To flyttekasser står på gulvet i mit kontor i Moesgaards gamle hovedbygning. De har stået der en måneds tid, og på et tidspunkt må jeg gøre alvor af at fylde noget i dem.
Den 25. november holder jeg afskedsreception, og den 1. december tiltræder min afløser, museets nye direktør. Fra den dag er min base mit og min kone Pauline Asinghs hjem ved Aarhusbugten i Risskov. Det er et skønt sted, hvor jeg ser frem til at være mere.
Jeg fortsætter dog lidt endnu med at arbejde, men som pensionist. Vi mangler at etablere middelalderen i den permanente udstilling på Moesgaard Museum, og den skal åbne til efterårsferien næste år. Den skal jeg gøre færdig.
Der kommer et fund med, som jeg gravede i 11 somre i træk. Det fortæller historien om et kæmpestort skibsværft på Nordfalster ved Fribrødre Å omkring år 1000, hvor venderne huserede. Det handler en del om magtforholdet i Østersøen omkring den tid. Jeg skal også skrive en lille bog om det. Det har jeg lovet folkene på Falster. Det er noget af det, jeg godt kan lide ved at være arkæolog, at man får et personligt forhold til folk et helt andet sted i Danmark. Man bliver for en periode en del af et lille samfund og lærer gård- ejerne og lodsejerne at kende.
Jeg glæder mig rigtig meget til at få en anden rytme i livet. Rent fysisk kan jeg godt mærke, at jeg er blevet ældre og kører træt. Før kunne jeg arbejde hele dagen og fortsætte om aftenen. Det kan jeg ikke mere. Jeg glæder mig til ikke længere at skulle stå under bruseren klokken seks om morgenen og prøve at huske alle de ting, jeg skal nå. Nu kan jeg vende mig om i sengen og sove videre.
Mættet er jeg vel i en eller anden grad. Jeg kom til Moesgaard som direktør for 20 år siden for at se, hvad jeg kunne udrette. Lige fra begyndelsen arbejdede jeg på at finde fonde og investorer, så vi kunne bygge et nyt, moderne museum. For to år siden åbnede vi endelig, og jeg ville gerne prøve at drifte det nogle år, inden jeg gav det videre. Det har jeg så gjort nu.
Det har været magtpåliggende for mig at se det til ende. Når man går ind i så stort et projekt, er det med al den kraft, man overhovedet har. Jeg synes, det har været et rent eventyr. Jeg har haft nogle klare målsætninger, som nu er blevet indfriet.
Det har altid undret mig, at man kunne fortælle så kedeligt om kulturhistorien, som man normalt gør. Min holdning er, at hvis du vil formidle virkeligheden, må du gøre den til et værk og fortælle den med brask og bram. For de fleste mennesker er det en alt for brutal formidling blot at placere nogle flintøkser i en glasmontre.
I dag kalder vi Moesgaard Museum for Momu. Jeg afprøvede navnet på de studerende her, og de syntes, det var en rigtig god idé. Det er sådan, at Aarhus Universitet lejer sig ind i bygningerne, så de arkæologistuderende bliver en del af livet her. Det skaber et fantastisk godt fagligt niveau. Jeg begyndte selv at studere herude som 23-årig. Man kunne altid komme med ud i verden på en ekspedition – jeg var blandt andet i Iran.
Moesgaard har haft stor betydning for mit liv. Som barn boede jeg i Åbyhøj med mine forældre og min storebror. Min far havde en forretning i Borgergade i Aarhus, hvor han solgte fjernsyn, cykler og knallerter. Min mor var hjemmegående. Om sommeren cyklede eller kørte vi herud, hvor Giber Åen ender, for at ligge på stranden, eller vi gik ad skovstierne for at kigge på den gamle herregård, som Moesgaard var, og som på det tidspunkt stod tom.
Der var ikke låst, så man kunne bare gå ind, og parken var groet til. Jeg kan huske, at jeg som syv-otteårig engang var heroppe og kom ind i en af sidegangene. Jeg var stukket af fra min mor og min bror nede på stranden. Det var lidt uhyggeligt at gå her, for der var tomt alle steder. Men jeg kom helt op til biblioteket – et gammelt herregårdsbibliotek, der den dag i dag står med hele den gammeldags bogsamling. Jeg stod bare og glanede, men det faldt ikke mig ind at tage noget. Jeg syntes bare, det var fascinerende, og sådan har jeg det stadigvæk.
Allerede som barn var jeg meget interesseret i arkæologi, men jeg troede ikke, at man kunne leve af at være interesseret i stenalderen. Det mente min far heller ikke, selvom han også syntes, det var spændende, når jeg gik med ham på jagt og fandt en flintøkse i plovfuren. Tænk, at stå med et redskab i hånden, som sidst var blevet brugt af én i stenalderen for flere tusinde år siden.
