Indimellem trækker Jane Bak Kristensen bittersødt på smilebåndet, når hun drejer ind på Idylvej. Hun mindes, hvordan hun og manden Thomas engang kørte rundt i nabolaget for at finde et hus og den fælles ramme om en fremtid sammen, og hun pegede på vejskiltet og sagde: Det er der, vi skal bo. Idylvej. Det føltes helt rigtigt.
De endte med at købe hus netop her, og hun bor her stadig, men uden Thomas. Han faldt om en dag for fire og et halvt år siden og døde som 27-årig. Lægerne sagde, at hans hjerte simpelthen holdt op med at slå, men det var ikke vigtigt for hende. Det afgørende var, at den fremtid, de havde drømt om at dele med deres lille datter, var væk for altid. Og da Kristeligt Dagblad talte med hende et år efter tragedien, kunne hun ikke se, hvordan hun nogensinde skulle drømme igen.
”Jeg drømmer ikke om noget. Jeg er ikke klar til at give slip på de drømme, vi havde sammen, for jeg har endnu ikke nye at erstatte dem med. Hvis jeg ikke havde haft Anna, var jeg fulgt efter Thomas,” sagde hun dengang.
I dag er rammerne om hendes liv stadig de samme. Hun bor i det samme hus med datteren, der nu er seks år. Hun har det samme job som pædagog i en børnehave. Billederne af Thomas står stadig på reolen. Og en stor del af sorgen er præcis lige så tung at bære, som den var dengang, for når Anna får ros i børnehaven, går luciaoptog eller har det svært, er Thomas der stadig ikke til at dele stoltheden og smerten. Han er der ikke til at huske det hele sammen med hende, og der er dage, hvor tanken om, at det aldrig bliver anderledes, omslutter hende og holder hende fast til sengen.
”Jeg er ikke en så-endte-det-heldigvis-lykkeligt- historie,” siger hun.
”Vi har et okay liv, der er til at holde ud. Vi har fundet en rytme, der ligner de fleste andres, og det er en stor forandring fra sidst, hvor jeg slet ikke kunne se en ny hverdag for mig. Jeg vidste ikke, om vi kunne blive boende, og jeg var i tvivl om, om jeg kunne klare et arbejde, hvor jeg skulle give så meget til børnene, når jeg ikke følte, at jeg havde noget at give af. Men jeg fandt nogle ressourcer, jeg ikke kunne mærke, at jeg havde.”
Nogle gange tænker hun, at sorgens væsen er en mærkelig, uregerlig størrelse. I den sorggruppe på Facebook for yngre efterladte med børn, hun er tilknyttet, kan hun høre, hvor individuel sorg kan være. Nogle efterladte er fulde af følelser, andre har svært ved at mærke deres behov. Nogle rækker ud, andre vender sig indad. Nogle søger hurtigt en ny fremtid og finder kærligheden igen efter få måneder, mens andre går 10 år uden at nærme sig den. Jane hører mest til dem, der har svært ved at skelne følelserne fra hinanden og vender sig mest indad. I forhold til kærligheden nærmer hun sig midten af spektret, for hun har stadig ikke lyst eller overskud til at søge den igen, selvom mange omkring hende skubber lidt til hende. Det er ikke dårlig samvittighed over for Thomas eller Anna, der holder hende tilbage, hun er bare ikke nået dertil endnu.
Der er stadig alt for meget smerte. At tiden læger alle sår, passer ikke, siger hun, men tiden går, og det gør i sig selv noget. Tiden gør det synligt, at livet går videre. Nu har hun snart været igennem en håndfuld fødselsdage og juleaftener, og hver gang bliver sorgen lidt nemmere at navigere i, men tiden læger ikke, hvis man ikke selv gør noget. For hende blev psykolog nummer tre det skub, der lukkede lidt op for følelserne og den omsorg, omverdenen ikke helt turde vise hende.
”Jeg er blevet bedre til at acceptere, at min sorg er min sorg,” forklarer Jane Bak Kristensen. ”De første år kunne jeg svare hårdt tilbage, at folk ikke anede, hvordan jeg havde det, når de sagde, at de forstod min smerte. Nu tager jeg det ikke så nært, når folk siger noget upassende, og det har fjernet noget af deres berøringsangst. Og den er faktisk noget af det hårdeste, for når folk forsøger at lade som ingenting, er det for mig som at sige, at alt er, som det plejer at være. Og det er det absolut ikke.”
Det vigtigste tegn på, at hun trods alt bevæger sig, er, at hun er begyndt at drømme igen. Med Thomas drømte hun om at få et barn mere, renovere kælderen færdig, videreuddanne sig og køre Europa tyndt som pensionister. Nu drømmer hun kun om det nære liv med Anna. Og om at videreuddanne sig, for det er også en håndgribelig drøm. Men det bliver ikke større end det, for hun er bange for smerten ved igen at skulle indse, at en drøm ikke bliver til noget.
”Alle har drømme, der ikke bliver til noget, og det skal drømme heller ikke altid, men min allerstørste drøm brast. Det var drømmen om en kernefamilie. Om at komme hjem fra helt almindelige jobs klokken 16, lave lektier med børnene og spise fælles aftensmad omkring bordet. Det nære familieliv var den ultimative drøm for mig, og den får jeg aldrig opfyldt, for selvom jeg møder en anden mand en dag, så bliver det ikke, som det skulle have været. Smerten ved at skulle acceptere det kan jeg ikke bære igen,” siger hun.
Dermed er døren til et fremtidigt familieliv dog ikke lukket helt. Men en ny mand kan ikke være jaloux anlagt, for Thomas vil altid være med dem. Han vil stå på reolen, han vil være i Annas ansigt og i hendes separationsangst. Han vil leve i deres tanker. Til gengæld vil han ikke kræve Anna hver anden weekend. Han vil ikke skabe splid, og derfor er der en unik rolle for en ny mand til at spille en helt afgørende rolle for Jane og Annas videre liv.
”Jeg har hele tiden tænkt, at jeg mistede min fremtid, da jeg mistede Thomas, og sådan har jeg det stadig. For den fremtid, jeg havde planlagt, er væk for altid. Men ligesom man siger, at forældre til et stærkt handicappet barn skal sørge over det barn, de ikke fik, har jeg sørget over det liv, jeg ikke fik. Jeg føler dog, at det nu i højere grad handler om at skabe en ny fremtid. Den vil jeg gerne snart begynde at drømme om.”