Trine Bramsen: Jeg har det bedst, når jeg gør det rigtige

Genvalgte Trine Bramsen (S) har ikke noget imod, at det er op ad bakke, bare det er den rigtige sag

Ved det netop holdte Folketingsvalg fik 34-årige Trine Bramsen (S) 1242 personlige stemmer.
Ved det netop holdte Folketingsvalg fik 34-årige Trine Bramsen (S) 1242 personlige stemmer. Foto: Heine Pedersen.

Hvad er det gode liv for dig?

Det er, når jeg vågner glad om morgenen og glæder mig til dagen. Også selvom der ikke skal ske noget særligt, eller møderne ikke er de mest spændende, jeg kommer til at deltage i. Men dét at glæde sig er symbolet på det gode liv for mig. Der er altid nogle ting, man glæder sig mere til end andre, men når jeg vågner om morgenen og har følelsen af at glæde mig til det, der kommer, uanset om det er en stor eller lille ting, så ved jeg, at det kører for mig.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Jeg har det bedst med mig selv, når jeg kæmper for og engagerer mig i en sag. Det er lige meget, om det er op ad bakke. For så længe jeg kan mærke helt ned i maven, at det er det rigtige at kæmpe for - også selvom jeg får tæsk for det - så er det dér, jeg har det bedst. Når jeg føler, jeg gør det rigtige.

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Jeg cykler rundt på min bedstemorcykel mellem møder og mit arbejde på Christiansborg. Jeg cykler faktisk alle steder, jeg kan komme til det. Og så løber jeg om morgenen, og det er det, jeg kalder for min egoisttid, fordi det her kun handler om mig. På et tidspunkt løb jeg hver dag, og det blev til cirka 70 kilometer om ugen. Det var lidt for meget, men nu ligger det på et mere rimeligt niveau, hvor jeg løber tre-fire gange om ugen cirka 8-10 kilometer pr. gang. Min egoisttid er god, fordi det er der, hovedet og kroppen bare får lov til at være sig selv.

Hvad er afslapning for dig?

Når jeg griner. Humor er en af de absolut vigtigste ingredienser i min hverdag, og jeg tror slet ikke, jeg kunne leve uden humor. Der er ikke noget så afslappende som et kæmpestort grin, hvis det foregår sammen med andre. Det er dér, hele kroppen giver slip.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Der er altid meget kedelige ting som gulerødder og skummetmælk. Ofte er der også en eller anden mærkelig ting, som jeg har købt på en rejse og aldrig får brugt. Det står typisk bagerst i køleskabet og kan være alt fra sydkoreansk kimchi til nogle mærkelige krydderier fra Indien.

Hvad er din største last?

Min største last er lakridsfisk. Katjes saltlakridser, de er altså gode.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

Nyd livet, tag det roligt, det hele skal nok gå. Det er et råd, jeg selv er blevet bedre til at efterleve. Jeg tror, det er utrolig vigtigt at hvile i sig selv. Man kan følge alverdens kost- og motionsplaner, men hvis man ikke hviler i sig selv og nyder livet og hverdagen, så er det ikke særligt meget værd.