Prøv avisen

Connies mand fik en hjerneskade: Jeg har fået en ny mand, han er bare i samme indpakning

En stor blodprop i kranspulsåren sender Birger Normann i kunstigt koma, og efter en kaotisk uge på sygehus i Odense og Fredericia står det klart: Han har fået en skade i hjernen.

En blodprop i kranspulsåren har ikke blot forandret tilværelsen for 53-årige Birger Normann, men også ændret forholdet til konen Connie Normann. Da filteret pludselig er væk, empatien mangler, og initiativet er sparsomt, har de to skullet lære hinanden at kende på ny

Fredag aften den 13. juli 2012 står Connie Normann i køkkenet i sit og ægtefællen Birgers røde treetagers hus i Taulov lidt uden for Fredericia. Ind i køkkenet træder hendes mand, han breder armene ud og siger, at han har savnet hende. Og så viser et måbende udtryk sig i hans ansigt, før han falder om på gulvet.

Med besvær får hun lagt den 110 kilo tunge mand i aflåst sideleje og ringer 112.

”Vågn op!”, råber hun til ham, mens hun skiftevis puster ham i munden og med al sin vægt trykker 30 gange på hans brystkasse så hårdt, at ribbenene brækker.

En stor blodprop i kranspulsåren sender Birger Normann i kunstigt koma, og efter en kaotisk uge på sygehus i Odense og Fredericia står det klart: Han har fået en skade i hjernen.

Birger Normann kan hverken gå eller tale, men i løbet af det efterfølgende otte uger lange ophold på Hammel Neurocenter i Østjylland kan Connie Normann på sine daglige besøg se, at han bliver bedre til at gå, tale og bevæge sig. Men samtidig går det mere og mere op for hende, at det ikke er den samme mand, som trådte ind i køkkenet få uger forinden.

Mentalt er han efter skaden ligesom et lille barn. De kan sidde ved et spisebord, og pludselig kan han finde på at tage en telefon i hånden og køre rundt med den, som var det en legetøjsbil. Han gør ting, hvor hun tænker: ”Hold nu op Birger, du er jo en voksen mand.”

Samme sætning går gennem hendes hoved, da de er ude at handle i Føtex. Parret kommer gående med en indkøbsvogn, hvor der foran dem går en kvinde iført et par stramme, hudfarvede leggins og en T-shirt, der går lige til buksekanten.

”Se lige en røv, hun har i de bukser der,” råber han, så højt han kan ud over reolerne.

En pinligt berørt Connie Normann får trukket ham til side, mens hun sender et undskyldende blik til kvinden. Sådan ville han aldrig have sagt eller teet sig før, men det er, som om filteret er væk.

Alt imens går Birger Normann selv og føler, han har det godt. Fantastisk, beskriver han det ligefrem. Men han er ikke klar over, hvad det egentlig er, der er sket. Først da han tre måneder efter skaden kigger rundt på de andre ramte omkring ham på rehabiliteringscenteret, går det op for ham, at det hele ikke er, som det skal være. Birger Normann vender ansigtet mod sin hustru og spørger, om hun synes, han er blevet mærkelig. Hun kan ikke nænne at sige til sin mand, at ja, hun synes, han er blevet en helt anden.

”Så jeg sagde nej. Men han var jo et helt andet menneske end min gamle Birger. Vi skulle lære hinanden at kende igen,” husker Connie Normann.

Det er ikke uden grund, at en hjerneskade kan give udfordringer og mærkes af de pårørende. For hjernen er nervesystemets hovedcomputer, der styrer vores bevægelser, tanker, følelser og handlinger. Ofte vil en skade i hjernen give kognitive skader som evnen til at føle empati og sætte sig ind i, hvordan andre mennesker har det. Det kan blive sværere at planlægge, at tage initiativ og at overskue flere ting på samme tid. Nogle oplever humørsvingninger og kan blive vrede eller græde uden grund. Andre bliver mere uhæmmede og kan sige grænseoverskridende ting.

