Homs, Syrien, august 2011
”Brænd passet.”
AJ slår panisk øjnene op ved lyden af de hviskende ord, der kommer fra hendes fars mund. Han vil have AJ’s mor til at brænde datterens pas. Moderens svar drukner i skrig fra pigen, der farer op fra sin madras og begynder at råbe ad sine forældre. Hun vil ikke blive i Syrien.
De første stråler af den skarpe augustsol er begyndt at titte ind ad sprækkerne i bedsteforældrenes stenhus. Familien er i en lille landsby ved den syrisk-libanesiske grænse tæt på storbyen Homs. De grønne blomstermarker strækker sig, så langt øjet rækker, og oliventræer står på rad og række som soldater langs de støvede vejkanter. Idyllen vidner om, at byen endnu ikke er ramt af den krig, der er begyndt at bryde ud i de større syriske byer.
Det er tidligt på morgenen, og de andre familiemedlemmer sover tungt på madrasser, der ligger spredt rundt på det hårde stengulv. Med ét bliver deres søvn afbrudt af AJ’s højlydte gråd.
”Det hele er din skyld. Hvis det ikke havde været for dig, var vi ikke endt her,” hvæser hendes far vredt.
Det hele begynder to måneder tidligere. AJ’s familie er taget på ferie til Tyrkiet, men efter kun to dage vil hendes forældre pludselig videre til Syrien. Allerede i Københavns Lufthavn begynder AJ at fornemme, at noget er galt. Hun opdager, at flybilletterne er uden en returdato.
Hvad der skulle have været en lykkelig familieferie i Tyrkiet, ender med at blive en genopdragelsesrejse til Syrien for den dengang kun 13-årige pige.
AJ er langtfra den eneste med anden etnisk baggrund end dansk, der på egen krop har oplevet en genopdragelsesrejse. Især sommerperioden er højsæson for rejserne, da familierne kan få deres børn ud af Danmark med løfter om en sommerferie. Årsagen til rejserne er ofte æresrelaterede konflikter, herunder at de unge er blevet for danske. For nogle ender genopdragelsesrejsen med et tvangsægteskab eller omskæring.
Genopdragelsesrejser mod den unges vilje er ifølge dansk lov ulovlige. Frihedsberøvelse i et andet land kan ifølge straffelovens paragraf 261 give op til 12 års fængsel.
Siden 2015 har 33 kommuner skønnet at have haft kendskab til tilfælde af genopdragelsesrejser. De 33 kommuner har berettet om kendskab til 204 tilfælde af børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk, der har været sendt af sted. Derudover har Københavns Kommune opgjort, at man i perioden 2015-2017 har kendskab til 580 sager. Dette er sager, hvor skoler har formodet eller vidst, at et fravær skyldtes, at barnet har opholdt sig i udlandet.
I øjeblikket arbejder Udenrigsministeriet med 45 sager, hvor børn eller unge opholder sig ufrivilligt uden for Danmarks grænser. Herunder omhandler de 40 sager genopdragelsesrejser og såkaldt efterladelse. De resterende fem sager handler om tvangsægteskab.
København, Danmark, december 2006
Den hvide luciakjole bliver proppet nederst i skoletasken og gemt bagerst i skabet. Det er med angst i kroppen, at AJ som otteårig første gang trodser sine forældre, da hun i al hemmelighed går luciaoptog i 3. klasse. Ifølge hendes mor er det en dansk tradition, hun absolut ikke må deltage i.
”Allerede som lille blev jeg bevidst om, at min familie var anderledes. Min far slog min mor, og min mor slog mine søskende og mig. De udsatte mig for en negativ social kontrol, så jeg ikke blev for dansk. Jeg følte mig indespærret og tvunget til at lyve,” siger AJ.
Hun må ikke deltage i fødselsdage uden sin lillesøster, komme med på lejrskole eller snakke med drenge. AJ forsøger flere gange at konfrontere forældrene om de strenge regler, men får altid samme svar. Hun skal holde mund og gøre, hvad der bliver sagt.
”Selvfølgelig skal man sætte spørgsmålstegn ved det, man får at vide, men det måtte jeg ikke. Jeg har ikke kunnet bevæge mig uden for de grænser, der blev sat for mig. Men det gjorde bare, at jeg blev mere rebelsk.”
