Prøv avisen

Tidligere rektor: Jeg er vokset op tæt på verden, langt fra København

Sammen med sin hustru købte Lauritz B. Holm-Nielsen sommerhus på Fanø for en del år siden, og senere har de bygget et nyt i ægte Fanø-stil med røde mursten, småsprossede vinduer og stråtag. Og selvfølgelig tæt på vandet. – Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix.

Med en opvækst på Fanø hører udlængsel, eventyrlyst og naturglæde til Lauritz B. Holm-Nielsens dna. Den tidligere rektor for Aarhus Universitet er ud af en søfartsslægt med mændene på verdenshavene og kvinderne derhjemme. Han kalder sig en af de sidste, der er vokset op i den kultur

Som dreng elskede han at grave sandorm sammen med de andre børn. Han kendte øens gode steder, præcis som han havde styr på rylernes træk, strandskadernes ynglepladser og tidevandets koder. Han lærte også, at stormen er langt mindre farlig end havgusen. For når den trak ind fra havet, forsvandt stedsansen i tågerne, og var man ude på vaderne, gjaldt det om at kunne læse sin retning i sandet. Fulgte tordenvejret efter, måtte man i marsken lægge sig fladt ned i en pril eller grøft og vente på, at det drev over.

Som barn kendte Lauritz B. Holm-Nielsen dog ikke kun navnene på Fanøs særlige flora og fauna, der blandt andet tæller de flere millioner trækfugle, der raster ved Vadehavet, og de mange vilde planter og klitlandskaber, der er helt særlige for øen. Hver onsdag sad han nemlig sammen med sin mor og sine søskende og lyttede til radioen, når positionslisterne for Rederiet Lauritzens skibe blev læst højt. Næste dag kunne han derfor snakke med de andre drenge i skolegården om, hvor deres fædre nu var henne. Måske Yokohama, New York eller Kap Verde.

”For mig lød alle disse navne mere velkendte og trygge end København. Min farfar plejede at sige, ’at dér kom der ikke noget godt fra’, så det var nok rigtigt,” fortæller Lauritz B. Holm-Nielsen med et glimt i øjet, mens han viser rundt på sin elskede fødeø.

For syv år siden stoppede han som rektor på Aarhus Universitet og bruger i dag en stor del af sin tid som formand for Den Danske Naturfond, der køber, beskytter og genopretter natur i hele landet. Blandt andet på øen Mandø, der ligger midt imellem Fanø og Rømø.

Han blev født i Nordby en novemberdag for snart 74 år siden. Her boede familien på samme side af gaden som de øvrige kaptajnsfamilier og tæt på bedsteforældrene.

”Kan du se de røde huse dér? Vi boede i det sidste af dem. Og på den anden side af vejen boede mine bedsteforældre.”

Morfar hed Lauritz, og farfar hed Broder til fornavn, og sådan fik den nye søn i familien sit navn. Farfar havde også været kaptajn. Ligesom de fleste mænd i slægten i øvrigt.

I dag har Lauritz B. Holm-Nielsen stadig behov for Fanø som et fast forankringspunkt i livet. Sammen med sin hustru, Helle, købte han sommerhus på øen for en del år siden, og senere har de bygget et nyt i ægte Fanø-stil med røde mursten, småsprossede vinduer og stråtag. Og selvfølgelig tæt på vandet.

Det ligger dog i Sønderho. Så i mange år var Lauritz B. Holm-Nielsens far slet ikke på besøg. Fra nordøen og dermed fannik gennem flere slægtsled var han ikke meget for at sætte sine ben i den ”forkerte” sydlige del af Fanø.

”Da vores datter blev gift i Sønderho Kirke, var det også helt forkert, mente han. Og selvom han havde en fantastisk fest og var en af de sidste, der gik fra kroen ved firetiden om morgenen, skulle det i hvert fald ikke hedde sig, at han havde hygget sig hos sønderhoningerne.”

