Bo Schiøler tager imod i sin lejlighed på Østerbro i København.
”Nu må du klippe mit cowboysprog ud,” siger han, mens han går ud i køkkenet og laver kaffe.
Han refererer til de bandeord, der af og til sniger sig ind i hans sætninger, og som han selv siger er reminiscenser fra hans tid på Vesterbro Ungdomsgård.
Her var han i 44 år, hvor han sammen med stenbroens børn og unge producerede teaterstykker og skrev sange, og som særligt i 1970’erne fik et bredt folkeligt publikum med plader som ”Kattejammerrock” og ”Hjerteblod”.
I dag spiller Bo Schiøler på snart sjette år med sit band Bo Schiøler & Skavankerne, og det er derfor, han har inviteret Kristeligt Dagblad til en samtale om musik og poesi og samfundsblikket, som aldrig kan frigøre sig fra kunsten. I hvert fald ikke, når man hedder Bo Schiøler.
I oktober udgav Bo Schiøler & Skavankerne sin femte plade, ”Rekviem for Kraka – sange fra et levet liv”. Ligesom deres tidligere udgivelser handler denne også om livet, som det ser ud, når man som Bo Schiøler befinder sig i midten af halvfjerdserne, i den såkaldte tredje alder.
”Der er jo flere år bagude end forude, og det samme gælder vores publikum. De, der er på alder med mig, ved udmærket, hvad jeg snakker om, når jeg siger, at man har mere ondt i ryggen, når man står op, end da man gik i seng. Og man lægger flere penge på apoteket, end man gør i SuperBrugsen. Jeg synes, det mangler, at der er nogen, der fortæller noget om livet fra denne vinkel,” siger han.
Det er noget relativt nyt, at Bo Schiøler selv står foran mikrofonen. Gennem hele sit liv har han oftest stået i baggrunden. Men trangen til at skrive om det, han ser, har altid været der. Om det så handler om den tredje alder, besværlig skolegang eller problemer for børnene på Vesterbro Ungdomsgård.
”Jeg tænkte som ung, at jeg skulle være digter, for det var dem, der altid talte sandheden i et samfund. Sandsigerne. Det tog jeg meget alvorligt som ung mand, og jeg blev inspireret af kunstnere som Bob Dylan, der både sagde noget sandt om samfundet og sagde det på en poetisk måde. Sådan har jeg det stadig. Jeg kan godt være smart i mine tekster, men jeg ender altid med at droppe de fiffige, smarte linjer og skrive noget enkelt i stedet, for det fiffige er i virkeligheden bare et forsøg på at lyde mere intellektuel og finkulturel. Og så kan jeg godt lide, at alle kan være med, at man ikke skal være født i et bestemt miljø for at kunne hænge på,” siger han.
Han er ud af et skilsmissehjem og har oplevet sin del af svigt og nederlag, og måske er det derfor, han fra en tidlig alder har haft et blik for social retfærdighed og livet, som det leves.
”Noget af det, der river gulvtæppet væk under folk, er, når de, vi holder af, bliver revet væk af en eller anden grund. Kunstnere og digtere bruger deres egen livssituation til at beskrive ting. I stedet for at det gror indad i folk, kan man fortælle historier udadtil. Og så kan man være heldig, at der er andre, der har været i lignende situationer, der kan relatere til de historier,” siger han og fortsætter:
”Jeg har altid tænkt, at kunstnere i virkeligheden var folk, der reagerede, og som ikke kunne lade være. Alle andre kan lade være, de kan sætte sig ned og se fjernsyn, men kunstnere bliver nødt til at beskrive. Du kan finde det sociale oprør i alle mine sange. Jeg holder aldrig op med at interessere mig for, hvem der er født med en guldske i munden, og hvem der er født med det diametralt modsatte. Det er ikke alle, der kan, hvad man vil. Jeg finder aldrig på historier, jeg kigger mig bare omkring og fortæller, hvad jeg ser og oplever,” siger han.
Og der er masser at tage fat på, siger Bo Schiøler, som mener, at samfundet i disse år mister både moral og fundamenter.
