Karla lider af depression: Jeg følte, at jeg skulle dø, og det var det, jeg havde lyst til

I mange år bar Karla på mørke følelser, som hun gjorde sig umage med at skjule. En lang sygemelding og støttende forældre blev et vendepunkt

”Mørket og uroen er der stadig, men nu, hvor jeg giver det lov til at komme frem, har det ikke så travlt med at brage igennem,” siger Karla. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.
”Mørket og uroen er der stadig, men nu, hvor jeg giver det lov til at komme frem, har det ikke så travlt med at brage igennem,” siger Karla. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Karla holder af vægtløsheden i vandet. Det er mandag aften, og der hviler et blødt, nærmest gyldent lys over Københavns Nordhavn, da hun på årets sidste sommerdag springer i for at lande i vægtløsheden i vandet. Hun flyder på ryggen i vandet, som er lunt af augusts varme. Hun bader så ofte som muligt, helst morgen eller aften, hvor hun kan være lidt for sig selv ved vandet. Badeturene og tiden ved vandet minder hende om dengang, hvor hun var syg og ikke vidste, at livet kunne være, som det er nu med plads til de følelser, hun alt for længe lukkede inde.

”Jeg griner rigtig meget, men jeg græder også rigtig meget, og når min mor spørger, om der er noget galt, så kan jeg svare hende, at det bare er livet. Nu kan jeg være ærlig i mine følelser, og det giver et trygt rum for mig og dem, jeg er sammen med.”

Vi skal tale om at være i depressionens dystre mørke og om at mærke en ny lethed ved livet som 20-årig. Karlas forældre har beskrevet hende som et solskinsbarn. Selv husker hun, at hun var gladest, når hun brugte sin krop og fik brændt noget energi af. Der er en del filmklip af hende som lille. Hun er foreviget dansende og strålende. Tøjet var også strålende. En hæklet sommerhat formet som en blomst, ballonbukser i farverigt stof og en skjorte med pufærmer. Med sit kulørte tøj skilte hun sig ud fra de andre i klassen, men forældrene opfordrede hende til at stå ved sig selv og understregede, at uanset hvad der skete, ville de modtage hende med åbne arme.

I 8. klasse udviklede Karla et svært forhold til mad. Det syntes hun ikke, hun kunne tale med forældrene om. Efter at have gået til gymnastik to gange om ugen i ni år, havde hun droppet sporten og fået en ny vennekreds i klassen. Faktisk var hun blevet en del af den venindegruppe, som nogle år tidligere havde haft en gruppe på sociale medier med titlen: ”Alle os, der hader Karla”. Dengang havde pigerne ikke holdt sig tilbage med at kritisere Karlas farverige tøjvalg.

”I 8. klasse kom jeg ind i en venindegruppe, som jeg ikke var tynd nok til at tilhøre. Jeg fik at vide, at det så mærkeligt ud, at jeg havde så store lår i forhold til de andre. Og så gik jeg med på deres slankekure, og jeg begyndte at sulte mig selv.”

I en periode var hendes daglige menu to pærer. Andre gange spiste hun mere normalt, men kastede maden op. Hun blev tyndere, men ikke tynd nok ifølge veninderne, og der voksede noget dystert i hende.

”Jeg vidste godt, at hvis jeg fortalte mine forældre om det her, så var der nogle ting, de ville spørge ind til, som jeg måske ikke havde lyst til at tale om, for jeg var jo snørklet ind i relationerne til den nye venindegruppe. Selvom jeg er fra en tæt kernefamilie, har jeg ikke brudt mig om, at mine forældre skulle være bekymrede for mig.”

Da hun kom i 9. klasse, kom fester til at fylde. Hun drak den billige æblevin fra Rema 1000 og en god del vodka.

”Når jeg blev fuld, kom der en masse mørke tanker op, og jeg mødt en dyster person, som jeg gerne ville slukke for. Så drak jeg mere, og det endte altid med, at jeg kastede op.”

Karla holder af vægtløsheden i vandet. Hun bader så ofte som muligt. Badeturene og tiden ved vandet minder hende om dengang, hvor hun var syg og ikke vidste, at livet kunne være, som det er nu med plads til de følelser, hun alt for længe lukkede inde. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.
Karla holder af vægtløsheden i vandet. Hun bader så ofte som muligt. Badeturene og tiden ved vandet minder hende om dengang, hvor hun var syg og ikke vidste, at livet kunne være, som det er nu med plads til de følelser, hun alt for længe lukkede inde. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Efter 9. klasse kom hun på efterskole. Forventningerne var høje. Hun forestillede sig, at hun skulle have en kæreste og opleve det bedste år i sit liv. Og det blev det bedste skoleår, hun har oplevet. Nye venner og en kæreste fik hun også, men samtidig trådte en side frem, hun ikke kendte. Hun var enormt vred og skældte ud på kæresten, vennerne og forældrene.

”Jeg var træt af at have det sådan og havde dårlig samvittighed over at være så vred. Jeg plejede ikke at vise følelser, men jeg græd foran min kæreste og sagde, at jeg ikke forstod, hvad der skete med mig.”

Efterskoleforstanderen var opmærksom på Karlas situation, og hun kom i et forløb med kognitiv terapi, men mørket og dysterheden var stadig i hende, da hun efter sommerferien begyndte på gymnasiet. Hun gjorde sig umage for at fremstå stærk og velholdt, men efter otte måneder i gymnasiet var det, som om der gik hul på det mørke, hun bar i sig.