Lauritz B. Holm-Nielsen smiler. ”Helle og jeg føler os nu ret accepterede her, selvom de lokale godt ved, at jeg stammer fra den anden ende af øen. Så det er vel det, man kalder vellykket integration.”

Fanø var familiens udkigspunkt til verden. Fra klitten bag sommerhuset er der udsigt mod Rømø, Mandø og Sild samt Ribes karakteristiske domkirke. Og det var den vej og over havet, Lauritz B. Holm-Nielsen lærte at kigge. Ikke ind mod Esbjerg, der blev opfattet som ”en opkomling” i forhold til den århundreder gamle skibs- og søfartstradition, som man havde på Fanø.

”Jeg er vokset op med en fornemmelse af, at verden var vores, og at den var tæt på. Mens alt det inde på fastlandet, som man kaldte Danmark, var meget langt væk. Min mor havde det ikke på samme måde. Hendes familie var flyttet fra Vejle til Fanø, men hun blev aldrig fannik. Hun blev ved med at være ’dansker’, sagde man. Hendes far var bankmand, og ligesom øens postmester, apoteker, læge, præst og skoleinspektør, så kom de alle fra det bedre borgerskab ’i Danmark’. De talte også anderledes, syntes vi.”

”Man kan sige, at vi var meget rodfæstede, samtidig med at vi var meget globale,” siger Lauritz B. Holm-Nielsen, der på turen fra færgehavnen og hen mod sommerhuset har fortalt om øens tidligere skibsværft ”hvor der blev bygget 1100 skibe fra 1850’erne og frem til 1930’erne”, udpeget den gamle toldbod og den godt 15 kilometer lange strand, hvor ”havet er så lavt, at man virkelig skal anstrenge sig for at drukne”.

At han som barn var mere vendt mod verden end mod det danske fastland, bliver tydeligt, når han fortæller om sin barndom. For der var allerede mange minder fra den store verden, da Lauritz B. Holm-Nielsen fyldte seks år.

Første gang, han var med sine forældre ude på de store verdenshave, var han kun tre år. Godt to år senere fik kaptajnens søn lov til at komme med ud på eventyr igen, denne gang i hele ni måneder, inden skolegangen begyndte. Og hans 6-årsfødselsdag blev derfor fejret i Rio de Janeiro med krabbefrikadeller på menuen. Lavet af krabber, han selv havde fanget ved indsejlingen til den brasilianske havneby.

Det var på denne rejse, at hans store kærlighed til Sydamerika blev tændt. Et kontinent, der sammen med den danske ø i Vadehavet er forblevet hans vigtige pejlemærker i livet.

På hans drengeværelse i Nordby stod blandt andet flasker med sprit, hvor han opbevarede de maller, han havde fanget i La Plata-floden ved Uruguays hovedstad, Montevideo. Ved siden af den lille slange, han havde fundet ombord på skibet i bananklaserne.

Til fastelavn var han derfor sjældent i tvivl om udklædningen. Tropehjelmen var et sikkert hit og signalerede både eventyr, opdagelsesrejser og vovemod.

Lauritz B. Holm-Nielsen blev født et år efter krigens afslutning. Han blev med egne ord forkælet, for han kom som et lyspunkt efter en barsk periode i familien, hvor både hans farfar og far var væk fra øen i alle krigsårene. Det var normalt, at de sejlede ud og først kom tilbage halvandet år efter, men under Anden Verdenskrig blev farfaderens skib tilbageholdt, da det lagde til i en chilensk havn under dansk flag. På grund af den danske samarbejdspolitik med tyskerne havde Chile og flere andre sydamerikanske lande besluttet, at Danmark ikke længere eksisterede som selvstændigt land – og derfor blev skibet erklæret ”statsløst”.

