Engang som ung lærer havde Anders Bondo Christensen en klasse med vanskeligheder og holdt et forældremøde. Til mødet havde han indbudt skolens dygtige skolepsykolog, Inge Pedersen, til at prøve at hjælpe med at få taget hånd om problemerne.
”Så siger hun på det her møde: ’Jeres børn, de er nu blevet 11 år. Nu kan I lige så godt holde op med at opdrage dem mere, for det, I har kunnet præge dem, det har I allerede gjort.’ Det ryster mig lidt. Så siger jeg: ’Da jeg var knægt, vidste mine to storebrødre lige, hvilke knapper de skulle trykke på for at få lille Anders op i det røde felt. Jeg kunne måske godt have tænkt mig, at mine forældre lige havde banket lidt mere i bordet.’ Så kigger hun lidt på mig og siger: ’Vil du gerne have, jeg skal have ondt af dig, Anders? Hvorfor tror du, du er den eneste i Danmarks Lærerforening, der for alvor tør sige Martin Rømer imod?’,” fortæller han.
Martin Rømer var magtfuld lærerformand i 1984-1993, da Anders Bondo lige var begyndt i faget. Nu har den i dag 61-årige Anders Bondo været en mindst lige så magtfuld lærerformand i en dobbelt så lang periode. Han blev valgt i 2002 og går af, når Danmarks Lærerforening på tirsdag holder sin årlige kongres. Det gør han, fordi han gerne vil trække sig, mens han endnu kan tage trappen til og fra fjerde sal.
Anders Bondo Christensen er en dreven historiefortæller. Han kender sine virkemidler og ved, hvor han vil hen med sine anekdoter. Undervejs i historien kan lille Anders få en del knubs, men inden historien er fortalt til ende, står han altid tilbage med rank ryg som lærernes stærke formand. Eller som han selv formulerer det:
”Jeg er som en af de der tumlinger, der altid retter sig op igen, når de bliver væltet.”
At han netop skulle blive formand for lærerne, er, som det meste i hans liv, resultatet af tilfældigheder, erklærer han. Men lysten til at stikke næsen frem kombineret med ønsket om at være talsmand for de mange kan han godt finde spor af i sin opvækst.
”Jeg er barn af to forældre, som på alle måder var meget forskellige. Min mor kom fra en direktørfamilie i Odense, og min far kom fra en familie, som i hvert fald de første mange år levede i små kår i det midtjyske. I min mors familie blev de læger og sådan noget. Der stod et stort flygel i min mormors stue. I min fars familie blev der ikke sagt så meget. Det var to kulturer, der mødtes og skabte vores barndomshjem,” fortæller Anders Bondo Christensen.
De to brødre, der fik ham op i det røde felt og hærdede ham til voksenlivets kampe, hedder Peter og Ole Bondo Christensen og er i dag henholdsvis seniorforsker i mikrobiologi og socialdemokratisk borgmester i Furesø Kommune. Børneflokken i barndomshjemmet i Ans i Midtjylland talte yderligere to søskende, som er yngre end Anders, men det var især i dynamikken mellem de tre ældste brødre, som blev født inden for to år og fire måneder i slutningen af 1950’erne, at Anders Bondo blev til den Anders Bondo, vi kender.
Den Anders Bondo, som altid forhandler videre. Den Anders Bondo, som gennem 18 år har valgt at forsage sin hustru og sine børn i løbet af ugen og kun har været hjemme i Sundeved ved Sønderborg i weekenderne, fordi der skulle arbejdes igennem i København. Den Anders Bondo, som har løbet 37 maratonløb. Den Anders Bondo, som af princip aldrig tager elevatoren op til sit formandskontor på fjerde sal, men insisterer på at tage trapperne i fuldt firspring. To trin ad gangen. Også nedad. Det sidste er det sværeste.
Handler det om at opbygge et image? Det handler om, at hvis man skal stå i spidsen for en hel fagforening, så må man også vise, at man kan gå forrest, forklarer han. Det nytter ikke noget at stille sig svag an og tage elevatoren.
Folkeskolen og lærerstanden er ellers ofte blevet kritiseret for at være ”kærlig, men slap”, som tidligere undervisningsminister Bertel Haarder (V) engang formulerede det. Spørgsmålet er, om skolen bør stille skrappere krav til eleverne.
