Prøv avisen

Jeg fik min gode mor tilbage ved at skrive en erindringsbog

"Jeg er grundlæggende en optimist af natur, så glæden fylder mere end bekymringen over at blive ældre. Jeg føler ikke, at det lukker ned, sander til, og at mulighederne bliver begrænsede,” siger Elisabeth Møller Jensen, der fylder 70 år den 31. december i år. – Foto: Petra Theibel Jacobsen

Tidligere direktør for Kvinfo Elisabeth Møller Jensen har skiftet spor fra at være en offentligt kendt feminist til forfatter og foredragsholder og har med sin erindringsbog, ”Dengang i Lemvig”, skrevet sig frem til afgørende personlige erkendelser

En nat for nylig kom Elisabeth Møller Jensens afdøde mor tilbage til hende i en drøm og sad ved siden af hendes seng.

Læs første artikel i serien "sommersamtale" med operasanger Jens-Christian Wandt

”Det var den voksne mor, og jeg var barnet. Hun strøg mig over kinden, og jeg kunne se hendes smil og den kærlighed, hun havde til mig. Det er en gave at få af det ubevidste, eller hvor det kommer fra. Og det billede kan jeg nu genkalde og trække frem, hvis jeg har brug for det,” siger Elisabeth Møller Jensen.

En grøn ficus dækker den ene væg i havestuen, der via de åbne døre hænger sammen med gårdhaven med blomstrende espalierroser, lavendler og klatrehortensia. Bag hækken rejser sig en vældig eg, en af Københavns ældste, her på en rolig villavej i Valby, hvor den 69-årige forfatter og tidligere direktør for Kvinfo bor sammen med sin mand i en ombygget firelænget gård fra 1861.

Da Elisabeth Møller Jensen i 2014 forlod posten som leder gennem 24 år af Kvinfo, center for formidling af kvinde- og kønsforskning, gik hun i gang med at skrive en bog, som hun i mange år havde vidst, at hun var nødt til at skrive.

Det blev til erindringsbogen, ”Dengang i Lemvig”, der fortæller om hendes barndom og ungdom i et arbejderklassehjem med en far, der arbejdede på fabrik, og en mor, der var psykisk syg. En central scene i bogen er, da moderen betror sin dengang 12-årige datter, at hun er bange for at komme til at slå hende ihjel.

Bogen fik en fornem modtagelse, heriblandt af Kristeligt Dagblads anmelder, der kaldte den for ”erindringslitteratur på et meget højt niveau”, da den udkom sidste efterår.

”Det har været en kæmpe glæde,” siger Elisabeth Møller Jensen.

I kølvandet på bogens udgivelse har hun skiftet spor fra sit hidtidige virke som en kendt dansk feminist til forfatter og foredragsholder. Det blev for nylig markeret, da hun åbnede sin egen hjemmeside med information om ”Dengang i Lemvig”, en kalender med foredragsdatoer og en blog, hvor hun skriver om emner i tiden, der optager hende.

”Jeg er stadig feminist, men jeg holder en lang pause i forhold til at kommentere det emne og de mere dagsaktuelle kampe. Man skal jo ikke være sådan en skyggedirektør for Kvinfo. Så både af hensyn til min efterfølger og fordi jeg gerne vil bruge de år, jeg nu måtte få, til at skrive bøger, er det en anden profil og stemme,” siger Elisabeth Møller Jensen.

Hun har tidligere holdt foredrag om Thit Jensen, om fembindsværket ”Nordisk kvindelitteraturhistorie”, som hun var hovedredaktør for, og om Kvinfo-relaterede emner. At komme rundt i Danmark og holde foredrag om ”Dengang i Lemvig” er en helt anden oplevelse.

”Det har været helt fantastisk, at der er så mange, der gerne vil snakke med mig og høre mig fortælle om bogen. Det er utroligt bekræftende, hver gang noget nyt, nye mennesker, der kommer, og nye læsere, som har deres helt egen tilgang og vinkel på den bog, jeg har skrevet. Jeg har aldrig før prøvet at tale med mennesker om et emne, der kommer så tæt på mig selv.”

En speciel oplevelse var det, da hun deltog i litteraturfestivalen Ordkraft i Aalborg, hvor der blev holdt en seance med 10 læsegrupper på Aalborg Bibliotek, der havde haft ”Dengang i Lemvig” på læseprogrammet.

”En af dem spurgte, hvordan jeg havde det med, at så mange mennesker nu vidste så meget om mig. Så svarede jeg helt spontant, at det var en lettelse. Og det er rigtigt, at jeg føler, det er en lettelse, at man ved, hvad jeg kommer fra, hvad min baggrund har været, og hvad der har været svært i mit liv.”

