Jeg kommer fra et hjem, hvor det ikke lå i kortene, at jeg skulle ende her, hvor jeg er i dag. Derfor har jeg en grundlæggende angst for, at der en dag skal komme nogen og prikke mig på skulderen og sige: ”Undskyld frue, men hvad laver De egentlig her?”.
Det er lidt ligesom eventyret om ”Kejserens nye klæder”. Jeg er bange for, at der en dag er nogen, der finder ud af, at jeg i virkeligheden ikke duer til noget.
Første gang, at angsten for at blive afsløret blev konkret for mig, var, da jeg begyndte på universitetet. Jeg var i slutningen af 30’erne.
Ud over at være en del ældre end de andre elever, kunne jeg også høre, at de kom fra en helt anden type hjem end jeg. De kom fra gode familier med to biler i carporten.
Jeg er vokset op på en tankstation i Harrislee uden for Flensborg i et hjem, der sejlede. Min far var mekaniker, og min mor var sekretær. Min far var dybt alkoholiseret, og de døde begge to i en ung alder. Til min egen store forbløffelse klarede jeg mig igennem studiet og fik en magistergrad i kunsthistorie. Men jeg havde hele tiden følelsen af at være et forkert sted og at være bagud på point, fordi jeg kunne mærke, at jeg ikke havde den akademiske viden med mig hjemmefra.
Sådan har jeg det stadig i dag, når jeg bevæger mig i de akademiske kredse. Jeg har brugt meget energi på at afkode, hvordan man opfører sig korrekt, hvilket har været anstrengende, fordi jeg hele tiden har været på overarbejde.
Det er ubehageligt at have følelsen af, at andre ved noget, jeg ikke ved. Jeg er meget selvbevidst, så det kommer nok bag på mange, at jeg bærer rundt på den form for mindreværd. Mange tænker nok, at jeg har en stor pondus, og samtidig kan min tyske accent også virke bestemt. Jeg fylder meget i et rum, men jeg sørger også altid for, at alting er i orden. Jeg er altid super forberedt, fordi jeg er så bekymret for, at man kan se, at jeg indeni bare er Anja fra Industrieweg i Harrislee.
Jeg plejer at sige derhjemme, at jeg er verdensmester i at bluffe, så ingen opdager, at jeg i virkeligheden er på udebane. Jeg ville ønske, at jeg kunne hvile mere i mig selv og ikke have de dårlige tanker. Jeg er ofte bange for at gøre noget forkert, og det kan i perioder være hæmmende. Når jeg har samtaler med elever om svære ting, så prøver jeg at lære dem, at de er gode, præcis som de er, og at de bare skal lægge deres usikkerheder på ”pyt-hylden”. Så kan jeg godt sidde og tænke: ”Hvordan går det egentlig lige med dig selv?”.