Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Spørg om livet

Jeg fortryder bruddet med min kæreste

Foto: Franck Camhi/Panthermedia/Ritzau Scanpix

En forkert og livsafgørende beslutning martrer Christoffer. Hvordan kommer man videre og tilgiver sig selv, spørger han

Kære brevkasse

Jeg slog op med min kæreste gennem syv år for to måneder siden på grund af en følelse, jeg havde haft i længere tid, men som jeg ikke kunne sætte ord på. Det var ikke et rationelt valg, for jeg elskede hende, var seksuelt tiltrukket af hende, og så var hun min bedste ven.

Vi er flyttet fra hinanden, og jeg er ved at få en hverdag igen. Men jeg savner hende helt forfærdeligt, og jeg mindes konstant ting, som vi har lavet sammen. Alle de gode ting, og dem var der mange af lige indtil det sidste.

Det værste er, at jeg fortryder, at jeg slog op med hende. Hun var villig til at give det en chance til, men jeg valgte til sidst, til trods for stor tvivl, at det ikke skulle være os længere. Nu er det tydeligt for mig, at hun er den eneste, jeg har lyst til at være sammen med. At min beslutning var katastrofal. Det er svært for mig at komme videre, og selvom det hjælper at tale med andre om det, gør det det ikke rigtig bedre. Hvad skal jeg gøre for at komme over det her? Jeg synes absolut ikke, jeg kan kontakte hende og sige, hvad jeg føler nu, for det ville ikke være at tage hensyn til hende overhovedet.

Jeg forstår, at jeg bliver nødt til at acceptere situationen, som den er, men hele min hverdag er farvet af det her savn. Jeg synes desuden, det er flovt, at jeg nu fortryder mit valg så inderligt, og jeg har derfor svært ved at tale med andre om det. Jeg er næsten 30 år og synes derfor også, jeg burde være bedre til at komme igennem det her, men jeg føler mig helt lammet. Jeg føler, jeg har brug for råd og vejledning til, hvordan jeg kommer videre, for jeg har aldrig følt en ulykkelighed så stor som den, jeg føler nu. Men jeg ved heller ikke, hvor meget I er i stand til at hjælpe mig på vej.

Venlig hilsen

Christoffer

Kære Christoffer

Tak for dit ærlige brev om den store smerte, som du står midt i.

At tilgive andre, som svigter, sårer eller på anden måde bidrager til særdeles vanskelige ting på ens vej, kan være meget svært og nogle gange næsten umuligt alt efter omfanget og konsekvensen af de ting, der er gjort eller sagt.

Men det at tilgive sig selv kan nogle gange opleves endnu sværere. Det er måske ikke så tit, at vi snakker om denne form for tilgivelse, men mange mennesker har oplevet at gå med ting i deres sind, som de næsten ikke kan komme over, og som de slet ikke kan tilgive. Nogle oplever, at de bebrejder og martrer sig selv i lange tider over ting, de har gjort, sagt, valgt eller ikke valgt. Det er ofte en meget smertelig og kompleks følelse, og den kan dukke frem i tide og utide, dag og nat og kan så at sige gnave sig ind i ens sjæl.

Det er ikke let at svare på, hvordan man skal kunne tilgive sig selv. Men for det første er det afgørende, at man påtager sig ansvaret. At man står ved det, man har gjort eller sagt eller undladt. Dernæst er det vigtigt, at man vover at tale med andre om den smerte, man bærer. Det kan både være svært og opleves flovt, som du skriver, at tale med andre om, at man har taget fejl, været dum og så videre.

Men ikke desto mindre bliver smerten kun større, hvis den udelukkende ligger i ens eget sind uden at blive delt med en god ven, en sjælesørger eller en vis terapeut. Store smerter, store livsvalg og stor fortrydelse må deles. Hvis man ikke deler, kan det være svært at få proportion og nye perspektiver på sin situation, og man skal bære den tunge byrde helt alene, samtidig med at smertetankerne ikke får nogen form for ventilation eller modspil med fare for, at de kan størkne i ens indre system.