”Jeg fik også breve fra venner, der var i chok over, at jeg kom fra arbejderklassen. Det havde de da aldrig nogensinde forestillet sig. Og mange, jeg kender tæt, har undret sig over, hvorfor jeg aldrig har fortalt om min mor. De kunne ikke forstå det, for de syntes, at vi kendte hinanden så godt, og så har de ikke vidst noget om det, der gjorde mest ondt. Og som jo stadigvæk og altid vil være en smerte, en sorg og et sår.”

Det var ikke, fordi Elisabeth Møller Jensen og hendes søskende ikke talte sammen om moderen. Men at tale om det med andre uden for familien magtede hun ikke.

”Jeg har sagt, at hun var psykisk syg, og at hun havde været indlagt, så på den måde har det ikke været et tabu, at det er den slags problemer, jeg er vokset op med. Men det der med at begynde at forklare, har jeg kunnet mærke, var for svært, for hvordan giver du et helt billede? Jeg har været nødt til at skrive mig igennem det.”

Hun læste det færdige manuskript til ”Dengang i Lemvig” op for sin søster, der har en øjensygdom, der gør, at hun ikke kan læse tekster, og sendte det til sin bror.

”Der gik 10 til 14 dage, før han svarede, og der var jeg ved at dø af skræk. For det var fuldstændig afgørende for mig, at de kunne acceptere bogen. Det kunne de heldigvis, og det viste sig, at vi var meget enige om forståelsen af vores opvækst. De kunne også tilføje ting og komme med nogle supplerende historier, jeg gerne måtte skrive ind i bogen.”

”Det var også vigtigt, at mine børn kunne acceptere den. Jeg havde på forhånd besluttet, at hvis der var noget, de ville have ændret, så ændrede jeg det. For det betyder mere for mig, at mine søskende og børn kan være glade for bogen, end at jeg som forfatter har en forfængelighed omkring, at noget bliver udtrykt på en bestemt måde. Jeg har et langt liv og en karriere bag mig, så mit liv står og falder ikke med, hvordan det her lige præcis lykkes. Men ingen af dem har bedt mig om at rette noget, og de har bakket mig op om det.”

Elisabeth Møller Jensen beskriver sig selv som en person, der har brug for at have et stort projekt, der kan optage hende.

”Der var jeg heldig med jobbet på Kvinfo, som var 24/7. Man behøvede ikke ret meget andet, for det var altopslugende. Sådan er det også, når jeg kommer i gang med at skrive som med denne bog. Når jeg sætter mig ved skrivebordet, glemmer jeg tid og sted. Det at fortabe sig i noget uden for sig selv er en fuldstændig fantastisk tilstand at være i. Og det med at skrive er nok noget af det mest lykkelige for mig. Det kan næsten kun sammenlignes med en forelskelse i et spædbarn eller en elsket. Der er noget altforglemmende i det, som for mig har en utrolig tiltrækningskraft.”

”Mens jeg var på Kvinfo, kunne jeg tænke, at der kun var én drøm i mit liv, jeg ikke havde fået realiseret, og det var at skrive. At få tiden til det og stadigvæk have kræfterne, lysten og drivet er så privilegeret, at det først er nu, det begynder at gå op for mig, at det faktisk er det, der er realiteten,” siger Elisabeth Møller Jensen, der har en ny bog klar i hovedet, som skal skrives i 2017.

Hun understreger, at hun ikke havde udgivet erindringsbogen, hvis hun ikke mente, at den også kunne sige andre mennesker noget. Men det var ikke det drivende.

”Det var en nødvendighed for mig selv, fordi jeg personligt havde behov for at forstå, hvad det var, der skete, dengang i Lemvig. Og det har hjulpet mig meget at skrive den. Jeg har jo aldrig haft svært ved at tænke på min socialdemokratiske baggrund fra min fars familie. Den har været et løft gennem hele min barndom og hele mit liv og været en fast grund at stå på.”

”Men der, hvor det har været svært, har været min mors historie. Man kan ikke sige andet, end at hendes liv var en tragedie. De muligheder, hun havde, det talent og den måde, det endte på, er en tragedie. Man har levet ved siden af som vidne og set et menneske gå i opløsning igen og igen, uden at man rigtig kan gøre noget, samtidig med den her oplevelse af at man burde kunne. Og man forsøger og forsøger, indtil man kommer til et punkt, hvor man må opgive det – og så den skyld, der er i ikke at kunne ændre den nedgang og vej, hun er inde på. Det er klart, at det er en kæmpe byrde at bære.”

