Prøv avisen

Jytte Hilden efter tre depressioner: Jeg frygter ikke de sorte huller

Tidligere kulturminister og forfatter Jytte Hilden (S) har bevidst bosat sig ved Søerne i København, hvor hun er sikret masser af lys og adgang til noget grønt. Det forhindrer ikke depressioner, men det hjælper på humøret på grå dage. Foto: Jens Welding Ølgaard

Tidligere minister og forfatter Jytte Hilden (S) har gennemlevet tre depressioner og ved, at hun kan blive ramt igen. Men hun ved også, livet er livet værd

Det er med fuldt overlæg, at Jytte Hilden er flyttet ind i en lejlighed, hvor hun kan se hele vesthimlen.

Fra stuerne på tredje sal ved Søerne i det centrale København har hun fra sine store vinduer udsigt mod Frederiksberg og over alle Københavns brokvarterer og kan samtidig følge årstidernes indvirkning på træernes blade. Men vigtigst af alt så får hun så meget dagslys, som det er muligt. Selv på sorte og grå novemberdage lander lyset i lejligheden, hvor hun bor alene. Gardiner har hun ikke.

”Det hjælper på min sindsstemning, at lyset kan vælte ind. Det forhindrer ikke depressioner, men det hjælper. Jeg har indrettet min hverdag sådan, at jeg har de bedste forudsætninger for at have det godt,” siger hun.

Umiddelbart synes det svært at forbinde den 73-årige tidligere kulturminister og nu forfatter med svære kliniske depressioner. Med sine asymmetriske lilla briller i det solbrændte ansigt, den spraglede habitjakke og den ivrige og livlige gestik kunne man let få den tanke, at her er en kvinde, der ikke lader sig vælte omkuld. Sådan er hun også det meste af tiden. Ikke desto mindre har Jytte Hilden tre gange i sit liv været helt nede at vende i det, hun selv definerer som et sort hul. Første gang som 20-årig, anden gang da hun var i 40’erne. Og senest, da hun var tæt på 60 år.

”Tre gange i mit liv har jeg oplevet at gå klinisk ned med depression i et omfang, hvor jeg havde brug for hjælp og ikke bare kunne sove det væk. Og hver gang har jeg taget imod al den hjælp, jeg kunne få. Piller, psykologer og psykiatere. Jeg har erkendt, at jo hurtigere jeg kunne få det godt, jo hurtigere fik mine nære omkring mig det også godt. Depression og anden psykisk sygdom rammer hele familien, i modsætning til hvis du brækker benet. Og man kan ikke bare sige, at om seks uger er du rask igen. Derfor er det vigtigt at handle hurtigt, der er brug for en akut støtte. Oftest er det dog sådan, at du selv er den sidste til at erkende, at du er syg.”

Det var omkring år 2000, at Jytte Hilden blev ramt af sin tredje alvorlige depression. Hun var røget ud af Folketinget og var tiltrådt som kulturchef for Det Kongelige Bibliotek. Udviklingen skete gradvist. Ubesvarede mails hobede sig op, og hun svarede ikke på sine telefonbeskeder. Møder syntes pludselig uoverskuelige. På hjemmefronten blev hun inaktiv. Læste ikke længere avisen, gik ikke til koncert eller i biografen, som hun ellers elskede. Opvasken fik hun ikke taget, og leverpostejmadder udgjorde oftere aftensmaden end interessante gryderetter.

”Sådan kan alle nok have det i perioder, men hvis du igennem længere tid agerer anderledes, end du plejer, kan der være grund til bekymring. Men vi er sådan indrettet som mennesker, at vi finder en forklaring på vores ændrede adfærd. Vi fralægger os skylden eller siger, at det dårlige humør skyldes regnvejr eller en besværlig kollega. Man kommer med alle mulige og umulige forklaringer og vil simpelthen ikke være ved det.”

I hendes tilfælde var det denne gang en af døtrene, som ringede en fredag eftermiddag: ”Vi har snakket om det. Du har at stille herhjemme i aften, og sådan er det,” sagde hun til sin mor.

