Prøv avisen

Gretelise Holm: Jeg er ikke sådan en enke, der sidder og venter på at få besøg

”Jeg tror ikke altid, at man skal tale om alting. Jeg tror, at nogle gange har ting godt af at blive fejet ind under gulvtæppet – fordi man simpelthen også skal overleve. Det er en kunst, jeg har lært, fra jeg var barn,” siger Gretelise Holm, der her er fotograferet i sin have. Foto: Jens Welding Øllgaard

Forfatter Gretelise Holm, der mistede sin mand for et år siden, dyrker bevidst ikke sorgen og savnet, men glæder sig over, at så mange gerne vil høre hendes foredrag om at være vokset op i en småkårsfamilie

Gretelise Holm er imponeret over al den kulturelle aktivitet, der finder sted ude i hjørnerne af Danmark. Som i det vestjyske, hvor hun en aften for nogle år siden ankom en time for tidligt til et foredrag, hun skulle holde på baggrund af sine erindringsbøger ”Jesus, pengene og livet” og ”Kærligheden, kampen og kloden”.

”Der var et hus på en mørk vej, men alt var slukket, og jeg tænkte, at vi nok var kørt forkert. Jeg prøvede at ringe til arrangøren, som kom i samme øjeblik. En halv time efter var der lys over det hele, et myldrende liv, og der sad 300 mennesker. Det er da imponerende, og det findes overalt,” siger Gretelise Holm.

Denne solfyldte sensommerformiddag i haven til den 70-årige forfatters hus i Brønshøj skal en stor, tung bordplade fjernes fra krogen med havemøbler, så vi kan sidde der. Men som hun siger: ”Jeg mangler en mand.” Og så må fotografen give en hånd med.

Før i tiden var det hendes mand, Knut Wallevik, der ville være blevet tilkaldt. Men hun mistede ham i juli sidste år, da han 81 år gammel døde pludseligt af et hjerteanfald på Herlev Hospital, hvor han skulle have lagt en behandlingsplan for den modermærkekræft, han netop havde fået konstateret.

”Jeg savner en mand på mange leder og kanter. Vi var jo sammen i 44 år, og det er så banalt, men det er ligesom at blive amputeret. Men jeg har en fantastisk familie. Jeg har fem børnebørn i alt, og det er klart, at de fylder jo meget, og jeg har søde børn og svigerbørn. I går var jeg ude at køre veterantog med to af børnebørnene. Jeg skal nærmest føre kalender over alle de arrangementer. Jeg er ikke sådan en enke, der sidder og venter på, at nogen skal komme.”

”Men savnet er både psykisk og fysisk, for der er også alle mulige praktiske ting, som man har været to om. Meget klassisk passede han alt regnskab. Jeg har jo et firma, hvor jeg udgiver mine egne bøger. Og det er jo pinligt for en feminist at sige, at jeg først kom på netbank, efter at han var død. Det var sådan en arbejdsdeling, og så piskede jeg land og rige rundt og holdt foredrag. Han tog tit med, så vi havde et vældigt liv ud af det,” siger Gretelise Holm.

Hun er vokset op i små kår i det sønderjyske, fik som en af de få fra sin folkeskoleklasse en realeksamen og blev samfundsengageret journalist på Berlingske Tidende og Politiken og prorektor på Danmarks Journalisthøjskole. Derefter fulgte en karriere som succesforfatter med krimiserien om Karin Sommer. Det hele har hun skrevet om i erindringsbøgerne, som hun har udgivet på sit eget forlag Teli Media.

Planen var, at den næste bog skulle gå i en historisk retning, men efterspørgslen på foredrag med Gretelise Holm har været overvældende.

”Der ligger bøger og stribevis af materiale til min næste bog, men foredragsvirksomheden opsluger min tid. Men i princippet skal jeg til at skrive igen, helt klart. Jeg har holdt utrolig mange foredrag de senere år. I år har jeg kun 22, men jeg har været oppe på 63 på en sæson, efter at mine erindringsbøger udkom. Og det er historien om småkårsfolk i landdistrikterne i 1900-tallet, jeg fortæller om.”

”Der er så stor interesse for det, fordi det ikke er beskrevet, og fordi nogle identificerer sig meget med det. Det, som har været interessant for mig at erfare, er, hvor lidt vi har kendt til hinandens vilkår dengang, og hvor lidt vi kender hinandens historie nu.”