”Fordi det går den vej, er de billeder, man bærer med sig, de mørke billeder, der har taget over undervejs. Mit liv med min mor begyndte i lys, glæde og kærlighed, og jeg var så heldig, at jeg var tre et halvt år, da hun blev syg, og som den førstefødte har trukket på en god og stærk begyndelse. Alligevel er det de andre erindringer og billeder, der lejrer sig og kommer til at fylde.”

”Før jeg skrev bogen, kunne jeg have natlige mareridt og drømme, jeg ikke kunne huske, og hvor man vågner op i et vanvittigt dårligt og tungt humør. Og man ved ikke, hvad det er, andet end at man skal hive sig selv op ved hårene fra et hul så dybt. Ud af sengen, op og i gang og få det væk. Det var helt uformuleret som en stor tung følelse af noget, der levede i mig.”

”Så det, der er den største forskel for mig nu, er, at jeg har fået skrevet mig tilbage til den anden mor, den gode mor. Og det er en næsten konkret fysisk lettelse, at jeg har fået hende tilbage som erindring og billeder, og at jeg kan mærke hende, huske hende og se hende for mig.”

Til sin afskedsreception på Kvinfo sagde Elisabeth Møller Jensen i sin tale, at hun var lige så glad den dag, som da hun fik jobbet.

”Det er ikke bare det at holde op med at arbejde og få tid til noget andet, det er også, fordi mit arbejdsliv har været så tilfredsstillende. Jeg kan ikke forestille mig noget andet sted, hvor jeg ville have den samme glæde ved at kigge tilbage. Det har været et vigtigt arbejde, det er gået godt, og jeg har brugt mine kræfter på noget, som, jeg synes, er rigtig vigtigt. Og jeg har følt, at jeg i det job kunne trække på hele mig – den, jeg var, og det, jeg kunne og mere til for at udvikle den institution. Så jeg kigger tilbage på det med stor glæde, og jeg tror også, at det er derfor, jeg har kunnet lukke den dør og sige ’det var det’. Og nu åbner jeg en anden dør og går en anden vej i mit liv.”

”Men når man snart fylder 70 år, er det ikke bare arbejdet, man tænker tilbage på. Det er også, hvad man i sit øvrige liv har brugt tiden til, hvordan har man navigeret, og hvad har man prioriteret. Og der er jeg mindst lige så glad, om ikke mere, for, at jeg valgte at få fire børn, to hold. Det er jeg mest lykkelig over. Allerede som barn vidste jeg, at jeg ville have børn, det har ligget dybt i mig. Og det er en blomst, der springer ud, folder sig ud og vokser, sætter nye skud. Jeg har 10 biologiske børnebørn samt 1 til, 11 i alt, og det er da ikke slut. Det er en rigdom.”

Elisabeth Møller Jensen har ikke tidligere haft det svært ved at blive ældre, men med de 70 år er det anderledes.

”Jeg er glad for, at der er tid til at vænne sig til det, og jeg kan mærke, at det går den rigtige vej, så jeg er sikker på, at den dag, jeg bliver 70 år, er jeg glad for det. Men man har jo de gamle billeder fra barndommen, og da man var ung, af mennesker, der blev 70 år, støvets år, det er et voldsomt billede af den alder, man går ind i. At få forbundet det billede med den, man selv er, det halter lidt, så det skal man vænne sig til.”

”Jeg er grundlæggende en optimist af natur, så glæden fylder mere end bekymringen over at blive ældre. Det er noget, man skal være taknemmelig for, at man har den tilgang. Jeg har stadigvæk evnen til at se frem og tænke, at de næste 10 år bliver lige så spændende, som det var for 10 og 20 år siden. Jeg føler ikke, at det lukker ned, sander til, og at mulighederne bliver begrænsede.”

”Det er ikke, fordi jeg er jubeloptimist, og jeg kan godt ærgre mig over de skavanker, man får, og at man ligesom er kommet i reparationsalderen. Det er ikke, at jeg ikke er opmærksom på det, men man kan håbe på, at det ikke bliver for alvorligt, så man kan sige gud ske tak og lov, for man ved, at den store ubekendte er, om man har sit gode helbred.”

”Men eftersom jeg har været forskånet for det hidtil, så synes jeg, at livet er håbefuldt, og at det stadig er op til mig at være med til at forme, hvad der kommer til at ske. Så jeg har en fremskridtsdrift og glæde, og det at det er sådan, synes jeg selv, er en stor ting.”