København, Danmark, juli 2011
Det er tidlig morgen. Der er stille i den lille lejlighed. AJ ligger i sengen. Hun mærker en blanding af adrenalin og stress svømme rundt i årerne. Hun har fået nok. Af det voldsramte hjem. Overvågningen. Ensomheden.
Resten af familien er i dyb søvn. Det er nu, hun kan slippe væk hjemmefra. Den flugt, hun har planlagt i dagevis, er på vej til at begynde. Tasken er nøje pakket. Pakket, som om hun skulle af sted på den lejrskole, hun aldrig fik lov til at komme med på. Scenen har udspillet sig i hendes hoved om og om igen. Hun skal bare klare hoppet fra altanen. Så kan hun lade sine ben føre sig væk. Men hun når aldrig så langt.
”Slip mig!”.
AJ’s mor ryster og græder, men nægter at give slip på sin datter. Flugtforsøget er mislykket. AJ når aldrig ud til altanen, før hendes mor får fat i hende. Hun insisterer på, at AJ skal gå tilbage i seng. Men først tager hun telefonen fra datteren.
Frygten begynder at boble i AJ’s mave. I længere tid har hun skrevet sms’er med en dansk dreng. Nu vil de blive afsløret. Det er ikke moderens slag, der er hendes største frygt, men faderens vrede.
AJ’s mor tager telefonen med ind ved siden af og ringer til sin mand, der er på arbejde som taxachauffør. Der er ingen anden udvej end at snige sig ud i køkkenet, hvor de fyldte pilleglas står. Udenfor skinner solen. Indenfor svimler det for AJ’s øjne, da hun tømmer de fyldte glas. Hun lægger sig på gulvet og venter.
AJ kommer på sygehuset. Lægen insisterer på, at forældrene skal forlade rummet, så hun selv kan fortælle, hvad der er sket. Med modvillige skridt ud af rummet råber moderen:
”Du skal ikke fortælle dem om vores familie!”.
Inde i AJ sniger frygten for det ukendte sig frem. Hun vil ikke fjernes fra sin familie. Hun kender ikke til andet. Så hun lyver. Selvmordsforsøget var, fordi hun ikke følte sig elsket af forældrene. Ingen stiller yderligere spørgsmål til familiens situation eller pigens selvmordsforsøg.
Det er efter den episode, at AJ’s far foreslår en familieferie til Tyrkiet, der skal bringe familien sammen igen.
Damaskus, Syrien, september 2011
Efter kun to dage i Tyrkiet og flere uger i Syrien er AJ’s forældre og søskende rejst til Danmark. Hun bliver efterladt alene hos mosteren og hendes mand i Damaskus. Det eneste, hun har tilbage fra sin familie, er faderens nådesløse ord. Han vil hellere have, at hun bliver dræbt i Syrien, end at hun kommer tilbage til Danmark. Genopdragelsesrejsen er begyndt.
De jordfarvede betonklodser står tæt op ad hinanden. Hovedvejen er sort af mennesker, hjemløse hunde og tuk-tukker, der larmer og buldrer af sted. AJ og mosteren må slange sig gennem menneskemylderet for at komme til det lokale marked.
På markedet summer spyfluerne om kap. Solen bager og lader grøntsagerne afgive en let rådden lugt. På jorden piler kakerlakker frem og tilbage i hurtig flugt fra de mange mennesker, der fylder gaderne.
I sin tid i Damaskus går AJ i koranskole, og så hjælper hun med at handle og lave mad. Alt det, en god kone skal kunne. Hun overvejer at stikke af, men krigen i Syrien er begyndt at tage til. Damaskus er præget af skud og bomber, så chancen for at slippe væk levende er minimal. Og hun har ikke noget pas.
AJ tilbringer det meste af sin tid i huset. Hendes værelse ligger i underetagen ved siden af stuen. Kun en ensom madras fylder rummet, der er mørkt og køligt. En boligblok skygger for solen til hendes vindue. Kun enkelte solstråler slipper igennem mørket og lyser det orange mosaikgulv op.
