Pia Olsen Dyhr holder af den danske salmeskat, især N.F.S. Grundtvigs salmer. En af dem, er hun særligt glad for, påskesalmen ”Tag det sorte kors fra graven”, som hun synger til fest som til sit eget bryllup, til begravelser som sin fars, og når hun har en dårlig dag på Christiansborg:
”Tag det sorte kors fra graven. Plant en lilje, hvor det stod. Ved hvert skridt i dødninghaven blomster spire for vor fod.”
Hun kan den udenad og citerer højt de første linjer af salmen ud i stuen, hvor solens milde efterårsstråler falder ind fra vinduerne og haven udenfor på en stille villavej i Brønshøj ved København.
”Det er en af de salmer, jeg elsker højest, for påsken handler jo om Jesu opstandelse og betyder meget for den kristne tro. Men for mig handler den også om livet. Der er ting, der kan være triste og sørgelige, men så kommer der noget nyt og bedre. Det er vigtigt, at man kan få en ny chance. Jeg synes, at jeg i mit liv har haft brug for nye chancer,” siger Pia Olsen Dyhr og tilføjer, at hun også sang den, da SF røg ud af regeringen i 2014, for også SF havde brug for en ny chance.
”Det er noget af det værste, jeg har været med til”, siger hun om den aften og nat, hvor uenighed om regeringens salg af en del af DONG Energy splittede partiet, og den daværende formand, Annette Vilhelmsen, kastede håndklædet i ringen.
I mange år har den 46-årige formand for SF, Socialistisk Folkeparti, gået stille med dørene om sit forhold til tro, kristendom og kirke. I de unge år i SF’s ungdomsorganisation, SFU, fordi ”det var rigeligt, at jeg var sådan en meget venstreorienteret type, jeg behøvede ikke gøre mig endnu mere mærkelig”. Og senere, fordi hun mener, at tro og religion er en privatsag, og at det fylder for meget i det offentlige rum.
Det er også først i de senere år, at hun er begyndt at fortælle åbent om sin opvækst i et socialt boligbyggeri i Vallensbæk på Københavns vestegn. Her boede hun fra 11-årsalderen efter sine forældres skilsmisse alene med sin far, der var kronisk syg af diabetes og alkoholiker og ikke magtede at skabe et trygt hjem for hende.
Når hun har været tavs om det tidligere, var det blandt andet, fordi det var for svært at tale om. Men også fordi hun ikke ønskede at få en offerrolle, for ”det er ikke synd for mig. Jeg vil være stærk, og jeg er bevidst om, at jeg har klaret mig godt”, som hun siger.
Nu bliver hele hendes livshistorie, både den personlige, den trosmæssige og den politiske, foldet ud og fortalt i journalist, forfatter og politisk kommentator ved Berlingske Thomas Larsens bog, ”Pia Olsen Dyhr. Mønsterbrud og opbrud”, der udkommer mandag den 22. oktober på forlaget Gyldendal. I forordet skriver Thomas Larsen, at ”bogen er et portræt af en kvinde, hvis liv på det personlige plan har været præget af sociale mønsterbrud og på det politiske plan af de dramatiske opbrud, der har kendetegnet venstrefløjen og SF i de sidste årtier”.
Når hun i dag er klar til at fortælle om sin bagrund, skyldes det, at hun gerne vil være en rollemodel for børn, der står i den samme situation, som hun gjorde engang, så de kan opleve, at man godt kan klare sig trods hårde opvækstvilkår.
”Men det er også et opråb til de voksne om at se de børn og hjælpe dem på vej, ligesom jeg selv er blevet det af nogle, der så mig. Og så synes jeg, at det er vigtigt, at folk ved, hvem vi politikere er,” siger Pia Olsen Dyhr, der ser frisk og fit ud i rød t-shirt med feministslogan og sorte bukser.
I bogen fortæller hun, at hun altid har haft en mekanisme i sig, der siger ”videre – uanset hvad der sker”. Og at det er sådan, hun har overlevet i sit liv.
”Jeg kommer altid videre, måske også, fordi jeg aldrig har været god til at mærke efter og mærke mig selv. I stedet har jeg handlet. Men det er noget, jeg arbejder på at blive bedre til. Også til at styre mit temperament. Min far havde et ekstremt temperament, og det var jo ikke rart at være i nærheden, når han eksploderede. Den slags reagerer jeg fortsat på – når jeg for eksempel oplever at blive råbt efter på gaden, hvilket man kan opleve som politiker. Men jeg lader det ikke længere styre mig.”
