Før Aydin Soeis far blev udvist af Danmark, svor han en forbandelse over sine to sønner. De ville blive som ham. Men i dag ved den 38-årige forfatter, at han er herre over sin egen skæbne.
Han er aktuel med bogen ”Fædre” på Gads Forlag. Det er en samtalebog med fortællinger og refleksioner fra fem fædre, der alle er efterkommere af flygtninge eller indvandrere, som kom til Danmark fra 1970’erne og frem til midten af 1980’erne. Deres måde at være far på er radikalt anderledes end den opvækst, de selv har fået. Så anderledes, at det vidner om en stille revolution, mener Aydin Soei, der kom fra Iran til Danmark med sin familie i 1986.
”Man kan næsten ikke forestille sig en større forskel end fra et autoritært opdragelsesideal i Mellemøsten, hvor man skal styre børnene, til det danske opdragelsesideal. Det er den ’rejse’ i måden at opdrage på, mange efterkommere har taget. Mange af os er selv opvokset med, at når der blev talt til os, var det nærmest som en ordre. Det handler om, at der i nogle mellemøstlige lande er rigtig meget på spil for forældrene. I samfund uden sociale sikkerhedsnet og med økonomisk knaphed føles livet langt hen ad vejen som en overlevelse. Man render konstant rundt med alarmklokkerne bimlende,” siger Aydin Soei.
Det seneste årti er der for alvor blevet skabt en middelklasse blandt efterkommere i Danmark, der har taget uddannelse, og hvis værdier er et produkt af den danske middelklasses normer og værdier, mener Soei.
”Et af de største skift, vi har set i vestlige liberale samfund inden for de seneste årtier, er, at far-idealet har bevæget sig længere hen imod en nærværende far, som er til stede og yder omsorg. Børnene skal have lov til at finde deres egen vej. Det er de idealer, mange efterkommere også efterlever, og derfor er der ikke kun tale om kulturforskelle, men også generationsforskelle.”
”Fire ud af de fem medvirkende i ’Fædre’ har skullet kæmpe for at blive gift med den, de blev gift med. De vil ikke bestemme over, hvem deres barn skal giftes med, når den tid kommer. Hvis man skal finde en fra den første generation, der udtaler sig på den måde, vil det nærmest svare til at lede efter en nål i en høstak,” siger han.
Der er også et markant skift fra Aydin Soeis egen opvækst i Avedøre Stationsby til det liv, han og hans syv-årige søn lever i lejligheden på Nørrebro i København. Her læser han højt af Astrid Lindgren og Ole Lund Kirkegaard, som han oplever for første gang sammen med sønnen, der bor hos ham hver anden uge.
På bordet har han arrangeret et fad med skiveskåret melon og saltlakridser. I lejligheden bliver der både krammet, set tegnefilm, leget med fjernstyret helikopter og ikke mindst udtrykt følelser. Han er far på en måde, der er så langt fra hans egen fars som muligt.
”Hvis jeg faldt og slog knæet som barn, ville min far sige ’rejs dig op!’. Der siger jeg til min søn ’gør det ondt, Adam? Skal jeg puste på knæet?’. Når jeg tænker på forskellen, kan jeg ikke lade være med at smile, for jeg synes, det er komisk, når man sætter de to scener op over for hinanden. Det er klart, at når man opdrager sit barn til bare at rejse sig op, så lader man også som om, at noget ikke gør ondt som voksen,” siger han.
Måske er det derfor, at Aydin Soei aldrig talte med nogle om angsten for at blive far, som har fulgt ham gennem livet. Angsten for at udvikle sig til den voldelige patriark, han som barn oplevede sin far som.
”I ’Forsoning’ (Aydin Soeis bog fra 2016, red.) fremstiller jeg min far som en slags enøjet monster, der nærmest var ond. Det var min far jo ikke, men bogen er skrevet fra barnets perspektiv, og jeg var ekstremt bange for min far som barn. Han fik aldrig et job, men brugte meget af tiden i en iransk mandeklub, hvor de drak bajere og te dagen lang. Når han var hjemme, var han ekstremt voldelig. Min mor og jeg troede, volden var et produkt af alkohol, men det viste sig senere, at min far var stærk paranoisk skizofren og var traumatiseret af den tortur, han havde oplevet under fængselsophold i Iran.”
