Johannes Møllehaves mobiltelefon ringer. ”Hej, Katrine! Jeg har det utroligt godt,” siger han til sin datter og aftaler at tales ved senere.

Humoristen Møllehave fylder rundt

Præsten, forfatteren, foredragsholderen og humoristen Møllehave fylder 80 år onsdag den 4. januar 2017. På dagen er der fest for familie og venner. Og lørdag den 7. januar holdes der symposium i den tidligere præstebolig i Bøstrup på Langeland. Her har Foreningen Møllehavehuset, hvor formand for bestyrelsen er Møllehaves søster Gabriela Andersen, siden 2014 arrangeret saloner med det formål at udbrede kendskabet til dansk litteratur og andre kunstarter.

På festdagen byder programmet blandt andet på forfatteren Suzanne Brøgger i samtale med Johannes Møllehave. Præsentation af bogen ”Saloner og salutter” ved Peter Olufsen. Koncert i Bøstrup Kirke og fakkeltog.

”Jeg glæder mig utrolig meget,” siger Johannes Møllehave.

Han tager imod i lejligheden på Frederiksberg, hvor han bor sammen med sin ældste søn Tomas, i hvid skjorte med mørkeblå tern, røde bukser, mørkebrun fløjsjakke og rødt tørklæde. På spisebordet i køkkenet står en vase med røde roser. Og på slagbænken ved siden af Møllehave ligger den hvide puddel ”Snehvi”, der hedder sådan, fordi den er fra Fyn.

Johannes Møllehave: "Jeg er da lidt forrykt"

På fødselsdagen viser DR 2 en ny dokumentarfilm af filmfotografen Peter Klitgård, der har fulgt Møllehave i halvandet år. Filmen har titlen ”Hellere forrykt end forgæves” – hvorfor?

”Jeg er da lidt forrykt. Der er altid tryk på, jeg er ikke stille. Jeg har ikke noget imod, hvis folk siger, at han var skør. Det synes jeg også selv, jeg er. Men jeg har noget imod, hvis de siger, at han levede forgæves,” siger Johannes Møllehave og fortsætter:

”Jeg kender ikke til noget alternativ. Niels Birger Wamberg er det sjoveste menneske, jeg kender. Han siger altid noget, man kan grine ad i tre-fire dage efter. Han siger: ’Du var i Roskilde i går, jeg var i Hillerød’. ’Nå, var der nogen’, siger jeg. ’Ved du hvad, der var udsolgt tre uger, før jeg kom’. ’Det var flot’, siger jeg. ’Hvad med dig?’ Og så vil jeg blære mig lidt: ’De stod i lange rækker udenfor’. ’Ja, de ville selvfølgelig ikke ind’, siger han så. Haha. Så får man den over næbbet.”

”Jeg er maniodepressiv, det er der ingen tvivl om. Jeg bruger det billede på det: Der er noget, der hedder centrifugalkraft, som søger væk fra centrum, og centripetalkraft, som søger centrum. Centrifugal er flugt. Det vil sige, hvis jeg lukker vandet ud af mit badekar, siger det svup og kører sådan her rundt. Det er manien. I stedet for at sige, at jeg er ked af det, får jeg lavet en hel masse.”

”For at bruge et stort eksempel, så havde Grundtvig det sådan, at det gik godt, da han skrev ’Kirken den er et gammelt hus, står, om end tårnene falde’. Så lavede han 42 sange på den melodi. Det, kan man sige, er manisk.”

”I det øjeblik vandet løber ned i afløbet, er du i det sorte hul. Man vil gerne undgå det sorte, og det giver så energien. Depression hører til i min dagligdag. Det er vel en tyngde i sindet. Man taler om tungsind og om letsind. Der ligger noget negativt i at være letsindig, men noget alvorligt ved at være tungsindig. Jeg synes, at som regel vejer det ene det andet op. Jeg har fået medicin, men får det ikke i øjeblikket.”

Har det i perioder været svært for dig at have de humørmæssige svingninger?