”Jeg havde aldrig nogen at tale med. Jeg var mig selv nærmest, så jeg begyndte at snakke med mig selv. Med mit fremtidige jeg. Altså den, jeg er i dag. Det gav den lille pige håb og gjorde, at jeg ikke gav op.”
I den tid, AJ befinder sig i Syrien, er der ingen fra hendes danske skole, kommunen eller sygehuset, der gør opmærksom på, at hun er væk.
Siden da er der dog kommet større fokus på at hjælpe unge i tilsvarende situation hjem til Danmark igen.
I 2012 blev der i forbindelse med den nationale strategi mod æresrelaterede konflikter indført et initiativ, hvor unge, der frygter at blive sendt på genopdragelsesrejse, kan udfylde en blanket og aflevere den til en, de stoler på. Hvis den unge ikke er tilbage i Danmark på den forventede dato, sættes en hjælpeproces i gang. Den indebærer en forhandling mellem Danmark og det land, som den unge befinder sig i.
I København findes Red Rådgivning, der hjælper unge med anden etnisk baggrund end dansk. Det er et landsdækkende tilbud, og rådgivningen foregår primært ved, at unge ringer ind til døgnåbne telefoner.
I 2018 modtog Red Rådgivning 1375 henvendelser. 136 af disse henvendelser vedrørte genopdragelsesrejser. Hvis det vurderes, at den unge er i en særligt udsat situation, kan personen bo i et af Reds såkaldte safehouses, der ligger beskyttede steder i Jylland og på Sjælland. Red har fået et større fokus på genopdragelsesrejserne og de æresrelaterede konflikter, end da AJ var af sted. Deres safehouse er udvidet med 14 ekstra pladser på Sjælland og med 12 akutpladser i Jylland. Derudover har de 24 udslusningsboliger fordelt over hele landet, hvor de unge kan bo efter et længere ophold i et safehouse, indtil de er klar til at bo for sig selv igen.
Red safehouse har hidtil været delvist finansieret af satspuljemidler.
Damaskus, Syrien, november 2011
Efter fire måneder alene i Syrien får AJ at vide, at hendes mor er på vej for at hente hende hjem til Danmark. Hun brændte aldrig passet, men hjemkomsten er imod faderens vilje. De snakker aldrig om Syrien igen.
”Vi gik rundt med en sort, tung sky over os. Vi vidste alle, at der var noget, vi aldrig havde snakket om. Og det var, hvad der skete i Syrien,” siger AJ.
Tilbage i Danmark skal AJ begynde i en arabisk skole. Hun adlyder forældrene og gør ikke modstand af frygt for at blive sendt tilbage til Syrien. Da AJ begynder i gymnasiet, bliver forældrene skilt, og det betyder, at hun får mere mod til at sige fra.
AJ bor stadig med sin mor, da hun begynder at læse jura på universitetet. Hendes forældre er imod uddannelsen.
”Min mor ville hellere have mig gift. Hun sagde, at en uddannelse ikke kunne give mig noget, men det kunne en god mand,” siger AJ, der alligevel fortsatte sine studier.
Trods studielivet og livet i Danmark blusser konflikterne i familien fortsat op. En dag i 2017 eskalerer det hele. AJ går på gaden med en veninde, da hendes far stormer frem som et lyn fra en klar himmel. Han overfalder datteren og banker løs på hende.
Han får en voldsdom på tre måneders ubetinget fængsel. AJ er tvunget til at flytte i et af Reds safehouses, hvor hun kan være i sikkerhed for sin familie.
Der er nu gået to år siden overfaldet, og AJ har ikke længere kontakt til nogen af sine familiemedlemmer. Overfaldet har medført, at AJ lider af posttraumatisk stress. I dag bor hun sammen med sin danske kæreste og er blevet bachelor i jura. Hun kører en politisag mod sine forældre for frihedsberøvelse.
”Æresdrab er ikke længere noget, vi snakker om i Danmark. Men jeg er ikke i tvivl om, at hvis min far får muligheden for at dræbe mig, så gør han det.”
Af sikkerhedsmæssige årsager er AJ anonym, men redaktionen er bekendt med hendes identitet.