Hun dropper gymnasiet, passer i stedet et job på en café, men har det dårligt. En eftermiddag, hvor hun var alene hjemme med sin far, gik hun ud på toilettet, låste døren og græd.

”Jeg følte, at hvis der ikke var nogen, som slukkede for mig nu, så ville min krop slukke. Jeg kunne ikke mere, og jeg følte, at jeg skulle dø, og det var det, jeg havde lyst til.”

Hendes mor, som var på vej til USA på forretningsrejse, hørte om situationen og vendte om i Frankfurt og sygemeldte sig for at være hjemme hos datteren. Nogle dage senere blev Karla udredt hos en privat praktiserende psykiater. Han konstaterede, at Karla havde en svær depression, og hun kom i medicinsk behandling for lidelsen.

”Han sagde til mig, at jeg havde været alt for syg alt for længe, og at jeg nok havde haft depressionen, siden jeg var 15 år. På den ene side var jeg lettet over, at der var en grund til, at jeg havde det så svært, og samtidig var jeg bekymret over, hvad det ville betyde, at jeg nu skulle slæbe rundt på en diagnose.”

To uger efter hun havde låst sig inde på badeværelset, følte hun, at hun var klar til at gå ud i verden igen. Hun vendte tilbage til jobbet på caféen, hvor hun arbejdede, til hun begyndte på HF.

”Der gik halvandet år i HF, hvor det var, som om jeg havde slukket for det, som skete i mit indre, og i hvert fald tillod jeg mig ikke at mærke nogen form for udsving, for jeg ville gerne bare var rask.”

Et halvt år før, hun skulle afslutte HF, kom, hvad Karla beskriver som det store mørke, selvom hun fortsat fik medicin.

”Det var, som om der gik en klap ned, og jeg var bare utrolig ked af det og følte mig ikke længere som et menneske.”

I de næste 10 måneder var hendes base forældrenes seng. Sengen udgør hjertet af barndomshjemmet i Aarhus, og her lå Karla uge efter uge og følte sig tanketom. Forældrene rykkede sammen om hende, og de foreslog, at hun kom til psykolog, men hun ville ikke.

”Jeg tror, jeg bad om ret meget tålmodighed. 10 måneder er lang tid, men havde du en datter med kræft, ville du jo heller ikke hele tiden forvente, at hun skulle gå ture eller mødes med sine venner.”

Hun fortæller, hvordan hendes forældre og bror slog ring om hende og spiste ved hendes seng, mens hun andre dage havde overskud til at spise med de andre ved spisebordet. Tiden blev langsom ikke bare for Karla, men også for familien.

”I dag kan jeg se, at det har været godt at få tid til virkelig at være ked af det og få lov til at slappe helt af. Jeg sov enormt meget, og jeg har stadig behov for at sove meget og tage lur.”

Karla.
Karla. Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Med tiden kom samtalerne i familien. Hun fortalte om dysterheden og om de følelser, hun ikke før havde turdet dele med dem. I løbet af de måneder, hvor hun primært opholdt sig i forældrenes seng, udviklede der sig et stort følelsessprog i kernefamilien.

”Jeg har gået til psykolog, uden at det rigtig har flyttet noget for mig. Men mine forældres og min brors tid, deres tålmodighed med mig og vores samtaler har haft en virkelig stor betydning. Jeg har mærket, at jeg var rummet og accepteret.”

Og så er vi tilbage ved glæden ved vægtløsheden i vandet. Uden at have meget energi cyklede hun en dag ud til en vinterbadeklub i Aarhus. Her pakkede hun sig ind i tæpper og hvilede ved vandet med et krus te og badede.

”Jeg mærkede, at der var kommet en anden ro over mig. Før har jeg ikke kunnet se ud over vandet, uden at der har været tankemylder, hvor det var, som om min hjerne stak af med mig. Men nu kunne jeg se på vandet og nyde det.”

I dag bor hun i København, hvor hun har et job som pædagogmedhjælper. Hun siger, at hun øver sig i at sænke forventningerne til sig selv, men forestiller sig, at hun en dag vil læse til pædagog.

”Jeg er et ret ambitiøst menneske, men jeg har sagt til mig selv, at hvis jeg får taget en uddannelse, mens jeg er i 20’erne, er det fint. Det er vigtigere for mig at kunne nyde de gode relationer, jeg har. Jeg taler meget med mine venner om, hvordan de har det, og jeg kan tale med dem om, hvordan jeg har det. Det er vigtigt for mig, at der i alle mine relationer er et stort følelses-sprog.”

En dag blev hendes far spurgt, om Karla var rask. Han svarede, at datteren havde det godt, men at hun resten af sit liv skulle tage et særligt hensyn til sit følelsesliv, ligesom man efter en blodprop skal tage særligt hensyn til sin livsstil. Karla giver sin far ret.

”Mørket og uroen er der stadig, men nu, hvor jeg giver det lov til at komme frem, har det ikke så travlt med at brage igennem, og når jeg mærker, at jeg har blues på, har jeg veninder, jeg kan ringe til og som ved, hvad jeg taler om, og måske aftaler vi, at vi kan ses og ligge og se tv og spise M&M’s.”