”Ja, men jeg har ikke villet undvære det, for det maniske er en form for drive, hvor det depressive er at lukke døren, tage stikket ud, og jeg vil ikke forstyrres. Og sådan har jeg det faktisk ikke. Jeg tror, at mange forfattere, komponister og skuespillere har både det høje og det dybe. Siger man om nogen, at han er overfladisk, er det et negativt ord. Jeg er berømt for en sætning: Min overfladiskhed stikker ikke så dybt.”

Har du tænkt på, hvordan det virker på andre mennesker, når du er helt oppe i skyerne?

”Ja, den, der kendte mig bedst, var Herdis. Hun døde i 2001. Hun kunne godt sige, at ’nu er du for højt oppe’. Og jeg rettede mig altid efter det. For eksempel sagde hun: ’Du må holde op med at være præst i et fængsel, for du taler ikke om andet’. Og det er nok rigtigt. Karl Marx vil sige, at det er personen, der påvirker samfundet. Man kan også sige det omvendt. At det er samfundet, der påvirker. Jo, hun var god til at få mig ned, når jeg var for højt oppe.”

”Jeg savner Herdis meget. Jeg tror ikke på, at vi skal mødes igen, men jeg beder for hende hver nat.”

Da Johannes Møllehave blev 70 år, troede han ikke, at han ville nå at blive 80.

”Men jeg har altid oplevet, at der sker noget, jeg ikke kunne tænke mig til. Jeg var 100 procent sikker på, at jeg dumpede til studentereksamen, 100 procent, men så fik jeg den alligevel. Så var jeg sikker på, at jeg ikke kunne klare universitetet, men det kunne jeg, for jeg havde den fordel, at jeg var klassisk sproglig student. Vi havde den mest pragtfulde lærer i græsk og latin, og jeg tænker med glæde på ham.”

Johannes Møllehave fik i 1997 en tredobbelt bypass-operation i hjertet. I 2008 fik han to blodpropper i hjernen. Efterfølgende er han blevet opereret for forkalkning i halspulsåren.

”Nu er jeg stensikker på ikke at få flere blodpropper, det sagde de i hvert fald. Men så var det, at jeg faldt forleden, men det er noget helt andet. Spørgsmålet er, om det var noget andet, for grunden til, at jeg faldt, var, at jeg blev svimmel. Det er jeg heldigvis kommet godt igennem.”

Føler du dig som en 80-årig?

”Jeg ved ikke, hvad det vil sige. Mit mareridt er, at jeg vågner på en institution, men det tror jeg ikke, at nogle af mine børn ville gøre. Jeg tror ikke, at jeg dur til institution. Jeg er for selvstændig.”

”Der er krudt i mig, jeg er meget sjældent hvilende. Jeg arbejder tit i min seng fra klokken fem til otte-ni om morgenen. Der planlægges dagen. Jeg siger: Hvad nu i dag? Og når det så kommer, så kører det. Jeg er jo den, der altid bliver afbrudt af noget, jeg selv har planlagt, som for eksempel foredrag. Det seneste var i november i en kollektivbebyggelse i Skanderborg, og der kom 100 for at høre mig. Jeg skriver til Øboen, en lokalavis på Langeland. Og så planlægger jeg at skrive en børnebog.”

Hvad ønsker du dig i fødselsdagsgave?

”Penge, for jeg har nogle projekter, jeg gerne vil lave, hvis jeg får fondsstøtte. Først og fremmest vil jeg gerne lave en børnebog om Thorvaldsen og H.C. Andersen. Den skal hedde ’Bertel og Hans’ og handle om venskab. Jeg har også andre projekter. Nogle af de bedste har jeg talt væk. Man skal ikke tale for meget om det.”

