Isam B: Jeg forstod først efter mange år, at min lærer havde ændret mit liv

De frø, der bliver lagt i en, kan måske først ses efter mange år. Sådan oplevede sangeren Isam B det, efter at en musiklærer tidligt opdagede hans talent

Isam B. sanger og anden generations indvandrer. Fotograferet på Nørrebro og ved H.C.Andersens grav på Assistens Kirkegård.
Isam B. sanger og anden generations indvandrer. Fotograferet på Nørrebro og ved H.C.Andersens grav på Assistens Kirkegård. Foto: Leif Tuxen

Som barn havde jeg stort krøllet hår ligesom den argentinske fodboldspiller Maradona. Og jeg drømte heller ikke om andet end at blive fodboldspiller. Men jeg fik kun lov til at spille i gården med en skumgummibold. Og min mor ville ikke have, at jeg gik til fodbold, som hun af gode grunde opfattede som en voldelig sport. For min mors lillebror var professionel fodboldspiller i Marokko.

Alle, der har set fodbold, ved godt, at afrikanere går til stålet, når de spiller fodbold. Og hvis man slår igennem som fodboldspiller i Afrika, har man været igennem en hel del på banerne, hvor der ligesom i Sydamerika bliver kæmpet meget mere for det. For kårene er hårdere, og man går derfor også hårdere til den for at slå igennem.

Jeg voksede selv op et helt andet sted - på Islands Brygge i København med en masse gode, lidt flippede lærere. Nogle af dem boede også på Christiania. Deres tøj var lidt mere hippieagtigt, men de var fulde af idéer om, at man bare skulle prøve alle sine talenter af.

En dag i 1. eller 2. klasse havde min lærer for eksempel besluttet sig for at tage en talentspejder fra Sankt Annæ Gymnasium, der rendyrker musik, med, og han linede alle pigerne og drengene op i hver sin række med beskeden om at synge en sang.

Artiklen fortsætter under annoncen

Mine kammerater sang forskellige sange, men jeg kunne ingen, for jeg havde ikke gået i institution som lille. Min hjemmegående mor var min første skole, og den eneste sang, jeg af en eller anden grund havde opsnappet, var en bid af ”Se min kjole”.

En efter én lod talentspejderen mine kammerater synge, inden han lod dem smutte ud og spille fodbold. Man kunne se på hans ansigtsudtryk, at han syntes, at det var håbløst. Og jeg tænkte, at jeg også bare skulle synge så grimt som muligt, så jeg også kunne komme ud at spille fodbold.

Problemet var, at jeg gjorde mig så umage med at synge grimt, at det ikke lykkedes. Talentspejderen ville høre mig synge igen og igen, så jeg måtte synge sangen 10 gange, mens han fik større og større øjne, så jeg kom ikke ud at spille fodbold.

Som den eneste dreng kom jeg videre til optagelsesprøven på Sankt Annæ Skole, hvor jeg skulle synge do-re-mi-skalaen for inspektøren. Min far var med, og han var faktisk villig til at lade mig skifte skole, da inspektøren sagde, at han syntes, at det ville være godt for mig at gå på skolen. Men min far lod mig tage beslutningen. ”Har du lyst til at starte på skolen?”, sagde inspektøren, men jeg var ikke klar til at skifte skole.

Alle mine venner var på den lokale folkeskole på Bryggen, og jeg ville også hellere spille fodbold, så det takkede jeg nej til. Men oplevelsen plantede noget i mine forældres sind, som kom til at kickstarte noget i mit liv. Nogle år senere syntes de pludselig, at jeg skulle gå til guitar, fordi min musiklærer syntes, at jeg havde et talent.

Jeg gik til guitar en måneds tid uden at have nogen guitar, men min guitarlærer syntes, at jeg var lige så god som dem, der havde en guitar. Det overtalte mine forældre til at købe en til mig. Så fik jeg en guitar. Men mine forældre havde ikke tænkt over, hvor man øver med en guitar.

Vi boede i en lille treværelseslejlighed. Jeg delte værelse med to søskende, og rummet var også familiens opholdsstue. Ellers bestod lejligheden af mine forældres soveværelse, køkken, toilet og en gæstestue, som var lukket for os børn. For der skulle altid være rent til gæster. Det var ligesom Dronningens repræsentationslokale. Det var en lille treværelseslejlighed, men ét værelse var alligevel helliget gæster.

For man vidste aldrig, hvornår man fik gæster, så jeg øvede i vores opholdsstue/børneværelse. Jeg skulle spille sådan nogle serenader fra 1600-tallet, og hver gang jeg lavede en fejl, startede jeg forfra. Efter to uger var mine forældre ved at få spat, så de bad mig om at holde op med at gå til guitar, og i stedet fik jeg endelig lod til at gå til fodbold.

Jeg troede virkelig, at jeg skulle være fodboldspiller, men jeg havde ikke anklerne til det, min ankler var som lavet af glas, og da jeg blev ældre, vendte musikken i stedet tilbage til mig. For der var blevet lagt et frø i mig, da min lærer fik en talentspejder til at høre mig synge. Og jeg synes både, at episoden viser, hvor vigtigt det er, at nogen tror på en, og hvordan man kan få flere chancer i livet.

Jeg kom aldrig på Sankt Annæ Skole, og jeg holdt op med at spille guitar, for jeg kunne ikke se, at jeg var skabt til at lave musik. Sådan kan man leve livet som en tissemyre, der ikke har overblikket over sit eget liv eller fremtid. Men alligevel kan man møde mennesker, der åbner døre ind til større verdener. Og det skete også for mig. Min lærer var den første, der viste mig, at jeg havde et talent for musik, men dengang var jeg for optaget af mine fodbolddrømme til selv at kunne se det. Men lysten til musik kom alligevel tilbage til mig.

Og det viser mig, at man ikke skal dømme det, man sår i andre mennesker, efter, hvordan de umiddelbart reagerer. Vi påvirker alle sammen hinanden hele tiden. Men det går i den fart, det går, og pludselig kan man se tilbage og opdage, hvordan man er blevet ledt i den rigtige retning. I begyndelsen kunne jeg ikke selv se det. Men i dag er jeg taknemmelig for, at min lærer åbnede en dør, som jeg senere gik ind gennem.

Og jeg plejer derfor også at sige til lærere, at de spiller en vigtig rolle, og at det kan være, at de ikke selv ser frugterne af deres arbejde. Og jeg forstod først efter mange år, at min lærer havde ændret mit liv.