Jeg er ved at blive det menneske, det er meningen, jeg skal være

Skuespilleren og instruktøren Hella Joof har langt om længe fundet ro i sit liv. Helt ude på landet - langt væk fra dramaet, hysteriet og den storby, hun aldrig troede, hun skulle forlade

”Jeg tror, jeg er født religiøs, og jeg tror, jeg har arvet det fra min far. Han var praktiserende muslim og var i Mekka flere gange. Han bad fem gange dagligt, men drak også øl. Så længe jeg husker, har jeg talt med Gud,” siger Hella Joof.
”Jeg tror, jeg er født religiøs, og jeg tror, jeg har arvet det fra min far. Han var praktiserende muslim og var i Mekka flere gange. Han bad fem gange dagligt, men drak også øl. Så længe jeg husker, har jeg talt med Gud,” siger Hella Joof. . Foto: Sophia Juliane Lydolph.

Forleden stod Hella Joof sammen med sin mand, læge Henrik Jepsen, og kiggede på fem rådyr, der græssede på marken, der grænser op til deres have. I et kvarter stod parret ved det store vindue og betragtede dyrene.

For et år siden købte parret en ombygget gård ved Isefjord i Nordvestsjælland en lille times kørsel væk fra storbyen, som hun ellers aldrig havde tænkt sig at forlade.

”Når jeg vågner om natten, ser jeg en lysende stjernehimmel og tager mig i at tænke, at jeg må være i troperne. Det er helt utroligt, og tit tænker jeg: ’Tak, at jeg må være her’. Naturen aer min sjæl, og jeg er ved at blive det menneske, som det er meningen, jeg skal være. Jeg skal være et uhysterisk menneske, som ikke er bange. Der har været meget drama og hysteri i mit liv. Det må jeg tage på mig, men jeg har også altid længtes efter ro.”

Hella Joof fortæller om at beundre nyudsprungne rosenblade i haven, om glæden ved at fodre fugle og om den brune labradortæve, som parret købte i Holstebro og hentede dagen efter, de havde overtaget den afsides bolig.

”Mit hjem er et fredfyldt rum, hvor jeg har helle, men jeg bliver meget produktiv af at være der.”

Og produktiv er 53-årige Hella Joof. Hun blev uddannet skuespiller i 1990, og efter 10 år som skuespiller fik hun sin debut som filminstruktør. De seneste 15 år har hun instrueret syv spillefilm. En god del af dem har hun også skrevet manuskript til. På mandag kan man på TV 2 se sidste afsnit i serien ”Bedre skilt end aldrig”, som er en bittersød komedie om samliv i børnefamilien instrueret af Joof.

For 10 år siden fik hun en drøm om at skrive bøger. Hun har altid skrevet, men hun tvivlede på, om hun havde evnerne til at skrive bøger. En voksenbog og tre børnebøger er det hidtil blevet til, og der er flere bøger på vej, men hun studser ved ordet ”forfatter”.

”Der skal nok gå nogle år, før jeg vil turde kalde mig forfatter.”

I øjeblikket er hendes mest omfattende bogprojekt en børnebibel, som formentlig udkommer omkring påske næste år på forlaget Carlsen. I 2009 begyndte hun at læse teologi på Københavns Universitet. Studielivet er sat på pause på ubestemt tid, for det viste sig at være urealistisk at kombinere teologistudiet med hendes øvrige engagementer. Arbejdet med de 20 historier fra Bibelen, der skal indgå i hendes børnebibel, er en velkommen anledning til at fordybe sig i et felt, som har optaget hende, så længe hun husker: Tro.

”Det interesserer mig inderligt. Der er så meget gods i de historier. Bunden for vores gøren og laden og samtalen i samfundet hviler på et leje af kristendom, uanset om vi vil være ved det eller ej. Derfor er vi også så forvirrede i øjeblikket, for hvad stiller vi op med andre menneskers religion, når vi ikke selv har et afklaret forhold til vores egen tro? På meget kort tid er vi gået fra at være kulturkristne til at være kulturateister. Hvordan tror man, at man kan klare sig som samfund uden forankring i noget, som er spirituelt? Jeg synes, den politiske samtale bliver overfladisk, hvis vi ikke tør tale om de rigtig store ting og ikke vil acceptere, at livet handler om meget mere end at få tilfredsstillet forhåndenværende behov. Men ofte spreder der sig en flovhed, hvis man begynder at involvere noget større. Jeg mener ikke, at vi må bruge religiøse argumenter i vor lovgivning, men efterlyser, at vi måske kan tale om vores samfund i et større perspektiv end blot omfordeling og klassekvotienter.”

