Der er knap 200 kilometer fra Grønholt til Aarhus, men sangeren og sangskriveren Allan Olsen kan få Grønholt til at opstå lige her midt i Aarhus, ligesom han gjorde i prosaens form, da han skrev erindringsbogen ”Tilfældigt strejfet”. I bogen gav han følgende introduktion af barndommens natur: ”Grønholt ligger forblæst på ryggen af et stærkt kuperet og dramatisk landskab et par kilometer sydvest for Frederikshavn. Istiden skubbede bakkerne foran sig oppe fra Norge, og den mistede først pusten, da læsset ramlede ind i det jyske grundfjeld. Der blev dyngen liggende, som den ligger i dag. Med store vidder mod vest, syd og nord og med havet mod øst.”
Her havde hans bedstefar et husmandssted. Bedstefaderen var tidligt blevet enke, og hans yngste datter, Gerda, blev boende hjemme og fungerede som en slags husbestyrer for sin far. Egnens landpostbude fik længere ruter, og sådan gik det til, at Allan Olsens far, Bent, en dag kom cyklende i sin uniform til husmandsstedet i Grønholt. Han skulle finde vej til en gård, og Gerda tog sig tid til at forklare vejen. Der gik ikke længe, inden de blev par. Da de blev gift, blev de boende på husmandsstedet, hvor deres tre børn blev født. Allan Olsen kom til verden i 1956.
”Jeg er født ind i slutningen af en samfundsform, som fem år senere var fuldstændig væk. Det var en husmandskultur med 12 tønder land, uden indlagt vand og køleskab, men med brændekomfur og kakkelovn.”
Har man læst ”Alle vi børn i Bulderby”, har man fanget noget af grundstemningen i det Grønholt, hvor Allan Olsen var en blond dreng med krøller. Persongalleriet var overskueligt: bedstefar, forældrene, to søskende, tanten og onklen på det næste husmandssted og kusinen Birthe.
”Grønholt bestod af nogle voksne, som var nødt til at være sammen, for de var dem, som var der. Og vi var en flok unger, hvor min lillesøster var den yngste. Vi var nødt til at være en flok. Jeg levede i en puppe og forestillede mig, at hele verden var lige her.”
Skulle man have skrevet ”Alle vi børn i Grønholt”, ville man kunne læse, hvordan ungerne stormede ud til vejen, når de hørte en bil. For biler var der få af. Den eneste bil, de forventede i ugens løb, var fisker Karlsens hvide Opel. Karlsen kom hver tirsdag for at sælge fisk. Hvis der ellers kom biler, var det nogen, som var kommet på afveje, for et par hundrede meter bag husmandsstedet endte vejen brat ved en bæk, og der var ikke plads til at vende. Når en bil havnede der, vidste børnene, at dér var ’noget fint skidt’ fra byen. Altså Frederikshavn to kilometer mod øst.
I Grønholt var der vide rammer for børn, så længe man kunne finde hjem igen. Alle børn vidste, at de skulle holde sig fra hesten, roehakkeren, tærskeværket og tændstikkerne.
”Der var en overskuelighed og simpelhed, for der var nogle pejlemærker i forhold til, hvad der var rigtigt og forkert, godt og skidt. Børneopdragelse var noget, man arvede fra sine forældre. Som barn vidste man, når man nærmede sig kanten, og som en rask dreng nærmede man sig ikke bare kanten, men man gik hele tiden over den.”
En sommerdag fandt Allan Olsen en æske med tændstikker oppe på loftet. Hans bedstefar sad i køkkenet og drak kaffe, og Allan Olsen sneg sig væk fra huset, så ingen opdagede ham med den forbudte æske. Han gemte sig bag halmstakken på stubmarken og udså sig et par strå. Dem ville han sætte ild til. I løbet af et øjeblik stod halmstakken i flammer, og han løb skrigende ned mod gårdspladsen. Sammen med sin bedstefar betragtede han de orange flammer, mens han knugede sin bedstefars ærme.
”Min bedstefar sagde kun en ting, der nøjagtigt identificerede problemet: ’Al’n, hvad ska’ køerne nu leve af til vinter?’ I mange år efter havde jeg mareridt med gammeltestamentlige billeder af græshoppesværme og hungrende kvæg. Det var drømme, hvor alle områdets køer døde af sult, fordi jeg havde brændt halmen af. De drømme kan jeg stadig have.”