”Tag for eksempel almendannelse. Jeg har børn og børnebørn, der også har været igennem skolesystemet, men som har forbavsende lidt almen viden. Det er ikke for at forherlige min skolegang, som absolut gik på krykker, men vi havde to historiebøger; danmarkshistorien og verdenshistorien. Når vi havde pløjet os igennem dem, havde vi et overfladisk kendskab til det hele. Mine børnebørn kender frygteligt meget til oplysningstiden og Anden Verdenskrig, men hvis jeg siger ’den franske revolution’, er de helt ude at svømme. Når jeg synger ’Jeg er havren’, er jeg den eneste i lokalet, der kender den,” siger han.
”Hele det her kulturelle fundament, hvor vi sidder i den samme båd og har det samme overfladiske kendskab til alting, er vigtigt. Og det er gået tabt i vores tid, som jeg ser det. I stedet er der kommet en hel masse underholdning til. Med alt det digitale forsvinder både den menneskelige kontakt og den almene viden, da der er ikke tid til at forarbejde dine sejre og nederlag, for der er hele tiden fordummende underholdning, der maser sig på,” siger han.
Han tager Vesterbro i København som eksempel. For hvor man måske skulle tro, at bydelen i løbet af de seneste år har forvandlet sig fra et fattigt arbejderkvarter til et velbjerget område for den kreative klasse, ser han en helt anden side af den fortælling.
”Da jeg begyndte på ungdomsgården i 1966, var det et typisk arbejderkvarter med gode familier, der kæmpede for, at deres børn fik ordentligt tøj på, en madpakke og fik læst deres lektier. Når vi var ude og spille, brugte vi en masse tid på at bekæmpe fordommene om, hvad Vesterbro bestod af. Folk troede altid, at alle børnenes forældre var prostituerede og pushere, eller at vi var et slumstormerkor,” siger han og ler, inden han fortsætter:
”Men jeg oplevede i virkeligheden, at selv de familier tilbage i 1960’erne og 1970’erne, der ikke havde så meget at gøre godt med, rummede en større tolerance, venlighed og solidaritet. Men op igennem tiden oplevede jeg, at de børn og unge, jeg mødte, var mere udsatte. De blev mere og mere satelitter, ensomme, nødstedte. Det var, som om de i stigende grad kom til mangle et fundament af idealer, noget at se op til og frem til,” siger han.
”Man skulle tro, at nu var der flere midler at gøre godt med, men i virkeligheden tænker jeg, at ambitiøse forældre – som selvfølgelig også husker at spørge, hvordan det gik i skolen – til gengæld mangler at give reelt nærvær. Børnene bliver mere og mere præstationsangste og egocentriske, det er hele mig-kulturen, som vi har diskuteret længe. Egoet kommer helt frem, og der kommer meget lidt overskud til at se, hvordan din nabo har det. De mangler idealer, noget at se op til, et ståsted,” siger han.
Han vender tilbage til almendannelsen.
”Til sidst bliver livet én stor Tivoli-tur, hvor det hele er til for dig, og hvor alt er underholdning. Der bliver ikke reel frihed til at stikke ud eller til at gøre noget anderledes. Jeg voksede op i en tid, hvor der var plads til tosserne og de skæve. Og det er jeg glad for, for ellers havde der ikke været Vesterbro Ungdomsgård. Hvem ville i 2019 sige ja til at lave en plade med nogle skøre børn?”, spørger han.
Men fællesskabet er også vigtigt i den tredje alder, siger Bo Schiøler, og så er vi tilbage ved Skavankerne.
”Nogle gange er vi ude og spille på nogle seniorcentre, hvor folk er rigtig halvsløje, og det er lidt trist. Men alligevel begynder fødderne at vippe efter lidt tid, og de smiler og klapper. Så har man skabt et lufthul af glæde og samhørighed. Fællesskab,” siger han.
”Hvis jeg skal give mit publikum noget med, skal det være det: fællesskab. Og livsmod. I min alder kan det være svært at gribe fat i de lyse timer. Det er ikke alle pensionis-ter, der er på vej til Mallorca eller lige har løbet endnu et maraton, som er det billede, vi hele tiden ser af ældre. Der findes nogle fantastiske hverdagshistorier, som aldrig kommer til nogens kendskab, og det er dem, jeg gerne vil fortælle. Når jeg skriver sange, tænker jeg mest på mig selv, men jeg tænker også på dem, der ligner mig. Vi er mange, der interesserer os for ting, som bekymrer os om samfundet, opdragelse, politik og kærlighed. Og vi er her altså stadig, selvom vi har flere år bagude end forude.”