Hun er barn af en gambiansk far og en dansk mor. Inden Hella Joof blev født i 1962, var hendes far flyttet tilbage til Gambia, hvor han virkede som advokat, og hun voksede op med sin mor, der var korrespondent, og sin lillesøster. Barndomshjemmet var en mindre lejlighed i Birkerød nord for København. Miljøet var ateistisk, men hun blev både døbt og konfirmeret.

”Jeg tror, jeg er født religiøs, og jeg tror, jeg har arvet det fra min far. Han var praktiserende muslim og var i Mekka flere gange. Han bad fem gange dagligt, men drak også øl. Så længe jeg husker, har jeg talt med Gud.”

Hendes bedste ven i barndommen blev klassekammeraten Troels. De har været venner, siden de gik i 1. klasse på Kajerødskolen i Birkerød.

”Han er indædt ateist, og vi har en lang, evig samtale om religion, og vi har afprøvet vore egne overbevisninger på hinanden. Og så er jeg sådan én, som altid har siddet meget med en tænkehat og spekuleret.”

I arbejdet med børnebiblen handler det ikke alene om at formidle det bibelske stof, men om at åbne beretningerne. I øjeblikket skriver hun løs, og på et senere tidspunkt vil hun rådføre sig med en kreds af teologer. Men det er vigtigt for hende, at det billede af Gud, som formidles i Det Gamle Testamente, er mildere og mere humant end, hvad man ellers kender. Når hun skriver om Adam og Eva, vælger de selv at forlade Paradis, hvilket er en stor sorg for Gud. Det sidste, Gud siger, er, at de altid er velkomne tilbage.

”Det er mennesker selv, som tror, vi falder ud af nåden, fordi vi fejler. Gud prøver jo hele tiden at få os tilbage. Adam og Eva tvivlede på, om Gud ville passe på dem, og derfor fejlede de, og det kan de ikke tilgive sig selv. Men Gud er der altid, og man kan altid komme tilbage til Gud.”

Fortællingen om Kain, som dræbte sin bror Abel, fordi han var misundelig over, at Gud modtog Abels offergave og afviste Kains, har hun også fortolket.

”Jeg har altid som barn undret mig over, hvorfor Gud ikke tog mod Kains offer, men det var, fordi Kain havde et mørke i sig. Når Gud finder Kain i min bog, så sidder han med sin døde bror i favnen og græder over, at han har slået sin bror ihjel. Kains straf er at have sin brors blod på hænderne. Gud sætter et mærke i Kains pande, og det minder om, at Kain er drengen med det mørke sind, som allerede er blevet straffet, derfor skal vi ikke yderligere straffe ham.”

Fortællingen om Abraham, som skal ofre sønnen Isak, har voldt en del forfattere til børnebibler kvaler. Også her har Hella Joof en ny vinkel på historien, som hun ser som en fortælling om forældres kærlighed.

”Man er nødt til at kunne give slip og opgive tanken om at eje et andet menneske, for at relationen kan blive magisk. Det er først, når man kan give noget frit, at man dybest set kan eje det. Ens børn skal forlade en, selv om det ikke er til at holde ud, men har man givet dem fri, kan de også komme tilbage, selv om der ikke gives nogen garantier, når vi taler om kærlighed. Og så ender historien jo heldigvis godt, for Gud får stoppet Abraham i at ofre Isak.”

Tilgivelse og taknemmelighed er to nøglebegreber i Hella Joofs livssyn. Hun beskriver sig som en del af en forslået generation med forældre, som var præget af 1968-generationen, men hun mener, at det er vigtigt, at man tilgiver sine forældre.

”Mange i min generation er vokset op med forældre, som havde så meget andet, de skulle, end at være forældre. De tog sig ikke just super godt af deres børn, mange blev skilt, og de kunne ikke finde ud af at smøre madpakker. Da jeg var ung, var jeg meget vred og oprørsk over for autoriteterne. Jeg var som en tikkende bombe og utrolig vred på blandt andet min mor.”

Forholdet til hendes mor ændrede sig gradvist, da hun som 25-årig selv blev mor til datteren Olivia og så den fine relation, hendes mor opbyggede til barnebarnet.

”Jeg kunne se, hvor meget kærlighed, min mor kunne give til min datter, fordi der ikke var nogen forstyrrelse. Der er ikke nogen skyld på ens kærlighed til ens børnebørn, men når det gælder forholdet til ens egne børn, er det hele filtret ind i en smerte og skam over, at man ikke har gjort det bedre, samtidig med at der jo nærmest strømmer kærlighed ud af ens hænder, når man ser sit barn.”