Da Jytte Hilden senere samme aften sad i datterens køkken var beskeden fra de voksne døtre klar: ”Du er syg. Du skal sygemeldes, og sådan bliver det.”

”Der gik det op for mig, at jeg faktisk var syg. I det øjeblik, du er nødt til at erkende, hvordan det er fat, løftes der en møllesten af dine skuldre. Og der ved du, at du må bevæge dig ind i mørket for at forsøge at blive rask. Om mandagen sagde jeg til min chef, at jeg skulle sygemeldes. Og jeg gik ned til mine kolleger i kulturafdelingen og sagde, at jeg var faldet i et sort hul, og at jeg om lidt ville gå ud ad den store glasdør og ikke komme igen, før jeg om lang tid var rask. Så cyklede jeg hjem, gik i seng og kunne ikke finde ud af noget som helst.”

De fleste mennesker kender nok til at have dårlige dage eller dystre perioder. Det har Jytte Hilden også. Men behandlingskrævende depressioner har en helt anden karakter og er tit under opsejling i måneder, inden de rammer. Efter at have været alvorligt ramt tre gange kan hun se nogle fælles træk. For hende er de altid kommet som en reaktion på store livsændringer som studiestart, jobskifte, børn, der flytter hjemmefra, og lignende. Og hver gang har hun måttet helt ned, før det langsomt vendte igen.

”Du ligger bare der og står ikke op. Du spiser ikke, og du drikker ikke, og du bliver forfærdelig tynd. Alt bliver tømt, selv fedtet om nervebanerne forsvinder. Nogen er nødt til at sørge for, at du indtager noget, og du kan ikke være alene. Det værste er højlys dag. Hvis du kommer til at kigge ud under dynen og får lyset i øjnene. Det bliver lidt bedre, når det begynder at mørkne og blive mere dunkelt. Men det varer kun indtil, det bliver bælgmørkt, så springer dæmonerne for alvor frem igen og igen.”

I et langt stykke tid er alting bare sort:

”Når du er ramt af depression, sanser du ikke, og det er, som om tilværelsen er en sort-hvid film, der kører på et lærred, du ikke kan nå. Du er ikke med i livet. Det er meget mærkeligt, og i et langt stykke tid er du ude af stand til at tage del i tilværelsen med alle dens farver og dufte,” forklarer hun.

Trods dæmoners rasen har hun altid vidst og altid sagt til sin familie, at hun ikke ville tage sit eget liv, uanset hvor frygteligt hun havde det. Hun ved, at det har været hendes held, at hun er et menneske med et godt netværk, som har værnet om hende. Hun har været gift tre gange, og ægtefællerne har alle oplevet en depression på nært hold, ligesom nære venner og hendes fire børn har det. Hver gang er hun efter et stykke tid med medicinering, psykologsamtaler og hjælp kommet op til overfladen igen.

”Det guddommelige og ubegribelige er, at en dag lysner det lidt. Det begynder som et lille lysglimt, som breder sig, og pludselig en dag synes du igen, at rosen er rød, og du får lyst til en hakkebøf og en øl. Du kan ikke forklare det. Når jeg fortæller om mine depressioner, gør jeg mig altid meget umage med både at tale om stjernestunder og sorte huller. Der er rutsjeture, men der er også lykkelige øjeblikke. Hvis kun vi beskriver livet som sort, er det næsten ikke til at bære.”

Hun har valgt at fortælle om depressionerne, fordi det for mange mennesker er en trøst at høre, at de ikke er alene.

”Når jeg fortæller min historie, kan jeg altid se i nogles øjne, at det kender de godt. Og når hende den muntre og travle Jytte Hilden kan blive ramt, ja, så kan det ske for de fleste. Depression er en folkesygdom. I hver skoleklasse vil der være mindst én og deres nære, der bliver ramt, og derfor er det vigtigt at snakke om det. Vi må afmystificere det og forstå, at det er både akut og langvarigt.”

For Jytte Hilden har psykisk sygdom været en del af tilværelsen fra begyndelsen. Hendes egen mor fik elektrochok i 1950’erne, og der er også historier om en depressiv bedstefar. Ingen af delene var noget, man rigtigt talte om dengang. Hendes lillebror var skizofren og tog sit eget liv, da han var 23 år.

