Esther Mikkelsen var ikke ret gammel, da det var tydeligt, at hun skilte sig ud fra mange af de andre piger, der ligesom hende voksede op på Herning-egnen i 1930’erne og 40’erne. Dukker og andet pigelegetøj havde hun ikke den fjerneste interesse for, men fik hun en hammer og nogle søm, kunne hun få timer til at gå med at sidde og slå disse i et trædæksel ude på gårdspladsen.
Ordene ”du skulle da vist have været en dreng” lagde hun ofte ører til op gennem sin barndom, men som regel fløj de ind ad det ene og ud af det andet, for hun oplevede det aldrig som noget negativt.
”Folk var ikke så hysteriske dengang. Vi var jo alle forskellige,” siger hun.
Der var dog én undtagelse. Og det var Esther Mikkelsens egen mor, som ikke var glad for, at hun havde fået sig en pige, der nok gik klædt i kjoler som sine jævnaldrende, men som ellers passede bedre ind i datidens stereotype opfattelse af en ”rigtig dreng”.
”Jamen, jeg opførte og bevægede mig som en dreng. Det gjorde jeg. Og det fandt min mor upassende. Hun gjorde mig tit opmærksom på, at mit grin kunne høres langt væk, og at det ikke passede sig for piger at være så højrystede. Hun sammenlignede mig med naboens døtre, og her blev det tydeligt, at der ikke var meget damestil over mig i forhold til dem,” siger Esther Mikkelsen, der i dag er bosat i Nyborg på Fyn.
Den 87-årige tidligere syerske erindrer ikke nogensinde som barn eller ung at have haft tanker om, at hun gerne ville være født som en dreng fremfor som pige.
”Selvom jeg ofte fik at vide, at jeg skulle have været en dreng, var det jo ikke noget, der på nogen måde kunne være anderledes. Jeg kunne da godt selv se, at jeg var drenget, men jeg tænkte aldrig, at det var ærgerligt, at jeg var en pige, eller at det kunne være anderledes,” siger hun.
Esther Mikkelsen husker ikke at have tænkt hverken positivt eller negativt om sin krop, da hun begyndte at udvikle sig fra pige til kvinde. Derimod fik hendes mor gjort hende opmærksom på, hvad der sømmede sig for en pige, der begyndte af få former som en kvinde.
”Jeg tænkte slet ikke over mit køn. Men det gjorde min mor. Og jeg kan huske, at hun på et tidspunkt kom og sagde: ’Du skal i hvert fald have købt dig en bh. Sådan kan du ikke løbe rundt’. Hun syntes jo, at det hele hoppede og dansede, men det havde jeg ikke selv skænket en tanke. Men jeg fik en bh og syntes, at det var noget skrækkeligt seletøj at skulle have på. Jeg havde hellere været foruden.”
Esther Mikkelsen beretter, at hun aldrig har haft besvær med at få kærester, og heller aldrig var i tvivl om, at hun var til mænd. Hun blev da også gift med en som 19-årig og fik en datter, der i dag er 67 år. Ægteskabet holdt ikke, men der har været andre mænd siden. Dog har hun været alene de seneste 20 år, og Ester Mikkelsen er heller ikke så sikker på, at hun har været nem at bo sammen med for en mand.
”Jeg synes jo nok bare, at mange mænd er lidt skvattede. Mindre i dag end førhen dog. Og så kan jeg altså selv. Jeg behøver ikke en mand til at gøre tingene for mig. Jeg havde en veninde, der blev enke på et tidspunkt, og der blev jeg nærmest ’den nye mand’, der kom, når hun skulle have renset kloak på badeværelset og andre lignende ting.”
Selvom Esther Mikkelsen ikke føler, at hun har lidt nogen overlast ved at gå klædt i kjoler som barn, har hun primært gået i bukser hele sit voksenliv. Det er meget mere behageligt end kjole og strømpebukser, synes hun.
Og selvom hun har seks-syv kjoler hængende i klædeskabet i dag, luftes de sjældent. Og når de endelig gør, bemærkes det af omgivelserne.
”Jeg gik i haven en dag og havde taget nederdel på. Det havde min nabo ikke set før, så hans kommentar var: ’Nå Esther, så du har faktisk ben’,” siger hun og griner.
Det er dog ikke alt, Esther Mikkelsen synes er værd at grine af. Hun har fulgt med i debatten om, hvorvidt børn skal have mulighed for at skifte køn, og hun er mildest taget chokeret over, at det overhovedet er et emne til debat i dag. For nogle uger siden havde hun således et debatindlæg i Kristeligt Dagblad som reaktion på de stemmer, der taler for, at børn helt ned til 10 år skal kunne skifte køn.
I indlægget skrev hun blandt andet:
”Jeg er lykkelig over at være født i 1934, for ellers var jeg for længst lavet om til en dreng … Jeg har aldrig ønsket at være en dreng, men dengang var der heldigvis heller ikke alt det skriveri, så vi blev ikke påduttet de flyvske idéer.”
Esther Mikkelsen synes, at det er et stort problem, at der i dag er alt for mange eksperter, som kloger sig på børns kønsidentitet og deres fremtid som følge heraf.
”De her mennesker, psykologer og pædagoger, og hvad der ellers er, kan da ikke spå om fremtiden, lige så vel som vi andre ikke kan. De aner ikke, hvordan det enkelte barn vil føle, når det bliver voksent. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om de kan tage skade, hvis de ønsker at skifte køn, men ikke får lov. Men det ved ingen jo i virkeligheden noget om. Og derfor skal den sunde fornuft råde i første omgang,” siger hun og påpeger, at nogle forældre til børn, der ønsker at skifte køn, også spiller en uheldig rolle.
”Jeg tror, at det er forældrene, der er med til at skubbe til en fiks idé, som barnet har fået. Hvis jeg var forælder til sådan et barn, ville jeg sørge for at trække i bremsen og sige til det, at nu skulle det opføre sig som det køn, det er født som. Alt andet vil forårsage drillerier, og det ville være synd. Hvis barnet så, når det bliver voksent, stadig har det sådan, at det gerne vil skifte køn, så fint for mig. Men det er nødt til at drage sine erfaringer i livet først.”
På spørgsmålet om, hvorvidt hun ikke gerne selv ville have haft muligheden for at skifte køn som barn, er hun klar i mælet.
”Jeg har altid kaldt mig selv for en drengedame. Men det har ikke begrænset mig i mit liv, og jeg har aldrig nogensinde tænkt på det at skifte køn som en mulighed. Sådan er livet, og jeg er den, jeg er og har hvilet i det. Jeg har levet fint med, at jeg har haft tæft for praktisk arbejde, og at det var mig, de hev fat i, når der skulle fældes et træ.”