”Vi skal lade være med at sige, at alting var bedre i gamle dage. Men jeg mener, at vi lærere skal turde være en autoritet, både i samfundet og i klasselokalet. På den måde er skolen ikke demokratisk. Vi kan sagtens prøve at lytte til eleverne og undervise ud fra, hvad de synes er spændende, men i klasselokalet er det os, der bestemmer,” siger Anders Bondo Christensen, som betoner, at det vigtigste for ham altid har været at sikre folkeskolens position som den måske allervigtigste samfundsinstitution, vi har. Det kræver, at lærerne har nogle rammer, som kan få dem til at gå til opgaven med engagement og dedikation.
Han beretter, at engang midt i 2000’erne, var han indbudt til at tale i Globaliseringsrådet, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) havde nedsat med en række beslutningstagere og tunge folk fra erhvervslivet for at ruste landet til fremtiden:
”Sådan nogle råd nedsættes altid for at legitimere den politik, regeringen i forvejen har besluttet at føre, i dette tilfælde blandt andet elevplaner og nationale tests i skolen. Men jeg sagde til dem, at det er slet ikke det, der er afgørende for skolen. Det afgørende er, om eleverne møder en træt matematiklærer, der med svag stemme siger: ’Tag jeres bøger frem’, eller om de møder en engageret, begejstret lærer, der vil noget med sin undervisning, sit fag og sit eget liv, for ellers kan man ikke vække de unge mennesker til at ville noget med deres liv.”
Når Anders Bondo Christensen taler om at vække børn og unge til livet, lyder han ikke som en traditionel fagforeningsmand. Der er et ekko af Christen Kold, N.F.S. Grundtvig og gammel dansk seminarietradition i hans ord. En tradition, der endnu spillede en stor rolle, da han selv blev lærer fra Skårup Seminarium på Fyn.
Anders Bondo Christensen mener, at der er store værdier i den klassiske danske seminarietradition, som byggede på forestillingen om lærergerningen som et kald og ønsket om ikke kun at skole eleverne til arbejdslivet, men mindst lige så meget forme dem til menneskelivet. Ikke ved at tage opdrageransvaret fra forældrene, men ved at samarbejde om børn og unges dannelse.
Man kunne mene, at denne tradition er stendød, i takt med at lærerne blev lønmodtagere, seminarier blev til læreruddannelsesafdelinger på kæmpestore, strømlinede uddannelses-supertankere kaldet university colleges, og formålet med det hele blev at klare sig i Pisa-målinger og andre internationale bedømmelser fra den økonomiske samarbejdsorganisation OECD. Men Anders Bondo er uenig:
”Jeg mener stadig, der er mange dygtige lærere, der holder fanen højt og går til lærergerningen som et kald, eller et professionsideal, som vi har kaldt det. Men i de senere år har det været på trods.”
Den modpol, han stiller sig op imod, ligger ikke på den traditionelle politiske skala mellem rød og blå, og dårligt nok mellem lærerne som lønmodtagere og kommuner og skoleledere som deres arbejdsgivere. Det er derimod det forhold, at der op gennem 2000’erne og første halvdel af 2010’erne var en periode, hvor økonomer og folk fra Finansministeriet satte sig på skolen.
”Der blev lavet tre store reformer af folkeskolen på 11 år, uden at man på noget tidspunkt stoppede op og tog den grundlæggende diskussion om, hvorfor vi holder skole. Det resulterede i, at vi fik begreber som ’læringsmålstyret undervisning’ ind som grundprincip i skolen. Så går der bare fire år, så står Merete Riisager sammen med Kommunernes Landsforening til Folkemødet på Bornholm og erklærer læringsmålstyrets undervisning for død. Det skyldes, at vi har haft nogle år, hvor skolen blev styret af tal og tabeller, i stedet for at man tog ud på skolerne og så på, hvad der sker, når læreren er sammen med eleverne og arbejder med stoffet,” siger Anders Bondo Christensen.
At Merete Riisager (LA), der var undervisningsminister 2016-2019, trak skolen i en lidt anden retning, ser lærerformanden som et tegn på, at den mere grundlæggende diskussion om skolen er ved at indfinde sig igen, så uddannelsespolitik ikke kun handler om økonomistyring, og så embedsmændene fra Finansministeriet ikke altid sidder med, når de folkevalgte i Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg holder møde om skolen.
”Man skal aldrig skælde ud på embedsværket. Da jeg stod ved en af de store demonstrationer i 2013, sagde jeg til politikerne: ’Nu må I tage ansvaret og ikke overlade det til embedsmændene.’ Jeg mener, vi skal kritisere de politikere, der lod det ske,” siger han.