”Så det har altid været en del af min slægt. I nogle familier har de dårligt hjerte, i andre familier har de sukkersyge. I min er det psykisk sygdom, der går igen. Derfor synes jeg også, det er smukt, at depression inden for de seneste 10-15 år er blevet et tema, som vi kan diskutere i det offentlige rum. I gamle dage var der dårekister og hysteriske kællinger og fædre, der sad for nedrullede gardiner uden nærmere forklaring. I dag er der en masse tavs lidelse, som nu er væk. Vi er kommet et langt stykke. Det kan jeg sige efter at have oplevet depressioner på tæt på hele livet.”

Hun bliver ikke sjældent spurgt om, hvorfor hun selv har fået fire børn, når hun kan se, hvordan familiens depressive åre løber gennem generationerne.

”Der er kun ét svar. Hvis mine forfædre havde sagt, at de ikke ville have børn, fordi de havde hang til depression, så sad jeg ikke her. Så svaret er, at livet er livet værd. Vi ved godt, at det er der, og vi tumler med det, men vi er glade for at være til og glade for, at vores arvinger er her. I det hele taget har jeg levet det liv, jeg gerne ville, trods psykisk sygdom. Jeg har fået børn, jeg har elsket mænd, jeg har haft spændende arbejde med masser af udfordringer. Jeg er ikke blevet snydt. Der har været omkostninger, det er der i alle liv. Men jeg har ikke sagt nej til noget på grund af sygdom. Og det væsentligste er, at jeg ikke har sagt nej til at få børn – velvidende at psykisk sygdom ligger i slægten.”

På sin vis beroliger det Jytte Hilden at vide, at depression har været i slægten i generationer, og at det ikke er selvforskyldt, at hun er blevet syg.

”I oldtiden beskrev man depression som ’den sorte galde’. Det er altså et menneskeligt vilkår, som altid har været der, og ikke bare noget, der er opstået i det her samfund, fordi vi har så travlt. Og det er ikke bare, fordi jeg har ført et ret så kaotisk liv – for det har jeg – at depressionen er en del af mit liv. Det er en del af min arv og ikke kun en del af miljøet. Det letter, at det ikke bare er min skyld, det ligger i generne.”

Er det muligt at afværge en depression? Det er et spørgsmål, Jytte Hilden ofte selv har spekuleret over. Hun tror det ikke, men man kan tage sine forholdsregler. Man kan bo et sted med et lysindfald, der lader batterierne op, og man kan indlede sin morgen med på DR K klokken 8.05 at se morgenandagten fra Københavns Domkirke.

Og så er der nogle tegn, som hun med alderen er begyndt at tage mere alvorligt. Hvis hun i travle perioder fornemmer, at noget kan være under opsejling, træder hun på bremsen og luger ud i aftaler og gøremål. Men både hun og hendes familie er forberedt på, at det kan ramme igen.

”Jeg har sagt til de ældste børnebørn, at det godt kan være, at mormor bliver tosset igen, men at det går over. I det daglige går jeg ikke og er bange for at falde ned i et sort hul. Hver depression har givet mig nogle erkendelser om mig selv og en glæde ved livet, som gør, at jeg gerne vil have alle kapitler med. Jegvil gerne opleve forfaldet med briller, høreapparat, rollator og hvad ved jeg. Jeg vil have det hele med.”

Jeg kender både de mørkeste dæmoner og de gavmilde engle, der pludselig flyver rundt. Det er svært at forklare, men det er jo egentlig fantastisk livgivende, at livet kan være sådan. Jeg takker for at opleve et liv, der har så mange facetter og nuancer. Og så er jeg blevet bedre til at forstå mig selv, og hvad der er på spil i mit liv, og det er jo ikke så tosset.”

Jytte Hilden har valgt at være åben om sine depressioner, fordi hun ved, at det for mange mennesker er en trøst at vide, de ikke er alene om at falde i de sorte huller. Foto: Jens Welding Ølgaard