”Når jeg kommer op i de rige nordsjællandske kommuner og fortæller, at så havde vi ikke indlagt vand, og så havde vi ikke toilet, og et sted havde vi heller ikke elektricitet, som var relativt almindelige vilkår, så ryger der en finger i vejret: ’Hvorfor greb kommunen ikke ind?’. Med hvilken begrundelse skulle de have grebet ind? ’Ja, I havde ingen vand og toilet, og der var mange små børn, det var da sundhedsfarligt’, og det kan de jo have ret i. Men så må jeg svare, at med den begrundelse kunne man altså have fjernet op mod 20 til 25 procent af alle børn i landdistrikterne.”

”Når jeg så kommer til Ringkøbing, Tarm, Tønder og Varde, så sidder folk bogstavelig talt med tårer i øjnene og siger, at det er første gang, de har læst en bog, der også handler om deres barndom. Men jeg tror også, det handler om formen. Jeg har skrevet om fattige forhold, men uden at rose mig selv for meget er det også fortalt ret morsomt. Der er ikke noget jammer, og der er heller ingen bitterhed, for det bliver man træt af.”

Som foredragsholder synes Gretelise Holm, at hun har en mission. Den handler om at skabe identifikation for nogle og at drage nogle paralleller til, hvor opdelt det danske samfund er i dag.

”Jeg prøver at trække tingene op, også til debatterne om indvandrere. I dag er vi så forargede over, at muslimske piger ikke må gå i seng med nogen, de må ikke drikke, danse, skal være hjemme klokken 22 og helst være jomfruer, til de bliver gift. Jeg er da opdraget med præcis de samme principper, så hvor svært kan det være at acceptere det?”.

”Selvom jeg i dag ikke selv har fattigdom inde under huden, har jeg da et politisk syn på for eksempel den nye kontanthjælpsreform. Jeg synes ikke, at man skal forarme alle de børn, den går ud over. Og man har jo en mistanke om, at baggrunden for det er, at man gerne vil ramme de muslimske familier med mange børn, som får kontanthjælp. Men man rammer også alle mulige andre, og bortset fra det skal muslimske familier ikke udpeges som en særlig gruppe. Det samme med integrationsydelsen. Så bliver folk lidt forskrækkede over, at det også rammer nogle hvide danskere. Det var jo ikke meningen, men man må ikke lave speciallovgivning.”

”Jeg ser nogle marginaliserede grupper, flygtninge og indvandrere, og folk med psykiske problemer, som tit går over i også at blive sociale problemer. Nu skal herberger for hjemløse miste støtte, og man vil ikke tage imod handicappede kvoteflygtninge. Jamen, hvor er vi henne? Alt det, som var fuldstændig uhørt i min ungdom, de principper er skredet.”

”Jeg kan huske min lærer, der sad og fortalte med store bevægede øjne om FN, som nu betød, at der aldrig mere skulle være krig. Og om menneskerettighederne. Nu havde vi endelig lært af vores erfaringer og opstillet nogle mindstekrav. Men det er der i dag nogle partier, der synes skal afskaffes. Det ryster mig.”

”Det er ikke noget med hellig forargelse. Men det ryster mig, at de ting, som er blevet til på baggrund af en århundrede lang viden om, hvor grusomme tingene kan blive, hvis man ikke har en mindste respekt for menneskers rettigheder, det er nu lagt op til debat. Der er sket et skred, som jeg næsten ikke kan forstå.”

Gretelise Holm fyldte 70 år i marts i år, men alder er ikke noget, hun går og tænker over til hverdag.

”Jeg ville ikke have noget imod det, hvis ikke det var, fordi der følger alle de dårligdomme med, gigt og så videre,” siger hun med et af sine mange latterudbrud og fortsætter:

”Jeg klarer det fint arbejdsmæssigt og økonomisk, men det var en forfærdelig amputation, at min mand døde. Det er over et år siden, så chokket har lagt sig. Men det er da et dagligt savn ikke at have nogen, man er tæt sammen med. Jeg har håndteret det ved at arbejde. I september, efter at han døde i juli, begyndte jeg at holde foredrag, og jeg har også haft en masse ekstraarbejde, fordi det, han plejede at lave, skulle jeg selv til at lave. Så bliver det fra dag til dag et spørgsmål om at få gjort de ting, man skal have gjort. Det er sådan set meget godt, og så har jeg haft mine børn.”

”Men måden, det skete på, var helt forfærdelig,” siger Gretelise Holm om dødsfaldet, der blev omtalt i flere medier i august sidste år.

”Vi var jo på hospitalet, da det skete. Og selvom han var læge og sagde, at han havde et hjerteanfald, kunne han ikke komme på hjerteafdelingen, for der var han ikke visiteret til. Det er det med, at systemet tager magten – det er absurd. Deres første forklaring var, at vi skulle have ringet 112. Da blev jeg rigtig vred. Du står ikke midt på et hospital og ringer 112, vel?”.

