Det gode liv: ”Jeg glemmer mig selv i små stunder af lykke”

Det gode liv er det liv, jeg har, fortæller Jakob Kvist, direktør for ArtPeople og People'sPress, der står bag udgivelsen af Jeppe Nybroes omdiskuterede bog ”Kidnappet”

Jakob Kvist bliver ked af det, hvis han ikke får trænet - selvom han i princippet helst vil ligge på en sofa.
Jakob Kvist bliver ked af det, hvis han ikke får trænet - selvom han i princippet helst vil ligge på en sofa. Foto: Christian Liliendahl .

Hvad er det gode liv for dig?

Jeg føler mig meget privilegeret over mit liv, mine børn og min familie som helhed. Samtidig har jeg et spændende arbejde og bor i en privilegeret del af verden, så jeg ønsker mig ikke noget som helst andet liv og er meget taknemmelig for hver dag, det her liv varer. Det gode liv er det liv, jeg har.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Jeg har det bedst med mig selv, når jeg glemmer mig selv. Det gør jeg i små stunder af lykke, når jeg er sammen med andre mennesker, og tingene går op, og jeg føler mig ubekymret. Når man tænker på sine omgivelser og ikke bare sig selv. Jeg kan ikke lige komme på nogen konkrete situationer, men det er, ligesom når det indadvendte forsvinder i en eller anden forstand, og man hviler i sig selv og dermed glemmer sig selv. Og bare er til stede i sin tilværelse.

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Jeg cykler, går lange ture og er i fitnesscenter et par gange om ugen. Jeg foretrækker nok cykling og spinning, for jeg kan ikke rigtig løbe længere på grund af mit dårlige knæ. Det er primært noget, jeg gør af pligt, men jeg er efterhånden kommet til at sætte pris på det. Og hvis jeg ikke får trænet, bliver jeg ked af det - så jeg vil gerne. Jeg er enormt glad for det bagefter, men som udgangspunkt er jeg ikke nogen træningsnarkoman. Jeg vil i princippet altid hellere ligge på en sofa.

Hvad er afslapning for dig?

Afslapning er for mig, når jeg glemmer hverdagens trummerum og for eksempel læser en god bog eller ser en film. Afslapning i hverdagen kan også være, at jeg kaster mig bagover og ligger og læser avis. Så der kombinerer jeg det behagelige med det nyttige.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Det ærlige svar og kedelige svar er, at der altid er mælk og ost. Sådan er det at være en børnefamilie. Men som regel er der også et par kolde øl.

Hvad er din største last?

Lasternes sum er konstant, så det skifter hele tiden. Jeg har lige fået at vide, at jeg drikker for meget te. Jeg har præsteret at være afhængig af alt fra vingummibamser til saltstænger. Jeg forfalder til alle mulige laster, jeg skal prøve at slappe af med. Men min største konstante last er nok rødvin.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

Det er nok ikke ét råd, men en vejledning fra flere forskellige mennesker, herunder behandler Ole Kåre Føli. Jeg har fået vejledning i, hvordan kroppen hænger sammen som helhed, og lært at tænke kritisk i forhold til det traditionelle syn på, at kroppen er et sæt reservedele, man bare kan sætte af og på. Kroppen hænger sammen, og har man ondt ét sted, kan det godt skyldes en ubalance et helt andet sted. Det har rettet op på flere ting, som jeg har tumlet med, blandt andet dårlig ryg. Så det er ikke ét råd, men vejledning, jeg har haft stor glæde af.