Da han endelig kom retur til Fanø i 1946, var det for at blive i land, og Lauritz B. Holm-Nielsen omtaler derfor sin farfar som den mand, der reelt set blev faderfiguren i hans liv. For det var ham, der var der – ”han havde rod i sejlskibstiden og var god til at fortælle om sine mange oplevelser fra de mange år på verdenshavene”.

Faderen var også sejlet ud i 1939 og vendte først tilbage i 1945. Men det var ikke den samme mand, der kom tilbage.

”Fars skib kom i engelsk krigstjeneste, og han var blandt andet med til at sejle ammunition op på stranden under invasionen ved Normandiet. De oplevelser, han havde med sig fra krigen, prægede ham resten af livet. I dag vil man nok sige, at han havde ptsd, posttraumatisk stress.”

”Han havde set skibe blive sænket, sejlet gennem minefelter og set søfolk forsvinde i havet, efter at deres skibe var blevet torpederet – uden at kunne gøre noget. Seks år på Nordatlanten under u-bådskrigen havde sin pris. Han havde ofte mareridt og svært ved at styre sit temperament. Og han blev også bitter. For han følte ikke, at Danmark anerkendte krigssejlernes indsats. Til gengæld havde han ofte sine engelske medaljer på.”

Lauritz B. Holm-Nielsens far var ikke den eneste fannik, der kom ud af verdenskrigen med ar på sjælen.

”Det var en slags skæbnefællesskab herovre, og i skolen hørte jeg jo, at de andre børn også havde fædre, der blev meget opfarende.”

Når mændene var ude at sejle, styrede kvinderne øen. Stærke kvinder, heriblandt mange søfartsenker, der fik det hele til at hænge sammen, mens skibe blev tømt og lastet igen overalt i verden.

”I sådan et matriarkat skulle drengene selvfølgelig lære det samme som pigerne. Så jeg gik ikke kun til spejder, men også til køkkenskole. Når far kom hjem, skulle han bestemt heller ikke blande sig i det, der foregik indendøre. Mors klare domæne var børneopdragelsen og hjemmet, ’du kan tage dig af udenrigspolitikken’, som hun sagde til min far. Hver måned, når han var på søen, modtog hun en ’trækseddel’ fra rederiet. Det var en á conto check, som hjalp både os og Brugsen meget, for så kunne vi betale af på vores kredit.”

I mange år troede Lauritz B. Holm-Nielsen da også, at han selv skulle fortsætte slægtens søfartstradition og indgå i den lange kæde af kaptajner og historie, som man blandt andet får en fornemmelse af ved at gå en tur på kirkegården i Nordby.

Lauritz’ B. Holm-Nielsens navne går igen på mange af gravstenene.

”Her er min farmor og farfars grav. Og her ligger min fars fætter. Han var styrmand og søløjtnant på et dansk skib og blev taget af Gestapo i Kielerkanalen. Man siger, at han blev sultet ihjel i fængslet. Andre nåede slet ikke hjem. Min farfars bror ligger begravet i Rio, hvor han døde af gul feber, og min farmors lillebror ligger på havet, hvor hans skib blev torpederet ud for Shetlandsøerne. Min oldefar ligger begravet i Falmouth, han døde til søs af beriberi, og min farbror forsvandt med skoleskibet ’København’ i Sydatlanten.”

Nederst på gravstenene er skrevet: Guds vilje ske, ”som for mig betyder noget med, at livet skal leves forlæns, og så tager vi den derfra. Det skal man kunne leve med, og så hjælper det selvfølgelig med en tro på, at der nok er mere mellem himmel og jord.”

Han går gennem perlegruset og ind i kirkerummet. Tager kasketten af og peger på den bænk, hvor han altid sad. Næsten hver søndag sammen med farmor og farfar. Med udsigt til ikke færre end ni skibe i kirkeloftet.

Det var hans far, der løste ham fra familietraditionen. For han forudså en knapt så spændende fremtid for livet til søs og opfordrede i stedet sønnen til helt selv at finde ud af, hvad han brændte for.

