Jeg føler, min psykolog har svigtet mig

Efter to års terapi afbrød psykologen behandlingen. Nu sidder jeg tilbage og føler mig svigtet på samme måde, som jeg gjorde som barn, skriver Henriette

"I ugerne og månederne efter den afbrudte terapi forsøgte jeg igen og igen at kontakte min psykolog dels for at få en forklaring, dels for at få en afsluttende samtale. Hun svarede ikke, men lagde røret på. Til sidst fik jeg fat i hende, og hun sagde, at ”vores samarbejde var ophørt”. Alt dette gør mig så ubeskrivelig ondt. Jeg føler, at jeg ikke kan komme videre," skriver Henriette.
"I ugerne og månederne efter den afbrudte terapi forsøgte jeg igen og igen at kontakte min psykolog dels for at få en forklaring, dels for at få en afsluttende samtale. Hun svarede ikke, men lagde røret på. Til sidst fik jeg fat i hende, og hun sagde, at ”vores samarbejde var ophørt”. Alt dette gør mig så ubeskrivelig ondt. Jeg føler, at jeg ikke kan komme videre," skriver Henriette. .

Kære brevkasse

I forbindelse med en svær livskrise begyndte jeg for to et halvt år siden at gå til psykolog. Efter en måneds tids forløb sagde psykologen til mig, at hun mente, jeg havde ”noget grundlæggende” med min personlighed. Jeg tænkte over det og gik tilbage med ordene: ”Du mener, at jeg er emotionelt ustabilt personlighedsforstyrret?”. Det bekræftede hun og fortalte, at jeg skulle indstille mig på årelang terapi, og hun nævnte, at der fandtes en offentligt betalt løsning, som hun sammen med min læge kunne henvise mig til.

Imidlertid var der et års ventetid på denne behandling, så i mellemtiden fortsatte jeg hos min psykolog for egen regning. Da jeg så omsider fik plads på behandlingsstedet, havde jeg meget svært ved at skulle
sige farvel til min psykolog. Hun sagde da til mig, at grunden til, at hun oprindelig havde foreslået mig stedet, var, at dette var en gratis løsning for mig.

Hun mente også, at jeg besad en veludviklet selvreflektorisk evne, som gjorde, at jeg ikke nødvendigvis behøvede gruppeterapi på behandlerstedet, men sagtens kunne nøjes med individuel terapi. Hun kunne som psykolog i øvrigt ”det samme” som behandlerne på behandlerstedet. Jeg valgte at takke nej til den ellers gratis terapi og blev så hos min psykolog for egen høje regning.

Efter sammenlagt to år og mere end 200 sessioner afbrød hun imidlertid brat min terapi. Jeg var knust og fik voldsom separationsangst og selvmordstanker. Hele min trygge base, den person, der om nogen burde kunne forstå, rumme og støtte mig, vendte mig ryggen, og tilmed mens jeg var i en krise. Jeg havde efter en skilsmisse og en nylig flytning mødt kærligheden igen, men havde ulykkeligvis opdaget, at min nye kæreste kørte to forhold på én gang.

I ugerne og månederne efter den afbrudte terapi forsøgte jeg igen og igen at kontakte min psykolog dels for at få en forklaring, dels for at få en afsluttende samtale. Hun svarede ikke, men lagde røret på. Til sidst fik jeg fat i hende, og hun sagde, at ”vores samarbejde var ophørt”. Alt dette gør mig så ubeskrivelig ondt. Jeg føler, at jeg ikke kan komme videre.

Jeg har endda efterfølgende været hos en anden psykolog, som jeg også gik hos for år tilbage, da min far døde. Hun mener, at psykologen ikke har hjulpet mig og oveni har påført mig et traume. Nu er jeg så begyndt i terapi igen i offentligt regi på det omtalte behandlersted. Og jeg er tilbage, hvor jeg var for to et halvt år siden og cirka 200.000 kroner fattigere og med et dybt ar på sjælen.

På et tidspunkt læste jeg psykologloven for at blive klog på, om min fornemmelse af at være blevet groft svigtet stemte overens med den. Det gjorde den. Psykologen har, som jeg ser det, svigtet sit behandler- og menneskeansvar og ikke udvist ”samvittighedsfuldhed”. Hun har tilmed siden løjet på skrift, idet jeg bad om aktindsigt til brug for min klage. Her havde hun så tilføjet flere lodret forkerte oplysninger, blandt andet hed det pludselig, at hun et år inde i mit forløb havde insisteret på, at jeg skulle på det omtalte behandlersted, idet dette ville være ”klart bedst” for mig.

