Nynne Bjerre Christensen: Jeg har brug for jordbundethed

Journalist Nynne Bjerre Christensen voksede op med tomater i drivhuset og fællessang fra Højskolesangbogen. Pligter var en selvfølge ligesom fællesskab. Hun forsøger at give arven videre. Det er ikke helt let

”Der er noget beroligende og utroligt fornuftskabende i, at jeg tager mit madaffald og giver det til hønsene og går ind med tre æg,” siger Nynne Bjerre Christensen.
”Der er noget beroligende og utroligt fornuftskabende i, at jeg tager mit madaffald og giver det til hønsene og går ind med tre æg,” siger Nynne Bjerre Christensen. . Foto: Jens Welding Øllgaard.

Naboens hus er brændt. Beboerne er genhuset bortset fra syv høns, som journalist Nynne Bjerre Christensen passer. Og om kort tid vil de syv høns flytte ind hos hende, men først skal der bygges en hønsegård. Hun skal grave og fælde et par træer i haven, der ligger i den mindre eksklusive del af Hellerup, hvor der er S-tog i baghaven og langt mellem glaserede tegltagsten.

At der kommer høns i haven er en følge af en tragisk brand, men for Nynne Bjerre Christensen er det også en vejviser mod det, hun gerne vil have mere af i tilværelsen: jordbundenhed.

”Der er noget beroligende og utroligt fornuftsskabende i, at jeg tager mit madaffald og giver det til hønsene og går ind med tre æg. Jeg har brug for den der jordbundethed.”

Mandag den 10. juli vil hun for sidste gang sætte sig i værtsstolen på Deadline på DR 2. Hun har været vært på programmet i 12 år og regnet ud, at hun må have lavet omkring 1000 udsendelser. Og som hun skrev i et opslag på Facebook, hvor hun bekendtgjorde sin afsked, så betyder det, at hun 1000 gange har spist aftensmad i DR’s kantine. Når juni bliver til juli skal det være reglen, at hun spiser aftensmad med mand og børn og kombinere familielivet med et liv som selvstændig journalist og ordstyrer.

”Alle de fødselsdage, forældremøder og guldbryllupper, jeg ikke har været til, fordi jeg har aftenarbejde, er jeg kold over for. Det er krigsskade. Det er kun det med mine børn. At der er så mange aftener, hvor jeg ikke har kunnet være sammen med dem, krammet dem, blive irriteret på dem, børstet deres tænder og puttet dem. Pludselig står de med hår under armene og gider ikke være sammen med én.”

Hvad er det for et liv, man drømmer om, når man opsiger et attraktivt job? Det er først og fremmest et liv med mere almindelige arbejdstider.

”Der er intet andet job, jeg kunne tænke mig. Min redaktion er som en familie, og Deadline er en fantastisk udsendelse med mange muligheder, men den kræver også meget af værten, og jeg synes, jeg er løbet tør i forhold til udsendelsen. Man skal have overskud til at gå de ekstra meter, der nogle gange kræves for at gøre udsendelsen ekstraordinær, og jeg kan mærke, at det overskud har jeg ikke længere.”

I efteråret tog hun forælderorlov. Inden hun begyndte sin ubetalte orlov, så hun for sig, at hun sad på sofaen og så et program om antikviteter klokken to om eftermiddagen. Hun griner ved tanken. Ikke én dag blev tanken virkelighed. I stedet havde hun nogle jobs som ordstyrer, og resten af tiden gik med at lede en tiltrængt istandsættelse af husets kælder.

”Jeg finder en pervers glæde i hele tiden at være i gang. Det er vel en slags positiv narkomani. Jeg er opdraget med en protestantisk arbejdsmoral og opvokset med ’Vågn op og slå på dine strenge’.”

Da familien flyttede ind i huset for ni år siden, stod der et drivhus i haven. Lige nu strækker 12 tomatplanter sig mod loftet og fylder det lille glashus med en intens, krydret duft. Når hun nipper et sideskud af og gnider på det, fyldes hendes hænder med duften af barndom.

Hendes farmor og farfar traf hinanden, da de arbejde på et gartneri i Emdrup ikke langt fra Nynne Bjerre Christensens nuværende hjem. Det var i 1920’erne. Parret slog sig ned i Sengeløse vest for København, hvor de eta-blerede frilandsgartneriet, som fik navnet Hyldevang.