”Det varede en time, hvor han ingen behandling fik, og så døde han fra det ene sekund til det andet. Vi har ikke lavet en klagesag. Men vi har været indkaldt med hospitalsledelsen og fået en total beklagelse. Jeg ved ikke, om det har hjulpet mig personligt, men jeg håber, at det kan forebygge, at det sker igen for andre. Jeg følte vrede, men sorgen overskygger, og jeg har ikke bitterhed, det nytter jo ikke noget. Vi har heller ikke søgt erstatning, for hvad skulle det hjælpe?”.

”Det er sorgen og savnet, der fylder. Vi havde et meget stille og roligt ægteskab. Der var selvfølgelig også op- og nedture, men vi var grundlæggende enige om nogle ting, og det valgte vi også hinanden på. Vi var godt klar over, at ægteskabet ikke er ideel lykke. Og det er der, hvor jeg synes, at mange unge går galt. De bliver så skuffede, og så tænker de, at de hellere må blive skilt og få en ny.”

”At man er enig om grundholdninger er vigtigt i et ægteskab. Og så temperamenterne. Knut var helt udramatisk og meget rationel – han var praktisk taget umulig at komme op at skændes med. Det passede mig godt, for jeg kom fra et dramatisk barndomshjem, hvor min far indimellem slog vinduerne ind. Det havde jeg fået nok af,” siger Gretelise Holm og tilføjer:

”Jeg går ikke rundt og sørger til hverdag, jeg har alt for travlt. Det er mest, når jeg tænker over det. Men det er ikke sådan noget, jeg krænger ud. Heller ikke i forhold til mine børn, som jo også har haft en stor sorg.”

”Jeg tror ikke, at man altid skal tale om alting. Jeg tror, at nogle gange har ting godt af at blive fejet ind under gulvtæppet – fordi man simpelthen også skal overleve. Det er en kunst, jeg har lært, fra jeg var barn. Man skal ikke nødvendigvis blive ved med at hænge sig i ting. Mange siger: Tal om det! Men det kan også være et temperamentsspørgsmål.”

”Nogle gange kan du forstærke din sorg ved at dyrke den. Jeg siger ikke, at det er rigtigt for alle, og hvis nogen bliver meget hjulpet af at tale om det, skal de endelig gøre det. Det er helt personligt. Hvis jeg dyrker det, bliver det forstærket, så kører jeg ud ad en tangent. Og hvis man gør det, kan det være lammende. Så for mig handler det om selvopholdelsesdrift.”

”Det hjælper mig at fortrænge det og sige, at nu gør jeg noget andet. Nu læser jeg en god bog, nu går jeg en tur, nu cykler jeg til Jylland. Så bliver du så optaget af den præstation, du skal lave, og det er godt for mig.”

”Det har været godt for mig at fortrænge mange ting. Især synes jeg, at der er mange småproblemer, som har godt af at blive fejet ind under gulvtæppet. Så danner der sig sådan et bjerg, som man kan stille sig op på og kigge ud i verden. Det mener jeg helt billedlig talt: Ind under gulvtæppet og op og stå på det!”.

”Måske kan den erfaring godt udbredes lidt generelt, især når det handler om småproblemer. Jeg synes godt nok, at folk bruger meget tid på deres småproblemer og småfølelser. Om hvordan de nu lige føler og har det, mindes og tænker, deres barndom og dit og dat, som de synes, de må igennem, og deres kriser og deres depressioner. Jeg så et sted, at hvis du lægger depression, angst og stress sammen, er det mere end halvdelen af befolkningen, der har haft det, og det kan jo ikke være rigtigt. Så siger jeg til mig selv: Det er det, vi andre kalder livet.”

"Jeg har skrevet om fattige forhold, men uden at rose mig selv for meget er det også fortalt ret morsomt. Der er ikke noget jammer, og der er heller ingen bitterhed, for det bliver man træt af.” Foto: Jens Welding Øllgaard
Gretelise Holm fyldte 70 år i marts i år, men alder er ikke noget, hun går og tænker over til hverdag. Foto: Jens Welding Øllgaard
”Det varede en time, hvor han ingen behandling fik, og så døde han fra det ene sekund til det andet. Vi har ikke lavet en klagesag. Men vi har været indkaldt med hospitalsledelsen og fået en total beklagelse," fortæller Gretelise Holm om hendes mands død. Foto: Jens Welding Øllgaard