For Birger Normanns vedkommende er det særligt i lillehjernen, skaden har sat sig. Denne del af vores hjerne koordinerer evnen til at bevæge sig og er med til at sikre, at vi har en balance. Derfor kan det for udefrakommende virke, som om han er beruset, for han slingrer en smule, når han går, og når han snakker, er det med en snøvlende tale.

Årligt får flere end 20.000 voksne danskere en hjerneskade, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. Det vil sige en skade på hjernen, der opstår på grund af ulykker eller sygdomme. Apopleksi, som ramte Birger Normann, kommer af blødning eller blodprop i hjernen, og årligt skyldes 12.500 af de erhvervede hjerneskader denne form.

Connie Normann vender posen med de frosne pomfritter på hovedet, og med fingrene breder hun dem ud på en bageplade.

”Vil du ikke dække bord, Birger?”, spørger hun ved køkkenbordet i Taulov.

”Jo, det kan du tro.”

Den 53-årige mand rejser sig fra sin stol i hjørnet af køkkenet, som han altid sidder på, når parret laver aftensmad. Eller rettere, når Connie Normann laver mad. For det meste skal Birger Normann have at vide, hvad han skal gøre, som eksempelvis at dække bord til aftensmad. Hans initiativ er begrænset, så selvom han gerne vil hjælpe, ligger det ikke længere naturligt for ham.

I dag tilbringer han det meste af tiden derhjemme med at se tv i stuen eller sidde på sit kontor. Kontoret er her, han søger tilflugt, når tingene bliver uoverskuelige, eller når hovedet bliver for træt.

Tidligere var parrets hjem altid fyldt med gæster, og de havde et hjem, som de selv betegner som et svingdørshjem. I dag beskriver de mere deres hjem som et mormor-morfar-hjem, hvor de tilbringer meget mere af deres tid, bare de to og deres fire katte.

”Man lærer at leve med det, man er i, men jeg kan da sagtens mærke ændringer, og jeg er ikke så følsom, som jeg var før. For jeg kan ikke filtrere overhovedet, men det lærer man at styre. Selvom man har fået en hjerneskade, har man ikke mistet sin forstand,” fortæller Birger Normann.

Et års tid efter skaden faldt Connie Normann ned i et sort hul. Efter at have fået blodproppen på afstand, græd hun en hel sommer. Hun græd af sorg, hvilket ikke er sjældent blandt pårørende efter en hjerneskade, fortæller Anne Norup, der er ph.d. og neuropsykolog ved Rigshospitalet i Glostrup.

”De pårørende oplever ofte en sorg, fordi de har mistet noget, men deres ægtefælle er der stadigvæk, så det er rigtig svært for omverdenen at forstå, at tingene har forandret sig. Når de pårørende oplever et tab i forhold til nogle specifikke funktioner, eller når deres liv forandrer sig, er det også et tab,” siger hun.

For Connie Normann bundede sorgen i den mand, som hun havde mistet efter skaden.

”Han er jo et helt andet menneske, end min gamle Birger var. Vi skulle faktisk lære hinanden at kende igen. Helt på ny. For nu er han meget et barn, han er ikke den stålfaste, voksne mand, som han var engang. Han er derinde, men han er meget et barn. Det er det bedste ord, jeg kan sætte på,” siger hun.

Oftest oplever partneren til en hjerneskadet, at deres samlever er anderledes, men de kan ikke sætte præcise ord på, hvad der er forandret.

”For mange pårørende er tabet diffust, og det kan være vanskeligt at fortælle helt præcist, hvad det er, som har forandret sig. Det gør både sorgprocessen rigtig vanskelig og sværere for omverdenen at forstå. Hvis ens mand eller kone dør, eller man oplever en anden type tab i sit liv, så er det lettere at forholde sig til for omgivelserne, og i nogle tilfælde kan sorgprocessen efter denne type tab også være lettere at forholde sig til,” siger Anne Norup.

Ved det røde pillefyr i stuen står Birger Normann med strakt hals og kigger sin kone over skulderen, mens hun med stor kraft vender den store sæk med træpiller på hovedet.

”Tror du, det hele kan være der?”, spørger Connie Normann.

”Du kan måske bare fylde halvdelen i? Det er jo dig, der er varmemesteren,” svarer han.

