Der er mere end 300 kilometer fra min bopæl i hovedstaden til den arena i Herning, hvor mit favorithold, fodboldklubben FC Midtjylland, spiller sine hjemmekampe.
Alligevel sidder jeg søndag efter søndag klistret til skærmen, oftest med en rødglødende mobiltelefon i hånden. Jeg sørger ligeledes for at komme på stadion så meget som muligt, når jeg besøger mine forældre i barndomsbyen Tarm, der ligger tæt ved. Ofte er sådan en tur endda et ekstra incitament for at stikke snuden hjemad. For selvom jeg nok har taget storbylivet til mig, forhindrer én ting mig i at blive fuldblodskøbenhavner: fodboldklubben.
Den er et symbol på min barndom, min familie og mine jyske rødder. Noget, jeg indimellem glemmer i min hverdag øst for Valby Bakke, hvor kaffen er dyrere, maden vegansk og tøjbutikkerne smartere. Men så bliver det søndag, og påmindelsen dukker op i skikkelse af en rund kugle på en grøn græsplæne. Jeg føler mig forbundet.
Det har jeg gjort, lige siden jeg var omkring ni år og tog til min første fodboldkamp sammen med min far. Det blev til en sejr, og snakken gik lystigt på hjemturen i vores børnesikrede Ford Escort – også om alt muligt andet end den overståede kamp. Nu var der jo ligesom lukket op for talestrømmen.
Siden blev jeg voksen, flyttede til Aarhus og derefter til København. Men forbindelsen er heldigvis ikke afstandsbegrænset. For præcis som da mit niårige jeg sad og snakkede med min far om kampen, er fodbolden den dag i dag ofte det indledende emne i vores telefonsamtaler og en drivkraft til at ringe hjem og vende verdenssituationen. Fodbolden åbner på den måde også op for andre og i et livsfilosofisk perspektiv vigtigere ting end 22 mand og en bold. For hvordan går det nu egentlig på arbejdet, med kærlighedslivet og med venner og kolleger? Keder mine forældre sig mon for meget i min lille barndomsby i Vestjylland? Og nu hvor der er fodbold i weekenden, kunne jeg vel godt tage et smut forbi? Den har ligeledes givet mig et bedre forhold til folk, jeg ikke ser så tit. Gamle og fjerne – måske næsten halvdøde – bekendtskaber bliver vakt til live, når man sammen træder op på tribunen med en fadøl i hånden eller samles foran skærmen.
Jeg er ikke alene. Når jeg hver dag kigger de sociale medier igennem eller taler med venner såvel som fremmede, oplever jeg folk bosat i København erklære deres kærlighed til Vejle Boldklub eller Aarhus-baserede AGF. Folk i Ringkøbing, som følger Brøndby IF, og sådan kunne jeg blive ved.
Det handler nok om, at fodbold er et følelsesmæssigt anliggende. Fra gammel tid symboliserede den klasseskel, de rige holdt med en bestemt klub, mens arbejderne sværgede til en anden. I dag er det nærmest omvendt. I en tid, hvor vi mest snakker om, hvad der splitter os, går fodbolden snarere på tværs af sociale skel, køn, bygrænser, religion og politiske holdninger. Fodbold bliver, når alt går op i en højere enhed, en markør og et samlingspunkt, som kun opleves få andre steder. Det bringer venner, familier og fremmede sammen, og i generationer kan tilhørsforholdet til en klub gå i arv og styrke kærlighed og identitetsfølelse. Et sted at høre til, selvom man fysisk befinder sig flere hundrede kilometer væk.
Det oplevede jeg i mandags, da jeg fra min sofa så FC Midtjylland vinde mesterskabet. I flere timer skrev jeg sms’er, ringede og lavede video-opkald til mine venner og forældre, der selvfølgelig sad på stadion i Herning. Dagen efter mærkede jeg hos andre den samme følelse, jeg selv lige havde siddet med, da min kollegas far ringede til ham på redaktionen. Han ville egentlig ikke så meget andet end at udtrykke sin glæde over, at guldmedaljerne nu var i hus. Det var stort, forstod man, og sådan lagde både far og søn røret på med et smil på læben.
Det ugentlige frirum, en fodboldkamp på 90 minutter giver, er en påmindelse om de gode ting, man kommer fra. Først og fremmest familie og de gamle venner, man måske ikke ser så ofte længere. Men også en påmindelse om rødderne. Det må ikke undervurderes.