Jeg mistede min mor, da jeg var bare fire år, og er opvokset med en psykisk stærkt ustabil far. Derfor har jeg svært ved at rumme tab og svigt og ikke mindst: denne svære følelse af at blive forladt. Jeg føler nu, at den eneste i verden, der ikke måtte ”forlade” mig, jo var den psykolog, jeg havde lagt hele min livshistorie og min sårbarhed i hænderne på. Alligevel svigtede hun mig, da jeg blev klyngende og sendte hende så mange mails og sms'er - og kom i krise med eksakt den problemstilling og den symptomadfærd, som var hele årsagen til, at jeg var i behandling hos hende.

Hun sagde endda til mig, at jeg oveni havde en tilknytningsforstyrrelse, som gjorde, at jeg knyttede og knytter mig stærkt til nogle, som ikke er gode for mig, for eksempel fordi de skiftevis er tilgængelige og støttende og det modsatte - nøjagtigt som min far. Og nøjagtigt som psykologen var igennem hele mit forløb, hvilket jo gjorde, jeg kom til at knytte mig meget nært til hende. Men hvorfor kunne hun så ikke se og rumme det?

Hvad tænker I om dette forløb? Og hvorfor tror I, psykologen har nægtet at møde mig i et dialogmøde - og forinden da: til en afsluttende samtale? Det gør så ondt i mig, og der går ikke én dag, uden at jeg græder over dette. Hvad ville I gøre for at få ro i sjælen over det skete? Jeg er så ulykkelig over, at den person, jeg stolede så dybt på, og som jeg troede ville hjælpe mig med mine vanskeligheder, ikke kunne eller ville rumme min sårbarhed.

Venlig hilsen

Henriette

Kære Henriette

Vi kan rigtig godt forstå, at du har det svært og er meget fortvivlet over den bratte afslutning hos psykologen. For du har virkelig satset på, at dette forløb skulle bringe dig noget godt og kunne bidrage til at hele nogle af de sår, du har med fra din opvækst. Når man er en lille pige på fire år, der mister sin mor, er man meget sårbar, og når støtten, der er tilbage, er stærkt ustabil som din far, så er det ikke mærkeligt, at du inden i dig selv har dybe længsler efter en trofast, omsorgsfuld og stabil behandler, der kan rumme dine skiftende tanker og følelser.

Sådanne dybe og langvarige smerter fra barndommen dukker også meget lettere op i krisetider, eller når arbejde og voksenrelationer giver underskud af kræfter, for så er det, som om de bandager, der er lagt uden på vores barndomssår, meget lettere kan rives af, og sårene bliver dermed mere synlige.

Der er selvfølgelig rigtig mange ting, som vi ikke ved hverken om dig eller den omtalte psykolog. Men almindeligvis bør en veluddannet, erfaren og moden psykolog kunne tackle et behandlingsforløb med en person med en ustabil personlighedsforstyrrelse. Den faglighed og rummelighed må man kunne forvente. Og kommer en behandler i vanskeligheder med det, hvilket kan være forståeligt i et intenst følelsesmæssigt rum over lang tid, bør vedkommende søge ekstra faglig vejledning hos erfarne kolleger. Desværre sker det ikke altid.

Der er flere ting, som du nævner, som er vanskeligt for os at kommentere, for så skulle vi kende mere til tingene. Men det er helt uforståeligt, at du ikke kan få en afsluttende samtale med vedkommende. Behandlingsrelationen handler også om magt og tillid. Og når den brydes ensidigt af den behandlende part, må man kunne få en grundig forklaring. Uanset hvad grunden er - om det handler om, at hun ikke magter behandlingen, eller om hun selv er blevet syg eller noget helt femte - så har du krav på at få en grundig samtale og blive oplyst om tingene.

Vi synes, du skal få hjælp af dine nuværende behandlere og bede om deres støtte til at få en samtale etableret, hvor du har en bisidder med, så du ikke er alene, hverken før, under eller efter samtalen. Det håber og tror vi egentlig også, at psykologforeningen ville støtte op om. En sådan samtale ville ikke i sig selv hele den retraumatisering, som du har oplevet. Men du ville have mindre fri fantasi til at tænke alle mulige dårlige ting om dig selv og i bedste fald måske få en mere håndfast forklaring på, hvorfor terapiforløbet måtte slutte så brat og uforudsigeligt, sådan at du ikke alene sidder tilbage med en følelse af at være forkastet og værdiløs. For det sidste er du under alle omstændigheder slet ikke.

Mange hilsener