun ret til. Når vedkommende af mange forskellige grunde ikke får ret eller den støtte, som synes berettiget, kan narcissisten opleve sig krænket.

I analytisk terapisprog hedder det, at andre mennesker for en sådan person er ”delobjekter”. Narcissister har ofte svært ved at se andre mennesker som hele mennesker, som er helt forskellige fra dem selv med selvstændige behov og egne følelser. De ser i stedet andre som ”dele”, som de kan inkorporere i sig selv. Et menneske, som således forsyner narcissisten med dennes behov, er således ”gode”, mens dem, som ikke gør det, let bliver en skuffelse.

Det siger sig selv, at er man barn og vokser op med en forælder med narcissistiske træk, så lærer man ikke grundlæggende at mærke sig selv og være tryg og glad ved at være den person, som man er skabt til at være. I stedet lærer man tidligt at have antennerne ude og mærke efter, hvilke ”dele” som behøves, for at man kan føle sig elsket.

Er dette gennemtrænet gennem hele opvæksten, overføres det let til andre vigtige personer i livet, også som voksen, hvor man ofte kan føle: Jeg er ikke god nok, jeg er ikke værd at elske.

Som du nok fornemmer, kunne der skrives rigtig meget mere om sådanne drænende relationer. Vi håber, at du snart kan skrive nye kapitler i dit liv. Vi synes bestemt, at du skal opsøge god og kvalificeret terapi igen. Usunde bindinger er mulige at bryde, selvom det kan koste mange kræfter, kamp og sorg at acceptere, at sådan er virkeligheden.

Mange hilsener