To somre efter branden i halmen flyttede familien til et gasbetonhus på M. Vogelius Vej i Frederikshavn, mens Allan Olsens bedstefar blev på husmandsstedet. På M. Vogelius Vej var der toilet, og børnene fik på skift lov til at trække ud. Men det, som blev set som et materielt fremskridt, var i Allan Olsens barnesind forbundet med et mørke og en skyldfølelse.
”Hvem andre end jeg havde revet den tændstik? I mit barnesind blev det til, at vi var nødt til at forlade Grønholt, fordi jeg havde lavet ulykker.”
I de følgende år blev han ved med at vende tilbage til ejendommen i Grønholt. Så snart klokken var ringet ud på Bangsbostrand Skole, cyklede han ud til husmandsstedet.
”Fra det øjeblik jeg satte mine ben i byen, længtes jeg hjem til bedstefar på husmandsstedet med hele den nærmest Morten Korchske bonde-ro, som var der. Jeg ved ikke, om man kan være født med et overdrevent nostalgisk, romantisk og sentimentalt anlæg, men i så fald er jeg det. Hver gang jeg har forladt noget hele mit liv, er det den rene jammer.”
Han oplever, at han bar skammen med sig, og i årene på Bangsbostrand Skole blev den næret.
”Der var en frygtkultur, som blev lagt i mig, og jeg havde altid dårlig samvittighed, når jeg var tæt på voksne, for jeg tænkte, at jeg nok havde gjort noget galt.”
Dengang skulle eleverne stå op, når læreren kom ind i klassen. Han husker den dag i 4. eller 5. klasse, hvor læreren sagde, at alle elever måtte sætte sig ned – blot ikke Allan Olsen.
”Han var en skrækindjagende lærer, som kaldte mig ’Hunden Olsen’. Jeg blev stående og spekulerede på, hvad jeg mon havde gjort, mens læreren bladrede i sine papirer. Da der var gået fire eller fem minutter, brød jeg fuldstændig sammen, for jeg gik ud fra, at jeg havde gjort noget slemt. Læreren havde såmænd blot glemt, at jeg stadig stod op.”
Efter 7. klasse forlod han Bangsbostrand Skole og blev elev på Frederikshavn Private Realskole, men straks det ringede ud på realskolen, cyklede han ned til sin gamle folkeskole og betragtede livet gennem porten.
”Jeg skulle hele tiden holde fast ved det, jeg var kommet væk fra, selvom jeg selv ville videre, og det har fulgt mig som en tråd gennem stort set alting. Både i forhold til Grønholt og folkeskolen var der nok noget, jeg havde brug for at forsone mig med. Det var en slags bodsgang.”
Ud af al den ro, som omgav ham i årene i Grønholt, er der vokset en udtalt rastløshed. Man kan læse om rastløsheden i anden del af hans erindringer, ”Laksetrappen – et skævt tilbageblik”, som udkom i foråret, eller man kan se begejstringen bag hans lidt bistre udtryk, når han siger:
”Jeg elsker at sætte mig ind i en bil og køre af sted. Om det så bare er en tur til Grindsted. Bare tanken om at flytte sig fra et sted er besnærende. På den ene side er jeg stavnsbundet til et sted, men jeg er også fuldstændig rastløs.”
Han forklarer, hvordan han på husmandsstedet i Grønholt voksede op i en stilstand og aldrig kom nogen steder.
”Vi skulle aldrig nogen steder. Mine forældres kultur var ikke en kultur, hvor man holder fri, men hvor man bestiller noget. Min mor var oppe for at malke klokken fem om morgenen alle ugens dage.
På sommerdage med blå himmel kunne det dog ske, at der blev råbt fra køkkendøren, at de skulle til stranden. Det var en så sjælden begivenhed, at faderens Agfa-kamera i nappaetuiet kom med. Skønt der ikke var langt til Kattegat, skulle de gå lidt, før det blågrønne tæppe af uendelighed dukkede op mod øst.
