Jeg spørger nogle gange mig selv, hvad forskellen egentlig er på at være i 70’erne og så være i 90’erne, hvis jeg ser bort fra, at jeg ikke løber helt så stærkt som dengang og kan have svært ved at holde balancen. Jeg synes ikke, forskellen er så stor. I det store hele omgås jeg mennesker i 70’erne og 80’erne, for venner, som er i 90’erne, har jeg langt færre af.
Jeg havde sådan set aldrig troet, at jeg ville blive 90 år, men da dagen nærmede sig, sendte jeg invitationer ud til 400, som jeg indbød til fest på dagen i Tivoli Friheden i Aarhus. I invitationen, som jeg sendte med gammeldags post, skrev jeg, at såfremt de var på disse kanter, ville jeg glæde mig over at se dem. Og der var mange, som var på disse kanter, for vi endte med at være 360, og det var en fantastisk tilkendegivelse, at så mange kom. Sådan en dag kunne man måske have fået en masse råd, men jeg syntes, der skulle være god tid til at tale sammen, så jeg bestemte, at der kun skulle være tre talere. Og alle talere var langt yngre end jeg.
Når jeg tænker på at være i 90’erne, ser jeg min mor for mit indre. Hun blev 100 år og syv måneder helt nøjagtigt og var forbilledligt frisk i tanke og sind. Hun var i gang hele livet. I hvert fald fra hun var otte år, for da mistede hun sin mor på tragisk vis og fik ansvaret for sine tre yngre søskende. Og hun blev ved med at hjælpe til. De sidste 30 år af sit liv var hun enke. Hun dyrkede gulerødder og kartofler i sin ret store have i Sønder Rubjerg, hvor hun kunne se Rubjerg Knude Fyr, som var vores egns stolte vartegn. Og så havde hun en kreds af damer, som hun kendte fra de år, hun var med i det lokale børneværn, damer fra missionshuset og nogle fra familien. De mødtes og talte om livet i Rubjerg og lidt længere væk, for hun blev ved med at være optaget af at følge med og give en hånd.
De sidste år boede min mor på plejehjem, og her så vi hendes nøjsomhed og taknemmelighed. På plejehjemmet var der måske 100 meter til et toilet, og det syntes vi børn ikke var godt nok. Så vi fik hende flyttet, men min mor, som var vant til das ved ejendommen i Sønder Rubjerg, syntes det var for meget væsen at gøre ud af hende, at hun sådan skulle have lejlighed med eget toilet.
Forskellene mellem min mor og mig er lette at se. Min mor havde ikke noget ønske om at rejse. Min kone og jeg har ni gange været på krydstogt og synes, det er med til at gøre livet rigt. Min mor kom i Indre Mission og var afholdskvinde; jeg holder mig til at tale pænt om Indre Mission og støtte Blå Kors, fordi jeg ved, det ville gøre min mor glad. Trods forskellene er der nogle grundlæggende ting, jeg tager med fra min mor: det gode forhold til nærmiljøet og familien, at holde sig i gang og kirkegangen, som har fulgt mig gennem hele livet. Og så naturligvis interessen for ens omverden. Jeg læser mine to aviser, Morgenavisen Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad, og kunne ønske, det var som de år, hvor jeg var minister og fik dagens vigtigste avisartikler som udklip, når jeg mødte i ministeriet klokken 7. Nu følger jeg i stedet med på TV 2 Nyhederne og sætter pris på ikke mindst Peter Mogensen og Michael Kristiansens ”Tirsdagsanalyse”.
Samme kanal har inviteret mig med et i program. De siger, at de gerne vil have en med, som er lidt ældre end de andre. Nogle er imponeret over min hukommelse. ”Hvordan kan du dog huske det?”, spørger de, og så længe man spørger mig om noget, som skete for årtier tilbage, er det ikke så svært. Det er sværere for mig at huske, hvad der skete, da jeg var i 80’erne.
Skønt jeg nu er 93 år, føler jeg mig vældig hjemme blandt folk, der er langt yngre, men jeg har en gruppe af jævnaldrende, som jeg har holdt kontakten med siden 1953. Det år blev vi uddannet fra Ribe Seminarium, og i min klasse aftalte vi, at mine klassekammerater hvert år skulle sende mig et brev, som jeg lovede at duplikere og udsende til alle i klassen. Hvert femte år har vi sat hinanden stævne med vores ægtefæller. Jeg har været med alle gangene. Vi var 31 i klassen. I dag er vi 13 tilbage, og den ældste af os er 98 år, så jeg tror, vi skal prøve, om vi kan samles endnu en gang. Det er spændende at se tilbage på brevene, som fortæller om vores udvikling og om en klasse, hvor lærergerningen fyldte meget, men hvor der ofte også var plads til samfundsengagement.
Jeg fører en slags statistik over antallet af begravelser, jeg deltager i. Det bliver til mellem 10 og 15 i løbet af et år. Sidst var det Ellen-Margrethe Skous begravelse. Hun blev 93 år, og jeg lærte hende at kende, da hun sad i amtsrådet for Socialdemokratiet. Så vidt det er muligt, går jeg til mine tidligere partifællers og byrådskollegers begravelser. Jeg dukker også op, når en fra Fremskridtspartiet skal begraves, selvom vi ikke har været enige om meget. Når man har kendt folk på forskellig vis, synes jeg, at man skal møde op. Jeg ved, at mange ikke tror, det er til at holde ud med alle de begravelser, men begravelser er måske netop til at holde ud. For det første er det jo en kendsgerning, at vores jordiske liv får ende og for det andet, så er begravelsen en tid, hvor vi gør os umage. Ofte holder præsten en tale, hvor der bliver bundet en sløjfe på en livsfortælling, og man får lov at synge gode salmer.
Når jeg går i seng om aftenen, kan jeg nogle dage tænke, at det ikke er sikkert, at jeg vågner. Det ville være en blid død. Min begravelse er planlagt og har været det længe. Vi har købt stenen, betalt for gravpladsen, og det er kun datoen, som skal sættes på stenen. Vores to døtre kan ikke lide det, og nogle synes måske, det er lidt mærkeligt, men jeg tænker, vi har gjort det let for dem.
I april fik jeg pludselig at vide, at jeg har kræft. Lægen fortalte, at jeg har en knude, og sagde samtidig, at han var sikker på, at jeg kunne leve 10 år med den. Det syntes jeg var vældig frimodigt sagt af ham, og han tilføjede, at alle over 90 år har kræft, men at det ikke er os alle, som ved det. Mine døtre har ikke kunnet forstå, hvorfor jeg ikke går rundt og er ked af det. Jeg er ked af, at det hedder kræft, men man kan da ikke gå rundt og sørge over, at man har fået en sygdom, som alle gør alt muligt for at hjælpe en med.