”Det var et hjem med en stærk forankring i Højskolesangbogen og klassiske grundtvigske værdier. Jeg tror, min farmor og farfar fandt hinanden i de fælles værdier. De byggede et gartneri op med en stor flok medarbejdere, og nogle gange var gartneriet også lidt af et socialkontor. Det var ikke et brag af en økonomisk succes, men de skabte et miljø i Sengeløse med foredragsforening og teatertrup inspireret af højskolebevægelsen.”

Hendes forældre mødte hinanden, da de var elever på Askov Højskole. Hendes mor, Grith Meulengrath, var sygeplejerske og hendes far, Vagn Bjerre Christensen, sprang fra studierne på Polyteknisk Læreanstalt og opbyggede Hyldevang Tomater. Og her voksede Nynne Bjerre Christensen op omgivet af drivhuse og med det meste af sin fars familie inden for nogle hundrede meters afstand. Den tætte kontakt til familien på tværs af generationer beskriver hun som en fantastisk styrke.

”Der var højskolesangbøger over det hele. Man kunne ikke sætte sig på en bænk og spise en pandekage, uden at man skulle synge. Der var altid en, som sagde: ’Vi vil godt lige have ’Blæsten går frisk over Limfjordens vande’.’ Der gik nogle år, inden jeg fandt ud af, at det ikke var sådan noget, man bare gjorde andre steder.”

Foto: Jens Welding Øllgaard

Nynne Bjerre Christensen er medlem af Vartov Valgmenighed, som det er tradition i hendes familie.

”Vartov var både alt og intet. Min far har aldrig trukket kirkegang ned over hovedet på os. Jeg kom der nogle gange om året, og jeg noterede mig, at min far tog ned og hentede sin gamle mor, og så kørte de i kirke, og Vartov blev det naturlige omdrejningspunkt ved bryllupper, begravelser, påske og jul.”

Ligesom hun er vokset op med Højskolesangbogen, fik hun tidligt for-tællinger om fantastiske rejser. Som yngre deltog hendes far i en række bjergbestigerekspeditioner i Grønland, og han var medlem af Eventyrernes Klub, længe inden hun blev født. Han kombinerede arbejdet med tomaterne med ekspeditioner, og efterfølgende rejste han rundt og holdt foredrag om turene. Foredragsvirksomheden supplerede indtægten fra gartneriet. Når Nynne Bjerre Christensen tænker på opvæksten, konstaterer hun, at hun har fået meget foræret gennem sin fars netværk af eventyrere.

”Det var en omgangskreds, for hvem alt var muligt. Penge var aldrig et tema, for folk kom af sted, selvom de ikke havde en klink. Det var et fællesskab af afsindigt fantasifulde mennesker, hvor diskussionerne var helt løsrevet fra penge. Her var folk, som var vant til at få meget ud af lidt. Når mine forældre samlede dem til karneval, kom de udklædt på den galoperende vanvittige måde i ting, de havde bragt hjem fra Siam i 1953.”

Hendes far havde haft livsforandrende oplevelser på Grønland, og da hun skulle tage kørekort, var kørelæreren Jan Juel-Brockdorff, som havde været på ekspeditioner på Grønland.

”Jeg sagde til ham, at hvis han nogensinde kunne tænke sig at få en kvinde med, så ville jeg gerne med.”

Hun fik sit kørekort og holdt kontakten med kørelæreren, og to år senere kom hun med Jan Juel-Brockdorff på en ekspedition, hvor man skulle forsøge at finde spor efter Danmarks-ekspeditionen (1906-1908).

”Vi skulle bo i et lille telt, og det varede ikke længe, før vi så bjørnespor på isen og en ung bjørn. Fysisk var det hårdt, for det var koldt og råt, og mentalt var jeg presset. Der var 2000 kilometer til nærmeste menneske. Det svarer til, at det nærmeste menneske var i Marseille. Vi havde våben med, som jeg lærte at betjene, for jeg skulle kunne håndtere situationen, hvis en bjørn angreb, eller hvis Jan blev dræbt.”