Han ved godt, at det er et paradoks, når han taler om, at han både er rastløs og stavnsbundet. Det sidste mærker han, når han et par gange om ugen kører fra Aarhus til Frederikshavn for at besøge sin snart 89-årige mor, som har været alene siden hans fars død i 2013. Når Allan Olsen svinger ind på M. Vogelius Vej, sker der noget.
”Så er det, som om der er nogle krystaller, der falder på plads, og jeg giver slip på en uro, som ikke behøver at være der. Ja, der falder jeg helt til ro.”
Når han sætter sig ved klapbordet i køkkenet på M. Vogelius Vej, er det som at tage plads i den stillestående kultur, han voksede op. I køkkenets stilhed bliver det tydeligt, hvordan han selv og mange af hans jævnaldrende har været som flintesten, der bliver slået mod hinanden og flyver til alle sider. Som så mange andre fra Frederikshavn tog han til Aarhus, hvor han har boet det meste af sit voksne liv.
”Vi ville udslette, hvor vi kom fra, og det var ikke kun os fra Frederikshavn. Spurgte man en pige, hvor hun var fra, så svarede hun: ’Jeg er bare fra Thisted.’ Bare. Som om det ikke var noget at være fra Thisted.”
”I min generation satte vi lighedstegn mellem at flytte væk og være begavet og have udsyn. Men efterhånden fandt vi ud af, at der var nogle, som var mere begavede end os og ikke fandt det nødvendigt at flytte. Det er i høj grad mennesker, jeg beundrer. Det mest provinsielle er at tro, at man kan gøre sig uprovinsiel ved at flytte fra Frederikshavn til Aarhus. Det er bare et hop på stedet. Det, du søger, er ikke noget, du finder et andet sted, og den, du er, flytter med.”
Når Allan Olsen er på M. Vogelius Vej, udtales hans fornavn Al’n. Det er ikke kun et a, som mangler. Her er i det hele taget en usagt kultur. Selvom hans bedstefar trofast kom cyklende fra Grønholt til M. Vogelius Vej hver søndag med flødeboller i cykelkurven til børnene, talte de aldrig om branden. At hans bedstefar ingenting sagde, var ikke det samme som, at han ikke sagde noget. Langtfra.
”Det usagte fylder meget, og det er en del af kulturen, som mine ekskærester og ekskone har hæftet sig ved, når vi har været der. Og det er også noget, de har kritiseret. De mener, der har været masser af situationer, som kunne trænge til at blive diskuteret i en familie, hvor min storebror blev narkoman og alt muligt andet.”
Hans mor har læst begge hans bøger. To gange vel at mærke. Men de har aldrig talt om dem, og Allan Olsen værdsætter den tavshed.
”Der er noget fint og respektfuldt med den stilhed. Er man vant til at omgås de samme seks eller syv mennesker et helt liv, så er det ikke så meget de ord, man bruger, som den, man er, som tæller.”
Fotografen er ankommet, og de aftaler at gå ned på det gamle godsbaneterræn. Allan Olsen har været gennem talrige fotoseancer, og han bryder sig ikke rigtig om det.
Der, hvor han er fra, var der ikke nogen, som havde et portrætfoto, som var større end et pasfoto. Da han som ung musiker havde fået lavet en plakat, som var blevet sat op talrige steder i Frederikshavn, cyklede hans far rundt og pillede dem ned.
”Det sidder i mig i dag. Jeg er båret frem af en anden tid, og modstanden mod den selvpromoverende kultur er i mine aflejringer. Jeg er fra et sted, hvor individet ved, at det ikke skal blæse sig selv op til at være mere end flokken. At sætte et stort billede med sit fjæs op over hele byen svarer til, at bierne i bistaden begynder at danse cancan. De ville blive dræbt på stedet.”
Grønholt gav ham rastløsheden og en følelse af at være stavnsbundet. Siden han forlod Grønholt, har der ikke været et sted, hvor han tænkte, at han kunne være for evigt. Men nu har han købt et sommerhus nord for Frederikshavn, hvor han på dage med frisk pålandsvind kan betragte de kridhvide toppe på vandet, som de i barndommen døbte kattepoter. Han har haft det i et par år, men endnu ikke overnattet der.
”Sommerhuset er sådan en aldersbeslutning. Et forsøg på at tvinge mig selv til at få et helle og et sted, hvor jeg kan tage op og bare være. ”