”Jeg var ung, da jeg blev mor, og opførte mig mere egoistisk, end hvis jeg havde været ældre. Jeg har altid haft et behov for ro, så nogle gange sagde jeg til min datter, at hun skulle lade mig stå ude i køkkenet alene, fordi jeg havde brug for ro. Havde jeg været 10 år ældre, ville jeg have haft en anden rummelighed og haft overskud til at tale og stå til rådighed. Den egoisme er der så en regning for. Jeg har nogle gange følt, at jeg stod på min mors plads og sagde min mors replikker og har oplevet, hvordan min datter nærmest har overtaget de replikker, jeg i sin tid brugte over for min mor. Jeg kan klart huske, hvor hård jeg var over for min mor, og det ville ikke være til at bære, hvis min datter skulle være lige så vred på mig, som jeg var på min mor.”

”I stedet for at begyndte at forsvare og forklare, hvad der faktuelt skete, så må man lægge sig fladt ned og sige ’undskyld’, for hvis ens børn har en følelse af at være blevet svigtet, så er det den, man skal forholde sig til, og ikke drøfte, hvad der faktuelt er korrekt. Jeg tror, at min datter forstår, at jeg gjorde det så godt, jeg kunne, selvom det ikke var lige vellykket det hele.”

Som barn af en enlig mor, der udviklede et alkoholmisbrug, kunne Hella Joof med egne ord have holdt fast i en fortælling om at være kvinden med den svære barndom. Men det er ikke tilfældet.

”Når noget virkelig er tilgivet, svarer det til, at det ikke er sket. Jeg tillader det, som er sket, og giver det fred og siger, at nu vil jeg ikke bruge mere energi på det. Alt for ofte bruger vi det, vi ikke tilgiver, som vores livs narrativ: ’min store sorg’ eller ’min ulykkelige barndom’. Jeg skal ikke påstå, at det er let at tilgive, men for mig fungerer det at bede om hjælp til at bære over med.”

Ligesom Hella Joof er bevidst om værdien af at tilgive, øver hun sig i ikke at være misundelig. Hun ser misundelse som en tabuiseret folkesport, som kommer til udtryk i eksempelvis brok og kritik af alt fra ens kæreste til egen krop.

”Jeg har erkendt, at jeg bare er et menneske, og nogle gange bliver jeg misundelig. Men så har jeg fundet et trick, som virker. Jeg siger til mig selv, at jeg må bytte mit liv med en anden. Ikke at jeg kan vælge en andens hus eller karriere eller en andens hår. Nej; jeg skal finde ét konkret menneske, som jeg vil ønske at bytte liv med. Det ender altid med, at jeg ikke vil bytte. Og det er også konklusionen, når jeg har bedt andre foretage øvelsen. Så må konklusionen jo være, at vi er i den rigtige krop, og vi skal holde op med at brokke os og tillade os at stoppe og se på alt, hvad vi har, og dvæle lidt ved taknemmeligheden. I stedet for at se på alt det, man ikke har, er det godt at se på det, man har.”

Taksigelsen er en del af hendes egen aftenbøn, hvor hun gennemgår dagens oplevelser og indtryk og formulerer en tak til Gud.

”Man behøver ikke sige tak til Gud, men vi kunne med fordel hvile lidt mere på laurbærrene og brokke os mindre. Man bliver glad af at sige tak.”

På arbejdsbordet i hjemmet ved Isefjorden står et indrammet billede af hendes mor taget en sommerdag, da moderen var seks år. Til september er det 13 år siden, hun pludselig døde. Hun fik en hjerneblødning, mens hun cyklede med en rose i cykelkurven på vej for at fejre en veninde, som havde fødselsdag.

”Det kunne være dejligt at have haft hende lidt længere, men i stedet for at beklage, at hun døde som 64-årig, vil jeg sige, at hun kom herfra på en nådig måde. Det var så fint, som det kunne være, og de sidste tre måneder af sit liv drak hun ikke og havde fået sine børn og børnebørn tilbage. I begyndelsen efter hun var død, kunne jeg tydeligt mærke, at hun stadig var her, men så tog hun væk. Men jeg føler mig stadig forbundet med hende, og jeg kan have en samtale med hende.”

Hella Joof tror, at der er et liv efter døden. Da hendes far døde for 20 år siden, var hans sidste ord: ”Jeg er ikke bange”. Hun håber, at hun kan gøre dem til sine.

”Jeg tror 100 procent på, at der er et evigt liv, hvor man overgår til en anden form. Men jeg tror ikke på kødets opstandelse. Jeg gider ikke genopstå i mit gamle kød, for jeg vil ikke have min appelsinhud med mig i det evige liv.”