”I dag får jeg noget af vreden og stressen ud af kroppen ved at løbe en tur, og som noget nyt er jeg også begyndt at dyrke yoga flow, der har et højt tempo. Det er mere hensigtsmæssigt end for eksempel at smide noget efter Lars Løkke,” siger Pia Olsen Dyhr og griner ved tanken om at miste besindelsen over for Danmarks statsminister, der hedder Rasmussen til efternavn og er formand for partiet Venstre.
Når Pia Olsen Dyhr blev boende hos sin far, mens lillebroderen og storesøsteren flyttede med moderen, skyldtes det, at de havde et tæt forhold. Og hun havde en stærk beskyttertrang over for ham, selvom hun kun var et barn. Når det stod værst til, kunne han true med selvmord, og det var hende, der måtte tage sig af indkøb, rengøring og opvask, hjælpe med insulin og ringe efter ambulancen, når han blev dårlig.
Men der var også gode dage, når faderen var i godt humør. Og så havde hun flere fristeder. Et af dem var hos en veninde og hendes mor. De havde ikke mange penge, men der var trygt og rart at komme. Et andet var i skolen, hvor hun havde nemt ved at lære. Der var også det lokale bibliotek, hvor en opmærksom bibliotekar tog venligt imod og havde idéer til læsestof, for hun elskede at læse bøger.
Og så var der organisten Bent i den lille landsbykirke i Vallensbæk. Ham lærte hun at kende, fordi den lokale sognepræst havde besøgt Pia og hendes far efter skilsmissen. Han havde en julekurv med og kunne se, at pigen havde brug for opmuntring. Derfor foreslog han, at hun kunne synge i koret i kirken. Og sådan blev det.
”Jeg tror, at Bent er et af de rareste og mest rummelige mennesker, jeg har mødt. Han spurgte om, hvordan jeg havde det, og hvordan det gik i skolen, og delte sin madpakke med mig. Han blev som en ekstra far, og jeg begyndte at komme tidligere, når jeg skulle til kor, så jeg kunne få tid alene med Bent. Han gav mig massevis af opmærksomhed.”
”I kirken fandt jeg ro, og sådan har jeg det stadig. Det er mit meditationsrum, som jeg bruger også i dag, for i kirken kan jeg være mig selv. For mig er kirken ikke fremmedartet, for det er der, jeg er vokset op, og de andre fra koret er stadig mine bedste venner.”
Bent og hans kone, Laila, inspirerede også til at lære nye bøger og forfatterskaber at kende. Og der blev arrangeret ture med koret til Det Kongelige Teater, hvor de sad på de forreste rækker til Mozarts ”Tryllefløjten”.
”I begyndelsen handlede det ikke om Gud og kristendom for mig, men om at synge i koret, selvom jeg selvfølgelig hørte de tekster, der blev læst og prædiket over. Det kom først til i forbindelse med konfirmationsforberedelsen, hvor en ung kvindelig præst, Lisbeth Dons Christensen, lyttede til og svarede på alle de spørgsmål, jeg havde. Hun foreslog steder, jeg kunne læse i Det Nye Testamente og talte om, at Gud ligger i kærligheden. Det betød, at jeg blev interesseret i religionen, og at jeg ikke længere kun kom i kirken, fordi det var et dejligt sted,” siger Pia Olsen Dyhr.
Hun kalder sig selv kristen og har brugt troen til at finde ind i sig selv. Hun mener, at mennesker har et ansvar og kan gøre meget hver især, træffe valg og være opmærksomme på konsekvenserne af valgene. Men, som hun siger i bogen:
”Der er også noget, som vi ikke er herre over. Kærligheden er guddommelig. Den kan ikke bare være resultat af en kemisk reaktion i hjernen.”
”Jeg går i kirke, selvom det ikke er så ofte, som jeg gerne vil, men altid til de store højtider. Jeg er også lidt kritisk i forhold til, hvem præsten er. Men jeg har fundet en god en i Bagsværd Kirke, hvor jeg er glad for at komme, og som står for en åben og lys kristendom. Min mands to døtre er fra barnsben vant til at gå i kirke, og min egen datter på 11 år kan både Fadervor og trosbekendelsen udenad. Men nu siger hun, at hun ikke vil i kirke, for hvorfor skal Jesus blive hængende på det kors – er der ikke snart nogen, der kan tage ham ned? Og det kan hun jo ret i,” siger Pia Olsen Dyhr med et smil.