Hun har været på to yderligere ekspeditioner på Grønland og er medlem af foreningen Kvindelige Eventyreres Klub, skønt det er længe siden, hun har været til et af deres arrangementer, og de seneste år har der også været langt mellem eksotiske rejser.

”Ekspeditionerne til Grønland har været livsstyrkende oplevelser for mig. Hvis man kan klare det mentale pres, så kan man psyke sig selv op til rigtig meget i tilværelsen.”

Efter hun er blevet mor, har hun af og til overvejet, hvordan hendes forældre greb opgaven an, og hun er kommet frem til, at forældrene sjældent gjorde noget udelukkende for børnenes skyld. Ofte var hun og søsteren bare med. Hendes mor havde fuldtidsjob som sygeplejerske hos SAS i Kastrup, og når hun kom hjem til Sengeløse klædte hun om og kørte til Lejre, hvor hendes hest stod.

”Hun havde en Toyota Corolla på gule plader, så sad min søster og jeg på forsædet under samme sele, mens der sad nogle store hunde omme bag i. Vi læste selv vores lektier og smurte vores madpakker. Var aftalen, at vi skulle hentes klokken 15, blev vi tit glemt, og det var før mobiltelefonernes tid. Mine forældre var enige om, at børn skulle lære at klare sig selv. Det var tydeligt, at der ikke blev nogen arv, andet end den overlevering, som sker gennem et langt liv. Jeg synes, de stillede store krav til os, men jeg kan se, at min søster og jeg løftede opgaven, uanset om det gjaldt lektier eller cykelreparationer.”

Foto: Jens Welding Øllgaard

Tre årtier senere, står Nynne Bjerre Christensen med børn, som hun insisterer på skal lære at lappe deres cykler. Ægtefællen er ikke helt på hendes hold. Han mener, at familien kan betale sig fra den slags.

”At kunne lappe en cykel hører med til at udvikle robusthed, for det er et udtryk for, at man har en praktisk og analytisk tilgang til tingene. Hvis der er et ord, som ligger fjernt fra mig, så er det hjælpeløshed. Jeg kunne godt tænke mig, at mine børn blev i stand til at hjælpe sig selv. Står man med en flad cykel, handler det om at bryde problemet ned i mindre dele i tillid til, at hvis man koncentrerer sig, så kan man løse det.”

Tilbage til de syv høns, som snart flytter ind. Arbejdet med hønsegården har en bagkant. Får hun ikke snart flyttet dem, ender de deres dage i suppegryder, for naboens hus skal rives ned. Men det handler ikke blot om at hjælpe naboen, men om nogle værdier hun gerne vil give videre til sine egne børn.

”Jeg er vokset op med kat, hund og heste. Vi havde altid tre eller fire heste, og jeg har nydt at være omkring dyr, og samtidig får man enormt meget givet, når man vokser op med dyr. Det var ikke rigtig okay at sidde ned, for der var altid noget, som skulle laves.”

”Man får en masse forærende i forhold til pligter, når man bor på landet. Du står op om morgenen, og der er nogle heste, som skal fodres, der skal muges ud, hvis du vil holde det kørende. Jeg synes, det er et dilemma i forhold til mine egne børn, at vi ikke bor på landet. Jeg ville helst have 15 kælegeder, selv om jeg ved alt om, hvor besværligt det er. ”

Hun overvejer ofte, hvad hun kan gør for at få børnene til at bidrage på samme naturlige måde.

”Jeg kæmper en kamp med nogle unger, som gerne vil sidde i sofaen. Jeg sige, at de selv må lave deres havregrød, hvis de vil have grød, men når man har travlt, er det jo langt lettere selv at lave grøden. Det samme gælder slagsmålet om, hvem der skal lægge tøj til vask og komme det på plads igen.”

Hun håber, at det smitter af på børnene, at de ser, hvordan deres mor hele tiden er i gang, hvad enten hun er i drivhuset eller er ved at reparere græsslåmaskinen. Men for Nynne Bjerre Christensen har de jordbundne opgaver samtidig en nærmest terapeutisk virkning.

”Der er noget terapeutisk i den slags arbejde i forhold til det stillesiddende arbejde. Vi er biologiske væsner, og det er ikke længe siden, vi har rejst os og er begyndt at gå på to ben, så det er ikke så mærkeligt, at det er beroligende at se ting gro eller nippe sideskud.”