At tilgive sig selv kan tage lang tid. Det er en proces og en vej, man må gå. Du skriver, at det blot er få måneder siden, du slog op med din kæreste igennem syv år. Det kommer man sig ikke lige over. Det er jo mange år – og selvom I ikke var gift, så er det jo en form for skilsmisse at bryde op efter så lang tid, hvor I har været dybt involveret i hinandens liv.

Uanset om det var et godt eller et skidt valg, du tog, så indebærer sådan et brud en livsomstilling af de store, når man har været vant til at være sammen og pludselig kun er sig selv – endda med store selvbebrejdelser.

Målet er at komme ud i et lidt andet landskab med større kendskab til sig selv og en større indre frihed. Det indebærer ikke, at man fritager sig selv for ansvar eller glemmer. Men måske kan man igennem det svære alligevel med tiden øjne nye muligheder, man ikke tidligere kunne se. Det er godt at tage skyld på sig, men ingen har gavn af at gå med den over lange tider, for den kvæler liv og energi og gavner ikke andre og ikke en selv.

Skyld må forlades. Det er en gammel kristen kerneværdi. I Fadervor beder vi om, at vores skyld må blive forladt af Gud, men der står også ”sådan som vi forlader vore skyldnere”. Her kan den skyld, man erfarer i forhold til sig selv, også indbefattes. Vi må – med Guds og vore medmenneskers hjælp – træne i at tilgive os selv. Tilgive, at vi fejler, ikke er perfekte, ikke kan gennemskue alle valg, og at vi ikke kan skue ind i fremtiden.

Når alt dette er sagt, så har vi lyst til at sige til dig, også selvom du ikke har skrevet noget om din tidligere kærestes reaktioner og også skriver, at du ikke kan tage kontakt til hende igen: Gør det alligevel.

Bid skammen i dig. Fortæl hende på den ene eller anden måde, at du har været dum og ikke kendt dit eget bedste. Send blomster og andre gode ting. Skriv rigtige breve med pen og ordentligt papir. Fortæl, at du måske har været så nærsynet de seneste år, at du ikke har kunnet se tydeligt, hvor meget du holdt af hende. At du nok har været halvblind. Og at du nu, hvor du er på afstand, har fået nye og klarere øjne, der tydeligt kan se hende og kan mærke, hvor vigtig og værdifuld og fint et menneske hun er.

Vi kan godt forstå, at det både kan være svært og ydmygende, og at det vil indebære frygt for at såre hende endnu en gang. Og være udfordrende for din egen stolthed. Men vi synes, at det med en livsledsager er så vigtigt og eksistentielt, så når du nu står i den situation, hvor hele dit sind og krop opdager, hvor umistelig hun er for dig, ja så synes vi, du må gøre alt for at få kontakt med hende igen. Hvis hun vil give det en chance mere, kan det blive svære møder og svære samtaler, og der skal sikkert ryddes en hel del op i jeres indre kældre og dagligstuer. Men det vil også kunne bidrage til et dybere og mere ærligt kendskab til hinanden.

Vi ved ikke, hvor hun er nu, og hvad hun har gjort for at komme videre efter jeres brud. Men vi tror, at hvis du ikke samler mod til dig nu og tager konkret fat om din nuværende erkendelse og sadler hesten og kæmper for din udkårne, så vil du på længere sigt fortryde, at du ikke prøvede og gav det et helhjertet og mandigt forsøg.

I værste fald kan du få at vide, at din gamle kæreste ikke vil genoptage jeres forhold, men så har du ihærdigt forsøgt. I bedste fald vil hun give jeres forhold en ny chance, og jeres forhold kan efterfølgende få en ny dimension. Hvis I skal fortsætte sammen, er der sikkert en hel del sår, der skal læges, men det må I tage på jer sammen som en vigtig og fælles opgave.

Mange hilsener