”Jeg går ture hver dag, herfra og ind til Vimmelskaftet midt i København og tilbage igen. Jeg holder meget af den tur. Og så er jeg utroligt glad for mit forhold til børn. Jeg har syv børnebørn og synes, det er så spændende at følge dem, fra de slet ikke har noget sprog, og til de får sproget. Nu er det længe siden, at vi kom kørende i bil, og så siger mit barnebarn på seks år, da han ser Tuborgflasken i Hellerup: ’Er det Tuborg Kirke?’ Haha. For i Danmark er Gud øl. Det er meget skægt. Jeg går hjem og skriver sådan noget ned. For jeg synes, at der er stor inspiration i noget, man kan more sig over.”

”Børn spørger så tit på en sjov måde. Uden for Marmorkirken er alle vores salmedigtere. Der er Brorson, Kingo, Grundtvig og Ingemann. Så siger jeg til min datter, der nu er blevet næsten 50, som var 10 år og mest kendte til Peter Plys: ’Der er Kingo’. Hvorefter hun spørger: ’Hvor er så det lille Kingobarn?’.”

”Jeg synes, at hver dag er en glæde. Når jeg beder aftenbøn, er ordet tak et grundord. Man kan bede om noget: Gid jeg ikke vil blive ramt i trafikken eller et eller andet. Men jeg føler egentlig, at det at sige tak er bønnens grundbegreb. Bøn er at bede om noget, men man kan også bede og sige tak for noget.”

”Jeg var gode venner med Halfdan Rasmussen. Da han døde, begravede jeg ham, han havde selv bedt om det. Da kisten blev båret ud, sagde et lille barnebarn: ’Pas på, I ikke taber ham, så han bliver endnu mere død’. Det er, når man gradbøjer døden: Død, dødere, dødest.”

Hvad tænker du selv om døden?

”’Det ender godt’, som også er titlen på den samtalebog, som Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, har skrevet med mig. Det ender godt, fordi jeg altid føler mig tryg over, at jeg skal herfra. Sådan set sætter døden jo kun livet i relief. Løgstrup siger noget, som jeg altid har været glad for: Liv er udsat død. Det er der jo nok noget om.”

Hvad mener du kan være mennesker til trøst, som også er titlen på en af dine bøger?

”Jeg mener, at kristendommen er en trøst. Når folk siger, at tilværelsen er meningsløs, hvordan kan man så hjælpe dem ved at trøste dem med, at den er ikke meningsløs? Jeg har oplevet mange ting med sorg. Der var en ung læge, der kom til mig, da jeg var præst i Virum, og spurgte, om jeg ville begrave hendes lille dreng. Selvfølgelig ville jeg det. Da jeg spurgte, hvad der skulle synges, sagde hun ’Op al den ting, som Gud har gjort’. Det imponerede mig, for mange siger, at hvis der er en Gud, hvorfor skal han så tage min søn? Mange bliver bitre. Hvorfor ville hun have den sunget? Jeg kan næsten ikke fortælle det uden at komme til at græde. Det var, fordi der står, at ’det mindste, han har skabt, er stort, og det var min dreng. Det var ikke overflødigt, at han var der. Han vil være der, og han vil være der resten af mit liv’.”

”Kristendommen er til trøst bare ved udsagn som ’frygt ikke’. Jeg frygter hele tiden, det gør vi alle sammen, men ’frygt ikke’ er da en trøst – du skal ikke frygte. Jeg synes, at det er et godt ord til at trøste. For det er da tit et råb om hjælp at være menneske.”

”Jeg bliver selv trøstet ved at gå i kirke, for eksempel ved at høre lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Så forstår man, at det modsatte af barmhjertighed vil være ligegyldighed. Der er en trøst i, at du ikke skal sige, at du ikke har noget, du skal gøre. Du er altid sat over for noget, du bør gøre. Den trøst har vi brug for at høre.”

”I mange år har jeg brugt at grine mig i søvn. Hvis jeg hører nogen sige noget sjovt, tænker jeg på det, når jeg skal sove. En dag i metroen hørte jeg nogen snakke. Den ene sagde: ’Min onkel døde sidste sommer’. Så sagde den anden: ’Nå, var det akut?’ ’Næ, det var af sprut’. Hæhæ. Den går jeg hjem og glæder mig over. Det er dagens gods.”