”På mit spørgsmål svarede far, at jeg ikke skulle tage til søs, for i fremtiden ville kaptajner blive en slags buschauffører. Tankskibene lå allerede dengang kun i havn i nogle få timer. Og i stedet for stykgodsskibe og køleskibe ville der komme containerskibe, som i rutefart kun anløb havnene i nogle få timer af gangen. Den romantik og de oplevelser, der fulgte med at ligge ved land i nogle dage eller uger for at blive losset og lastet, ville forsvinde. Det var fortid.”

”I dag kan jeg se, at han havde ret. Og jeg plejer derfor at kalde mig for ’af den sidste generation’, der er vokset op i den gamle søfartskultur på Fanø. Men det ærgrer mig, at man fra politisk side i den grad har misrøgtet skibsfarten og ikke har haft respekt for de rødder og traditioner, som forskellige steder i landet har deres historie og identitet i. Det var forkert at lukke navigationsskolen på Fanø og lige så forkert at lukke læreruddannelsen i Tønder, for på samme måde som vi i disse år taler meget om at bevare biodiversiteten, så er der også en kulturel diversitet, man bør værne om. Forskellighed giver styrke.”

”Dér havde min farfar jo desværre fat i noget, når han kritiserede København for at lave en masse regler og regulativer, der bestemt ikke altid var gode længere ude i landet.”

Lauritz B. Holm Nielsen sidder i bilen, på vej fra kirken og ned mod færgelejet. Den var hans adgang til gymnasiet i Esbjerg, og senere gik der længere tid mellem færgeturene, da biologistudiet på universitetet i Aarhus og senere i København blev hans verden. Den store interesse for naturen, der var blevet vakt på vaderne, af trækfuglene og marskengen, har siden været hans levevej og førte ham blandt andet til botanisk feltarbejde i det elskede Sydamerika, hvor han boede med Helle og børnene i Ecuador nogle år. Senere blev det til flere år i Washington D.C., hvor han arbejdede for Verdensbanken med store investeringer i universiteter og forskning blandt andet i Latinamerika, Afrika og Asien. Inden rektorposten på Aarhus Universitet trak ham til Danmark igen.

”Så man kan jo godt sige, at jeg måske ikke fortsatte familiens søfartstradition. Men mønsteret har jeg gentaget. Helle har da ofte været alene tilbage her i landet med børnene, mens jeg har rejst rundt i verden. Vi har så gjort det, som mine forældre også var gode til: at opleve verden sammen. Og eventyrlysten og udlængslen har vi da også givet videre til vores børn. Så vi skyper med børnebørn i både Sydafrika og USA, hvor deres forældre arbejder for tiden.”

Lauritz B. Holm-Nielsen har parkeret bilen. Færgen fra fastlandet nærmer sig med små skumsprøjt for boven. Han skal tilbage til sommerhuset, når dagens gæst er gået ombord.

”Jeg tænker tit over, at familien og traditionerne jo ikke slutter med os. Lige som den heller ikke begyndte med os. Men Fanø er konstanten, og derfor skal jeg selvfølgelig også begraves herovre. Om det så bliver i Nordby eller Sønderho – det kommer nok an på den fortsatte ’integration’.”

Han smiler. Og vender bilen.

I kirken i Nordby hænger ikke færre end ni skibe ned fra loftet. Når Lauritz B. Holm-Nielsen sad her som barn om søndagen med sine bedsteforældre, kunne prædikenen godt virke lang, og så var skibene heldigvis altid spændende at kigge på. – Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix.
Lauritz B. Holm-Nielsen. Herfra min verden går. Lavet på Fanø den 25. Juni 2020 FOR KRISTELIGT DAGBLAD ©2020 Palle Peter Skov
Lauritz B. Holm-Nielsen. Herfra min verden går. Lavet på Fanø den 25. Juni 2020 FOR KRISTELIGT DAGBLAD ©2020 Palle Peter Skov