Prøv avisen

Jeg fandt kærligheden til min mor i de sidste år af hendes liv

Ernst van Norde holder af at komme på familiegravstedet på Østre Kirkegård i Randers. Her deler han tanker med sin mor. – Foto: Lars Aarø/Fokus

Det er naturligt at miste sine forældre, når de er gamle, og man selv er oppe i årene. Det er to år siden Ernst van Norde mistede sin 92-årige mor, men han besøger stadig hendes gravsted, når han har brug for at dele sine tanker med hende

Ernst van Norde holder af gåturen mod familiegravstedet på Østre Kirkegård i Randers.

Dette forår er det to år siden, hans mor, Oda Møller, blev begravet her på kirkegården, der også er en bypark med legende børn og hundeluftere. Når Ernst van Norde går mod gravstedet, mærker han, at han både er ved døden og livet.

”Her er jeg ikke alene, og der er noget godt ved at se stenen, hvor hendes navn står, og mærke, hvordan vi er forbundet. Jeg bruger hende stadig.

Da jeg blev fyret, kørte jeg op til gravstedet og talte med hende om det. Nu er jeg selvstændig, og de spekulationer, som følger med et sådant skifte, tager jeg også med, når jeg står ved hendes grav.”

Oda Møller blev 92 år. Ernst van Norde viser et billede, han tog af sin mor, et par år før hun døde. Billedet viser en stilfuld kvinde med levende øjne, men hendes hjerte var slidt. Det fandt hun ud af, kort før hun døde.

”Hun var meget bevidst om, at hun skulle dø, og vi kunne tale om det. Hun sagde, at hun ikke ville genoplives, for hun syntes, hun havde haft et fantastisk liv, og ønskede ikke at komme til at ligge hjælpeløs i en hospitalsseng.”

Hun blev indlagt på Randers Sygehus, og hele familien kom og tog afsked med hende – fra børnebørnene til den 89-årige søster fra København.

”Da de alle havde været der, sagde hun, at nu kunne hun godt rejse væk. Jeg husker, at jeg protesterede og mindede om, at hun skulle hjem til sin lejlighed. Så sagde hun, at det troede hun ikke.”

I dag kan han se, at hans mor fik ret i den analyse. To dage efter blev han ringet op fra sygehuset, fordi hans mors situation var kritisk. Han var på arbejde, da han fik opkaldet, og skyndte sig at køre mod Randers.

”Så så hun på mig og sagde: ’Det var godt, du kunne komme’. Så smilede hun til mig og lagde sig tilbage, åndede tungt, og efter et kvarter var hun død. Jeg tænker på det som en fantastisk smuk død, men jeg ærgrer mig over, at vi ikke havde flere gode år sammen, og jeg bebrejder mig selv, at det tog mig så mange år at blive voksen og tage ansvar for vores relation.”

I mange år havde Ernst van Norde travlt med at komme væk fra sit hjem. Han er vokset op som den yngste af to i Randers. Da han var seks år, blev hans forældre skilt. Hans mor giftede sig med en mand, som hun delte resten af livet med, og som Ernst van Norde betragtede som sin far. Når han tænker tilbage, var der en rodløshed, som fra tidlig alder fulgte ham. Han blev god til at køre på cykel. Sporten betød, at han tidligt var meget væk fra hjemmet, og han kom på landsholdet som 17-årig.

”Min mor sagde altid, at jeg skulle passe på ikke at køre for stærkt. Men cykelløb handler om at køre stærkt. I dag kan jeg jo godt forstå, hvorfor hun sagde det, men dengang blev jeg irriteret.”

Når han ser tilbage, kan han se, at forholdet til hans mor er opdelt i forskellige faser. Da han blev far, og hun blev farmor, oplevede han hende på en ny måde. Den rigeste fase var årene frem mod hendes død, efter hun havde solgt sit store hus og var flyttet til en mindre bolig i det centrale Randers nær Sankt Clemens Kirke, hvor hun holdt af at komme.

”I huset havde min mor to store billeder af min storebror, som var den, der altid havde været der for hende. Han døde af kræft som 47-årig, og den sorg skyggede for vores forhold. Hun valgte, at billederne af min bror ikke skulle op i den nye lejlighed. Da hun flyttede, slap hun min bror, og fra den ene dag til den anden ændrede hun og jeg vores forhold til hinanden. Der var noget nyt, som begyndte.”

”Jeg fandt ind i en stærkere forbundethed med min mor, og jeg kunne mærke, at det var gensidigt. På mange planer lignede vi hinanden. Jeg har haft en skøn barndom og er blevet støttet i alt, men jeg så min mor som en, der bare var der. De sidste år begyndte jeg at se hende på en anden måde. Jeg tror, jeg fandt kærligheden til min mor.”

I tiden efter sin mors død har han gået lange ture ved sommerhuset i Ebeltoft med hende i tankerne, ligesom han har tænkt på hende, når han har betragtet en stjerneklar himmel. Og så har han bemærket, at nogle af hans mors replikker i dag er blevet hans.

”I dag er det mig, som beder mine børn sende en sms, når de er kommet godt hjem, og mig, som gruer for den skiferie, min datter og hendes familie skal på. Og så tænker jeg på, at jeg har rejst i krigszoner, uden at min mor vidste det.”

Video: Ernst van Norde om at miste sin mor