Aydin Soei var fire år, da han kom til Danmark. Hans forældre var kommunistiske revolutionære i Iran, og planen var, at faderen skulle etablere sig som snedker i Danmark. Men faderens voldelige og psykotiske adfærd, der kulminerede med, at han dræbte faderen til en af Aydin Soeis barndomsvenner og blev udvist af Danmark i 1997, splintrede familien.
”Den forbandelse, som min far mente, han havde givet videre til min bror og mig, har det meste af mit liv ligget i baghovedet. Det sidste, jeg ville i livet, var at blive som min far.”
Da Aydin Soei i 2012 blev far, læste han bøger om faderskab og opdragelse. Han talte ikke med sit barns mor om de tanker, der bekymrede ham, men brugte bøgerne som en erstatning for en manglende faderfigur at spejle sig i.
”Jeg har flere gange sagt til mig selv, at det stadig kan gå galt. Men når jeg kigger på mig selv som far, kan jeg godt se, jeg er en radikal anderledes far, end min far var. Jeg fortæller min søn seks gange om dagen, at jeg elsker ham. Det har min far aldrig sagt til mig. Min mor ringede for nogle måneder siden for at sige, hun elsker mig. Jeg blev dybt chokeret, selvom jeg godt vidste det,” siger han.
Det var under arbejdet med ”Forsoning”, at Aydin Soei fik den erkendelse, som blev hans befrielse. Det er ham, der afgør, hvilken arv der bliver givet videre til hans søn. Det kræver et følelsessprog.
Selvom der er mange fædre fra hans egen efterkommer-generation, som ikke har haft en nærværende far og har brudt med den opdragelse, de selv har fået, er der også stadig fædre, der nok er vokset op i Danmark, men efterlever det mellemøstlige opdragelsesideal, de selv er et produkt af.
”Nogle af de mænd i min egen generation, der eksempelvis er mislykkedes med at tage en uddannelse, bliver i mange tilfælde mere konservative i forhold til køn og ligestilling end forældregenerationen. I og med at de ikke har status i det brede samfund, klamrer de sig til det, der kan give status, og det er at være noget blot i kraft af deres køn. Det er den helt store udfordring: mænd, der undertrykker kvinder og børn.”
”Vi er nødt til at nå de fædre, som er usikre på deres faderrolle, og som mener, det er det bedste for deres børn, når de er strenge over for dem, udstikker ordrer og i nogle tilfælde giver dem tæsk. Hvis man spørger dem, hvorfor de er så strenge, vil de svare, at det er, fordi de gerne vil have, at børnene lykkes.”
For Aydin Soei og de medvirkende i ”Fædre” har det haft stor betydning, at der har været en kvinde og mor til deres børn, for hvem det har været mere naturligt at tale om følelser. Ifølge ham er en af de store udfordringer i samfundet, at der er en forventning om, manden ikke må være sårbar. Derfor vil han eksempelvis gerne have flere barselsgrupper for fædre, hvor de på tværs af sociale skel og etnicitet kan tale om at være far.
”Jeg tror ikke nødvendigvis, at nutidens unge fædre generelt er supergode til at tale om deres følelser. Det er også ekstremt sjældent, at jeg taler om følelser med mine venner. Det handler om forskellige forventninger til køn i vores samfund, og hvordan vi indretter det. Tænk på, at når et par skal have et barn, så indgår kvinden i en mødregruppe, hvor hun diskuterer sin sårbarhed. Manden må klare sig selv. Han er på herrens mark. Men vi er gode til at tillade, at børnene må give udtryk for følelser. Det er et andet rum. Der håber jeg, at den kommende generation vil blive bedre til at udtrykke sårbarhed.”