Kære brevkasse
Mit problem er, at jeg er misundelig. Misundelig på dem, der har børnebørn.
At de fleste oplever et behov for at sætte børn i verden, var jeg klar over og oplevede det selv i sin tid. At man også får et behov for at få børnebørn, var jeg ikke klar over, men det har jeg mærket de seneste år.
Min mand og jeg har voksne børn, men ingen børnebørn. De fleste af vores venner har børnebørn og vil selvfølgelig gerne tale om dem. Efter nogen øvelse synes jeg, at jeg uden at blive ramt alt for meget af misundelse, kan rumme at spørge ind til både deres børn og børnebørn, glæde mig og bekymre mig sammen med dem.
Men når vennerne så siger: ”det kan I godt glæde jer til” eller ”synd for jer, at I ikke har børnebørn”, så kan jeg næsten ikke klare det og bliver ked af det og skifter hurtigt emne. Jeg ønsker ikke at få understreget min mangel ved siden af deres rigdom. Misundelsen bider. Og det er meget skamfuldt, for vore venner skal da have lov til at glæde sig, og de siger det jo ikke af ond mening.
På samme måde smerter det at møde vore børns jævnaldrendes forældre eller andre bekendte, som glædestrålende fortæller om de børnebørn, der er kommet til og bliver meget forbavsede over, at vi endnu ikke er beriget med den slags.
”Det skal nok komme” er en meget almindelig bemærkning. Men inden i mig lyder det bittert: ”Det ved du ingenting om”.
Og igen må jeg forsøge at skifte samtaleemne eller få afsluttet, så jeg ikke kommer til at sige noget overilet. Også når jeg hører om eller læser om, at nogen yngre end os og med yngre børn, får børnebørn, så svider misundelsen i mig: ”Hvorfor får de, men ikke jeg”?
Hvad gør man af sådan en længsel, som man ikke selv er herre over at få stillet? Og hvad gør jeg ved misundelsen, så den hverken kvæler mig eller ødelægger gode venskaber? Som skrevet længere oppe, synes jeg, den er meget skamfuld.
Jeg kan tilføje, at jeg har et meningsfuldt arbejde, er engageret i frivilligt arbejde og har mange fritidsinteresser, så det er ikke fordi, jeg sidder hjemme i lænestolen og venter på, at børnebørnene skal komme.
Vores børn er i 30’erne, så der er stadig muligheder for, at de får børn. Det hjælper bare ikke på min aktuelle misundelse at tænke på det.
Venlig hilsen
Hannah
Kære Hannah
Tak for dit brev og din fortælling. Vi forstår virkelig godt, at du kan have det, som du har det med misundelsen.
Det er ofte en kompliceret følelse, fordi den er en blanding af flere følelser. Måske mest en blanding af sorg og vrede. Sorgen over at man ikke har fået det, som man længes efter. Og vreden mod skæbnen eller heldet eller Gud over, at det ikke er sket. Samtidig har du også et krav eller et ønske om at kunne glæde dig på andres vegne over det, som du samtidig er misundelig over.
At misundelse ikke mindst er forbundet med skam, skriver du tydeligt om. Skam er det, som vi gerne vil skjule, og som vi gerne vil lade andre uvidende om. For vi tror, at de ville tænke dårligt om os og tage afstand fra os, hvis de vidste, hvordan det egentlig forholder sig.
Nogle gange kan man være grøn af misundelse. Det med, at den er grøn, har vist flere baggrunde, men en af dem er, at arsenik er grøn – og meget giftig, så det udtrykker noget om, hvor smertefuld misundelsen kan være.
At den også hører til en af de syv dødssynder formuleret i middelalderen, gør det ikke bedre.
Vi har det dårligt med misundelsen og vil gerne af med den og blive den kvit. Spørgsmålet, som du formulerer det, er så, hvordan man bliver af med misundelsen.
Når det gælder længslen efter det, vi ikke har fået, som vi inderligt ønskede os, hører det til menneskelivets vilkår, og det er nok kun de få, som aldrig kommer i nærheden af den længsel.
Det gælder længslen efter en god kæreste og et godt forhold, hvis man er alene, den inderlige længsel efter børn, hvis de ikke kommer som ønsket, længslen efter at blive rask, hvis man er syg. Det er blot eksempler. De fleste af os har smagt på den længsel i kortere eller længere perioder af vores liv. Og følelsen er gået væk, hvis vi – måske efter lang tid – fik det, som vi drømte om. Men ikke alle ting bliver opfyldt.
Misundelse og længsel er helt normale følelser. Og det er også naturligt, at man, når man kommer i en bestemt livsfase, kan drømme om børnebørn, og at vi på den måde også bliver led i en kæde, hvor slægt skal følge slægters gang.
Det ikke at få børn eller børnebørn eller andet relationelt vigtigt handler på en måde også om, at man har en hjemløs kærlighed, som man inderligt gerne ville kunne give videre – i dette tilfælde til børnebørn.
Det er ikke let at sige til sig selv, at misundelsen bare skal gå væk.
Modsat vil det være godt, hvis man kan arbejde på at gøre den mindre, for den æder på en måde sig ind på én, og det er en tung byrde at bære i sit eget sind. Vore liv er som et stort mangfoldigt maleri – med mange farver og motiver. Står man meget tæt på maleriet og ser på et hjørne, kommer den bid af billedet til at fylde det meste. Nogle gange skal man træde nogle skridt tilbage og se hele maleriet.
I jeres livsmaleri er der sikkert mange dele og mange nuancer. I er for eksempel blevet beriget med børn. Måske skal I træne jer i at glæde jer over flere facetter af jeres livsmaleri, blandt andet over jeres voksne børn som jo er der. Lav hyggelige ting med dem, og når coronafaren er blevet meget mindre, kan I måske tage på ture eller ferier sammen.
Det, vi ønsker at sige, er, at det er en god idé at optimere og fokusere mere på det, man har – glæde sig over det og lade det fylde lidt mere, så det, man ikke har, ikke kommer til at overtage udsigten for meget. Men det er en svær og udfordrende opgave at tage sit livs skæbne på sig, sådan som den er blevet, og ikke, som vi kunne drømme om, den var.
En anden måde at møde misundelsen på kan også være at man giver sig tilladelse til at sørge. For misundelsen er ofte forbundet med afsavn eller tab af en eller anden art.
Det er tilladt at sørge over det, man ikke får i dette liv, og ofte kan sorgen blive mindre med tiden, hvis man tager den alvorligt, så den finder sin plads i ens sind, men ikke overtager hele billedet for tit.
Vi tror, at en modgift også kunne være, at du tager mod til dig og træder ud af skammen og fortæller åbent om, hvordan du har det, når I er sammen med jeres nærmeste venner.
Vi har en formodning om, at jeres venner kender følelsen fra eget liv, og at de vil forstå, at du brænder efter at få børnebørn, og at du er misundelig på dem, fordi de er blevet velsignet med sådanne små skabninger.
Vi tror også, at du i dit lille indlæg skal tilføje, at de ikke skal trøste med at sige, at det kommer nok, men at du ganske enkelt har behov for at dele din situation med dem, fordi de er jeres venner.
Nære venner er jo dem, man kan dele det virkelige liv med og ikke bare det pæne og ukomplicerede liv. At have mennesker, der forstår, giver os ikke det, som vi ikke har, men det kan alligevel give en lidt luft for ens følelser og lidt trøst på vejen.
Mange hilsener