Selvom jeg er vokset op med forældre, som ikke var særligt religiøse, har bønnen alligevel været der. Jeg lærte at spise med højre hånd og sige Bismillah, i Guds navn, som er en bordbøn, jeg har bedt hele mit liv. I islam er bønnen også i sproget. Lavede vi en aftale, blev der sagt ”inshallah”, altså om Gud vil, og dermed fik jeg tidligt en vished om, at mit liv er i hænderne på en almægtig Gud.
Min far rejste til Danmark, inden jeg blev født, og siden kom min mor op til ham, mens mine tre ældre søskende var hos min farmor, og jeg kom til at bo hos min moster. Jeg var to et halvt år, da jeg kom til Danmark. Jeg har et meget klart minde om at gå med min mor over Vesterbros Torv i København med de mange duer den dag, min far havde hentet os i lufthavnen med al vores bagage. Jeg havde aldrig set ham, og i taxaen gravede jeg hovedet ind i min mors mave for at undgå at se på ham. Mens vi krydsede torvet, pegede min mor mod nogle vinduer og sagde, at det var der, vi skulle bo.
Min forældre havde lejet sig ind hos en ældre dame, mor Hansen, som havde en niværelses herskabslejlighed tæt på Eliaskirken. Hun havde glædet sig til at møde mig og havde sat flag på døren og lavet gammeldags æblekage, som siden blev en af mine yndlingsdesserter.
Mor Hansen kom til at betyde meget for mig. Min mor, som jeg kaldte mama, arbejdede i køkkenet på Hotel Kong Frederik ved Rådhuspladsen om dagen, og min far arbejdede samme sted om aftenen og natten, og når mine forældre havde brug for en hånd, hjalp mor Hansen gerne til. Hun passede mig, inden jeg kom i børnehave, og siden var det ofte hende, som bragte og hentede mig. Hun præsenterede mig som sit barnebarn.
Mor Hansen gjorde alt det, man drømmer om at gøre med sin bedstemor: tog mig på Conditori La Glace, på Hotel d’Angleterre og lærte mig, at jeg ikke skulle have albuerne på bordet, når jeg drak min chokolade. På Dronningens fødselsdag tog hun mig med ind på Amalienborg Slotsplads. Mor Hansen fejrede eid med os, og vi holdt jul med hende. Hun var et troende menneske, og jeg var flere gange med hende i kirke, både i den lokale kirke på Vesterbros Torv og i Marmorkirken i indre København.
Som en slags investering i fremtiden sendte mine forældre mig i fransk børnehave og skole på Frederiksberg. Skulle vi vende tilbage til Marokko, ville det være en fordel for mig at være god til fransk. Der var over 60 nationaliteter på skolen og et ret særligt fællesskab. Vi talte meget lidt om tro, men en gang om året gik vi hen på Frederiksberg Allé til mindesmærket for den katolske, franske skole, som lå der, og som blev bombet i 1945. Her holdt vi et minuts stilhed og bad, inden vi gik tilbage skolen.
Det var i frustration, at jeg selv begyndte at overveje mit forhold til Gud. Jeg fik epilepsi, da jeg var 12 år. En morgen, hvor jeg havde siddet og læst op til en prøve, rejste jeg mig og fik et epileptisk anfald, hvor jeg faldt og ramte petroleumsovnen i stuen. Mit ansigt blev forbrændt. Jeg var 13 år, og jeg syntes, det var hårdt at være teenager med et vansiret ansigt. På skolen mødte jeg respekt, men når jeg gik ind i bussen, kunne jeg nogle gange høre folk hviske. Så jeg blev vred på Gud, for jeg syntes, jeg havde prøvet at være et godt menneske, så hvorfor skulle jeg så se sådan ud? Min mor sagde til mig, at jeg ville blive stærk af prøvelserne, og mor Hansen sagde, at jeg havde et smukt indre, og det var det, jeg skulle dyrke. Sport har altid betydet meget for mig, og inden jeg fik epilepsi, var det planen, at jeg skulle have dyrket konkurrencesvømning, og nu måtte jeg holde mig til atletik samtidig med, at jeg skulle leve med den uvished, som er forbundet med en sygdom, der kan være kronisk.
Det var en sorg, som fik mig til at søge Gud igen. Jeg blev gift som 18-årig kort tid efter, jeg var blevet student. Jeg var min fars næstyngste barn og den første, som blev student. Han var virkelig stolt af mig, men han syntes ikke om mit ønske om at gifte mig med en mand fra Marokko. I det sidste år af gymnasiet var jeg blevet pennevenner med den mand, som jeg siden blev gift med. Han læste matematik på universitetet i Marokko, var bror til min storesøsters mand, og de første breve handlede om matematik. Det udviklede sig til et kærlighedsforhold. Da jeg var 21 år, fik jeg vores første barn, og ikke lang tid efter døde en virkelig nær veninde. Jeg var lykkelig over at være blevet mor, og min epilepsi var væk, men jeg følte mig samtidig overmandet af tvivl. For hvordan kan Gud tillade, at en ung pige skulle miste livet?