Det har stor betydning for hende at deltage i Folketingets åbningsgudstjeneste, men i år valgte hun at blive væk ligesom flere andre folketingsmedlemmer. Årsagen var de udtalelser, som valgmeninghedspræst Morten Kvist, der stod for åbningsgudstjenesten i Slotskirken, tidligere er kommet med angående homoseksuelle par som plejefamilie for anbragte børn. Han blev beskyldt for at sammenligne det med, om også pædofile skal have den ret – en udtalelse, han i dag har kaldt for kluntet.
Om sin beslutning om ikke at deltage i gudstjenesten siger Pia Olsen Dyhr:
”Jeg valgte ikke at deltage efter megen overvejelse. Det var ingen let beslutning, men for mig er det afgørende, at den præst, der åbner folketingsåret, samler og ikke splitter den danske befolkning. Der er plads til mange holdninger i folkekirken, og det skal der være, så det er folkets kirke. Men åbningen af Folketinget er noget særligt – det er en dag, hvor vi skal stå sammen.”
Da Pia Olsen Dyhrs far døde i 2011, sad hun ved hans dødsleje og fik både skældt ud på ham, krammet og sagt, at hun elskede ham.
”Jeg fik sagt farvel,” som hun siger. Hun har også som voksen fået et nært og godt forhold til sin mor. Og så har hun fået gjort regnskabet med sin fortid op. Andre med lignende baggrund har talt med psykologer og gået i terapi, men det er ikke noget for Pia Olsen Dyhr.
”Jeg er ikke god til det der føle-føle, jeg tænker, ’kom nu videre’. Og så synes jeg, at præster kan meget mere end psykologer. De er jo ikke kun præster, men har stor menneskekundskab og viden om tilværelsen og har så meget at byde på. Men jeg har også draget nytte af at tale med en virksomhedscoach, som jeg tog kontakt til, da jeg blev leder af partiet. Han har fået mig til at arbejde med mit forhold til min far, og at der var ting, jeg veg tilbage for, fordi jeg var bange for folks reaktioner,” siger hun og peger på en stor tryghedsskabende faktor i sit liv:
”Det er min mand, Villy, som er et fast fundament i min tilværelse.”
Pia Olsen Dyhr blev tidligt politisk vakt, og det, der udløste hendes engagement, kalder hun i dag for lidt banalt.
”Der var nogle drenge i klassen, der sagde, at mænd var bedre til at køre bil end kvinder, og det blev jeg simpelthen så forarget over. Dels er det jo forkert, for kvinder laver færre ulykker i trafikken, men det var også det syn på kvinder som mindreværdige, der lå i det, som gjorde mig gal. Det ville jeg gerne lave om på og gik til bibliotekaren, der foreslog, at jeg kunne læse om de forskellige politiske partier.”
”Jeg vidste godt, at det var dem til venstre, jeg tilhørte, så jeg læste Det Kommunistiske Partis program, men det gik ikke på grund af Sovjet-kommunismens undertrykkelse af folk. Venstresocialisterne fattede jeg ikke en lyd af, Socialdemokratiet var for kedeligt, men i SF fandt jeg noget inkluderende og noget, som jeg kunne være i.”
Resten er historie, som det hedder. Pia Olsen Dyhr var som ung aktiv i SFU og formand for ungdomsorganisationen i nogle år. Hun blev valgt ind i Folketinget for SF i 2007 og var handels- og investeringsminister og transportminister i S-R-SF-regeringen og fra 2014 formand for SF. Undervejs har hun også fået taget sin kandidateksamen i statskundskab fra Københavns Universitet og arbejdet i blandt andet Care Danmark og Danmarks Naturfredningsforening.
I bogen får man et sjældent indblik i SF’s historie og det politiske maskinrum i de år, da partiet gik fra Villy Søvndal-effekten og regeringsdeltagelse over splittelse og til det hårde arbejde med at genrejse partiet.
Tidligere har Pia Olsen Dyhr ikke beskæftiget sig meget med børne-, unge- og socialpolitik, da det set i lyset af hendes egen baggrund var for følsomt. I stedet var mærkesagerne sikkerhedspolitik, Europa-politik, miljø-, klima- og energipolitik og transportpolitik. Men spørger man hende om, hvilken slags SF’er hun er i dag, lyder det:
”Jeg står for bedre velfærd, grøn omstilling og kampen mod ulighed. Jeg er europæer. Jeg arbejder for en samlet venstrefløj. Og så vil jeg fremover tale mere om børns vilkår og socialpolitik. Jeg vil være med til at sikre lige muligheder for de børn og unge, der har brug for en ekstra hånd.”