Men planen var, at jeg skulle være forretningsmand og overtage min fars butik, og derfor tog jeg højere handelseksamen. Det faldt mig ikke ind at stoppe, for man gør det færdigt, man er begyndt på. Jeg kan huske, hvordan min far og onkel blev helt tunge i kroppen, når de talte om folk, der løb fra deres plads. Det skulle jeg i hvert fald ikke.
Jeg har altid holdt af det manuelle arbejde, der hører med til at være arkæolog. Næste år skal jeg overføre det til mit hjem, hvor jeg skal have lavet en ordentlig køkkenhave. Der ligger nogle gamle jernbanesveller, som skal væk, før jeg kan etablere den. Det bliver godt.
Jeg husker det fra min studietid, hvor man flyttede på landet for at være med på en udgravning. Der er ikke noget mere vidunderligt end de aftener, hvor man kommer ind møgbeskidt og har duften af jord siddende i næsen.
Det er faktisk også i min egen køkkenhave, jeg har gjort mit bedste private fund. Jeg boede nede i Gosmer ved Odder og var i gang med at grave kartofler op, da der pludselig dukkede en gulddukat fra 1700-tallet op. Jeg troede først, det var et stykke guldpapir, men så tog jeg den op og mærkede, hvor tung den var. Jeg har den liggende hjemme et sted, selvom jeg nok burde have indleveret den, fordi det faktisk er danefæ. Jeg kunne have overdraget den til direktøren på Moesgaard, men det har jeg jo i princippet også gjort. De uventede fund er ofte de sjoveste.
Der er da noget vemod i at holde op, det er klart. Jeg går meget ud i parken omkring Moesgaard med min pibe og kigger lidt på det hele. På de 120 hektarer, hvor alle de gamle huse nu står nyrenoverede, og hvor den gamle hovedbygning har fået sin sienarøde farve tilbage. På lindetræerne, der er nybeskårede, og på de små søer, der er renset op. Og selvfølgelig på den nye udstillingsbygning tegnet af Henning Larsen, der står som en bakke blandt bakkerne. Når jeg går på pension, vil jeg komme herud nu og da, særligt så længe jeg sammen med kolleger her arbejder på at færdiggøre udstillingen om middelalderen. Men jeg vil primært være oppe i den nye museumsbygning og ikke hernede ved mit gamle kontor.
Jeg skal ikke gå og ånde en ny direktør i nakken, og jeg er rigtig glad for ham, det er blevet. Mads Kähler Holst har været afdelingsleder her i mange år, og min formodning er, at han vil føre dét videre, vi er begyndt på. Det kommer til at skabe kontinuitet, at det er ham.
For jeg ville virkelig blive sur, hvis der kom en ny, som ville lave det hele om og for eksempel gøre parken til barokhave. Eller hvis nogen ville begynde at lave al mulig pjank og sætte skulpturer op omkring museet. Vi er ikke et kunstmuseum, vi er et kulturhistorisk museum, så der skal være græs og kløver og summende bier og natur omkring bygningerne.
Det ville smadre mig, hvis nogen begyndte at ændre på det. Jeg tror ikke, jeg ville kunne lade være med at blande mig, hvis det var tilfældet. Så ville jeg tage herud og undersøge, hvad der var gået galt. Det er sårbart, når du har været engageret i et sted i så mange år. Der skal ikke så meget til at ødelægge det. Men jeg ved også, at mit personale ville protestere. Vi er ret enige om, at vi skal holde fast i det gamle, som det er nu.
Det er tit sådan, at når man arbejder meget, får man skyklapper på. Man bliver mindre sanselig af det. Jeg glæder mig til at kunne give mig god tid, når jeg er ude at gå eller cykle, til bare at suge det hele ind. Jeg vil også ud og fiske ørreder igen. Jeg har kun været af sted to gange på de seneste 20 år, så det skal der rettes op på.
Det er dejligt at blive fritstillet. Det har jeg ikke været i mange år, og det er overhovedet ikke noget, jeg frygter. Nu får jeg tid at besøge mine fire børn og mit barnebarn i København, uden at jeg skal overrende dem, og jeg kan dykke ned i al den skønlitteratur, som venter på mig.
Jeg skal også rejse med min kone, Pauline, der er afdelingsleder og inspektør på Moesgaard. Jeg blev skilt i 2005 og havde regnet med, at jeg skulle være alene, men det er fantastisk at kunne opleve kærligheden igen, selvom man har passeret de 60 år. Vi drømmer om at rejse med den Transsibiriske Jernbane og køre i Corvette tværs over USA. Det skal nok komme til at ske, for Pauline er en dygtig organisator.
Jeg tror egentlig, at min største udfordring bliver ikke at engagere mig i alt for meget nu, men at vælge med omhu.