Min mor rådede mig til at søge trøst i islam, sådan som hun selv havde gjort. Et år kørte vi galt nær Hamborg. Vi var på vej til Marokko, hvor min farmor lå for døden, og vi kunne ikke få flybilletter, så min far havde fået en ven til at køre os. Vi andre slap med skrækken og mindre skrammer, men min mors tilstand var kritisk. Hun var indlagt i næsten tre uger i Tyskland, inden hun kunne udskrives. Hun har siden fortalt mig, at det fik hende til at tænke over sit liv og sin eksistens og søge lindring og trøst i bønnen. Efter ulykken begyndte hun at gå med tørklæde og bede.
I dag kan jeg se, at jeg fandt lindring for sorgen i bønnen. Jeg begyndte at bede fem gange om dagen, som det er foreskrevet i Koranen, og på den måde begyndte jeg at gå med tørklæde, for du skal have det på, når du beder. Og så beholdt jeg det på. Min far fik et chok, da han så mig med tørklæde, men for mig er det et udtryk for, at jeg ønsker at ære Gud. Jeg talte engang med nogle nonner om det, og jeg oplevede, at de havde let ved at forstå, hvad tørklædet betød for mig. Jeg har to døtre, og jeg har sagt til dem, at hvis de vil gå med tørklæde, skal de vente, til de er fyldt 18 år – tørklæde, tatoveringer, piercinger og druk må vente, til de er myndige. Jeg tror på faste rammer.
Det er snart 20 år siden, jeg blev færdiguddannet jordemoder. Da vi fik vores eksamensbeviser overrakt, blev jeg kaldt op og fik en pris, fordi jeg åbenbart var den første muslimske jordemoder i Danmark. Mine kollegaer har nogle gange spurgt mig, om jeg overhovedet beder. De siger, at jeg ligner en hellig muslim med mit tørklæde, men at jeg under tørklædet er meget andet end det. Og nej, jeg siger ikke til en kvinde i fødsel, at hun lige må gispe, fordi jeg skal ud og bede. Jeg synes, det er rarest at bede hjemme, selvom jeg har mulighed for det på hospitalet.
På en måde er det bønnen, som bestemmer min døgnrytme. På den her tid af året kan det være svært at overholde bønnetiderne, når man også skal møde udhvilet på arbejde. Solnedgangsbønnen er lidt før klokken 22, klokken 23.30 er det aftenbønnen og klokken 3,30 daggrybønnen, men den udsætter jeg til klokken 5, så jeg kan sove lidt længere. Middagsbønnen er klokken 13, men den beder jeg typisk først, når jeg kommer hjem fra arbejde. Og lidt efter beder jeg eftermiddagsbønnen, som på den her tid af året er omkring klokken 17.30.
Morgenen er min yndlingstid på dagen. Når jeg har foretaget den rituelle vask af mine hænder, ansigt og fødder beder jeg daggrybønnen, inden jeg sætter mig med dagens første og eneste kop kaffe, og jeg får typisk selskab af vores kat. Daggrybønnen afløses af stilhed sammen med kaffen, inden jeg skal i gang med at smøre madpakker. Mine tre yngste børn bor hjemme. De dyrker alle elitesport og har typisk lange dage med megen træning og behov for store madpakker.
Bøn og meditation er det, som gør mit liv stabilt. For snart ni år siden gik min mand og jeg fra hinanden. Efter skilsmissen var bønnen et fundament, og jeg løb lange ture, som blev en slags meditation. I dag foretrækker jeg at gå lange ture og mærke, hvordan uløste spørgsmål bliver bearbejdet i bevægelse i landskabet.
I islam er der bønner for alt, og jeg beder typisk kun en lille del af dem. Men når jeg lægger mig til at sove, siger jeg en sidste bøn, mens jeg ligger på højre side, som det er foreskrevet i Koranen. Ritualet minder mig om, at søvnen er som den lille død og lyder: ”I dit navn sover jeg ind, og i dit navn genopstår jeg”, og så siger jeg trosbekendelsen. Jeg husker at tage mig tid til at tænke dagen igennem. Hvis der er noget, jeg skal bede om tilgivelse for, gør jeg det, før jeg sover, for ellers vågner jeg klokken to om natten og tænker på, at jeg kom til at tale hårdt til et af børnene.