Det, som skete, var en omfattende reform af skolen, som især forlængede skoledagen betydeligt og indførte flere begreber, herunder læringsmålstyring og understøttende undervisning, som ingen af skoleverdenens forskere eller praktikere havde hørt om før. Den megen ekstra undervisning skulle finansieres af en såkaldt ”normalisering” af lærernes arbejdstid, hvilket ville sige betydeligt flere undervisningstimer og mindre forberedelsestid. Arbejdstiden er egentlig et overenskomstspørgsmål, der skal forhandles om, men blev på forhånd gjort til hele forudsætningen for en politisk reform. Derfor var der aldrig en reel forhandling, lyder lærerformandens udlægning af forløbet, som også havde hårde personlige omkostninger.
”Jeg oplevede på et tidspunkt i 2013, at jeg pludselig blev svimmel. Jeg turde ikke cykle mere, fordi jeg følte, jeg ville vælte. Jeg troede, jeg havde fået virus på balancenerven. Så sagde min læge: ’Du har ikke virus nogen som helst steder, du er bare smadret.’ Det var virkelig det, vi alle sammen følte,” fortæller Anders Bondo Christensen, hvorpå tumlingen straks retter sig op igen:
”Da jeg gik ud til de demonstrerende lærere på Christiansborg Slotsplads, efter at de havde vedtaget loven om lærernes arbejdstid, var jeg helt smadret indvendig. En lærer spurgte: ’Har vi tabt?’. ’Ja,’ sagde jeg, ’men vi har ikke tabt vores selvrespekt!’. Så inviterede vi en dygtig islandsk forsker, Hafdís Ingvarsdóttir, til at komme ud på skoler og tale om værdien af lærernes praksiserfaring, så vi kunne løfte professionen op igen. Det var nogle fantastiske møder.”
Resultatet af arbejdskampen i 2013 blev, at lærerne blev dikteret en arbejdstid ved lov, og de efterfølgende syv år har det været umuligt at indgå en overenskomst herom. For nylig lykkedes det dog at få en aftale i stand mellem lærerne og kommunerne, som har fået opbakning fra to tredjedele af lærerne, selvom de reelt ikke har fået garanti for én eneste forberedelsestime. Til gengæld er en gensidig vilje til dialog ført på skrift for første gang i syv år.
”Hvis man sammenligner med det, vi havde engang, er det ikke det samme, vi har fået. Derfor kan man da godt se det som et nederlag. Jeg har længe sagt til lærerne, at jeg gerne så, at ingen lærer har mere end 23 undervisningstimer om ugen. Men det kan vi ikke få. Hvis man bare står fast på det samme, forpasser man muligheden for at få noget, der har en værdi og får værdi, og som får det på hver eneste skole i hver eneste kommune,” siger han og uddyber:
”Hvis der sidder en lærerkreds og en kommune og ikke kan enes, står der i aftalen, at Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening skal komme ud. Det giver en helt anden sikkerhed for, at skolen prioriterer lærernes forberedelsestid.”
Anders Bondo Christensen erkender gerne, at meget ikke er gået, som han ønskede. Han erkender også gerne, at der er megen undervisning, der ikke er god nok, at der er meget forældresamarbejde, der kunne være mere vellykket, og at det er svært at rekruttere nok dygtige, engagerede folk til lærerfaget. Men med den seneste aftale har han rundet et forløb af, som har sat sit præg på halvdelen af hans formandstid, og kan nu forlade sin formandspost, som han ønsker det. Energisk og optimistisk spurtende ned ad trappen. To trin ad gangen.
”Jeg oplever, at viljen igen er der til at sige, at skolen er mere end tal i et regneark, Det paradoksale er, at tilbage i 2004 skulle OECD lave et review om Danmark, som netop da var ved at lave det hele om for at tilpasse sig OECD’s standarder. Man valgte den britiske forsker Peter Mortimore, der blev så fascineret af den danske skole, at han flyttede hertil for at studere det nærmere og skrev en artikel henvendt til de danske politikere: ’Danmark har en fantastisk skoletradition, den må I ikke smide ud med badevandet.’ Det er jo hele den grundtvig-koldske tankegang om, at vi skal prøve at skabe kloge mennesker,” siger lærerformanden.
Han ser ikke udviklingen som et pendul, der vil svinge tilbage til fortiden, men han føler, at han afleverer en skole til sin efterfølger på en mere fornuftig kurs:
”Man kommer aldrig tilbage. Bare digitaliseringen gør, at vi i nutidens skole har nogle helt andre udfordringer og muligheder, end vi havde før. Men den grundtanke, der går ud på, at vi i skolen giver eleverne de kundskaber, der skal medvirke til, at de ikke bare bliver uddannet, men bliver kloge mennesker, dén tror jeg får en renæssance.”