Jeg har travlt, lyder det gængse svar i min omgangskreds, når vi spørger hinanden, hvordan det står til. Vi er alle i sidste halvdel af 20’erne, hvor vi har travlt med at realisere os selv, og det skal gerne gå håbløst hurtigt.
I sommer havde jeg den begrænsede fornøjelse, det nu er at pakke alle ejendele ned for at flytte. Min lejlighed var et labyrintisk kaos af kasser, som var stablet, så de mindede om et fort, der tårnede sig op på stuegulvet.
I et af de mørkeste gemmer dukkede min gamle babybog op, hvorfra der væltede en række små sedler ud i alle regnbuens farver.
”Jeg er en pige, der nogle gange gemmer noget i hjernen,” stod der på et papir markeret med datoen marts 1996. Det var svaret, jeg gav min mor i en alder af seks år, da hun spurgte, hvor alle de historier og eventyr, jeg fortalte, kom fra. Med den lille lyserøde bog i hænderne mærkede jeg pludselig, hvordan tiden gik i stå, og det falmende dagslys uden for mit vindue syntes at være en realitet for alle andre end mig.
Det var første gang i lang tid, at jeg satte mig ned for at se tilbage. Og med undtagelse af de identitetsløse Ikea møbler manifesterede en smalfilm af minder sig under nedpakningen, hver gang jeg fik en genstand i hænderne, som havde en historie.
I en kasse lå gamle fotografier af mit femårige jeg i Kastrup Lufthavn iført knap så moderigtige lyserøde Minnie Mouse-gamacher, rød velour-kjole med broderet krave, en cowboyjakke, der matchede min mors, og en Løvernes Konge-taske samt et skilt om halsen med en flyvemaskine. Skiltet indikerede, at jeg fløj uden mine forældre. For første gang rejste jeg alene for at bo hos min tjekkiske familie i to uger – til trods for at mit primære tjekkiske ordforråd bestod af ”godnat”, ”farmor” og tallene fra 1 til 20.
I en anden afkrog dukkede min fars gamle lommekniv op, som var umådelig brugbar, når vi vandrede i Tjekkiets bjerge og lavede mad over bål ved søerne. Under en af udflugterne ”kom vi til” at bevæge os ind i et lukket område ved den tjekkiske og tyske grænse, hvor vi ikke måtte færdes. Hvad var det, min far var så ivrig efter at finde? En grænsesten. Det tjekkiske politi ventede på os, da vi kom tilbage, og diskuterede, hvorvidt vi skulle udleveres til det tyske politi. Så galt gik det dog ikke. Få år senere døde min far af kræft, da jeg var 14 år. Når jeg tager mig tid til at tænke tilbage på vores utal af eskapader, minder det mig om, at jeg hellere vil se mig selv som den, der havde den kærligste far, frem for at være hende, der mistede sin far som barn.
Ud fra en af mine gamle Harry Potter-bøger faldt en tørret vintergæk og et digt, jeg i min gymnasietid skrev om den hvidklædte blomst. Jeg skrev meget i teenageårene – digte, noveller, dagbog, artikler og interviews, hvor jeg enten kunne forsvinde i mit eget univers eller åbne den omgivende verden. Jeg gik på et internationalt gymnasium med kammerater, der havde rødder i alt fra Pakistan til USA, og så en stor værdi i at være omgivet af mangfoldighed. Som kontrast interviewede jeg den daværende formand for det nynazistiske parti Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse i forbindelse med en skrivekonkurrence. Hans lukkede verden gjorde indtryk. Interviewet vandt.
Jeg indrømmer, at fortidsfordybelse ikke er den mest effektive pakkemetode. Da jeg kiggede op, var kaossets omfang fortsat uændret. Refleksionen midt i mit fort af halvtomme flyttekasser viste sig imidlertid at være en åbenbaring for mig.
At stile efter fremtiden kan for mig virke som en håbløs affære. Fremtiden er noget, vi altid halser efter, men aldrig når. Når den bliver nutid, er der noget nyt, vi skal stræbe efter. Nogle gange savner jeg bare at være til. For når øjnene hele tiden stirrer ud i horisonten, kan jeg sidde med følelsen af, at jeg ikke er nok. At jeg ikke er, hvor jeg burde være. Men i en verden, hvor det er blevet en dyd at være omstillingsparat og i konstant bevægelse, er det værd at stoppe op og se tilbage på udgangspunktet og de betydningsfulde øjeblikke, der er opstået undervejs.
Mine 27 år har ikke været stillestående. Og jeg behøver ikke realisere mig selv ud fra, hvor jeg måske, måske ikke ender engang i fremtiden. Jeg realiserede mig selv allerede dengang, jeg begyndte at fortælle historier – og fortsatte med at gøre det.
For jeg er stadig pigen, der nogle gange gemmer noget i hjernen.