For fem år siden havde var det ham, som fyldte træpiller på fyret. Han var en handyman, som byggede et spisekøkken, lagde nyt tag på huset og reparerede bilen, når den brummede. Han startede en it-virksomhed, indspillede musik i hjemmet og havde store armbevægelser.

”Før var det Birger, der var min beskytter, men i dag afskærmer jeg Birger fra de ting, jeg ved, han ikke kan, fordi det er for hårdt ved ham. Jeg er altid i beredskab, og jeg føler mig indimellem som mor. Nogle gange er jeg faktisk lidt mere mor end den elskede, men jeg forsøger ikke at påtage mig den rolle,” siger hun.

Rollerne er nu byttet rundt, og hun er altid opmærksom på, hvordan han har det. Det er ikke unormalt, at nogle partnere betragter deres ramte ægtefælle som et barn, som de er forpligtet til at tage sig af og beskytte. Samtidig skal de påtage sig langt flere praktiske opgaver end tidligere, hvilket alt sammen er med til at ændre rollerne i parforholdet.

”Efter en hjerneskade forskubbes rollerne i hjemmet ligesom to vægtskåle. Hvem gør hvad og hvorfor? De roller skal man forsøge at få i balance, og der er mange, der oplever, at man skal lære at fungere som par igen,” siger ph.d. og neuropsykolog Anne Norup.

Også i soveværelset sker der ofte forandringer, som begrænser sexlivet. For nogle er det fysiske begrænsninger, mens det for andre er kognitive. Connie og Birger Normann har ikke et intimt samliv mere, og de fandt hurtigt ud af, at det ikke fungerede for dem længere. Connie Normann følte, han indeni var en lille dreng, og derudover har skaden også gjort, at det ikke længere er fysisk muligt.

”Jeg savner det overhovedet ikke. Jeg har ingen sexlyst og ingen drift, overhovedet ikke. Det er bare blevet sådan, så jeg kanaliserer min energi ud andre steder. Jeg er kærlig, og jeg elsker jo Connie over alt på jorden,” fortæller han.

For parret skal det ikke være et tabu, og i Connie Normanns øjne er han stadig hendes Birger, og hun har affundet sig med situationen. I stedet har de fundet noget andet, der giver dem den lidenskab.

”Vi kysser meget, og vi fortæller hinanden hver dag, at vi elsker hinanden. Han sender tit en besked til mig om morgenen, når han står op, hvor der står: ’Godmorgen skat, husk jeg elsker dig.’ Og det varmer. Det er dér, vi har det,” forklarer hun.

Det er oftest hende, der tager initiativ til kram og kys, men når hun synes, han skal stramme sig an, spørger hun ham, hvor romantikeren er henne. Så tænder Birger Normann afspilleren, finder en af de mere end 800 plader frem fra reolen, og de tager en svingom i stuen til hendes yndlingssang, ”Unchained melody”.

”Når vi tager sådan en kinddans, så er det også en form for kærlighed for mig. Før kunne han godt lave en stormkur med blomster og ud at spise, men sådan er det ikke længere. Nu er det mig, der skal tage initiativet de fleste gange,” siger hun.

Det er en realitet, at hendes mand ikke er den samme som før, og det har hun i dag accepteret. Men det er langt sværere for ham.

”Jeg er født optimist og kan se det positive i det meste, men indimellem i alt det her, så er det svært. Jeg var ikke færdig endnu,” siger Birger Normann.

Hans hustru har derimod accepteret, at deres hjem og deres forhold i dag er helt anderledes og aldrig bliver det samme som tidligere.

”Han er jo en anden mand, end han var engang, men jeg tænker ikke længere, at han er skadet eller forandret. For han er bare min Birger. Jeg har trukket en streg i sandet og tænker, at jeg har været heldig. Jeg har fået en ny mand, han er bare i samme indpakning.”

Connie Normann har hovedansvaret for alt i hjemmet i Taulov ved Fredericia. Det har hun haft, siden ægtefællen Birger Normann for snart seks år siden fik en hjerneblødning. – Foto: Christian Lykke Flinker
Hør Connie og Birger fortælle hvordan de håndterer en hjerneskade