Prøv avisen

Marie Brixtofte: Jeg fik en stærk trang til at bede bordbøn

40-årige Marie Brixtofte er psykolog og arbejder hos Børn, Unge og Sorg. Foto: Jonas Jensen

Min kusine og jeg var meget tætte, men hun døde, da jeg var 23 år. Hun var 32 år og vældig vred over, at hun skulle dø. I lang tid efter hendes død, følte jeg, at livet havde mistet meningen. Hvorfor gøre sig umage, når man alligevel snart skal dø fra det hele?

En tid efter vågnede jeg og så et billede for mig, der for mig var et svar på de dystre tanker, som havde fyldt mig i sorgen. Det gik op for mig, at vi er her for at leve med medfølelse og taknemmelighed. At vi skylder dem, som ville gøre alt for bare at have levet en dag, uge eller måned til, at være dybt taknemmelige, være så glade som muligt og gøre noget godt for andre. Er man et selvisk menneske, som ikke kan række ud til andre, bør man i det mindste være taknemmelig, for på den måde vil glæden over ens egen lykke smitte af på andre.

Som psykolog har jeg arbejdet med taknemmelighed i terapeutisk sammenhæng. Skriver man tre ting op, som man er taknemmelig for hver dag i en måned, kan man måle effekten et halvt år senere. Er man deprimeret, eller føler man sig som passager i sit eget liv, kan man have gavn af at lave øvelsen i en modificeret form. Så skriver man ikke blot, hvad man er taknemmelig for, men ser også sin egen rolle i det, man takker for. Måske skriver man: ”Jeg er taknemmelig for min vens besøg i dag.” Og så laver man tilføjelsen: ”Jeg er taknemmelig for, at jeg kan forme så gode bånd, at min ven besøger mig, selvom jeg er deprimeret.” På den måde bliver man bevidst om, at man også selv er agent – at gode ting ikke bare er noget, som sker for en, men fordi man også selv er med til at skabe de gode ting.

I mit eget liv er jeg vendt tilbage at have fokus på de ting, jeg er taknemmelig for, og som jeg absolut ikke har nogen andel i. I mit netværk er der flere, som er frivillige ved Udrejsecenter Sjælsmark og blandt andet står for at samle tøj ind. Her har jeg også selv bidraget, men i efteråret tog jeg et skridt mere og har fået kontakt med en børnefamilie og en ung mand på udrejsecentret.

Man kan have alle mulige politiske holdninger til flygtninge- og migrationsspørgsmålet, og det er bestemt et spørgsmål med en række dilemmaer, men det ændrer ikke ved, at jeg som mor får medfølelse med den mor, som sidder med sine børn i Sjælsmark og frygter for fremtiden, fordi hun har en velbegrundet frygt for, at hendes mand vil blive henrettet, hvis de vender hjem. Den frihed, jeg ellers tager for givet, får jeg et andet blik på, når jeg taler med den unge mand, som er født statsløs i en flygtningelejr og aldrig har haft et pas. Min frihed får en anden værdi i mødet med ham.

Jeg kan gå ud på den anden side af hegnet og køre væk fra mistrøstigheden i Sjælsmark, og da jeg første gang kørte hjem til vores privilegerede liv fra Sjælsmark, var jeg fuld af medfølelse og taknemmelighed. Min mand havde været med, og vi talte om, at vi har behov for i højere grad at værdsætte det, vi har og forsøge at give vores børn den basale, universelle kerneværdi, taknemmelighed er.

Taknemmeligheden kan dukke op på mange måder. Vi er lige vendt tilbage fra, hvad der skulle have været en solskinsferie, men hvor det regnede de fleste dage. Men også på en ferie i regnvejr er der noget at takke for: At vi kan dele oplevelsen med hinanden. At vi har friheden til at rejse, og at jeg turde lade min telefon blive hjemme.

Efter at jeg havde besøgt Sjælsmark for første gang, fik jeg en ubeskrivelig stærk trang til at bede bordbøn, hvilket var en lidt speciel oplevelse. Noget var rykket i mig. Inden længe kunne jeg ikke lade være med at forsøge mig med en form for bordbøn. I forbindelse med et måltid takkede jeg universet for maden og for alt det gode, jeg lige kunne komme i tanke om. Nu er det blevet en lille vane, og børnene kan godt lide det, og selv vores yngste på seks år husker at takke universet, hvis jeg glemmer det.

Nogle gange tænker jeg tilbage på tiden efter min kusines død, hvor jeg synes, jeg fik givet et billede af, at vi er her for at leve med medfølelse og taknemmelig. Min fars død (tidligere borgmester Peter Brixtofte, red.) har skærpet sansen for taknemmelighed. Jeg ser en stor sammenhæng mellem taknemmeligheden og det faktum, at vi skal dø. Vi skylder vores døde at leve videre med dyb taknemmelighed.