Prøv avisen

Hans Otto Bisgaard: Vi har en rigdom af minder

Hans Otto Bisgaard, 74 år, arbejdede i 47 år i DR, inden han gik på pension i 2017. Han har lavet tusindvis af timers radio og tv. Han er gift med Hanne og far til Mette Marie samt Jeppe, der døde i 2018. – Foto: Leif Tuxen.

Min søn Jeppe døde af kræft sidste sommer, 47 år. Det kommer man sig aldrig over. Men jeg er taknemmelig over at se, at han stadig betyder noget for de mennesker, han nåede at kende, mens han var her. Så sent som i går blev der lagt et billede op på Facebook af en af hans venner, der var ved graven sammen med sin familie. Det bliver jeg rørt over.

I det hele taget er jeg rørt over, at der er så mange mennesker, der holdt af Jeppe. Der var udsolgt i kirken ved hans begravelse, som jeg siger, for der måtte stå mennesker helt ude på gaden, så mange var mødt op. Det var virkelig overvældende, og det havde vi ikke regnet med. Bandet Outlandish spillede et par sange; min søn var producer og hjalp blandt andet Outlandish frem i verden, og jeg synes, det var så fint, at to muslimer og en katolik stod der i Frederiksberg Kirke og sang for min søn. Bagefter spillede en dygtig violinist irske folkemelodier, og så gik vi ned på Vega, hvor nogle af de store danske hiphop-navne spillede og sang. Jeppe og jeg snakkede kun om døden en enkelt gang, men det, han blev ved med at sige, var, at der skulle være musik til hans begravelse. Og det kom der.

Jeppe var glad og taknemmelig til slutningen, der var ikke noget piveri. Men sorgen over at miste ham går aldrig over, det må man leve med og prøve at finde et liv, der passer til, at man må undvære ham. Min kone og jeg er ved hans grav i hvert fald hver anden dag. Der er opstået et fantastisk bånd med de folk, der kommer der. Det er folk, der ligesom os har mistet, og som ved, hvad det vil sige. Det kan være svært for selv ens gode venner, de ved ikke, hvad de skal sige, men i virkeligheden skal de bare sige et eller andet. Det eneste, de ikke skal sige, er dog: ”Går det ikke snart bedre?”, for det gør det aldrig. På en måde vil man også håbe, at det aldrig vil gå bedre, for så kan det være ligegyldigt. Men vi har en rigdom af minder med ham, og det er vidunderligt, og det er vi taknemmelige for.

Jeppe var jo vild med fodbold og særligt Manchester United. I år kom min datter og sagde: ”Far og mor, nu tager vi derover og hilser fra Jeppe,” og vi havde en fantastisk tur. Vi var på rundvisning på Manchester Uniteds stadion, Old Trafford, og en af de gamle drenge viste rundt. Vores datter, Mette Marie, fortalte, at vi var der, fordi hendes bror døde sidste år, og han var helt vild med Manchester United. ”Der ligger en blomsterbutik tæt herpå, løb ned og køb nogle blomster, så lægger vi dem ind på banen,” sagde rundviseren. Da Mette Marie kom tilbage, lagde vi dem ud midt på banen, og så sagde manden: ”Når I fremover ser kampe herovre fra, så ved I, at det var på midterlinjen, at blomsterne lå.” Det var jo fantastisk, og han spurgte os, hvordan Jeppe var. Det forventer man slet ikke. Se dét er taknemmelighed.

Min tro har ændret sig lidt, siden Jeppe døde. Man begynder at tænke nogle nye tanker, og vores præst i Frederiksberg Kirke forstår virkelig at sige de ting, vi har brug for. Det er nok den måde, religion ofte virker på; at man bliver grebet. Engang var det disciplene, der blev grebet af Jesu ord, i dag er det præster, der må gøre ordene relevante for os. Som det står i Bibelen, er der en tid til alting, en tid til at leve og en tid til at dø. Nogle ting giver mening, og den præst har i sandhed hjulpet os i denne svære tid. Det er vi meget taknemmelige for.